Inden vi kørte fra hotellet en dag, gjorde vi lige stop for at tage dette billede. Vi bor nemlig på en golfbane - og det var vi ikke klar over da vi bestilte. Det lyder næsten ikke sandt, men det er det faktisk.
Vores primære aktivitet denne dag, var en helikoptertur, hvor vi skulle flyve fra lufthavnen i Hilo - ca. 2 timers kørsel fra hotellet. Vi tog en alternativ rute dertil, som bl.a.bragte os ad særdeles snoede, smalle og rutchebaneagtige veje. Vi kørte gennem store områder som ikke var andet end størknet lava - meget goldt og faktisk slet ikke noget jeg havde forestillet mig at se på Hawaii.

Vi kørte også forbi Hawaii´s højeste bjerg, Mauna Kea. Det er reelt set væsentligt højere end det ser ud til - altså hvis man lægger de ca. 6000 meter af bjerget som befinder sig under havets overflade til de ca. 4200 m som man kan se. Geologerne siger at det er verdens højeste bjerg målt fra base til top. Jow jow! Og det ”besteg” vi så.

Vi gjorde det i vores firehjulstrukne Jeep. Om vinteren er der ofte sne på toppen, men ikke lige nu. Det var helt utrolig smukt at stå deroppe og se ned på skyerne, som hang omkring bjerget. Der en en masse observatorier deroppe - forholdene til at kigge på stjerner mm. skulle være usædvanlig gunstige her. Det var 11 grader, så en sweater var så absolut en god idé - ikke mindst fordi det blæste temmelig kraftigt, så det føltes rigtig koldt.
Så gik turen videre til Hilo. Her skiftede vi til lange bukser og trøjerne kom på igen, da vi skulle ud at flyve helikopter - uden døre i. De andre på billedet skulle med en anden helikopter - med døre! Det var kun Michael og mig som var med Pete på denne tur - og det gjorde det jo bestemt ikke ringere at vi sådan fik special treatment :-) Vi skulle flyve hen over noget flydende lave (håbede vi) og det kom vi også til.
Der er masser af vulkansk aktivitet på Hawaii, og på Big Island er der, som før nævnt, store områder som udelukkende består af magma, størknet lava. Med helikopteren kunne vi rigtig se hvordan der mange år efter at der har været udbrud, stadig er ret begrænset bevoksning i områderne. Men senere hen er lavaen meget frugtbar og på den sydlige del af Big Island er der meget store arealer med frodig regnskov. Stort set ufremkommeligt, men flot at se fra luften.

Da vi var kommet sikkert ned igen, fik vi sagt pænt tak til vores søde pilot, Pete og så var det ellers om at få de lange bukser af igen!
Vi kørte ind til Hilo for at få noget frokost. Vi fandt en lillebitte hyggelig café, Hilo Shark´s Coffee, som udover rigtig god kaffe, lavede noget meget lækre sandwiches. Vi kørte tilbage til hotellet ad samme vej som vi kørte den aften vi var ankommet til øen. Vi ville gerne se det hele i dagslys. Og det var bestemt en fin oplevelser. Der var masser at se på og vi måtte stoppe flere gange for at tage billeder. Bl.a. så vi dadelpalmer; noget ingen af os var sikre på at vi havde set tidligere.
Onsdag formiddag havde vi bestilt tee time på ”vores” golfbane - Hakuna Beach Golf Course. Vejret var sådan lidt la la, men vi gik derover og brugte en times tid på at øve. Jeg var temmelig rusten - det var ved at være længe siden at jeg sidst slog til en golfbold. Vi spillede 2 huller - og så var vi begge så pladdervåde, at vi opgav at spille videre. Det samme gjorde stort set alle andre på banen. Det styrtede simpelthen ned. Heldigvis fik vi en ny tee time tidligt fredag morgen og vi håber at det bliver en lidt bedre oplevelse.
Heldigvis var det ikke sådan rigtig koldt på trods af regnen. Så ud på eftermiddagen, gik vi ned til stranden hvor vi gik en tur. Stranden her, Hakuna Beach, er kåret som én af verdens flotteste strande. Det kan vi måske ikke helt forstå, men her er bestemt rigtig dejligt. Vi gik i poolen, hvor vi svømmede en del og vi besøgte også den meget varme spa pool.
Om aftenen kørte vi til Waimea, hvor vi skulle mødes med Majbritt og Kell på restaurant Merriman´s, som skulle være én af de bedste restauranter på øen - ja faktisk på Hawaii. Majbritt og jeg var kolleger hos Wyeth og vi fandt ud af at vi hver især var på Hawaii samtidig på Facebook. Det er slet ikke noget dumt medie! Det var helt vidunderligt at se hende og vi havde en forrygende aften. Majbritt og jeg skulle naturligvis følge op på hvad der var sket i vores respektive liv siden vi sidst så hinanden - og drengene havde heldigvis også masser at tale om. Maden var guddommelig og det samme var vinen. Tiden fløj afsted og vi kunne slet ikke blive færdige. Da vi var de sidste i restauranten, måtte vi dog slukke festen, hvilket var super ærgerligt, for vi kunne have fortsat hele natten.
Torsdag stod vi op til fuldstændig blå himmel (ikke noget man ses så ofte på Hawaii på denne tid af året). Michael tog på golfbanen og gik en runde; jeg gik ned til stranden og senere poolen og nød det skønne vejr. Michael gjorde mig selskab da han kom tilbage.
Vi tog senere bilen og kørte nord om øen.

Helt oppe på den nordlige spids, så vi den originale statue af kong Kamehameha, som i 1810 grundlagde det hawaiianske kongedømme. Der er masser af kopier af denne statue rundt om på øerne hvoraf vi senere så flere, men dette var altså den første vi fik at se.
Overalt finder man hibiskusbuske og -træer. De bærer med rette sit danske navn, Hawaiiblomst, for det er utroligt hvor hyppigt man ser dem. Og det er både som hække, planter i haver og vildt voksende. Der er også masser af træer med smukke hvide blomster, som vi endnu ikke har fundet ud af hvad hedder. Blomsterne er utroligt smukke, og bruges ofte (på samme måde som hibiskus) som hårpynt. Hvis blomsten er placeret bag en kvindes venstre øre, betyder det at hun er ”taget” - hvis den er bag det højre øre, er hun fri.
Om aftenen kørte vi til havnen, som ligger ret tæt på vores hotel. Her spiste vi på Plantation Grill, som er en meget hyggelig restaurant/bar. Vi endte med at spise i baren, simpelthen fordi der var sådan en god stemning dér. Maden var meget lækker og det samme var deres øl (lokal) og margarita, så det var svært ikke at være særdeles tilfreds med det hele.
Fredag morgen stod vi tidligt op og gik over og spillede golf på hotellets bane. Det var en rigtig fin oplevelse - resultatet var ikke noget særligt for nogen af os, men det var dejligt at være ude. Da vi var færdige, kørte vi stort set direkte i lufthavnen.

Vi fløj til Maui, hvor vi landede efter mørkets frembrud. Vi kørte til vores hotel, som ligger i byen Kihei. Ikke slet så lækkert som dét på Big Island, men med super beliggenhed i byen Kihei.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar