Jeg ku´!

Marianne:

Så har jeg stået på vandski for første gang - og jeg kom op! Det var en forrygende fornemmelse - og endnu bedre dagen efter da jeg havde fanget konceptet og kunne stå lidt længere. Min krop var dog ikke sådan rigtig vild med den oplevelse, men hvad pokker. Den kommer sig nok.

Vi har været på tur til Lake Powell med 6 andre par på en husbåd. Vi tog afsted tirsdag morgen, hvor vi mødtes og pakkede vores ting og kørte så til Bullfrog, hvor husbåden ligger.

På vejen gjorde vi en del stop - de amerikanere skal hele tiden have noget at spise! Men det var rigtig hyggeligt og vi blev bl.a. introduceret for nogen fantastiske "shakes". Det viste sig egentlig at være is - nærmere soft ice - med forskellige (MANGE forskellige) smagsvarianter.

Vi fik alle vores ting på husbåden (som i øvrigt hedder "Deep Ship") og de to "små" både kom i vandet (til hhv. 10 og 12 personer). Amy og Chris stødte til med endnu en båd. De var ankommet dagen før og havde været ude at fiske. Så var det ellers afsted for at finde et sted hvor vi kunne lægge husbåden til. Vi fandt et fint sted - og her blev den så liggende indtil lørdag morgen.

Vores ture rundt på søen blev foretaget i bådene. Og vi fik set en masse. Det er meget fantastisk at se søen og dens omgivelser fra vandsiden. Der er utrolig mange små kringelkroge, som man kan besejle. Det meste af søen er omgivet af stejle sider af sandsten. Vandet i søen er ret varmt - mens vi var der blev temperaturen målt til 27 grader. Selv Michael syntes at det var dejligt at bade i. Og der var masser af muligheder for at bade.






Onsdag var det ret overskyet, så det var først om eftermiddagen at vi fik taget os sammen til at komme ud at sejle. Vi sejlede rundt og blev vist det ene fantastiske sted efter det andet. Pam og jeg blev trukket efter en båd i en kæmpe "badering". Det var SÅ sjovt!

Sprækken set fra vandet

Her er vi på vej op

Mike ville gerne vise os en smal sprække, som man kunne kravle i - det var som om sprækken var bag et tyndt klippestykke. Det var en noget krævende klatretur, men bestemt besværet værd. Som det ses af billederne, var der ikke meget plads - og ind imellem måtte vi forcere nogen temmelig svære passager, men det lykkedes. På Karens billeder (vi kunne jo ligesom ikke selv fotografere...) står jeg og vinker - og da er vi kommet så langt som man kunne komme.

Her er jeg kommet så langt man kunne

Jeg er deroppe! 

Vi sejlede til Forgotten Canyon, hvor vi hikede op til ruinerne fra en landsby som i tidernes morgen var beboet af anazazi indianere. Der er petroglyffer på væggen.

Det blev også dagen hvor vi oplevede den første vandkamp mellem de to bade. Der blev smidt vandballoner og skudt med langtrækkende vandpistoler. Denne flok udlever i den grad devisen om at man aldrig bliver for gammel til at lege. Det var simpelthen forrygende. Dave, som var én af deltagerne på turen, er i hverdagen politimand i Bountiful - og vi mente derfor at han havde en fordel i nogen af disse kampe. Men jeg tvivler nu på at de bruger ret mange vandballoner i politiet.

Om aftenen så vi stort set hver aften en film. Der var medbragt en projektor og så blev filmen vist på en klippeside mens vi sad på husbåden og så den.
Onsdag aften så vi "Forever Strong" mens vi spiste frisk - og hjemmelavet is (det var også en tilbagevendende begivenhed). Efter filmen var det sengetid - og denne aften var der total klar stjernehimmel med masser af stjerneskud. Så er det virkelig fantastisk at sove under åben himmel.

Michael havde sørget for at vores senge var klar - så det var bare lige at smutte ned i soveposen.

Torsdag sejlede vi ud tidligt om morgenen med medbragt frokost. Første stop var ved et hul, hvor nogen af os sprang i vandet. Af én eller anden årsag var jeg temmelig nervøs - det var egentlig ikke fordi der var så langt ned - men jeg var bange for at ramme klippen. Men det gik fint for alle. Fin oplevelse.

Senere på dagen skulle jeg så prøve at stå på vandski for første gang. Craig og Maria var gode til at give mig instruktioner - selv om de ikke altid var helt enige - og det lykkedes at komme op. Skønt!

Vi spiste vores medbragte frokost og derefter var vi nogen som måtte på toilettet. Og derude, midt i søen, finder man så et flydende toilet! Det er da en smule syret! Også her endte det hele i vandkamp. "Stakkels" Dave nåede stort set ikke ud fra toilettet før han blev skudt med masser af vand. Jeg skal nok tilføje at han fik hævn - han brugte en vandslange på flåden - og der var temmelig meget tryk på den!

Vi sejlede gennem nogen meget snævre kanaler til et sted hvor der er en stor bue. Man plejer at kunne sejle hele vejen, men vandstanden er i øjeblikket historisk lav, så vi måtte hike det sidste stykke. Det var en meget speciel oplevelse - meget smuk.

Jeg oplevede flere gange i løbet af disse dage en fantastisk følelse af taknemmelighed. Tænk at Michael og jeg er så heldige at vi kan opleve noget så specielt og storslået som dette. Og at vi har gode venner som har inviteret os til at deltage i dette - og har lyst til at vise det frem for os. Det må da siges at være priviligeret!

Fredag stod Michael tidligt op og gik ud for at tage nogen billeder. Det kom der nogen rigtig fine shots ud af.

Det var i øvrigt Kevins fødselsdag. Han blev fejret med en fødselsdagssang. Og det var han ret tilfreds med. Læg mærke til teksten på hans t-shirt: "Growing old is mandatory. Growing up is optional".

Pigerne lavede perle-ankel-pynt, som man bruger når man har klipklapper på. De var faktisk ret søde. Jeg nåede dog ikke at blive færdig før vi skulle ud at sejle. Og jeg skulle på vandski igen!

Mike og Craig er ret seje på ski - de står begge på kun én ski.

Jeg var meget bedre end dagen før, på trods af at mine arme gjorde voldsom modstand. Jeg havde brugt dem ALT for meget, da jeg prøvede første gang. Men det gik fint og jeg kom op et par gange. Tænkte at jeg da også lige skulle prøve at køre slalom - men så gik det galt. Det vil jeg dog lære, så jeg må på den igen en anden gang.

Da vi kom retur til husbåden var jeg temmelig udmattet. Men Michael og jeg besluttede alligevel at vi ville prøve en tur på paddle board. Det er egentlig bare et stort surfbræt, som man sidder/står på og så padler man sig frem. Det er ret sjovt - og forbløffende krævende. Dels kræver det god balance, dels kræver det kræfter at padle når man skal op mod vinden. Og det er vist ikke for meget at sige at Michael havde det noget sværere end jeg havde. Her kom min fortid som windsurfer mig virkelig til gode. Michael endte dog også med at komme op at stå - dog ikke sådan rigtig længe ad gangen :-)


Maria trængte til at få vasket hår. Da hun blev knæ-opereret ugen før vi tog afsted, kunne hun ikke gå i vandet. Alle andre badede i søen, men da det ikke var muligt for Maria, måtte hun forlade sig på hjælp. Det var hyggeligt at naboen (Brent) klarede det for hende.

Kevin skulle have fødselsdagskage - og den blev lavet i de såkaldte dutch ovens. En slags fersken tærte og dertil fik vi vanilleis. Ingen orkede at se film - vi var for trætte.

Lørdag skulle vi hjem, så det var noget med at pakke, gøre rent og sejle husbåden tilbage til marinaen. Derefter skulle de "små" både op af vandet. Michael var ret fascineret af at man sådan bare kører bil med trailer ud i vandet. Det gør man ikke hjemme i saltvandet! Men her er der jo tale om ferskvand - og på én eller anden måde tager man bare ikke den slags så tungt. (Sikkert fordi hverken båd, bil eller trailer koster så meget som hjemme, tænker jeg).

Det regnede, så det var perfekt at turen nu var slut. Inden vi tog afsked med de øvrige, hjalp vi med at tørre den ene båd af. Det foregik også i regnvejr...

De andre kørte tilbage mod Bountiful, Michael og jeg tog færgen fra Bullfrog til Halls Crossing for at fortsætte vores ferie. Dagens endelige mål var Farmington, New Mexico.