Tidligt forår?

Marianne:
I dag har vi den 28. februar - og vi venter (mere) regn hvert øjeblik. Det har vi haft en del af på det seneste. I går havde vi stort set heldagsregn - noget vi ikke ser særlig tit. Ikke specielt opløftende! Som én af vores venner sagde, er det måske for at vi ligesom kan vænne os til den slags vejr inden vi rejser hjem til Danmark. Jeg ved ikke hvad årsagen er, men i hvert fald kan jeg konstatere at jeg ikke er sådan helt vild med det. Jeg mener, i går var temperaturen oppe på 17 C - det er ALT for varmt for februar! Selv oppe i bjergene, hvor de forskellige ski resorts er, har det regnet og temperaturen har ikke været under frysepunktet om natten. Det er slet ikke godt for sneen.

Den 10. februar var vejret her i Bountiful helt forfærdeligt. Det regnede meget voldsom om morgenen, da jeg kørte op mod Snowbasin for at arbejde. Jeg var ikke henrykt. Da jeg var 5 km. fra mit mål, regnede det stadig. Men da jeg kom op ad bjerget, blev jeg mødt med sol og blå himmel - og masser af ny sne.














Michael er henrykt over vejret. Rigtig mange af golfbanerne er åbne - og forholdene er bestemt til at holde ud. Michael har spillet en del på det seneste og i lørdags indledte også jeg sæsonen her i Utah. Det var fint at komme i gang og det gik slet ikke så tosset.

Jeg må nok hellere tilføje at al den regn vi fik her i går og i nat, er faldet som sne i bjergene. Det blev til i alt én fod (30 cm) på Snowbasin og flere andre ski resorts. Noget som blev modtaget med glæde alle steder. Perfekt op til weekenden!

Egentlig kan jeg slet ikke klage over skiføret - på trods af ovenstående jammer. I den seneste uger har der været noget fantastiske dage med masser af sol, god sne og godt skiløb.

Efter at vi kom hjem fra Hawaii, har vi begge arbejdet meget. Michael har haft en masse møder og vi har også haft besøg her et par aftener af danske kolleger - dels hjemme fra Danmark, dels fra Dayton, OH, hvor Mike og Martin bor med deres familier. Martin havde sin hustru Rita med på besøg en aften. Det var super hyggeligt, og dejligt at der var en anden pige, så det hele ikke kom til at handle om job. Mike var ikke helt tilfreds med at jeg ikke ville servere boller i karry for ham (efterhånden et tema…) men det gjorde ham glad, da han (for anden gang i løbet af en uge), kom til middag sammen med Lars og Jan fra Denmark og menuen stod på Massaman Curry - en thailandsk gryderet som ikke var alt for langt fra hans ønske.

Fra den 16. til den 20. februar underviste jeg Izzy og Sam - 2 unger fra UK, som jeg også havde fornøjelsen af sidste år. Deres far er leder for en gruppe skoleelver fra Aylesbury nær London, og også i år havde han taget hele familien med. Ungerne blev rigtig dygtige. Det er jo altid dejligt når forældrene er tilfredse med resultatet.

Jeg er jo siden sidst blevet et helt år ældre. Jeg var på arbejde den dag. Da jeg kom hjem havde Michael gjort et karbad klar til mig; der var tændt stearinlys på kanten og et glas rødvin var hældt op og stod på kanten. Det var forrygende! Middagen stod på skøn sushi her hjemme - jeg var ikke interesseret i at tage ud at spise. Det havde vi ligesom været temmelig meget den seneste tid, så hjemlig hygge stod øverst på ønskesedlen. I forbindelse med fødselsdagen, har jeg været ude at spise frokost med Lorraine og Marty, som jeg går tur med tirsdag og torsdag morgen. Det var rigtig hyggeligt - en dejlig tradition. Ingrid (Belgien) og Michele (Marokko, Canada, Utah) inviterede Sigal (Israel) og mig på frokost i går. Vi har fødselsdag indenfor samme uge. Vi spiste på Settebello, som er en ret god Italiensk restaurant, hvor de serverer de bedste pizzaer, vi kan finde herovre. Vi fire har det superhyggeligt sammen.

