tirsdag den 16. juli 2013

Overraskelsen!!!

Marianne:
Søndag morgen kørte vi fra Three Rivers - og jeg havde stadig ingen anelse om hvor vi skulle hen. Michael kørte den første del af turen - og jeg kunne se på GPSèn at vi efter planen skulle køre i omkring 6 timer. Tænkte først at vi skulle til San Francisco, men det var alt for tæt på. Kiggede på vores kort og tænkte: San Diego! På et tidspunkt drejede vi dog østpå - og så var det som om den mulighed også røg. Et skilt viste til Las Vegas - og dét var dét. Vi skulle til Vegas! Jeg havde nu overtaget rattet - og skal da ærligt indrømme at tanken slog mig, at hvis nu Michael skulle gå hen og falde i søvn, ja, så kunne jeg jo lige tjekke hvad han havde tastet ind på GPSén. Men jeg gjorde det ikke! Jeg kørte ind på The Strip og ind på Bellagio. Det var dér vi skulle være. Herligt!
Vi checkede ind på vores dejlige hjørneværelse, hvor vi havde udsigt til springvandet foran Bellagio samt Paris Paris - og dermed Eiffeltårnet. Jeg fik besked på at skynde mig lidt for vi havde en aftale kl. 15. Det viste sig at vi skulle opleve "Cirque du Soleil"-showet "O" bag scenen.
Det som gjorde størst indtryk var den fantastiske scene, som faktisk er én stor pool; at der under showet er 16 dykkere som transporterer de optrædende rundt under vandet og det faktum at der er 92 optrædende - som alle optræder 2 gange hver dag 5 dage om ugen. Det var helt vildt at se!







Da vi var færdige, gik vi tilbage på værelset, hvor vi nød den luxuriøse atmosfære, slappede af, badede og gjorde os klar til aftenens forestilling. For naturligvis skulle vi se "O". Og vi havde absolut fantastiske pladser.

Det var en kæmpeoplevelse. Det er utroligt hvad de gør på den scene! De visuelle effekter er imponerende, akrobatikken er utrolig og i det hele taget er det spektakulært. Nej, det er vel ikke præcist nok, da lyden jo også spiller en væsentlig rolle. Bjergtagende!







Vi fortsatte aftenen med sushi på Yellowtail. Vi gik derefter ud i varmen (35˚ C) og over på den anden side af The Strip til Paris Paris, hvor vi fik crepes til dessert og oplevede stemningen dér, som bare er helt anderledes end Bellagio. En lang og rigtig dejlig aften.









Mandag morgen besluttede jeg mig for at jeg simpelthen måtte ned til poolen for at få et bad i varmen - og for at se hvordan det så ud dernede. Og det var meget lækkert!







Jeg var også en smut forbi den fantastiske vinterhave, som var iklædt sommerklæder med masser af farver og fugle.



Vi forlod Vegas om formiddagen og kørte til Paiute indianerreservatet, som ligger ca. 20 km væk. De har et fantastisk golf resort derude - det er urealistisk at der ude midt i ørkenen kan være hele 3  18-hullers golfbaner, som er SÅ grønne. Det må kræve uanede mængder af vand. Dertil kommer at de i den grad er velholdte. Denne mandag formiddag var der stort set ingen derude (det var også MEGET varmt). Inden vi gik i gang kom én af de ansatte og gav mig et fugtet håndklæde til at tage om halsen for at holde mig kølig. Det var fantastisk sødt af ham. Det var en stor oplevelse at spille derude - ALT var bare i orden. Skønt!
Derude så vi sandbunkers, som vi aldrig tidligere har set dem. Ikke nok med at de var ret dybe, de havde jernbanesvæller som leder bolden ned i sandet, hvis den lander på skråningen.  Jeg mener at vedkommende som kom op med den idé må være ond. MEGET ond! Men det var anderledes - og ser helt fantastisk ud. Sjov(?) detalje.






En anden sjov(!) oplevelse derude var at vi så en roadrunner -  jeg ved ikke hvad sådan én hedder på dansk og har aldrig før set dem i virkeligheden - kender dem kun fra tegneserierne, hvor de hele tiden jages af en coyote ude i ørkenen. Ham her var vist vant til at være tæt på mennesker, for han gik direkte mod vores vogn og han skældte os ud, da vi ikke gav ham noget at spise.
Efter 3 1/2 time var vi færdige og kørte mod Utah.





Vi skulle gøre stop i Cedar City, hvor Michael havde bestilt overnatning på et B&B, som hedder Anniversary Home (Bryllupsdagshuset). Det  er et privat hjem, hvor de også udlejer værelser og serverer skøn morgenmad. Vi sov godt i nat og stod op til fantastisk morgenmad. Køreturen hjem var uden de store falbelader - udover at det lynede og tordnede. Og der kom regn! Det er MEGET længe siden at vi har set vand komme ned fra himmelen. Også herhjemme regner det nu - og det nyder vi faktisk...
Vi har haft en absolut skøn ferie - og tænkt engang: Vi har mere i vente!

lørdag den 13. juli 2013

Lake Tahoe mm.

Marianne:
Så blev det lørdag (altså sidste lørdag) og vi besluttede os for at starte dagen med et hike. Vi fandt en tur, Five Lakes Trail, som var en rigtig dejlig, afvekslende tur på godt 7 km.. Desværre så vi aldrig alle 5 søer, men det var en god oplevelse alligevel.





















Da vi kom ned, kørte vi til Incline, hvor vi skulle spille golf på Championship Golf Course - en rigtig fin bane. Spillet gik glimrende - desværre mere glimrende for Michael end for mig (som faktisk spillede OK), så jeg tabte is. Men ingen af os orkede at spise is da vi var færdige. Solen var gået ned, klokken var over 20 og vi var sådan set mest til bare at komme tilbage på hotellet of få stængerne i vejret.












Søndag var en herlig dovnedag - dog krydret med golf på resortet hvor vi boede, Northstar.


















 Mandag forlod vi Truckee for at køre sydpå mod South Lake Tahoe. Vi valgte at køre den smukke vej derned - og det var en god beslutning. Vi kom forbi Emerald Bay, som var totalt overvældende.

Vi var også forbi Baldwin Beach - mest af alt for sådan liiiige at mærke temperaturen på vandet. Og det var en meget smuk strand. Sjovt at opleve en søstrand, som egentlig giver én fornemmelsen af at være ved havet. Lake Tahoe er en ret stor sø: 75 miles i omkreds - det er ca. 120 km og den ligger i 2000 m højde. Træroden, som ligger der midt på stranden, var bare utrolig smuk - og ikke lige hvad man forventer at finde på en strand.

Da vi nåede til South Lake Tahoe, spiste vi frokost ved den lokale strand i byen, hvor der er masser af borde og bænke til offentlig benyttelse. Da vi havde spist, lagde vi os på et tæppe og slappede lidt af. Det ER jo ferie! Og så var det tid til at checke ind på vores hotel.




















Med alle formaliteter i orden, kunne vi tage hen til en campingplads, hvor vi skulle mødes med Fi og Per og deres to drenge, Andreas og Kasper. Fi og jeg var kolleger (og desuden ret tætte veninder) i mange år, men da jeg ikke længere arbejdede hos GSK, gled det lidt ud. Ved en tilfældighed fandt jeg ud af at de var på ferie i USA og vi fandt ud af at det var muligt at mødes. Faktisk ændrede de deres rute for at gøre det muligt - det var da lidt stort! Det var en helt fantastisk oplevelse. Michael havde aldrig mødt hverken Fi eller Per, men de to "drenge" var på bølgelængde fra første sekund. Ungerne syntes også at det var lidt sjovt at møde danskere, som bor i USA og selvom de heller ikke kendte os, havde de glædet os til at møde os.

Fi sendte et billede på sms til mig, som skulle vise at de syntes at det var helt OK at bruge noget tid sammen med os. Herligt! Og det var nogen helt vidunderlige timer vi tilbragte sammen. Skønt!










Tirsdag var der ingen vej udenom at stå tidligt op. Vi skulle nemlig mødes på Lake Tahoe Golf Club med Miki og Steve kl. 8. Vi havde en ualmindelig hyggelig formiddag med dem og det blev besluttet at 19. hul skulle indtages på en lejet båd på Lake Tahoe - sammen med deres døtre Sam og Stephanie.
Det var forrygende at opleve det hele fra søsiden - og selskabet var skønt. Vi har det rigtig dejligt sammen. Og det blev da også til at vi spiste sammen på Stateline Brewery og bagefter fik vi drinks på en irsk pub, McP´s. Endnu en dejlig dag i gode venners selskab.











Onsdag trængte vi til ikke at gøre en hel masse. Vi besluttede os dog til at tage et hike - omkring 8 km. til Grass Lake. Det var en supersmuk dag - og det var et overkommeligt hike. Vi havde vores frokost med derop og den blev indtaget ved søbredden.
















Om aftenen spiste vi på Fire + Ice, som er et ret sjovt koncept, hvor man selv vælger sit kød, grøntsager og andet tilbehør (dressing, krydderier mm.) og så bliver det tilberedt på en stor plade af nogen gutter som er vældig underholdende. (Lidt ligesom Mongolian BBQ, men med mere variation). Det hyggede vi os vældigt med.













Torsdag var det så tid til at forlade Lake Tahoe - og det var faktisk lidt svært, for det er et super dejligt sted. Vi talte en del om at havde vi været amerikanere, ville det være et fantastisk sted at slå sig ned: Masser af skiløb om vinteren og golf og andre skønne aktiviteter om sommeren. Godtnok er det ikke havet, men det kommer altså rimelig tæt på...

Vi kørte i første omgang til Sacramento, som vi fra flere havde hørt var temmelig intetsigende. På den anden side er det jo Californiens hovedstad, så vi måtte da lige besøge den. Vi var heller ikke i stand til at finde den by sådan rigtig fascinerende. Men de har en fin Capitol (senatsbygning) - og det var vel lidt ligesom dét.














Vi skulle overnatte i Modesto, hvor de heldigvis da også lige havde en golfbane, så vi snuppede lige 18 huller. Ganske glimrende, men langt fra den banestandard vi er vant til fra Utah. (Men vi er også MEGET godt vant). Vi nåede at spille færdig inden solnedgang - og besluttede at indtage middagen på vejen tilbage til hotellet. Jeg havde tjekket et japansk sted ud - og Michael var med på idéen. Egentlig troede vi at vi skulle have sushi, men dette var et sted, hvor de laver traditionel japansk mad - og det var SÅ lækkert! Jeg fik sukiyaki, som jeg er helt tosset med og ikke tidligere er stødt på herovre. Jeg var næsten i ekstase. (Billedet driller lidt - jeg kan ikke gøre noget ved de mærkelige øjne) Michael havde meget svært ved at acceptere at jeg ville have et råt æg til - men sådan spiser japanerne det altså. Og det bad jeg om. Det er muligt at min kære husbond ikke var voldsomt imponeret, men det tog kegler hos ejeren, som bekræftede at det er sådan de (altså japanerne) spiser det. Man dypper kødet (oksekød tilberedt i en kraftig fond) i det sammenpiskede æg inden man spiser det. Der er også nudler, kinakål og tofu i fonden. Mumf. Michael var også rigtig godt tilfreds med den stærktkrydrede kyllingeret som han fik. Ejeren var meget sød, fortalte os at de har haft restauranten i 27 år - beliggende samme sted - og hun viste mig lidt origami. Dejlig, uventet oplevelse. Vi var de eneste i restauranten - måske fordi køkkenet lukker klokken 20.30 - og vi var der vel 5 min før. Men som det forhåbentlig fremgår, tog de sig rigtig pænt af os alligevel.

Fredag kørte vi til nationalparkerne Kings Canyon og Sequoia. De er sammenhængende og jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor man sådan deler dem op??? Her er den væsentligste attraktion de store seqouia træer - og de er sørme også store. Det største, General Shermans træ, er 84 m højt og har en diameter på 7,7 m. Efter sigende er det verdens største træ - målt i volumen. Da vi syntes at vi havde set træer nok, kørte vi ud af parken til Three Rivers, hvor vi stadig (lørdag) befinder os.










Vi havde set at de sørme også her har en golfbane, og den skulle da lige tjekkes ud fra morgenstunden. På nettet kunne vi se at det var en 9-huls bane - og det passede rigtig fint i vores program (eller retter i vores dag uden program). Men den var lukket - altså ligesom i "out of business".


I stedet kørte vi så til Exeter, som ligger omkring 25 km. herfra. Det var en utrolig hyggelig oplevelse. Banens par var 29, så der var masser af par-3 huller. Det er så langt fra den bedst vedligeholdte bane, vi har spillet på, og stedet var i det hele taget temmelig slidt, men der var bare noget over stemningen. Alle var utrolig imødekommende - jeg tror ikke at der kommer ret mange fremmede og spiller. Da vi var færdige, nød vi en øl udenfor klubhuset.

Exeter har et motto, som siger at byer er verdens citrus hovedstad - og der er også RIGTIG mange citrustræer. Meget smukt.

I morgen skal vi videre. Jeg ved ikke hvorhen, da det er en overraskelse, så det bliver jo lidt spændende. Jeg har utallinge gange forsøgt at få noget ud af Michael: Hvad for noget tøj skal jeg have på? Hvor længe skal vi køre? Hvor varmt er der? Men det er endnu ikke lykkedes mig at få noget som helst ud af ham. MEGET frustrerende - men på den anden side elsker jeg jo overraskelser, så...

fredag den 5. juli 2013

FERIE!!!

Marianne:
Torsdag morgen startede vores ferie. Vi stod forholdsvis tidligt op, pakkede bilen og kørte mod sydvest.  Målet for dagens (lange!) køretur, var Carson City, NV. Denne tur er ikke den meste spændende man kan tænke sig; godt 500 miles (ca. 800 km), hvor det bare går lige ud. Ikke noget med at dreje - overhovedet! Vi gjorde dog et par stop undervejs, da der var nogen ting som vi gerne ville fotografere.
Første stop var umiddelbart vest for Salt Lake City, hvor vi efter 1/2 times kørsel kom til Saltair II Pavillion, som er en stort set forladt bygning beliggende ved bredden af the Great Salt Lake. Stedet har tjent som badeanstalt, underholdningssted (bl.a. spillede Glen Miller her i sin tid) - og det hele var i mange år ejet af mormonerne - derfor var det i orden at frekventere stedet. Kirken valgte dog at sælge det, da det var ret kontroversielt at der blev solgt både kaffe og alkohol - og ikke mindst at der var åbent om søndagen. Det er en særdeles særpræget bygning - og vi måtte altså have den foreviget.

Næste stop var efter yderligere 1 1/2 times kørsel - ca. 30 km. før Wendover og demed grænsen til Nevada. Tree of Life - en stor skulptur (27 m) blev i 1980´erne skabt af svenskeren Karl Momen. Den står virkelig "in the middle of nowhere" - og er kilde til stor undren. Men den er ret fin.

Derfra kørte vi direkte til Carson City. Sidst vi var denne vej, gjorde vi stop i Reno, og det var vi mildest talt ikke voldsomt begejstret for. Derfor blev det denne gang Carson City, som vi begge syntes virkede mere imødekommende. Byen er hovedstad i staten Nevada, hvilket overraskede os noget. Den er nemlig ikke specielt stor - omkring 55.000 indbyggere.
Vi kørte forbi Capitolbygningen og måtte have et billede. Pga. byens forhistorie som sølv-centrum, er kuplen på bygningen malet sølvfarvet. Efter at vi var checket ind på vores hotel, var det tid til at få noget at spise. Vi fik fin hjælp fra hotellets reception - og hendes anbefalinger stemte vel overens med vores research på nettet. Så vi kørte downtown - og stort set ALT var lukket. Vi havde ikke tænkt videre over at det var 4. juli - amerikanernes uafhængighedsdag.

Tilsyneladende går de ikke ud og spiser denne dag. Men vi fandt dog et sjovt sted, Red´s Old 395 Grill. En stor restaurant med helt vildt mange artifakter udstillet.

















Der var en damptromle fra 1923, som blev brugt på Wall Street i New York og i loftet hænger blandt meget andet en gammel vogn, som blev brugt i filmen "Abernes Planet" fra 1968 med Charlton Heston. Både maden og betjeningen var rigtig god, så det endte med at blive en rigtig god oplevelse.

Fredag morgen kørte vi til Virginia City, som egentlig er en genoplivet spøgelsesby fra guldgravertiden. Der blev fundet masser af både guld og sølv i området omkring 1860. Byen voksede til omkring 30.000 indbyggere - nu er der kun knap 1000 beboere. Minedriften stoppede allerede efter 20 år og i dag lever byen helt og aldeles af turisme - og de gør det ret godt. Det er en hyggelig by med træfortove, masser af butikker med skidt og kanel og også et par fungerende saloons.


Vi valgte dog at gå på "The Roasting House" og få kaffe. Et usædvanlig dejligt sted med meget lækker atmosfære og fantastisk kaffe.










Turen gik herfra gennem bjergene, forbi Mt. Rose, mod Lake Tahoe. Og alle de overvældende beskrivelser vi har fået af stedet holdt stik: Det ER virkelig en fantastisk smuk sø.

Igen havde vi ikke liiige taget højde for at dagen var det en fridag for langt de fleste amerikanere - og de havde tilsyneladende alle valgt at besøge Lake Tahoe. Gennem flere af de små byer ved kysten kørte vi i kø, men vi havde jo tid nok, så det gjorde ikke så meget. Vi parkerede bilen ved Tahoe Vista, hvor vi spiste vores frokost.

Efter at have siddet og nydt vejret og udsigten, kørte vi til Truckee, hvor vi skal overnatte de kommende 3 nætter. Det er en fin ét-rums lejlighed med en skøn terrasse og udsigt til skov. Lige nu sidder vi på sengen med hver sin computer og forsøger at finde energi til at tage ud og spise. Det bliver nok i Kings Beach, som vi kørte igennem tidligere på dagen og som virkede super indbydende.




Og det blev det så. Vi er netop kommet retur efter at have spist herligt sushi og bagefter kiggede vi lidt nærmere på det resort vi bor i - Northstar. Det er primært et skiresort, men her er også rigtig skønt om sommeren.



torsdag den 4. juli 2013

Herlig uge

Marianne:

Til min fødselsdag forærede Ingrid mig et gavekort til en japansk spa, Kura Door, i Salt Lake City. Vi havde besluttet os til at vi skulle have denne oplevelse sammen - og det gjorde vi onsdag i forrige uge. Stedet er meget æstetisk og med en fantastisk følelse af ro. Vi startede med at klæde om til kimono og klipklapper. Vi blev vist til et rum med 2 store metal siddebadekar fyldt med vand. Vi valgte hver vores badesalt som blev tilsat og dernæst skulle vi vælge mellem 3 slags te, som skulle indtages mens vi badede. Efter at have sænket vores kroppe i det varme vand, lagde vi agurkeskiver på øjnene og slappede fuldstændig af i godt en halv time. Vi stod op og blev vasket på ryggen med myntesæbe, hvorefter vi igen hoppede i karret. Efter omkring tre kvarter, var det tid til at stå op. Umiddelbart efter gik vi ned i kælderen, hvor vi hver fik en fantastisk massage. Jeg fik en såkaldt samurai massage - jeg er ret overbevist om at massøren kravlede på ryggen af mig, men jeg fik aldrig spurgt hende. Bagefter var jeg totalt afslappet. Inden vi fortsatte forkælelsen i hhv. dampbad og sauna, slappede vi af i et meditationsrum, hvor vi indtog mere te, koldt vand, syltet ingefær, tørrede abrikoser og mandler. Vi tilbragte i alt næsten 5 timer på stedet. Og så var vi klar til at se verden i øjnene igen. (Og totalt udmattede!)

Sidste weekend var temmelig hektisk. Fredag havde jeg inviteret Lorraine på frokost i Ogden. Det var egentlig en forsinket fødselsdagsfrokost. På vejen dertil kørte vi forbi hendes datter Tawny, som for nylig flyttede i et KÆMPE hus i Layton - ca. 900 kvadratmeter. Dejligt - på den amerikanske måde :-) Frokosten indtog vi på et sjovt sted, Slackwater, som jeg tidligere har besøgt med Michele. Jeg vidste at det nok var sådan lidt udfordrende for Lorraine, da de bl.a. er kendt for deres store udvalg af forskellige øl. Men maden er god - og man kan sidde udenfor, hvilket er ret sjældent her. Heldigvis har de vifter, så det var til at holde ud, selvom det stadig var temmelig varmt. Og jeg tror egentlig at Lorraine syntes at det var fint at prøve noget nyt.

Fredag aften havde vi besøg af Michaels amerikanske program manager Sonja og hendes kæreste Steve. Det var meningen at vi skulle have siddet ude og spise, men det var simplethen ALT for varmt. De kom kl. 18.30 og på det tidspunkt var det stadig over 30 grader på terrassen. Så vi sad i stuen. Michael røgede kyllinger. Dertil fik vi nogen lækre salater og masser af kølig hvidvin. Det var superhyggeligt. Jeg var dog ret tilfreds med ikke at være inden i Sonjas krop dagen efter, for det kan umuligt have været særlig sjovt.

Lørdag formiddag tog Michael på Bountiful Ridge for at spille golf - sammen med alle de andre som havde fået samme idé. Hans runde kom til at tage mere end 6 timer - normalt varer det omkring 4 timer. Jeg blev hentet af Ingrid kl. 10 og vi kørte sydpå. I første omgang var målet byen Nephi, som ligger 5 kvarters kørsel herfra.

Vi skulle se og fotografere verdens største lavendelmarker. Jeg havde i forvejen ringet derned for at sikre mig at de var i blomst - og det fik jeg bekræftet. Alligevel var vi begge lidt skuffede da vi så det dernede. Jeg huskede det som værende VILDT lilla, men det kan sagtens være fordi det efterhånden er flere år siden jeg sidst så dem i blomst. Måske har jeg i mit hoved forherliget virkeligheden? Vi fik dog alligevel nogen billeder - og det var fint. Stedet er ejet af Dr. Young, som er specialist i æteriske fremstilling af diverse æteriske olier - og altså bl.a. lavendelolie. Olierne sælges til hele verden - bl.a. til parfumeproducenterne i Grasse.

Da vi ikke kunne holde ud at være udendørs længere (det var over 40 grader), tog vi bilen og kørte lidt nordpå igen. Her tog vi til et helt nyt outlet, Travers Mountain, i Lehi. Der var ikke særlig mange mennesker i de mange lækre butikker. Vi havde ikke været der mere end omkring 5 min. før vi mødte nogen vi kendte: Albert, Jennifer og deres datter.
De skulle lige handle det sidste inden de dagen efter rejste hjem til Singapore. Det var dejligt at få lejlighed til at tage ordentlig afsked med dem. Ingrid og jeg så langt fra alle butikkerne - men fik købt en del forskellige ting. Og vigtigst: Vi hyggede os gevaldigt.









Søndag stod vi tidligt op og mødtes  kl. 6.45 på Bountiful Ridge med Joyce og Bob, Uji og Bill samt Hope og Rico. Vi spillede 18 huller - og sørme om jeg ikke spillede hæderligt. Dejligt!
Da vi var færdige, kørte Michael og jeg straks til Layton, hvor Filipa og Luis havde afskedsbrunch. Det var sidste gang vi så dem inden de alle rejste til New York. Filipa og ungerne fortsatte derfra hjem til Portugal og Luis kom retur til Utah. Han rejser hjem for at blive i starten af august. Det var svært at sige farvel, men det var også en rigtig hyggelig måde at gøre det på.





Efter at have forladt familien Meireles, kørte vi op til Snowbasin. Vi håbede at det dér ville være koldere, men det var nu ikke meget. Selv deroppe var det 35 grader.
Vi mødtes med Miki og Steve. Sjovt nok kender både Michael og jeg Miki - totalt uafhængig af hinanden. Michael har taget skilektioner på Snowbasin med hende to på hinanden følgende sæsoner. Jeg møder hende ind imellem om mandagen når vi spiller golf mod andre klubber. Hun spiller for Sun Hills i Layton. Der var masser af mennesker deroppe - dels fordi vi ikke var de eneste som håbede på lidt køligere temperaturer, dels fordi Lucas Nelson (Willie Nelsons søn) spillede deroppe. Det var supergod musik og herligt selskab.

På vej hjem fra Snowbasin, modtog vi en sms fra én af vores naboer, at vi kl. 21 skulle mødes hos dem for at planlægge vores tur til Lake Powell i august. Vi nåede hjem og fik et bad og lidt at spise inden vi måtte ud af huset igen. Da vi lå i vores senge efter en lang, begivenhedsrig dag, var vi MEGET trætte. Og jeg skulle op kl. 5.15 næste morgen!




Mandag morgen kørte jeg til Ogden, hvor jeg skulle spille golfturnering.
Det gik rimeligt - men langt fra så godt som dagen før.

Også tirsdag bød på golf. Denne gang var det en turnering på Bountiful Ridge, hvor medlemmerne i Women´s League inviterede venner til at spille. Jeg havde inviteret Miki. Vi spillede pænt - absolut ikke prangende, men det endte da med at vi fik en andenplads i vores flight. Og vi hyggede os, hvilket var nok så vigtigt. Da jeg kom hjem skyndte jeg mig at tage et bad og kørte så op til Layton, hvor Claudia fra Tyskland holdt kaffeslabberas. Hun havde bagt herlig kage og efter at have indtaget det indedørs, rykkede vi ud i haven under de skyggefulde træer. Hyggeligt!