:-)

Marianne:
Nu var jeg jo ikke sådan videre positiv sidst jeg skrev - i hvert fald når det gjaldt min skulder. Men siden er der sørme sket ting og sager!
I mandags syntes jeg endelig, at der var fremskridt at spore, da jeg var til fys. Men jeg var en smule forsigtig med at glæde mig alt for meget, for indtil da havde det typisk været således at en god dag blev fulgt af en dårlig dag. Men tirsdag var også god. Og jeg har ikke haft en dårlig dag siden!
Fredag var jeg hos ortopædkirurgen til opfølgning efter manipulationen - og selv han var imponeret. I de kommende 4-6 uger skal jeg "kun" til fys 2 gange om ugen - og derudover fortsat lave øvelser 2 gange daglig her hjemme. Men det er helt OK. Det er under alle omstændigheder væsentlig bedre end det har været.

Inden manipulationen sagde lægen til mig - desværre mens Michael hørte på det - at havearbejde absolut ville være en fornuftig foreteelse. Hmmm. Nu er er det jo ikke liiiige det som ligger mit hjerte nærmest, men i dag tænkte jeg at jeg nok hellere måtte få set lidt på det. For et par uger siden fik vi en bunke muld af Lorraine - og det skulle spredes. Først skulle der dog luges. Så jeg gik i gang foran huset. Da jeg var færdig så det rigtig fint ud. Jeg plantede også nogen petunia i potterne ved postkassen og et par krysantemer foran huset. Nu er det SÅ fint! (Der er ingen billeder, for sådan nogen nyplantede  blomster ser nu en gang sådan lidt forkølede ud. De skal lige have lov til at komme sig).

Baghaven var et større projekt. Der var endnu ikke blevet luget efter vinteren - så der var en del at komme efter. Jeg har gennem et stykke tid overvejet at klippe vores thujaer ned, da dyrene har spist dem således at der egentlig kun var nogen kedelig brune grene tilbage. Det fik jeg effektueret - og selvom der blev nogen tomme pletter, ser det nu langt bedre ud end det gjorde. Da Michael kom hjem (ja, han havde været ude at spille golf), hjalp han med at skære de sidste ned. Det hjalp gevaldigt da han fandt en sav til at save i træ med - den kunne jeg ikke finde, så jeg havde (åbenbart) brugt en metalsav. Forholdsvis urutineret, men det virkede jo, så... Også baghaven fik en gang muld og så blev der plantet krydderurter i potter.

Sammen med dem satte jeg også en lavendel - den dufter så fantastisk og det ser rigtig fint ud, synes jeg. Da jeg var færdig med alt det hårde arbejde, satte jeg vandingsanlægget til, så nu bliver der vandet dagligt uden at vi behøver tænke over det. Det gør det noget lettere at tage væk på ferie og den slags.

Nu glæder jeg mig til at sidde derude og læse en bog.

Og jeg fik slet ikke nævnt det allerbedste af det hele: Jeg mærkede overhovedet intet til skulderen. I mere en et år har det været sådan at når jeg lavede den slags arbejde, skulle jeg i ét eller andet omfang tage et vist hensyn. Men det behøvede jeg ikke. Fantastisk!

Beretninger fra en temmelig frustreret skulderopereret

Marianne:
Sidste fredag (den 10.) var vi inviteret til house warming hos Mike (en af Michaels amerikanske kolleger) og Michelle i Syracuse. De har lige bygget et dejligt nyt hus, som de gerne ville vise frem til nogen af os Internationale. Samtidig var det en fin mulighed for at gense Wouter og Lia (fra Holland) som i vinter flyttede til Washington DC. De var på besøg nogen få dage i Utah. Vi startede med BBQ udenfor - dejligt endelig at kunne opholde sig udendørs. Ud på aftenen blev det dog lidt køligt, og vi rykkede ned i kælderen, hvor de har et skønt "entertainment-room" med en fin bar. Der kommer snart et poolbord og en dartskive, hvilket slet ikke gør rummet mindre attraktivt.

Det var en rigtig hyggelig aften - også selvom værtinden måtte lægges i seng. Hun var så begejstret over ENDELIG at have fået nogen gæster som ville indtage alkohol, at hun ikke lige selv helt kunne styre det. (Det er et udpræget mormon-kvarter de har bygget i, så naboerne kommer ikke lige forbi og får en bajer...)