Jeg bliver simpelthen nødt til at vise et billede af én af mine fødselsdagsgaver! Ingrid og Dominique forærede mig en tekande - og det var sørme ikke en hvilken som helst tekande. Jeg vil sige at den er meget passende :-) Historien bag er at Ingrid havde set den, da hun og Dominique på et tidspunkt var i Wendover. Hun fortrød at hun ikke havde købt den til mig, men håbede at de stadig havde den, da de kom derud næste gang. Det var dog ikke tilfældet, så hun havde gjort en stor indsats for at finde den på nettet - og det var altså lykkedes. Skønt!

Pearl Harbor - og så hjem

Marianne:

Vi forlod Kauai tirsdag morgen tidlig. Turen gik derfra til Honolulu på Oahu, hvor vi havde hele dagen til vores rådighed. Vi havde på forhånd besluttet at vi ville se Pearl Harbor. Mange har fortalt os at det kan man snildt bruge en hel dag på. Og det viste sig også at være korrekt. 

Vi var blevet anbefalet at reservere biletter i forvejen, så vi kunne komme ud og se The USS Arizona Memorial. Alt var dog optaget. Så vi havde ikke de store forventninger. Men da vi ankom, var det slet ikke noget problem. Det var jo en fin ting. Vi skulle vente i knap en time inden vi kunne komme afsted, og den time brugte vi på at se (og høre) noget om stedet. Det hele er arrangeret meget fint, og vi var glade for at vi havde mulighed for at få en self-guided tur. Dvs. at vi havde hovedtelefoner på og hørte om de forskellige steder. 

Man sejler ud til USS Arizona, som blev bombet og sank i havnen. Resterne ligger der stadig - og ovenpå har man bygget et mindesmærke, som blev indviet i 1962. Jeg kunne slet ikke kapere det! Det var SÅ overvældende og tårerne løb ned ad mine kinder hele tiden. Sådan rent rationelt er det jo noget mærkeligt noget, men det var bare slet ikke rationelt. Det var SÅ følelsesmæssigt. Tanken om de 1177 sømænd som blev begravet dér den 7. december 1941!

På vandet flyder en smule olie. Det er olie som stadig lækker fra skibet - og da der er tale om små mængder, har man valgt ikke at fjerne det. Primært af respekt for de døde.

Vi besøgte også USS Bowfin - en kæmpe u-båd, som havde sin jomfrurejse præcis et år efter angrebet på Pearl Harbor. Hun var en del af Stillhavsflåden under 2. verdenskrig. Der var ikke meget plads til sømændene ombord.

Sidst tog vi hen for at se Pacific Aviation Museum, som findes i en stor hangar. Her er udstillet masser af fly og helikoptere. Både gamle og nyere modeller. Det var også rigtig interessant at se. Sikkert mest for Michael, da det jo på sin vis er hans verden. Men jeg må også sige at sådan nogen fly er spændende. Jeg er dog rigtig glad for at Michaels job er på landjorden - jeg er ikke helt overbevist om at jeg ville have det sådan rigtig godt med at have ham deroppe i skyerne.

Som det ses på billederne, var vejret denne dag ikke specielt godt. Det regnede faktisk det mest af tiden. Så det var nok et godt tidspunkt at skulle forlade Hawaii. På den anden side er vejret så totalt omskifteligt og det kan sagtens regne på den ene side af en ø mens solen skinner fra en stort set skyfri himmel på den anden side af øen. Det er én af de ting som gør stedet så fascinerende. I det hele taget synes vi at Hawaii er et fantastisk sted. Det er utroligt at se den store variation - dels de 3 øer vi har besøgt imellem, dels fra den ene ende af en ø til den anden. Én ting man ser stort set hvor end man kommer er MASSER af blomster. Det er helt utroligt. Og rigtig mange af dem er en del af den naturlige vegetation. 

De fleste steder er der meget frodigt - det regner nemlig temmelig meget. Om vinteren er det ikke usædvanligt at det regner hver tredje dag - sådan gennemsnitligt - så vi var ret heldige at vi kun havde 3 dage ud af vores 16! Det var nu ikke fordi regnen forhindrede en masse - jo, vi havde ikke lyst til at spille golf - men vi kunne f.eks. snorkle og bade. 

Det har været seksten absolut vidunderlige dage! Vi har snorklet med skildpadder, redet på bølger sammen, hiket til drømmeagtige vandfald, kørt i åben Jeep og en masse andre fede ting. Men mest af alt har vi nydt livet og hinanden. Og det er jo hvad det handler om!

Hawaii. Jeg tror jeg taler for os begge når jeg siger at vi sagtens kunne se os komme på besøg igen. Vi fik nemlig ikke set en humuhumunukunukuāpuaʻa (reef triggerfish). Vi nåede heller ikke at svømme med mantas og der er andre ting. Hawaii har så utrolig meget at byde på. Beboerne, hvad enten de er tilflyttere eller har levet dér hele livet, har en utrolig dejlig rolig facon, som smitter. ”Hang loose” er en livsstil som man sagtens kan vænne sig til - når man altså er på ferie. Og så har de jo altså dét der fantastiske sprog. Der er rigtig mange vokaler i det skrevne sprog - og de udtales alle. Prøv selv at udtale navnet på fisken ovenfor. Det er bestemt ikke nemt. Deres måde at sige Hawaii på er helt skøn. Begge i´erne skal nemlig udtales. Jeg er sikker på at det kræver en del øvelse. Dertil kommer al naturen, som ikke kræver andet af én end at man åbner øjnene. Der er så meget af den, så stor variation og ja, jeg kunne blive ved, men det vil jeg så afholde mig fra.

Vi fløj hjem om natten og landede i Salt Lake City onsdag morgen omkring kl. 7. Da vi kom hjem, lå der sne i indkørslen, så det var det første Michael gjorde, mens jeg pakkede ud. Det har sneet en del mens vi har været væk, men heldigvis primært længere oppe i bjergene. Vi slap altså ikke helt. Jeg tror ikke jeg behøver sige noget om hvad Michael synes om den ting.

Kauai - The Garden Island (”Haveøen")

Marianne & Michael:

Planen var at vi onsdag morgen skulle spille golf på en golfbane, som vi havde set frem til, Kahili Golf Course. Den ligger utrolig smukt op ad en bjergside. Nabobanen er en Country Club, King Kamehameha GC og det så ud til at de begge er i utrolig fin stand. Vi ankom før kl. 7, hvor vi havde tee time, sådan lidt smådeprimerede, da det regnede temmelig kraftigt. Vi måtte tage den tunge beslutning at droppe at spille, for vi kunne se på nettet at der ville komme endnu en front ind i løbet af morgenen/formiddagen.

Udsigt mod havet - og lidt af pool området

Vi kørte i lufthavnen og fløj til Kauai.  Her landede vi i solskin – det var helt vidunderligt! Det blæste dog op og begyndte også at regne senere på dagen, men vi nåede at spise en sen frokost i pool baren. Vores hotel er dejligt og vi kan se både pool og hav fra vores værelse.

Torsdag startede vi dagen med et informationsmøde om hvad åen kan byde på. Og det er slet ikke så lidt. Kauai er væsentlig mindre turistet end især Oahu (har vi fået at vide) og Maui, men der er masser af interessante ting at se. Vi havde på forhånd lavet en ønskeliste – og det ser ud til at vi kan gøre det meste fra den. Vi er ikke vildt interesseret i arrangerede ture; vil helst gøre tingene på egen hånd. Og det er der heldigvis også rig mulighed for.

Driving Range - Michael kunne (næsten) slå i vandet

Vejret var smukt da vi kørte godt et par km nordpå for at spille golf på Wailua Golf Course. Vi startede på driving range, som ligger sådan at man slår ud mod havet, som man kan se for enden. En meget mærkelig fornemmelse! Det er en kommunal bane og rigtig mange lokale spiller her. Vi var så heldige at spille med nogen som kendte banen og det gør altså en stor forskel. På hul 3, som ligger meget tæt på stranden, kunne vi se en hval ude på havet. Forholdsvis distraherende!

Hul nr. 17 - svedige og svært tilfredse

Når/hvis man slår sin bold ind imellem de mange kokosnødder som ligger rundt omkring, får man (naturligvis) et gratis drop.

Efter 18 smukke huller i fabelagtigt vejr, skiftede vi til badetøj og nød solens sidste stråler. Vi gik også en tur ned til ”vores” strand for at se hvordan den ser ud - og det var slet ikke så tosset. Som de fleste steder er det dog sådan lige nu at det anbefales ikke at bade på steder hvor der ikke er en livredder. Strømmen er alle steder meget kraftig.

Ét af de vådeste steder på kloden

Fredag morgen stod vi tidligt op og kørte mod Waimea Canyon, som også kaldes ”The Grand Canyon of the Pacific”. Det varede dog temmelig længe før vi fik nogen som helst fornemmelse af det, da kløften var dækket i skyer. Vi kørte hele vejen til enden af kløften. Vi kunne intet se – men kunne da konstatere at vi havde besøgt ét af de vådeste steder i verden - Wai´ale´ale.

Vi besluttede at selvom vi ikke kunne se noget, kunne vi da hike til de vandfald (Waipoo Falls) som vi havde fået anbefalet at se. Det var en interessant tur – så afgjort ikke noget let hike. Pga. al regnen som var faldet (og åbenbart ofte gør), var der MEGET glat. Det var som om jorden var meget leret – og så er mere forklaring vist ikke nødvendig. Vi nåede dog til faldene – og det var rigtig fint at se. Michael kastede sig ud i nogen vilde klatreture for at sikre sig nogen billeder – og det kom der også fine resultater ud af. Men jeg måtte indrømme at jeg var temmelig nervøs, da jeg på et tidspunkt ikke kunne se ham.

Godt at se ham igen!

Vi fik nu endelig en rigtig god fornemmelse af det storslåede her og på mange måder virker det mere imponerende end Grand Canyon. Jeg tror at det skyldes at vi var så tæt på.

Sådan en vinduesbænk vil jeg gerne have

Michael var svært tilfreds :-)

Om aftenen skulle vi til luau. Det er noget, som alle der har besøgt Hawaii mener, at man bare BØR gøre. Der er tale om en traditionel hawaiiansk festaften med rødder langt tilbage i øernes polynesiske kultur. Vores forventninger var ikke specielt store, da vi tænkte, at det måske havde karakter af grisefest. Men det var faktisk slet ikke tilfældet. Inden det startede, havde vi lige tid til at besøge hovedbygningen på plantagen, hvor arrangementet foregik. Vi deltog også i en romsmagning. Det var den lokale Koloa rom – og vi endte med at købe en flaske med hjem. Vi blev kaldt sammen ved at der blev blæst i en konkylie – vildt, hvor meget lyd der kan komme ud af sådan én. Vi var placeret ved runde 10-mands borde. Ved vores bord sad bl.a. en ung pige fra Sverige. Det var lidt hyggeligt at kunne tale sammen. Baren var åben – og fri – og de serverede bl.a. mai tais, som stammer her fra Hawaii. En cocktail som er baseret på rom – både hvid og brun. Maden var mangfoldig. Noget af det vigtigste var dog kalua pig, som er svinekød langtidsstegt i en ovn gravet ned i jorden. Efter maden var der et spektakulært show med bl.a. ilddans. Da det hele var færdigt, var der mulighed for at få taget et billede med nogen af de optrædende – det benyttede vi os da lige af. Og så gik bussen tilbage til hotellet efter en underholdende aften.

Wailua Falls

Der er fantastisk mange flotte vandfald herovre. Vi besluttede at køre til de to som ligger nærmest – det betyder at de hver især er mindre end 30 min. kørsel fra hotellet. De første, Wailua Falls, var overraskende tæt på hvor vi stod. Vi kunne næsten mærke trykket fra dem! Helt vildt!

Opaekaa Falls

De næste var Opaekaa Falls, som også er meget fine. De ligger dog længere væk, så man har ikke den samme fysiske fornemmelse. På den anden side kan man i den grad beundre den smukke natur som omgiver dem. Helt fantastisk. Resten af dagen hang jeg ud ved poolen; Michael kombinerede det med 9 huller på banen, vi spillede på tidligere på ugen.

Søndag morgen skulle vi i kirke! Sådan siger man her, når der skal surfes på de store bølger.

Vi havde set surfer-skole på Maui og talt om det kunne være meget sjovt at prøve, så vi havde bestilt 2 timers lektioner søndag morgen oppe på nordkysten - Hanalei Bay. Det er en rigtigt bade- og surfer by, som ligger i bunden af  en beskyttet bugt. Vi fik nogle T-shirts  (de kaldte dem ”scratch guards”) til at beskytte maveskinnet (det hjalp dog ikke på knæene…) og med et godt lag solcreme var vi klar. Efter lidt tørtræning på stranden drog vi ud i de ”store” bølger. Timing er nøgleordet, derefter balance og jo lavere tyngdepunkt jo bedre. Det ser nemt ud, men det er det så ikke!

