Jul i Bountiful

Michael:
Julen begyndte i år rigtigt mandag d. 17 dec, de sidste julepynte-ting skulle op inden Mogens & Gretes ankomst om aftenen til aftensmad. Desværre gik flyet i stykker på den sidste trækning fra Seattle, hvilket betød at Mogens & Grete først ankom til midnat, så det blev til natmad i stedet.
Mogens & Grete brugte det meste af tirsdagen til at sove ud i - og jeg havde nogle hektiske dage på arbejde tirsdag og onsdag med at få afsluttet nogle sager og få lukket kontoret ned inden jul og nytår.
Onsdag aften ankom familien fra Roskilde og med deres forsinkelse endte vi først i sengen kl 02:30.
Min runde fødselsdag blev fejret dejligt fra morgenstunden, med morgenmad/brunch. Der var mange fantastiske gode og overraskende gaver fra venner og familie - ganske overvældende - mange tak !!
Om aftenen var der middag på Corbin´s i Layton, og så ellers tidligt i seng (alle var trætte efter rejser og natteroderiet).
D. 20 dec. skulle vi på udflugt op til Heber City - vi har i mange år hørt om "North Pole Express" som mange børnefamilier har talt varmt om, så nu skulle det prøves.

Heber Valley Railroad er en veteranbane fra 1899, som har dette særlige vinter arrangement, hvor man kører op til Nordpolen for at hente julemanden. På vejen bliver der serveret varm kakao og chocolate chip coockie. For at toget kan køre og finde vej, skal der synges julesange, så den fik for fulde hals i alle vogne. Vi sad i en gammel vogn fra New Jersey fra 30'erne. 

Vi kom frem, så alle havde gjort det godt med syngeriet, herunder dansk tekst til "Rudolf med den røde tud", som vandt behørig respekt fra de øvrige deltagere.
Julemanden hoppede om bord og uddelte gaver til alle familier.
Det blev en sjov tur og lidt typisk amerikansk. På vejen tilbage kom vi lige forbi Tanger Outlet ved Park City, hvor der skulle gøres stop.

De sidste tre dage op til jul stod den på skiløb - Marianne skulle arbejde, men der blev også tid til at stå på ski med familien. 

Mogens & Grete tog med op til Snowbasin og de hyggede sig i lodgen med en bog. Skiføret bød på frisk nyt sne, men desværre lå skyerne lavt, hvorfor sigtbarheden og det flade lys gav lidt udfordringer. Søren og Sisse er blevet rigtig gode til at stå på ski, og de sidste dage var der stort set ikke et sted på bjerget, hvor de ikke kunne være med. Igen i år havde de fornøjelsen af at gense "den rigtige julemand" - som kun findes på Snowbasin !

Lillejuleaftensdag blev Mogens, Grete og jeg tilbage i Bountiful - nogen skulle jo gøre klar til jul !! 
Der blev klargjort julemad, flæskestegen (noget fra en gris med påsyet skin) blev bragt hjem (efter nogle dages ringen, køren forgæves og alvorlige telefonsamtaler). De sidste julegaver blev indkøbt, hvilket dog ikke var den bedste dag til den slags - ca. 1.000.023 mennesker i hver deres bil synes også lige at det var tiden for at gå på indkøb !!! 

Juleaftensdag blev en fin hyggedag, hvor vejret var flot indbydende til gåtur og lidt sneboldkastning. Sidst på eftermiddagen var vi så alle på rundtur til naboerne med en lille pose småkager og flettede julestjerner, som Marianne, Grete, Caro og Sisse havde lavet aftenen i forvejen.

Endelig blev det så juleaften og efter en dejlig middag - hvor mandelgaven endte det helt rigtige sted - skulle der synges og danses rundt om juletræet og ikke mindst pakkes gaver ud. Store smil og glædesudbrud kom på dagsordenen :-) 

Julefrokost - selvfølelig velassorteret dansk med det hele inkl. Aalborg og Underground - blev indtaget dagen efter, og sidst på eftermiddagen tog vi ind til Salt Lake City for at se julelysene på pladsen omkring Templet. Om aftenen blev Sjoelbak-mesterskabet afgjort og naturligvis med en meget værdig mester. 2. juledag stod den igen på Snowbasin - denne gang i perfekt solskinsvejr. Efter ture på de mørkeblå pister ned fra Strawberry og Needles (nogle af de faste læsere, der har været herovre på ski kender områderne) kom Mogens og Grete op på Needles Lodge, hvor vi spiste frokost. Aftenen sluttede på Texas Roadhouse, hvor stamgæsterne (fam. Friis Tvede) skulle have deres protein fix. 
Søren har hjulpet farfar, faster og onkel MB med iPads og iPhones. Sisse har lavet kort og armbånd til alle. I dag sagde vi så farvel og på gensyn til Michael, Caroline, Søren og Sisse - det er desværre nok sidste gang de kommer til Bountiful, men vi vil med glæde tænke tilbage på de mange gode dage vi har haft sammen gennem årene  her. Det har endnu en gang været en fantastisk juleferie (og fødselsdag) med gode oplevelser og hygge. 

