Marianne:
I tirsdags spillede jeg golf på Bountiful Ridge med Women´s League - som jeg stort set gør hver tirsdag (når jeg ellers er hjemme) - fra april til oktober/november. Og jeg spillede bedre end før - kom hjem med 89 slag, hvilket var personlig rekord. Og det var jo rigtig dejligt.
Da jeg kom tilbage til klubhuset, mødte jeg Lynn, som i foråret fik konstateret bryst cancer. Vi har ikke set hende længe, da hun er startet i kemo, men hun syntes lige at hun ville kigge forbi. Det var rigtig dejligt at se hende. Hun er ikke én af dem jeg kender allerbedst, da hun er sådan lidt genert og forsigtig. Men hun er en supersød pige - og vi har hygget os de gange vi har spillet sammen.
Hun havde tørklæde på - kemoen har taget alt hendes hår. Hun og jeg talte lidt og jeg fortalte hende hvor godt jeg syntes at hun så ud. Hun havde en helt andet udstråling end hun plejer. Hun fortalte mig om hvordan det er, som frisør, hvilket er hendes erhverv, at miste stort set alt håret - og til sidst hjælpe naturen på vej ved at barbere det sidste af. Men som hun sagde, så var det langt bedre end alternativet, nemlig hentehår. Hun har også en paryk, men den er varm, så den bruger hun ikke så tit.
Mens vi sad og snakkede kom flere og flere til. Lynn fik masser af knus - og måtte gang på gang gentage at hun synes at hun har det godt - at hun er meget træt og at nogen dage bare er bedre end andre. Planen er at hun skal have kemo til midt i december og herefter opereres. Derefter følger strålebehandling. Jeg har aldrig set hende så åben og fortællende, men det hang jo nok sammen med de mange spørgsmål hun fik.
Mens vi sad der, tog hun sit tørklæde af. Det var så fantastisk! Og tænk engang! Hun var så smuk. Hendes øjne virkede meget større og mere intense. Det var simpelthen sådan en fin oplevelse, som jeg følte mig meget beæret over at være vidne til. Det var så dejligt at vide at hun følte sig så tryg blandt os at hun syntes at det var i orden. Og det var det i den grad også. Men det kræver altså også noget mod. Og det var så skønt at se at hun havde det. Så tak Lynn fordi du for mig blev dagens heltinde.
torsdag den 29. august 2013
fredag den 23. august 2013
Man har en holdning...
Marianne:
Uha, det her er noget af en bekendelse.
Jeg har ALTID hævdet at noget gik fuldstændig galt for amerikanerne, da de opfandt Dr. Pepper. For de af jer, som ikke kender denne drik/sodavand, kan den vel beskrives som en cola med kirsebærsmag. Jeg ved ikke om det er noget man sådan kan få overalt hjemme i Danmark - men jeg har da set at Metro har dem til den fuldstændig horrible pris af godt 200 kr. for 24 dåser. (Jeg ved, at jeg ikke bør sammenligne priser, men gør det så alligevel. Her koster de typisk 9$ (ca. 55 kr.) for 24). (Gad vide om de kan fås i Tyskland?)
Nå, men altså, jeg har bestemt aldrig været fan - indtil at vi var på tur med 6 mormonpar. Heidi, som er én af vores naboer, introducerede os alle til "Dirty Dr. Pepper" - og jeg skal da lige love for at jeg så blev omvendt. Hvem havde forestilet sig at vi skulle lære drinks af mormoner? Men ikke desto mindre...
Der er tale om at man blander noget kokosnødde sirup med friskpresset limesaft og tilsætter Dr. Pepper (light). Man kan også bruge cola (light). Sådan fik vi den præsenteret - og jeg var MEGET skeptisk. Og hvad jeg ikke var, var Michael. Men, men, men, vi måtte bøje os: Det smager fantastisk! Her må man også lige tage i betragtning at vi fik det på husbåden, hvor vi ikke havde is (i hvert fald ikke noget som kunne bruges til den slags), så det var jo ikke helt optimale betingelser. Og så alligevel!!!