Jeg har igennem længere tid gået til fysioterapi 2 gange om ugen, da min skulder igen begyndte at gøre ondt. Jeg havde jo en naiv forestilling om at jeg efter operationen i juli sidste år ville blive helt som ny igen - det er bare aldrig rigtig blevet sådan. Og selvom jeg synes at terapien hjælper, går det bare ALT for langsomt. Jeg var hos ortopædkirurgen, som egentlig var enig - og vi blev enige om at forsøge med endnu en manipulation foretaget under anæstesi. Dvs. at de giver mig en blok i skulderen og lægger mig til at sove og så er konceptet vel egenlig "bare" at de hiver og trækker indtil de opnår den ønskede bevægelighed i den frosne skulder. Heldigvis er jeg jo ikke vidne til den del af festen - jeg har bare "fornøjelsen" bagefter. Jeg fik dette indgreb foretaget i tirsdags. Da det var overstået og jeg var kommet sådan nogenlunde til mig selv, kørte Michael mig til fysioterapeuten, som skulle arbejde lidt med mig for at undgå at skulderen fryser igen. Jeg havde absolut INGEN kontrol over armen, så han kunne gøre med mig hvad han ville - og jo, det kunne de vel begge - altså Michael og fysioterapeuten... Jeg fik et par øvelser som jeg skulle gøre hjemme indtil jeg igen havde fuld følelse i armen - og ellers måtte vi jo bare vente og se hvor længe det ville vare før armen igen var under min kontrol. Det kan vare op til 36 timer. Så længe gik der heldigvis ikke. I løbet af natten begyndte jeg så småt at få smerter, så jeg tog noget smertestillende. Om morgenen havde jeg stort set fuld følelse i hele arm og skulder. Det var sådan en lettelse - også selvom det var ensbetydende med smerter. Men hellere det! Nu er planen at jeg skal have terapi HVER dag i 10 dage - og derudover lave øvelser hjemme. Men det virker som om der sker fremskridt - dog stadig ALT for langsomt efter min smag, men det skal man nok ikke helt tage for gode varer. Når det kommer til den slags er jeg absolut ikke særlig tålmodig.


Mandag, inden jeg skulle på hospitalet, havde jeg en undervisningsseance her i huset. Der var 8 piger som deltog. Jeg skulle lære dem nogen teknikker, som jeg havde brugt til at lave to maskuline kort. ALLE synes at det er supersvært at lave kort til mænd, så interessen for denne klasse var ret stor. Jeg havde dog sat et maksimum på 8 deltagere, da der var ret mange nye ting at lære. Det gik rigtig fint - og alle tog hjem med færdige kort som var meget fine. Jeg holder endnu en klasse i juni og så er der pause til september, hvor jeg tager det op igen. Jeg synes det er sjovt at undervise - og det holder mig på tæerne mht at følge med i nye teknikker.

I den forgangne uge har jeg ikke lavet ret meget. Primært fordi jeg har været påvirket af den smertestilende medicin, som gør at jeg konstant har været lidt svimmel og meget træt. Onsdag ville jeg lige tage en morfar i en times tid - og vågnede op 3 timer senere! Vildt! Jeg har dog haft nok energi til at bevæge mig ned i kælderen og lege lidt med mine stempler - og jeg har fået lavet en masse kort.
Jeg har planer om at sende kort til nogen af de piger, som jeg lærte at kende her, og som nu er tilbage i deres hjemlande. Det bliver ikke til så meget kontakt i hverdagen - og det vil jeg så forsøge at råde bod på. Jeg hygger mig vældig med det - og så har jeg jo rig lejlighed til at tænke på de søde mennesker som skal modtage kortene.

Jeg fik også lavet et ret sjovt "god bedring" kort. Heldigvis er der ikke umiddelbart nogen som har brug for det lige nu, men så har jeg jo ét på lager... Et lille kuriosum er at Michael faktisk var ret involveret i designet af dette kort. Da jeg i første omgang havde lavet plasteret, manglede der ligesom noget. Jeg var tom for idéer - og MB kom op med idéen om at sætte et lille plaster på - med gaze. Og jeg synes faktisk at det gør det helt færdigt. Super kreativt. Egentlig er det ret tit at Michael kommer med forslag til forbedringer - det er herligt at have sådan resource i baghånden!