Og så mangler der bare liiige lidt...

Marianne fik nogle gode ture, (desværre ingen billeder da vi jo begge var travlt optaget) hvor hun kom op at stå, og det lykkedes en enkelt gang at vi begge kom op på samme bølge. Det var sjovt at prøve, men det kræver træning – meget træning.

Efter 2 timer kunne vi godt mærke dels arme og skuldre (bruges meget når man skal padle ud igen) og dels hudafskrabninger (på dem fandens spidse knæer). Frokost blev indtaget på en lokal bar, hvor de gjorde klar til Super Bowl (årets finale i amerikansk football) – reelt set lidt uinteressant, idet Patriots ikke var med.

Efter frokosten kørte vi til enden af vejen i det nordøstlige hjørne af Kauai (Ke´e Beach), hvor vi gik en lille tur på stranden – bølgerne var høje og der var advarsler mod at gå i vandet pga. understrøm.

Vi købte en frisk kokosnød – drak væsken og spiste kødet – ja, så er det prøvet og det er nu ikke noget specielt.

Vi må hellere nævne at på vores vej til Hanalei Beach, besøgte vi Larsen´s Beach. I min (Mariannes) familie, har vi jo et sted i Blokus, som er døbt Larsens klit. Derfor måtte vi hen og se hvad det her var for noget. I modsætning til de fleste andre strande, vi har set, var her sådan lidt smårodet og ikke specielt indbydende. Vi blev enige om at den IKKE kan konkurrere med den i Blokhus. Her finder man dog sjældent kokosnødder.

Vi kørte forbi Kilauea Point, hvor der er et fantastisk fyrtårn. Der er altså noget ved fyrtårne!

Inden vi nåede til Hanalei Beach, kørte vi forbi Hanalei Valley, hvor der dyrkes taro, en plante som spises meget på Hawaii. Vi har prøvet både bladene, som minder lidt om grønkål, når de er kogt i lang tid. Her bruges det til den traditionelle ret lau lau, som besår af kød og/eller fiks pakket ind i taroblade og derefter kogt/stegt i lang tid. Roden laver man til mos og får dermed poi, som vi også har smagt (til luau). Det er IKKE noget man behøver bruge energi på.

Den sidste hele dag vi var på Kauai, var vejret ikke specielt godt. Vi spillede golf på Kihuna Golf Course fra morgenstunden – og det holdt tørvejr indtil hul 16, så det var ret OK. Og det bliver jo heldigvis ikke koldt, så vi spillede færdig. Vi kørte tilbage på hotellet; vi var trætte og gårsdagens udfoldelser i bølgerne begyndte også at kunne mærkes. Vi har åbenbart brugt nogen muskler, som vi slet ikke var klar over.

Her er så en ”hans"

Overalt (og jeg mener virkelig overalt) på Kauai ser man vilde høns. Historien fortæller at da øen i 1992 blev ramt af en orkan, slap alle hønsene fri og siden har man ikke brugt energi på at indfange dem igen. Man regner med at der findes 670.000 høns på øen, som har 67.000 indbyggere. Det hører med til historien at hønsene ikke rigtig har noget naturlige fjender på øen. Man hører hele tiden hanegal. Det forklares med at hønsene oprindelig er importeret fra alle steder i verden - og derfor er deres ude totalt ude af sync. Ser man det...

Som jeg tidligere har beskrevet, er Hawaiis nationalblomst (statsblomt hedder det vel mere præcist) hibiscus. Dén vi hjemme kalder for Hawaiiblomst. Og de er også overalt. De vokser vildt rundt omkring, de ses i haver, bliver brugt som hækkeplanter osv. 

Maui

Michael og Marianne:

Maui – øen som alle Hawaii turister taler om, og som mange tager til, når de rejser til Hawaii.

Når man kommer fra Big Island virker det lidt tæt pakket – flere mennesker og flere biler.

Vi skulle lede lidt efter hotellet pga. navne forvirring, men det lykkedes. Dette var klart vores mindst luxuriøse hotel (kun 2*) og der skulle vel en god 3’er wood til for at nå stranden J

Vi forlod Big Island i regnvejr, og vi tog det åbenbart med til Maui. Det er jo vintermåneder, så det er forventeligt med noget nedbør, men det havde vi nok ikke helt tænkt på. Vi har heldigvis også kunnet konstatere at vejret skifter vildt hurtigt - og indenfor korte afstande - så der er ingen grund til at gå helt i sort fordi det regner. 

Vi stod op til solskin og til en morgenbriefing om Maui ved hotellets concierge, som gav os mange gode tips. Vi ”vandt” en 2 for 1 hval-tur, som vi bestilte til et par dage efter. 

Vi kørte bagefter en tur ned langs vestkysten og hikede en tur ud på en lavatange med en flot kystlinje. Det var meget særpræget natur. Vi tog en idé med fra Big Island, og skrev vores initialer med hvide sten midt i al den brune lava på udvejen. Da vi kom tilbage, havde nogen ændret initialerne. Måske har vi skabt en trend?

Vi besøgte Iao Valley State Park, hvor hovedattraktionen er en såkaldt ”nål” - en bjergformation, som er høj og spids. Den er dannet ved at det omkringliggende bjergmateriale har været blødt og er blevet eroderet af vejr og vind. Meget fint, lille sted.

Søndag morgen tidlig–tidlig ringede vækkeuret kl. 03:00 og det var ikke en fejl!

Vi skulle op og opleve en solopgang fra det højeste punkt på Maui, Haleakala (3055 m). Det var en 2 timers køretur ad snoede veje, og vi kom til at hænge i bilkø efter en eller anden meget forsigtig kvinde (naturligvis) så det blev en laaaang tur. Vi kom dog frem og fik plads på den øverste parkeringsplads, hvor man havde den bedste udsigt. Det var koldt og vinden blæste temmelig godt, så folk var pakket ind i tykke frakker og tæpper. Endelig blev det morgen, og det var et smukt syn – bjerge, skydække under os, og solen som stod op i horisonten.

Vi kørte ned og begav os mod den sydøstlige del af Maui. Første stop var ved et surfer sted, Hookipa Beach, hvor mange var ude for at fange den helt rigtige bølge. Det var et fascinerende og flot syn.

Herefter var det ind på den meget kendte rute ”Road to Hana” som består af 600 sving og 90 broer hvoraf hovedparten kun er en vejbane. Den er ikke mere en godt 70 km lang, men tager mere end 2 timer at køre - plus alle de stops, man bliver ”nødt til” på vejen. Der er flere natur attraktioner på vejen som skal ses/opleves. 

Vandfald, vegetation (Edens Have), strande (både en sort og en rød),  etc. Vi spiste den medbragte frokost på halvvejen og købte en banankage som man skal have på disse kanter. Da vi nåede frem til Hana efter de mange sving og broer forsatte vi sydvest rundt om øen. Denne del af ruten er frarådet af - og ikke dækket af lejebilforsikringen. Ruten er dels på grusvej og dels på meget dårlig vedligeholdte asfaltveje, men jeg havde fået ruten anbefalet af vores chef på Hill og det var helt klart et bedre alternativ end at tage vejen tilbage – flot tur og slet ikke så slem som forventet.

Mandag bød på en tur på havet, hvor vi skulle ud for at se pukkelhvaler. Vi skulle sejle i en stor rib båd (avanceret gummibåd), så vi var meget tæt på vandet. Det viste sig at være MEGET interessant, da vi på et tidspunkt betragtede en mor med unge og hendes såkaldte escort, som er en han der forsøger at gøre sin hoser grønne i forhold til hunnen for den kommende sæson. Pludselig kunne vi ikke se ham – han svømmede under båden! Det var en smule nervepirrende at vente på at se hvor han nu kom op. Vi så faktisk en del hvaler og også nogen delfiner. Det var meget fint. Udover bådens kaptajn, var der også en hvalforsker med, og det gav bestemt en ekstra dimension. På et tidspunkt sænkede hun en mikrofon ned i vandet og vi kunne høre hvalernes sang. Storslået!

Der skulle snorkles, skulle der! Vi tog fra hotellet i regnvejr – heldigvis betyder det ikke så meget når man skal snorkle. Det holdt dog op inden vi kom op til Kapalua Bay, som vi havde fået anbefalet. Og det var også et rigtig fint sted. Vi så en del fine fisk, men højdepunktet var da vi mødte en grøn havskildpadde-hun. Hun var stor – vel omkring 1 m. Det er et helt vildt fascinerende dyr – og vi var bare SÅ tæt på.