I lørdags (den 12.) kørte jeg Michael i lufthavnen. Han skulle til Danmark på seminar i 3 dage og derfra videre til Portugal. Han kommer hjem igen den 25. En på alle måder lang tur denne gang. Men heldigvis har jeg gang i så mange forskellige projekter, at jeg ikke rigtig får tid til at savne ham alt for meget.Søndag havde jeg egentlig tænkt bare at lave ingenting, men jeg kom i kælderen, og så var jeg der det meste af dagen. Jeg forberedte den workshop jeg skal have sammen med Julie næste mandag (den 21.) Det er kort det handler om. Der kommer 12 piger, som hver især skal lave 8 kort - jeg skal undervise i de 3 kort som jeg har designet. Julie er ansvarlig for det sidste. Det bliver lidt spændende.
Jeg synes selv at det er nogen søde kort, jeg har valgt at de skal lave. De laver 4 forskellige - 2 af hver. Mere om det når det hele er overstået på næste mandag. Jeg fik også lavet demo-modeller, så alt er stort set klar. Herligt!
Mandag spillede jeg golf på Sun Hills i Layton sammen med nogen af de piger jeg spiller med på Bountiful Ridge. Jeg kan SLET ikke spille golf for tiden, men vejret var flot og vi havde det hyggeligt, så... Tirsdag gentog miseren sig - denne gang bare ”hjemme” på Bountiful Ridge. Katastrofe!
Mandag aften var jeg hos Filipa, hvor vi lavede kort. Som altid hyggeligt. Og jeg kunne slappe af, da det var Julie som skulle undervise.
Tirsdag havde Silke inviteret til spaghettata til frokost. Dvs. en uformel måde at mødes og spise skønne pastaretter - tilberedt af Silkes mand, Fransesco. For som han sagde: Det skulle være lavet af en RIGTIG italiener. (Silke er oprindelig fra Østrig). Vi var 10 piger som sad ude på terrassen og nød både maden og vejret - rigtig hyggeligt!
Onsdag (i går) var jeg oppe i nærheden af Snowbasin for at hike med nogen af de piger jeg arbejder sammen med deroppe om vinteren. Vi gik i et par timer og det var dejligt - både at få lidt motion og at ses med pigerne igen.
Michael havde inviteret gæster - selvom han jo altså ikke var hjemme. Men da det var Jan Bauer - én af vores venner fra Vamdrup og hans kollega Niels, var det helt i orden. De to var til et møde på Hill, som Michael jo altså af gode grunde ikke kunne deltage i. Så jeg lavede middag. Jeg havde lavet en portugisisk krabbesalat med crackers til forret - ikke særlig amerikansk, men superlækkert. Hovedretten var ribben, som jeg havde langtidsstegt i barbeque sauce. Dertil kogte majs og en god salat. Desserten var chokolade kage (hvor chokoladen løber smeltende ud, når man skærer i den - uhm!) med vanilleis og hindbærcoulis. Og så var de vist også mætte. Det var hyggeligt at have dem her. Da jeg senere på aftenen talte med Michael spurgte han om de var tilfredse med mødet på Hill - og jeg måtte skuffe ham med at det havde vi altså ikke talt om. Der var jo så meget andet! De havde en skøn blomst med til mig - meget sødt og betænksomt!I dag har jeg så igen spillet golf - denne gang på Hill. Det var i HIGA regi - den internationale liga som Michael er præsident for. Der var ikke det store fremmøde - faktisk var vi kun 2. Mark fra Holland og undertegnede. Vi gik 9 huller og spillet var for mit vedkommende ikke blevet bedre siden sidst, men vi havde det hyggeligt, så det gik alligevel. Bagefter var vi enige om at vi fortjente en øl.

Og så var det tid til kagedekorationskursus. I dag lavede vi margeritter og krysantemer. Det var ret sjovt - og jeg synes efterhånden at jeg er ved at have knækket koden. De blev helt OK, synes jeg. I den kommende weekend regner jeg med at jeg skal øve mig og forberede næste gang, hvor vi skal dekorere en hel kage. Spændende! Jeg tænker noget med nogen kalaer på en gul baggrund. Hvis resultatet bliver OK, kommer der billeder i næste uge...Lige nu sidder jeg i køkkenet og hører musik mens jeg skriver her og drikker mig en godnatøl. I morgen venter endnu en dag med mange gøremål. Dejligt!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar