onsdag den 30. november 2011

Juletiden nærmer sig!

Marianne:
Årets adventskrans
I søndags var det 1. søndag i advent. Og for tredje gang havde vi inviteret "de Internationale" (Michaels kollegaer med familie), naboer og venner. Som det plejer, var det et rigtig hyggeligt arrangement. Der var i omegnen af 50 voksne gæster og 20 børn, så huset var fuldt. Det hele gik dog aboslut forrygende.
Michael stod for servering af gløgg
Vi serverede gløgg i 2 udgaver - én med rødvin og rom og en med druejuice og æblejuice. Der var stor begejstring for dem begge - så længe man holdt sig til den som var tiltænkt. Michael fik ved en fejltagelse serveret den "rigtige" udgave (dén med alkohol) for Maria, som er mormon. Hun opdagede det selv og fik en bytter. Vi havde inviteret folk til at komme fra kl. 15 - de fleste ankom i løbet af den første time. Så der var tryk på. Mange havde medbragt lækre ting og sager; der var bestemt ikke mangel på fristelser.
Adventskransen tændes
Noget af det første vo gjorde var at tænde adventskransen - det synes mange er hyggeligt og også lidt højtideligt.

Nogen af "de Internationale"
Gæster fra nabolaget
Det gik, som det ofte gør, at de fleste satte sig/stod sammen med dem som de i forvejen kender. Og det er jo også helt fint. Men nogen af naboerne er utrolig interesserede i at tale med nogen fra andre lande, og dette er jo en rigtig mulighed for dette. Så der var også masser af kulturelle sammenføringer. Herligt!

Børnene tilbragte det meste af tiden i kælderen hvor de legede og så film. Det var helt utroligt så lidt vi så og hørte dem. Og det var bestemt ikke fordi de lavede ulykker.

Alt i alt var det et rigtig dejligt arrangement!







onsdag den 23. november 2011

Vinder reflektioner :-)

Marianne:
Michael og jeg har netop været på weekend-tur i Mesquite, NV. Årsagen til denne tur var at jeg skulle spille golfturnering med Joyce. Michael benyttede lejligheden til at spille med Joyce´s mand Bob. Vi kørte derned fredag eftermiddag og ankom først på aftenen. Lørdag morgen stod vi tidligt op og jeg tog på driving range for at varme op ved at slå nogen bolde. Og det gik sådan set OK.
Kl. 7.30 mødtes jeg med Joyce og vi startede kl. 8. Vi skulle spille både lørdag og søndag.
Lørdag kunne jeg i starten slet ikke få spillet til at fungere, men det kom dog og jeg følte at jeg bidrog til at vi, da dagen var omme, lå på en førsteplads - vores handicaps taget i betragtning. Bagefter fulgte vi alle fire President´s Cup på TV. Michael og jeg var blevet opgraderet til en suite fordi hotellet ikke havde noget sted vi ellers kunne se TV sammen. Det var superfin service! Joyce og Bob havde medbragt vin, snacks, ost og druer, så der var al mulig grund til at hygge sig. Om aftenen var vi ude og spise mexikansk.
Søndag spillede vi rimeligt - ikke prangende - men det endte alligevel med at vi løb med førstepladsen. Og dermed fulgte et gavekort til os hver til proshoppen på 150 $. Herligt! Det blev straks omsat - det er jo ikke til at vide om vi kommer tilbage dertil inden vi skal hjem. Jeg investerede i en superlækker golf bag fra Nike. Dejligt! Michael mente at det var en rigtig god idé da den har rigtig mange lommer. Han synes ikke helt at jeg har styr på hvor jeg har mine ting i den "gamle". (Som om det så hjælper at have flere lommer????)


I forrige weekend fik vi en del sne. Om søndagen blev Michael og jeg enige om at gå en tur. Vi ville i den forbindelse afprøve "Geocache", som er en app man kan downloade på sin iPad eller iPhone. Da vi ikke har sidstnævnte, drog vi afsted med iPadén under armen. Det så nok lidt dumt ud, men det virkede! Konceptet er at man, ligesom på en skattejagt, skal finde emner som nogen har gemt forskellige steder. iPadén viser hvor den kan findes - og tips til hvordan.

Her var "skatten" en plastikbøtte hvori der lå en seddel, hvorpå man skriver navn og dato - som bevis på at man har fundet den. Der ligger også forskellige ting deri - meningen er at man tager én og lægger en anden i. Det er nok mest til glæde for børn. Vi havde taget danske flag med som vores bidrag. En særdeles underholdende idé hvis man skal lokke ungerne med ud at gå i naturen. Efter sigende findes de over hele verden. Da vi kom hjem havde vi besøg i forhaven. Naboens unger havde fundet ud af at bakken var fin til at kælke på. De hyggede sig gevaldigt.
Vi har for nylig været til middag hos Ingrid og Dominique fra Belgien. Vi har længe talt om at de skulle invitere os på muslinger lavet som man gør i Belgien (moules et frites). Og nu skulle det så være.

Ingrid havde lavet de mest forrygede muslinger - de var dampet i Pernod. Det lyder måske som om det ville tage magten fra en så delikat smag som den muslingerne har, men overhovedet ikke. Det var intet mindre end fantastisk. Dertil fik vi hjemmelavede pommes frites.
De var skåret i hånden og havde fået hele 2 gange i frituregryden. På den måde skulle de blive bedst. Lækkert!

Der har også været et par "tøse" arrangementer i løbet af de seneste uger. Sarah fra Belgien venter en datter (den tredje af slagsen) umiddelbart inden jul. Herovre holder man et såkaldt baby shower inden barnet er født. Her får den kommende mor gaver til barnet og der leges forskellige til lejligheden passende lege. Vi startede med at få 7 engangsbleer præsenteret - alle med noget i. Og så skulle vi så lugte os frem til hvad det nu kunne være. Det var f.eks. bananmos, ærtepuré og den slags. Hmmmm.
Vi fik også alle udleveret hver sin sutteflaske med 300 ml. æblejuice - og så var det ellers med at suge, for der var præmie til den som tømte den først. Jeg var fotograf under denne session - og det var svært underholdende! Alle var totalt udmattet bagefter og enige om at de godt kunne forstå at de små har brug for en lur når de er færdige med at spise. Det er hårdt arbejde! Sarah har 2 små piger i forvejen så det er meget begrænset hvad hun mangler.

Hun havde derfor ønsket sig engelsksprogede bøger, så pigerne kan holde deres sprogkundskaber ved lige. Jeg havde på vegne af den internationale gruppe indkøbt et mindre bibliotek. Der skulle være til de første mange måneders højtlæsning.

Og apropos Sarah. Hun har planer om at lave et lille te-hus når de kommer tilbage til Belgien. Her vil hun bl.a. servere - og sælge cupcakes og andre dekorerede kager. Og hun går til det. Da vi besøgte hende sidste mandag for at lave kort, havde hun netop afsluttet et kursus, hvor hun lærte at dekorere bryllupskager. Jeg MÅTTE simpelthen vise resultatet. Efter min mening er den absolut fantastisk!

onsdag den 2. november 2011

Halloween

Marianne:
Mandag var så halloween - og der gøres meget ud af det herovre, må man sige! Rigtig mange har pyntet deres huse med diverse ting og sager. Noget er mere sjovt end kønt - det gælder vel egentlig det meste. Der er græskar udenfor mange huse - vores inklusive  - og som billederne viser er der også mere kreative indslag. Som manden der har en afskåret hånd på grillen.
Interessante ting på grillen
 Huset som har dansende spøgelser rundt om et træ har jeg vist tidligere, men det er sjovt at se at der hvert år kommer mere pynt til.
I netop dette hus starter de tidligt. MEGET tidligt! Her har vel været pyntet i en måneds tid. Men det er selvfølgelig også meget at gøre ud af det hvis det bare skal være fremme i nogen få dage. Mange lader dog denne udsmykning blive indtil efter Thanksgiving (24. november) hvorefter de sætte julepynt op. Ak ja.
Jeg er ikke helt sikker på hvad det er som gør at kryb - især edderkopper - er et meget brugt motiv i forbindelse med udsmykningerne. Men hvis det er for at skræmme onde ånder væk - eller hvad det nu er - ja, så lykkes det sikkert. For de er bestemt ikke særlig kønne at se på. I en have lidt længere oppe ad bjerget, har de oppustelige edderkopper i maga-størrelse. Og de bevæger sig! Jeg blev ret forskrækket da jeg opdagede det, for det var jeg altså ikke forberedt på! Den som jeg har taget billede af her sidder dog stille. De små høstfigurer ser dog ud til at være særlig bange for den...

Vores have er rigtig smuk i eferårstøj - og foran huset lyser crysantemerne op. Det er nogen vi har plantet ud når de var afblomstret i de potter de var købt i.
Jeg synes rent faktisk at vi har været meget heldige med at holde dem i live. Udover græskarene, har jeg i år indkøbt orange pærer til at sætte i lamperne udenfor hoveddøren.
Det ser rigtig fint ud, synes jeg. Og heldigvis skræmte det ingen af kvarterets unger fra at komme her og lave "Trick or Treat". Til lejligheden havde jeg iklædt mig heksekostume - heksehat og sort kjole og malet ansigtet med meget sorte øjne, blå-sorte læber og en stor grim vorte på kinden. Så sådan blev de mange børn modtaget her i huset.

Det skræmte dem nu heller ikke synderligt. (Et par stykker kom endda to gange for at vise mig frem til deres bedsteforældre :-)  
Børnene var fantastisk flot klædt ud. De er vilde med det - og med det slik de samler sammen.
Herovre er det nemlig stadig dét det handler om. Jeg kan forstå at hjemme giver man ungerne penge. Jeg er ikke helt sikker på at jeg kan bifalde den idé. Skolebørnene har fri på halloween her. Som én af mine veninder sagde, så ville det måske være bedre hvis det var dagen efter som var fridag. For tænk på de stakkels skolelærere som dagen efter skal undervise en flok unger som enten stadig er lidt små-speedede af alt det sukker - eller som bare er gået totalt død af samme årsag. Støn!