lørdag den 8. december 2012

Efter-fest-træt

Marianne:

Mandagen efter 1. søndag i advent var en rigtig dovnedag for mig. Jeg var ikke sådan rigtig ked af at det ikke var mig som skulle på job da Michael tog afsted om morgenen. Jeg tilbragte en stor del af dagen i sofaen foran pejsen. Jeg kunne bare slet ikke få varmen. På et tidspunkt brød solen igennem og det var et fantastisk syn derfra hvor jeg sad.

Dét med gæster var så ikke helt overstået. Tirsdag kom Claus og Morten til middag - endnu 2 af Michaels kolleger fra Danmark. Claus har været her et par gange før, men det var første gang at jeg mødte Morten. Det var en rigtig hyggelig aften. Michael og jeg hjalp hindenden med maden. Jeg lavede  et par dips til forret (cream cheese og laks samt cream cheese og hindbær/chili marmelade) serveret med superlækre crostinis. Michael stod for hovedretten, som var svinemørbrad, som han dagen før havde røget. Bøfferne blev stegt og serveret med en skøn champignonsauce. Dertil var der blomkål, gulerødder og kartofler. Til dessert kom svigermor Hildas sprøde vafler med hindbærskum på bordet - og det vakte vild begejstring. Så et skønt måltid.

Tidligere på dagen havde jeg været til diabeteskontrol i Salt Lake City. Jeg var forberedt på at det ville blive mit sidste besøg hos Dr. Burr, da jeg for godt en måned siden modtog besked om at han ville lukke sin klinik. Det var jeg rigtig ked af, da jeg har været utrolig glad for at komme der - og det forekommer mig at Dr. Burr er med på det nyeste som sker på feltet - og det synes jeg jo er vigtigt. Sidst sørgede han for at jeg fik et måleapparat som kan forbindes til min iPhone og dermed gør en masse ting meget lettere. Denne gang var det nye at jeg til marts skal have en ny pumpe - den jeg har er så 3 år gammel og skal udskiftes. Der kommer en ny model, som han mener at jeg bare MÅ have. Og det er jo herligt! Samtidig kunne han fortælle mig at han ikke lukker alligevel. STOR lettelse. Det var lidt besværligt at skulle finde en ny læge for 18 måneder. Men det behøver jeg så heldigvis ikke bekymre mig om. Skønt!

Onsdag var min første arbejdsdag på Snowbasin i denne sæson. Og første gang på ski. Det blev nu ikke til så meget, for det styrtede ned - altså med regn! Ikke lige den start på sæsonen jeg havde drømt om. Men det var nu OK - dejligt at få ski på igen! Og jeg havde ikke helt glemt det. Jeg satser på at denne sæson bliver bedre end den forrige - og så skal jeg virkelig give den gas! (Min skulder har det langt bedre, der er styr på mit blodsukker og jeg føler mig overbevist om at der kommer MEGET mere sne).

I går brugte jeg en del af dagen på at lave julekort. Det er jo ikke sådan at det er første gang at jeg har brugt tid på det i år, men jeg tror at jeg har nok nu. I år har jeg lavet flere af samme slags - alligevel er det blevet til en del forskellige. Og jeg har hygget mig med det!

Efter gårsdagens middag, tog vi i biografen for at se Skyfall - James Bond. Den var ret forrygende - masser af action.

Her til morgen har vi haft gang i forskellige småting, bl.a. er Michael blevet klippet og jeg har langt om længe taget mig sammen til at vaske vores hoveddøre. Det trægte de i den grad til. Nu ser det rigtig fint ud!

I år har vi, i modsætning til de andre år vi har været herovre, takket være mor og far fået fat i kalenderlys, og det bliver troligt brændt hver dag. Det er åbenbart ikke noget man bruger andre steder i verden - i hvert fald var ALLE meget imponerede af idéen i søndags - og man kan sige at der ved den lejlighed var ret mange lande repræsenteret. Det er altså en rigtig hyggelig tradition!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar