onsdag den 30. maj 2012

Skidt og kanel

Marianne:
Det er så dejligt at have Michael hjemme igen. Det hele fungerer bare bedre når vi er her begge to. Lørdag tænkte vi at vi ville gøre noget for at holde ham i gang - for at undgå jetlag - så vi kørte til airshow på Hill, som fandt sted lørdag og søndag. Det var dog ikke den store succes, da det var temmelig dårligt vejr. Da vi havde været der i en times tid, begyndte det at regne og senere at lyne og torden. De stoppede showet - inden da havde vi dog bestemt os for at køre hjem. Så vi undgik den værste trafikkaos. Der er tale om flere hundrede tusinde mennesker som kommer sådan en dag, så hvis de vælger at køre på samme tid... Vi ved at det senere startede igen, men da vi havde en absolut fantastisk oplevelse for 3 år siden med sol og blå himmel, besluttede vi os til at det lever vi nok uden. Det er SÅ ærgerligt når vejret påvirker sådan et arrangement i negativ retning. Det er jo særdeles sjældent at det sådan regner en hel dag her - og hvorfor pokker så lige en dag hvor sådan noget finder sted? Det skal tilføjes at det til og med torsdag havde været forrygende vejr i flere dage - og fra mandag blev det flot igen.

Mandag var vi inviteret til Lorraines fødselsdag. Hun blev 60 i går, tirsdag. Hendes børn havde arrangeret et surprise ”party” og vi var 2 vennepar som også blev inviteret. Det var vældig hyggeligt, men slet ikke så festligt som når man fejrer en rund dag hjemme. Børnene havde lavet et videoshow som viste billeder fra Lorraines liv og børnebørnene var alle blevet interviewet, hvor de fortalte ting om ”grandma”. Der er 17 af slagsen, så det blev til noget af en video. Det hele foregik udendørs - vældig fint. Lorraine fik naturligvis også en kage med smørcreme (sådan SKAL det nemlig være herovre!).

Lorraines yngste datter Brittny synes at hendes mor opfører sig som om hun er 29 - derfor står der 29 på kagen. Og det er altså også fuldstændig uforståeligt for mig at hun er 60. Men sådan er det altså, Sætter en ting eller to i perspektiv, kan man bare konstatere. Og så lader vi ellers den hvile!

I går fik jeg at vide at jeg indenfor de kommende par uger, skal have (endnu) en skulderoperation. Jeg har en såkaldt impingement i venstre skulder - det samme som jeg fik ordnet i Horsens for 6 år siden - den gang højre skulder. Desuden er der også noget som er revet fra hinanden - formentlig efter et par styrt på ski. Jeg har besluttet af få det fixet nu, så jeg (forhåbentlig) har det godt når jeg skal rejse til Danmark den 13. august.

I dag var jeg til diabeteskontrol og da jeg kørte hjem, kørte jeg forbi Capitol i Salt Lake City. Der holdt 2 brandbiler udenfor med et flag imellem.Jeg er altså lidt vild med de der brandbiler de har herovre. De er så gejlede! Capitol er en flot bygning og Stars and Stribes ER altså også bare imponerende - så alt i alt forrygende motiv. Og det vil jeg så gerne dele. Håber I kan følge min fascination!


Nu er Michael kommet hjem og jeg vil gå ind og hente noget mad. Tror vi skal sidde her ude og spise. Michael har spillet golf i Men´s League på Hill, så jeg regner med at høre lidt om hvordan det er gået.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar