Beretninger fra en temmelig frustreret skulderopereret

Marianne:
Sidste fredag (den 10.) var vi inviteret til house warming hos Mike (en af Michaels amerikanske kolleger) og Michelle i Syracuse. De har lige bygget et dejligt nyt hus, som de gerne ville vise frem til nogen af os Internationale. Samtidig var det en fin mulighed for at gense Wouter og Lia (fra Holland) som i vinter flyttede til Washington DC. De var på besøg nogen få dage i Utah. Vi startede med BBQ udenfor - dejligt endelig at kunne opholde sig udendørs. Ud på aftenen blev det dog lidt køligt, og vi rykkede ned i kælderen, hvor de har et skønt "entertainment-room" med en fin bar. Der kommer snart et poolbord og en dartskive, hvilket slet ikke gør rummet mindre attraktivt.

Det var en rigtig hyggelig aften - også selvom værtinden måtte lægges i seng. Hun var så begejstret over ENDELIG at have fået nogen gæster som ville indtage alkohol, at hun ikke lige selv helt kunne styre det. (Det er et udpræget mormon-kvarter de har bygget i, så naboerne kommer ikke lige forbi og får en bajer...)












Jeg har igennem længere tid gået til fysioterapi 2 gange om ugen, da min skulder igen begyndte at gøre ondt. Jeg havde jo en naiv forestilling om at jeg efter operationen i juli sidste år ville blive helt som ny igen - det er bare aldrig rigtig blevet sådan. Og selvom jeg synes at terapien hjælper, går det bare ALT for langsomt. Jeg var hos ortopædkirurgen, som egentlig var enig - og vi blev enige om at forsøge med endnu en manipulation foretaget under anæstesi. Dvs. at de giver mig en blok i skulderen og lægger mig til at sove og så er konceptet vel egenlig "bare" at de hiver og trækker indtil de opnår den ønskede bevægelighed i den frosne skulder. Heldigvis er jeg jo ikke vidne til den del af festen - jeg har bare "fornøjelsen" bagefter. Jeg fik dette indgreb foretaget i tirsdags. Da det var overstået og jeg var kommet sådan nogenlunde til mig selv, kørte Michael mig til fysioterapeuten, som skulle arbejde lidt med mig for at undgå at skulderen fryser igen. Jeg havde absolut INGEN kontrol over armen, så han kunne gøre med mig hvad han ville - og jo, det kunne de vel begge - altså Michael og fysioterapeuten... Jeg fik et par øvelser som jeg skulle gøre hjemme indtil jeg igen havde fuld følelse i armen - og ellers måtte vi jo bare vente og se hvor længe det ville vare før armen igen var under min kontrol. Det kan vare op til 36 timer. Så længe gik der heldigvis ikke. I løbet af natten begyndte jeg så småt at få smerter, så jeg tog noget smertestillende. Om morgenen havde jeg stort set fuld følelse i hele arm og skulder. Det var sådan en lettelse - også selvom det var ensbetydende med smerter. Men hellere det! Nu er planen at jeg skal have terapi HVER dag i 10 dage - og derudover lave øvelser hjemme. Men det virker som om der sker fremskridt - dog stadig ALT for langsomt efter min smag, men det skal man nok ikke helt tage for gode varer. Når det kommer til den slags er jeg absolut ikke særlig tålmodig.


Mandag, inden jeg skulle på hospitalet, havde jeg en undervisningsseance her i huset. Der var 8 piger som deltog. Jeg skulle lære dem nogen teknikker, som jeg havde brugt til at lave to maskuline kort. ALLE synes at det er supersvært at lave kort til mænd, så interessen for denne klasse var ret stor. Jeg havde dog sat et maksimum på 8 deltagere, da der var ret mange nye ting at lære. Det gik rigtig fint - og alle tog hjem med færdige kort som var meget fine. Jeg holder endnu en klasse i juni og så er der pause til september, hvor jeg tager det op igen. Jeg synes det er sjovt at undervise - og det holder mig på tæerne mht at følge med i nye teknikker.

I den forgangne uge har jeg ikke lavet ret meget. Primært fordi jeg har været påvirket af den smertestilende medicin, som gør at jeg konstant har været lidt svimmel og meget træt. Onsdag ville jeg lige tage en morfar i en times tid - og vågnede op 3 timer senere! Vildt! Jeg har dog haft nok energi til at bevæge mig ned i kælderen og lege lidt med mine stempler - og jeg har fået lavet en masse kort.
Jeg har planer om at sende kort til nogen af de piger, som jeg lærte at kende her, og som nu er tilbage i deres hjemlande. Det bliver ikke til så meget kontakt i hverdagen - og det vil jeg så forsøge at råde bod på. Jeg hygger mig vældig med det - og så har jeg jo rig lejlighed til at tænke på de søde mennesker som skal modtage kortene.

Jeg fik også lavet et ret sjovt "god bedring" kort. Heldigvis er der ikke umiddelbart nogen som har brug for det lige nu, men så har jeg jo ét på lager... Et lille kuriosum er at Michael faktisk var ret involveret i designet af dette kort. Da jeg i første omgang havde lavet plasteret, manglede der ligesom noget. Jeg var tom for idéer - og MB kom op med idéen om at sætte et lille plaster på - med gaze. Og jeg synes faktisk at det gør det helt færdigt. Super kreativt. Egentlig er det ret tit at Michael kommer med forslag til forbedringer - det er herligt at have sådan resource i baghånden!

Her til aften kørte vi ned ad bakken for at tage nogen billeder af solnedgangen. Det blev dog MEGET skyet og der kom også regn, så det blev ikke helt som vi havde tænkt os. Men vi fik alligevel noget rigtig fine billeder. Det ene er taget ud over søen og Antelope Island. Det andet, er taget op mod bjergene - vi var vældig fascineret af de hvide "søjler" midt i alt det sorte.