Efter at vi kom hjem, tænkte jeg at jeg da lige måtte have fat i sådan noget sirup. Det var lettere sagt end gjort, for godtnok kan man få alle mulige slags sirup til at tilsætte sin kaffe - men ikke kokosnødde sirup. Jeg måtte ringe til Heidi, som afslørede at det kan fås på Amazon.com. En flaske med 750 ml. (man kan endda vælge mellem almindelig og sukkerfri), koster 16$ (ca. 90 kr.). Dertil kommer shipping. Jeg tænkte så (måske havde jeg egentlig tænk tanken inden) at hvorfor dog ikke substituere siruppen med kokosrom (Malibu)? En sådan flaske koster væsentlig mindre - og måske er det meget sjovere? Så det blev løsningen.
Nu sidder jeg så her en fredag aften og nyder en "Dirty Dr. Pepper" - og det er herligt! En lille sidebemærkning: Mængden af Malibu som skal til for at få den rigtige smag er noget større end hvad der skal til af siruppen - men det behøver vi vel ikke lige tale for meget om?
SKÅL!
Uha, det her er noget af en bekendelse.
Jeg har ALTID hævdet at noget gik fuldstændig galt for amerikanerne, da de opfandt Dr. Pepper. For de af jer, som ikke kender denne drik/sodavand, kan den vel beskrives som en cola med kirsebærsmag. Jeg ved ikke om det er noget man sådan kan få overalt hjemme i Danmark - men jeg har da set at Metro har dem til den fuldstændig horrible pris af godt 200 kr. for 24 dåser. (Jeg ved, at jeg ikke bør sammenligne priser, men gør det så alligevel. Her koster de typisk 9$ (ca. 55 kr.) for 24). (Gad vide om de kan fås i Tyskland?)
Nå, men altså, jeg har bestemt aldrig været fan - indtil at vi var på tur med 6 mormonpar. Heidi, som er én af vores naboer, introducerede os alle til "Dirty Dr. Pepper" - og jeg skal da lige love for at jeg så blev omvendt. Hvem havde forestilet sig at vi skulle lære drinks af mormoner? Men ikke desto mindre...
Der er tale om at man blander noget kokosnødde sirup med friskpresset limesaft og tilsætter Dr. Pepper (light). Man kan også bruge cola (light). Sådan fik vi den præsenteret - og jeg var MEGET skeptisk. Og hvad jeg ikke var, var Michael. Men, men, men, vi måtte bøje os: Det smager fantastisk! Her må man også lige tage i betragtning at vi fik det på husbåden, hvor vi ikke havde is (i hvert fald ikke noget som kunne bruges til den slags), så det var jo ikke helt optimale betingelser. Og så alligevel!!!
Efter at vi kom hjem, tænkte jeg at jeg da lige måtte have fat i sådan noget sirup. Det var lettere sagt end gjort, for godtnok kan man få alle mulige slags sirup til at tilsætte sin kaffe - men ikke kokosnødde sirup. Jeg måtte ringe til Heidi, som afslørede at det kan fås på Amazon.com. En flaske med 750 ml. (man kan endda vælge mellem almindelig og sukkerfri), koster 16$ (ca. 90 kr.). Dertil kommer shipping. Jeg tænkte så (måske havde jeg egentlig tænk tanken inden) at hvorfor dog ikke substituere siruppen med kokosrom (Malibu)? En sådan flaske koster væsentlig mindre - og måske er det meget sjovere? Så det blev løsningen.
Nu sidder jeg så her en fredag aften og nyder en "Dirty Dr. Pepper" - og det er herligt! En lille sidebemærkning: Mængden af Malibu som skal til for at få den rigtige smag er noget større end hvad der skal til af siruppen - men det behøver vi vel ikke lige tale for meget om?
SKÅL!
tirsdag den 20. august 2013
Resten af ferien
Marianne:

Onsdag kørte vi til Parker,
CO, som ligger lidt udenfor Denver. Det var her der skulle spilles Solheim Cup.
Det er en golfturnering for kvinder, hvor USA møder Europa. Denne dag og dagen
efter var øvedage - hvilket bl.a. betød at det var OK at fotografere. Vi fulgte
primært de Europæiske piger.
Amerikanerne er meget
patriotiske til den slags arrangementer - og det gælder faktisk både deltagere
og tilskuere. Rigtig mange af tilskuerne var udklædt - eller i hvert fald havde
de rødt, hvidt og blåt på. Det var meget sjovt at se. Joyce (se senere) havde
fra starten erklæret at hun i den grad ville vise sin sympati - især hvis hun
skulle gå hen og blive set sammen med os, som naturligvis holdt med det
Europæiske hold. Og det levede hun bestemt op til. Det var lidt svært for
Europæerne at gøre sig gældende i den sammenhæng, men der var da nogen som
havde blåt og gult på. Egentlig var det særdeles passende, ikke blot fordi det
jo er Europas farver, men også fordi Sverige var rigt repræsenteret på holdet.
De tre holdkaptajner (Liselotta Neumann, Annika Sorenstam og Carin Koch) er
alle svenske og 2 af de 12 spillere (Anna Nordquist og Caroline Hedwall) er fra
Sverige.
Som tidligere beskrevet,
kørte vi fra Lake Powell lørdag den 10. august i temmelig dårligt vejr. Vi
kørte til Farmington, NM og dagen efter videre til Albuquerque, NM. Her
spillede vi golf på en utrolig dejlig bane, Sandia Golf Club. Jeg var stadig
præget af at have stået på vandski, mine arme var frygtelig trætte. Men det gik
alligevel - og vi hyggede os.
Mandag besøgte vi den gamle
by i Albuquerque. Der er meget hyggeligt. Klart møntet på turister, men
alligevel rigtig dejligt. Derfra gik turen mod Colorado Springs.
Jeg ville gerne at vi
skulle se Santa Fe på vejen. Også her var der en rigtig dejlig gammel bydel. De
har en fantastisk flot katedral, Cathedral Basilika of Saint Francis of
Assisi, som vi besøgte. Midt i alt det pueblo-inspirerede, fandt vi et
hyggeligt fransk sted, hvor vi spiste frokost. Og det var faktisk rigtig godt.
Undervejs kom vi ind i
noget meget besynderligt vejr. Noget med regn, sol, regnbuer og fantastiske
andre, smukke fænomener. Vi blev nødt til at stoppe for liiige at forevige
nogen af herlighedene.
Tirsdag spillede vi golf på
Air Force Academy i Colorado Springs. De har en rigtig fin golfbane som vi
spillede sammen med Leah og Sean fra Kansas City. De var hyggeligt selskab, og
da vi måtte opgive at spille færdig (efter hul 17, så det var OK) pga. lyn og
torden, spiste vi frokost sammen med dem og deres to teenagedrenge.
Om aftenen tog vi ind til
Colorado Springs for at se lidt på byen. Vi havde hørt at den ikke var noget
særligt, så vi blev faktisk ret positivt overrasket. Vi stødte på
"Hank" the cowboy - og ham kunne vi ikke rigtig stå for.


Torsdag spillede vi golf om
formiddagen og tog til Solheim Cup om eftermiddagen. Der var ikke så meget at
se; vi fik dog et billede af Michelle Wie i hendes meget specielle putting
position.
Vi fik lejlighed til at
være med i et lotteri, hvor man kan vinde en golfbag som dén de Europæiske
piger havde med. Først skulle vi dreje et lykkehjul og HVIS man landede på en
rubrik med "bag drawing" var med med i den videre lodtrækning. Og det
gjorde vi sørme begge. Så ny krydser vi fingre :-)
Da vi besluttede os for at
køre tilbage til hotellet, blev vi en smule forsinket af et fantastisk syn af
hele 4 bukke - lidt dér på golfbanen. Dem MÅTTE vi simpelthen have billeder af.
Her er dog kun 2.

Joyce og Bob, som vi ofte
spiller golf med om søndagen, var også taget til Denver for at se Solheim Cup.
De boede hos nogen venner, Lou og Glen og vi blev inviteret til BBQ hos dem
torsdag aften. Det var en meget hyggelig aften. Deres hus ligger på Inverness
golfbanen, hvor der tidligere på ugen havde været afholdt junior Solheim Cup.
Fantastisk dejligt sted.
Fredag var så første
spilledag. Og Europa gjorde det rigtig godt. Da dagen var omme, var Europa
foran 5 mod USAs 3 points. Det var en rigtig fin start. Det var ret sjovt at vi
i løbet af dagen stødte på en dansk familie. Datteren, Emily Pedersen, havde
spillet med i Junior Solheim Cup. Jeg kan godt huske at jeg har læst om hende;
i øjeblikket fører hun Europatouren for juniorer. Så måske skal hun med til den
næste "rigtige" Solheim Cup om 2 år?
Lørdag var det så tid til
at vende snuden tilbage mod Utah. Undevejs havde vi dog ophold i Glenwood
Springs, CO. På vejen dertil gjorde vi stop i Vail, som jo er ét af de meget
kendte skisportssteder i USA. Og vi var begge ret begejstrede for stedet. Den
by har en hel masse at byde på. Vi kunne dog også konstatere at alting her er
meget dyrere end hvad vi er vant til fra Utah. Bl.a. betalte vi 12 $ for at
parkere i 37 min. Det er jo næsten københavnerpriser!
Da vi kom til Glenwood Springs,
kunne vi lige presse en runde golf ind på Ironbridge Golf Course, inden vi tog
på en italiensk restaurant (Italian Underground), som vi var blevet anbefalet
af Glen. Og det var virkelig dejligt, så egentlig OK at vi måtte vente en time
på at få et bord. Vi tilbragte tiden med at gå lidt rundt i byen, så det gjorde
egentlig ikke noget. For de golfinteresserede, må jeg nok lige fortælle at
efter lørdagens kampe, var stillingen 10 1/2 mod 5 1/2 - i Europas favør.
Søndag kørte vi det sidste
stykke hjem. Turen gennem Colorado var utrolig smuk - fantastiske bjerge,
Colorado river og meget grønt. Så snart man krydser grænsen til Utah er det
noget helt andet. Meget øde, gråt og ørkenagtigt. Utrolig konstrast. Men hver
ting har sin charme. Vi var hjemme midt på eftermiddagen efter endnu en helt fantastisk ferie og her kunne vi se
afslutningen på Solheim Cup mens vi pakkede ud og vaskede tøj. Dramaet endte
med en sejr til Europa på 18-10. Superflot! Det må tilføjes, at Europa aldrig
tidligere har vundet kampen i USA. Det er sådan at dette er en begivenhed som
finder sted hvert andet år - skiftevis i USA og Europa. Næste gang (i 2015)
bliver det i Heidelberg, Tyskland. Så...
Mandag morgen (i går) kørte
jeg Michael i lufthavnen. Han skulle til møder i Dayton, OH. Jeg tror egentlig
godt at han kunne have brugt et par dage hjemme, men sådan skulle det ikke
være. Jeg kan i hvert fald konstatere at jeg synes det er rigtig dejligt igen
at sove i min egen seng!
mandag den 12. august 2013
Jeg ku´!
Så har jeg stået på vandski for første gang - og jeg kom op! Det var en forrygende fornemmelse - og endnu bedre dagen efter da jeg havde fanget konceptet og kunne stå lidt længere. Min krop var dog ikke sådan rigtig vild med den oplevelse, men hvad pokker. Den kommer sig nok.
Vi har været på tur til Lake Powell med 6 andre par på en husbåd. Vi tog afsted tirsdag morgen, hvor vi mødtes og pakkede vores ting og kørte så til Bullfrog, hvor husbåden ligger.

Vi fik alle vores ting på husbåden (som i øvrigt hedder "Deep Ship") og de to "små" både kom i vandet (til hhv. 10 og 12 personer). Amy og Chris stødte til med endnu en båd. De var ankommet dagen før og havde været ude at fiske. Så var det ellers afsted for at finde et sted hvor vi kunne lægge husbåden til. Vi fandt et fint sted - og her blev den så liggende indtil lørdag morgen.
Vores ture rundt på søen blev foretaget i bådene. Og vi fik set en masse. Det er meget fantastisk at se søen og dens omgivelser fra vandsiden. Der er utrolig mange små kringelkroge, som man kan besejle. Det meste af søen er omgivet af stejle sider af sandsten. Vandet i søen er ret varmt - mens vi var der blev temperaturen målt til 27 grader. Selv Michael syntes at det var dejligt at bade i. Og der var masser af muligheder for at bade.

Onsdag var det ret overskyet, så det var først om eftermiddagen at vi fik taget os sammen til at komme ud at sejle. Vi sejlede rundt og blev vist det ene fantastiske sted efter det andet. Pam og jeg blev trukket efter en båd i en kæmpe "badering". Det var SÅ sjovt!
![]() |
Sprækken set fra vandet |
![]() |
Her er vi på vej op |
![]() |
Her er jeg kommet så langt man kunne |
![]() |
Jeg er deroppe! |



Det blev også dagen hvor vi oplevede den første vandkamp mellem de to bade. Der blev smidt vandballoner og skudt med langtrækkende vandpistoler. Denne flok udlever i den grad devisen om at man aldrig bliver for gammel til at lege. Det var simpelthen forrygende. Dave, som var én af deltagerne på turen, er i hverdagen politimand i Bountiful - og vi mente derfor at han havde en fordel i nogen af disse kampe. Men jeg tvivler nu på at de bruger ret mange vandballoner i politiet.
Om aftenen så vi stort set hver aften en film. Der var medbragt en projektor og så blev filmen vist på en klippeside mens vi sad på husbåden og så den.

Michael havde sørget for at vores senge var klar - så det var bare lige at smutte ned i soveposen.
Torsdag sejlede vi ud tidligt om morgenen med medbragt frokost. Første stop var ved et hul, hvor nogen af os sprang i vandet. Af én eller anden årsag var jeg temmelig nervøs - det var egentlig ikke fordi der var så langt ned - men jeg var bange for at ramme klippen. Men det gik fint for alle. Fin oplevelse.

Vi spiste vores medbragte frokost og derefter var vi nogen som måtte på toilettet. Og derude, midt i søen, finder man så et flydende toilet! Det er da en smule syret! Også her endte det hele i vandkamp. "Stakkels" Dave nåede stort set ikke ud fra toilettet før han blev skudt med masser af vand. Jeg skal nok tilføje at han fik hævn - han brugte en vandslange på flåden - og der var temmelig meget tryk på den!
Vi sejlede gennem nogen meget snævre kanaler til et sted hvor der er en stor bue. Man plejer at kunne sejle hele vejen, men vandstanden er i øjeblikket historisk lav, så vi måtte hike det sidste stykke. Det var en meget speciel oplevelse - meget smuk.
Jeg oplevede flere gange i løbet af disse dage en fantastisk følelse af taknemmelighed. Tænk at Michael og jeg er så heldige at vi kan opleve noget så specielt og storslået som dette. Og at vi har gode venner som har inviteret os til at deltage i dette - og har lyst til at vise det frem for os. Det må da siges at være priviligeret!
Fredag stod Michael tidligt op og gik ud for at tage nogen billeder. Det kom der nogen rigtig fine shots ud af.
Det var i øvrigt Kevins fødselsdag. Han blev fejret med en fødselsdagssang. Og det var han ret tilfreds med. Læg mærke til teksten på hans t-shirt: "Growing old is mandatory. Growing up is optional".
Pigerne lavede perle-ankel-pynt, som man bruger når man har klipklapper på. De var faktisk ret søde. Jeg nåede dog ikke at blive færdig før vi skulle ud at sejle. Og jeg skulle på vandski igen!
Mike og Craig er ret seje på ski - de står begge på kun én ski.
Jeg var meget bedre end dagen før, på trods af at mine arme gjorde voldsom modstand. Jeg havde brugt dem ALT for meget, da jeg prøvede første gang. Men det gik fint og jeg kom op et par gange. Tænkte at jeg da også lige skulle prøve at køre slalom - men så gik det galt. Det vil jeg dog lære, så jeg må på den igen en anden gang.
Da vi kom retur til husbåden var jeg temmelig udmattet. Men Michael og jeg besluttede alligevel at vi ville prøve en tur på paddle board. Det er egentlig bare et stort surfbræt, som man sidder/står på og så padler man sig frem. Det er ret sjovt - og forbløffende krævende. Dels kræver det god balance, dels kræver det kræfter at padle når man skal op mod vinden. Og det er vist ikke for meget at sige at Michael havde det noget sværere end jeg havde. Her kom min fortid som windsurfer mig virkelig til gode. Michael endte dog også med at komme op at stå - dog ikke sådan rigtig længe ad gangen :-)

Kevin skulle have fødselsdagskage - og den blev lavet i de såkaldte dutch ovens. En slags fersken tærte og dertil fik vi vanilleis. Ingen orkede at se film - vi var for trætte.

Det regnede, så det var perfekt at turen nu var slut. Inden vi tog afsked med de øvrige, hjalp vi med at tørre den ene båd af. Det foregik også i regnvejr...
De andre kørte tilbage mod Bountiful, Michael og jeg tog færgen fra Bullfrog til Halls Crossing for at fortsætte vores ferie. Dagens endelige mål var Farmington, New Mexico.
Abonner på:
Opslag (Atom)