Gad vide...

Marianne:
- hvordan vi vil klare os når vi kommer hjem uden alle de aktiviteter som foregår herovre? Man kan jo spørge sig selv om vi behøver det? Egentlig tror jeg det ikke - ikke dermed være sagt at vi ikke nyder hvad vi gør - det er bare meget anderledes her.
Nå, nu nærmer julen sig - og dermed følger en masse sociale events.

Så er der gang i blad støvsugeren!

Thanksgiving er en meget stor begivenhed herovre. Det er en fridag for stort set alle - og en dag som de fleste tilbringer sammen med familien. Dagen falder på den sidste torsdag i november og i år var det ret sent, nemlig den 28. november. Formiddagen tilbragte vi i haven, hvor vi fik samlet blade sammen. Det var SÅ dejligt at få det gjort. Meget passende havde vi et par dage forinden en voldsom storm, så det var meget begrænset hvor mange blade som stadig hang på træerne. Og det var dét Michael havde ventet på. Han vil nemlig ikke, som vores kære nabo Tom, risikere at skulle gøre dette arbejde flere gange. Så sjovt er det nemlig heller ikke. Vi fik også gjort terrassen helt vinterklar.

Om aftenen var vi inviteret op til Inger-Lise og Øystein (Norge) sammen med Ingrid og Dominique (Belgien). Vi havde MASSER af mad, da Øystein havde tilberedt en kalkun på traditionel manér. Michael havde røget én. Så alle drog hjem med rester.
Drengene stod for udskæringen - og det tiltrak en del opmærksomhed fra de tilstedeværende. Jeg kunne ikke lade være at tage en billede af paparazzierne :-)

Og de var endda på hvert sit hold!

Efter middagen blev der spillet Sequence. Vi spillede parvis - på tværs af nationaliteter. Jeg var sammen med Dominique - og vi gav de andre bøllebank! Vi spillede 6 spil hvoraf vi vandt de 4. Skøn fornemmelse! Michael, som dannede par med Inger-Lise, forsøger at negligere nederlaget - men jeg er sikker på at han brænder efter revanche (hævn!) ved førstkommende lejlighed.

Vi viser vores support for The Utes

Lørdag den 30. havde vi billetter til amerikansk football. Det var University of Utah (Utes) mod Colorado Buffaloes. Det var første gang vi skulle se sådan en kamp "live".
Inden selve kampen var vi inviteret til såkaldt Tailgate Party sammen med Ingrid og Dominique. Og det viste sig faktisk at være en MEGET stor del af hele oplevelsen omkring en sådan kamp. (Og det her var "bare" college football. Gad vide hvordan det er når det er NFL-kampe? Må være HELT vildt!)

Utes tilhængere til Tailgate Party

Fra morgenstunden (kampen startede kl. 12.30) samles folk på en kæmpe parkeringsplads i nærheden af stadion og fester. De starter med morgenmad og -drikke og fortsætter så resten af dagen. Der er rigtig mange som aldrig når ind på stadion. Det er en meget mærkelig oplevelse at se folk indtage alkohol i fuld offentlighed her i Utah. Og der bliver indtaget MEGET! ALLE er klædt i rødt - Utes´ farve.

De gør noget ud af det!

Vi ankom ikke til festen før omkring kl. 11 - vi var meget i tvivl om hvad pokker folk laver. Det ved vi så nu - og er nok sådan indstillet at en times Tailgating er fint.

Rød front

Vi havde fået nogen superfine billetter - bag det ene mål - så vi havde fin mulighed for at tage en masse billeder. Vi sad lige foran en gut som fungerede som ekstra coach - i hvert fald havde han meget stærke meninger om hvordan Utes skulle spille - og han ønskede bestemt at de skulle høre hans "gode" råd. Det var forholdsvis irriterende, men var jo også med til at skabe en stemning. Jeg tænkte på hans stakkels børn, hvis de dyrker nogen form for konkurrencesport...

Football er en særdeles alvorlig sag og der var da også et par af spillerne som bad til de højere magter - foran publikum. Heldigvis endte det med at Utes vandt 24-17. Det var en rigtig dejlig dag med det mest forrygende vejr. Vi var ved at smelte, da vi sad i solen. Vi troede at det ville blive koldt, så vi var pakket godt ind i skiundertøj. Det var først da solen forsvandt det sidste kvarter af kampen at vi fik gavn af det - ellers havde vi haft det MEGET varmt.

Hvad der er mest imponerende ved en sådan begivenhed er at alting foregår i en venskabelig atmosfære.  Der var masser af børn på stadion og i det hele taget en fornemmelse af at alle kommer ud af det med hinanden. Særdeles positivt.

Søndag den 1. december var 1. søndag i advent.
Og som det efterhånden er blevet en tradition, havde vi inviteret vores venner til at fejre denne start på julen med os. Vi havde godt 60 gæster - og det var en forrygende eftermiddag.

Som altid, når der er festivitas herovre, medbragte alle et kulinarisk bidrag. Det var som om hver og én havde gjort en ekstra indsats i år. Der var fantastisk mange lækkerier. Jack fra Thailand havde lavet Longan Juice, som efter sigende skulle være utrolig sundt. Det er lavet med litchi frugter. Ingrid tog (igen) prisen for det mest imponerende bidrag, da hun kom med utroligt smukt dekorerede chokoladekager med ganache. Mine eget bidrag blegnede fuldstændig, men de smagte nu godt.
Jeg havde som sædvanlig lavet pebernødder, vaniljekranse uden hul og æbleskiver. I år havde jeg desuden tilføjet endnu en slags småkager, nemlig Lones mor Elses ingefærkager. De er SÅ gode!

Der blev naturligvis også serveret gløgg. Tilsyneladende er de fleste ret vilde med det. Det ender hvert år med at Michael stort set ikke får mulighed for at bevæge sig væk fra komfuret.
Vi havde uddelegeret opgaven med at tage billeder til Dominique - og han gjorde et godt stykke arbejde.








De sidste gæster gik omkring kl. 21. Vi ryddede op inden vi gik i seng, så da vi stop op mandag morgen, kunne ingen se at vi havde haft huset fuld dagen før. Vi kunne dog godt mærke at vi havde været på tæerne hele dagen søndag. Vi var ret flade.

Tirsdag aften havde vi middagsgæster fra Danmark. Det var Michaels kolleger Klaus og Tero. Det var en
hyggelig aften. Klaus havde taget marcipan og nougat med til os - så nu er julekonfekten reddet. Jeg havde min første arbejdsdag på Snowbasin dagen efter, så jeg gik i kælderen for at finde mit tøj. Jeg følte mig ikke sådan rigtig klar til at skulle i gang med at stå på ski, men det hjalp gevaldigt da jeg så at det var begyndt at sne udenfor.

Onsdag morgen tog jeg et billede inden jeg tog afsted.
Det var MEGET svært ikke at være klar til at stå på ski når det så sådan ud udenfor. Oppe på Snowbasin var der faldet omkring 50 cm. Det var rigtig dejligt at se mine kolleger og skiløbet var forrygende. Så da jeg tog hjem var der ingen tvivl om at jeg var PÅ!




Lørdag var vi inviteret til årets jule-nabo-morgenmads-arrangement. Maria og Craig, som bor lidt længere nede ad gaden, ringede fredag aften for at høre om ville følges med dem. Det ville vi gerne. Det er sjovt hvor mange vi efterhånden kender, så det var rigtig hyggeligt.

Og når vi nu er ved dét dér med sne. Søndag morgen stod vi op til 35 cm sne. Min fantastiske husbond stod op sammen med mig og gik ud og skovlede sne mens jeg gjorde mig klar til at tage på arbejde. Ikke nok med at der var sne, det var også pokkers koldt. Her frøs det 15 grader da jeg kørte herfra. Siden har det været bidende koldt. Mandag var det -23º C da jeg kom op på Snowbasin. Så er det MEGET svært at klæde sig på så man ikke bliver kold.

Da jeg kom hjem fra arbejde, blev jeg modtaget af disse to, som stod for enden af vores indkørsel. De var fuldstændig upåvirket af at jeg var der. I første omgang kørte jeg op og parkerede bilen i garagen. Jeg smed noget i skraldespanden, som står max. 5 m. fra hvor de stod - og de blev stående! Det var helt vildt! Der må virkelig have været noget særdeles interessant gemt under sneen, som de meget gerne ville have fat i.

November-aktiviteter med gode venner

Marianne:

I forrige weekend var vi inviteret til at besøge vores gode venner Joyce og Bob som om vinteren bor i Henderson lige udenfor Las Vegas. Det var en forrygende weekend! En væsentlig del af vores miniferie dernede bestod af golf. Umiddelbart efter at vi var landet, kørte vi til TPC Las Vegas som vi spillede i forrygende vejr (23 grader og høj sol). Derefter gik turen til Henderson, hvor vi blev modtaget af Joyce og Bob med drinks og snacks inden middagen. De bor i et skønt hus, hvor vi overnattede i deres lille "casita" (anneks) - og det var herligt!

Lørdag morgen startede vi dagen i det udendørs boblebad med en kop kaffe hvorefter vi kørte ud og spillede golf på én af de lokale golfbaner, Tuscany. Michael og jeg lavede mad om aftenen hvorefter vi spillede kort.
Som det måske fremgår af billedet var Michael meget koncentreret - hvilket også fremgik af den tid det tog for ham at beslutte hvert enkelt træk...

Søndag morgen blev vi, efter endnu en tur i boblebadet, vist rundt i området hvor Joyce og Bob bor. Det er en slags seniorområde - man skal være fyldt 55 år for at købe et hus dér. Derudover lægges der i høj grad op til en aktiv livsstil - der er 2 golfbaner, tennisbaner, løbestier og svømmehaller. Der er fantastiske muligheder for kreative aktiviteter og så er der i det hele taget smukt. Skønt sted!

Vi spillede golf på én af de to baner som ligger i området. Vi spillede pigerne mod drengene - desværre måtte Joyce og jeg se os slået på de sidste huller - indtil da havde det været meget jævnbyrdigt. Men det var sjovt. En meget udfordrende bane, skønt selskab og fantastisk vejr.

Søndag aften var vi på LVH (Las Vegas Hilton), hvor vi så et fabelagtigt show, Raiding the Rock Vault. Det var rock musik fra 60érne op til i dag, spillet af fantastiske musikere fra bands som Guns´n Roses, Asia, Heart, mfl.
Mandag var hjemrejsedag. Vi havde set og hørt at det havde sneet i Bountiful i løbet af weekenden, så det var en overraskelse at komme hjem til 16 graders varme.







I fredags havde vi et forfærdeligt stormvejr - og oveni det vågnede vi op til et forholdsvis koldt hus. Fyret var gået og her var ikke mere end 17 grader - og det blev koldere. Jeg ringede til Dean, som vi lejer huset af, og sammen fandt vi ud af hvad der formentlig var galt. Han bad mig om at deaktivere en føler - det var temmelig nervepirrende, for der var en reel risiko for at få stød. (Og han sagde at han ikke rigtig var klar over om det var 24V eller 110V). Hmm. Nå, vi klarede det og kunne konstatere at vi måtte havde fat i en professionel. Han kom senere på dagen og vi fik varme igen, men det varede det meste af 2 døgn før vi var oppe på normal temperatur. Kulden havde dog den fordel at jeg måtte gøre noget som ikke var stillesiddende, så jeg fik gjort rent i hele køkkenet.

Lørdag var vi inviteret til hanukkah hos vores israelske venner. Det var en dejlig eftermiddag med lækre drinks, skøn mad og ikke mindst dejligt selskab. Og det er altid dejligt at dele sådanne højtider - selvom det ikke er noget vi selv fejrer.

Søndag morgen stod vi tidligt op. Michael skulle med Dominique og 3 andre på fasanjagt. Det var en smuk dag og de havde en dejlig dag. Michael kom hjem med 2 fasaner som han straks parterede og brysterne kom i rygeovnen.
Jeg brugte dagen på at forberede næste søndags adventsarrangement - det kommer der mere om senere...

Og når jeg nu er i gang med dét med vennerne: Mandag aften var jeg (igen) oppe hos Sigal. Vi var 6 piger som mødtes for at lave kort. Julie som stod for undervisningen, lærte os at lave et vældig fint kort med julepynt som faktisk kan tages af og hænges op. På venstre side af bordet sidder Inger-Lise (Norge), Michele (Marocco/Canada) og Sigal. På højre side sidder Julie mellem Ingrid og mig.

Vi keder os altså ikke!

Marianne:

Da jeg skrev sidst, havde vi lige været ude på Antelope Island for at se at de drev bisonokserne sammen. I ugen efter var der mulighed for at tage derud og se hvordan de sorterer dem, undersøger dem og i det hele håndterer dem. Jeg tog derud den 1. november sammen med Ingrid og Dominique. Det var en stor oplevelse. Vi så at de undersøgte de gravide okser - efter at de var blevet låst fast i en boks, hvor de blev klemt, så de ikke kunne gøre nogen skade. Det var de langtfra vilde med, men det er nødvendigt for at finde ud af hvilke af dem som skal blive på øen og hvilke som skal sælges. Det var også mens de var låst fast at vi fik mulighed for at røre ved dem. Så nu kan jeg altså sige at jeg har rørt ved en bisonokse. Det er VILDT!

Lørdag var vi inviteret til fødselsdagsfest hos Mario fra Portugal. Han kom hertil i sommer - hans kone og datter (11 måneder) er stadig i Portugal og så vidt vi ved, er det ikke planen at de kommer herover. Så det er ikke altid sådan helt let for ham. Men han forstår sørme at holde en god fest. Der var en fantastisk stemning. Da der jo er en del at gøre ved en sådan lejlighed, havde han uddelegeret en del opgaver. Der var således udnævnt en grill manager, en dessert manager osv. Michael havde fået posten som photo manager. Det medførte bl.a. at han ville have billeder af alle gæster - sammen med Mario. Hoved"personen" på billedet - og dén som var i fokus, var dog en skøn hånddukke, som Mario havde fået i gave. Historien bag er, at Mario, når han Skyper med sin kone, bruger en hånddukke for at "tale" med sin datter. Det kom der en lang række sjove billeder ud af - og Mario har nu alle gæsterne foreviget.

Dominique havde medbragt sin shot ski. Det er en ski hvorpå der er monteret 4 shotglas. Man drikker så 4 ad gangen. Ret sjovt!
Heldigvis kunne man selv vælge mængden af alkohol - en rigtig god ting for os som skulle køre hjem. Det skulle både Michael og jeg, da vi af praktiske årsager var i 2 biler.  Jeg drak sammen med Sonja, som er Program Manager for Danmark (det var hende som forærede Mario dukken), Ingrid (fra Belgien) og Julie, som er gift med Dave, som arbejder for de Europæiske lande. Michael tog en tur med Sonja og Ingrid (ingen af dem skulle køre hjem!) samt Stefan fra Holland. Jeg er ikke sikker på andet end at vi nok må have fat i sådan en ski - den er ret sjov. Og den er endda fra Snowbasin!

Der er for nylig kommet 2 nye lande til teamet - Indonesien og Taiwan - og de var begge repræsenteret. I det hele taget var en del asiatiske lande til stede - og jeg ved ikke om det var derfor at Mario havde sørget for at der var en karaoke anlæg. Det blev flittigt brugt - og da jeg kom forbi mens Ingrid sang "These shoes were made for walking" kunne jeg ikke lade være med at synge med. Jeg fik straks en mikrofon stukket i hånden - og dér var vi så! Bliver jeg nogensinde klogere? Nej, det gør jeg så nok ikke, og det er vel egentlig også helt OK... Vi havde det i hvert fald sjovt!

Dagen efter, søndag, kom Inger-Lise og Øystein fra Norge herned. Vi skulle have den efterhånden traditionsrige pølseproduktionsdag. Vi fik lavet nogen superlækre eksemplarer: Urtepølser, Toscanapølser og røgede pølser. I år blev sidstnævnte koldrøget. Vi lavede også koldrøget laks, som vi prøvesmagte. Og den var LÆKKER! Det er drengene som er primært ansvarlige for selve prouktionen, Inger-Lise sørger for frokost, tilbehør til middagen, hvor der prøvesmages og i det hele taget sørger vi for at rydde op mm. Som altid var det en hyggelig dag.














I løbet af ugen har vi haft en del gæster. Efter søndagens pølsedag, var Heidi og Philippe fra Belgien her og tirsdag var det Mike (LIP), én af Michaels danske kolleger, som bor i Dayton, OH, som var her. Superhyggeligt alt sammen.

Lørdag var det jule Stamp Camp. Jeg deltog sammen med Ingrid, Inger-Lise og Michele. Julie er én af arrangørerne - og det var som altid rigtig fint. Det var nogen rigtig søde projekter, så jeg var superinspireret, da jeg kom hjem. Michele måtte gå tidligt, så hun kom ikke med på billedet. Nu er det så bare at udnytte inspirationen, så jeg kan få lavet årets julekort. Jeg er godt i gang allerede.