Her til aften kørte vi ned ad bakken for at tage nogen billeder af solnedgangen. Det blev dog MEGET skyet og der kom også regn, så det blev ikke helt som vi havde tænkt os. Men vi fik alligevel noget rigtig fine billeder. Det ene er taget ud over søen og Antelope Island. Det andet, er taget op mod bjergene - vi var vældig fascineret af de hvide "søjler" midt i alt det sorte.

Det er så længe siden ..

Michael:
Det er så længe siden, jeg har kunnet komme til computeren for at skrive på bloggen !!
Nå, men jeg har nok heller ikke rigtig oplevet så meget, som er værd at skrive om. Jeg var i starten af måneden tilbage på skolebænken i Ohio ved GolfWorks for at lære noget mere om golfskafter. Som sædvanlig var vi igennem en del teori, hvor vi studerede og analyserede en masse data, hvorefter vi testede over 100 forskellige skafter. Til sidst skulle vi så lave (udvælge, tilpasse og trimme) et golf-sæt til nogle præcise specifikationer. Vi fik i udviklingsafdelingen en unik lejlighed for at se nogle at næste års modeller fra et par af de store producenter. Det blev til nogle lange dage og aftener, men endnu engang var det fantastisk at være hos GolfWorks og opleve et af verdens største videnscentre indenfor golfkøller og -jern.
I Kr. Himmelfartsdagene var jeg Wendover (2 timers kørsel vest på, lige på grænsen til Nevada) sammen med tre andre golfdrenge for at deltage i en golfturnering. Jeg havde valgt at køre på motorcykel, fordi jeg skulle hjem så hurtig som muligt, når vi var færdige fredag eftermiddag - vi skulle til party fredag aften. De andre havde taget mit golfsæt med i bilen, og det var jo en god plan alt sammen. Inden jeg kørte hjemmefra checkede jeg triptælleren, som jeg altid bruger til at beregning af hvornår jeg skal tanke - jeg har normalt 150-160 miles på tank + 25 miles på reservetanken. Jeg havde 120 miles til Wendover, og jeg havde jvf. triptælleren kun kørt 17 miles, så det var bare fint. Til min store overraskelse begyndte min low fuel lampe at lyse efter kun 90 miles på triptælleren, det vil sige cirka 50 miles før Wendover !!!!

De sidste 50-60 miles før Wendover er bare saltørken, hvor der ikke er en levende sjæl udover bilister på vejen og dem kan der også være langt imellem. Jeg satte farten ned og begyndte at køre meget økonomisk.  
Men efter 25, 30 og 35 miles var jeg kommet frem til konklusionen at måleren måtte være defekt. 
Men 10 miles før Wendover løb jeg tør :-(

Jeg vidste at de andre var bag mig, og efter et par minutter kom de blæsende forbi, hvor jeg stod og viftede med arme og ben. Vi fik kontakt og de kom tilbage med noget benzin. I mellemtiden fik jeg vinket tre biler og en Highway Patrol ind, men ingen af dem havde en reservedunk med i bilen. 
Det er sikkert noget jeg kommer til at høre for i den kommende tid.
Som kuriosum kan jeg nævne at vejen tilbage gik fint uden at skulle tanke, så jeg er temmelig sikker på at triptælleren er blevet reset da motorcyklen var til service for et par uge siden.

SÅ heldig!

Marianne:
Siden vi kom her til USA, har vores liv været noget anderledes end hjemme i Danmark. For mit vedkommende har det været - og er - meget anderledes ikke at have et fuldtidsjob, som gjorde at jeg var travlt optaget mange af dagens timer. Men også noget som gav mig en masse både fagligt, socialt og økonomisk.
Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke har noget at få tiden til at gå med. Faktisk har jeg ret travlt det meste af tiden. En del af den travlhed forgår her hjemme, da det jo er ret naturligt at jeg påtager mig flere af de hjemlige pligter.
Derfor var det også bare så dejligt i går at komme hjem fra en sen aftale hos fysioterapeuten til et dækket bord - og Michael havde lavet bøf med bløde løg! Det var et skønt, men også meget modigt menuvalg. For mor laver bare verdens bedste bøffer! Men jeg må sige at Michaels kommer meget tæt på.
Jeg er bare SÅ heldig at have sådan én som ham!

Forår i Bountiful

Marianne:
Foråret er kommet til Bountiful - og det var sørme også på tide! Men det er stadig ikke sådan rigtig varmt. Det er lidt ligesom hjemme i Danmark, at man kan forvente hvad som helst, når det drejer sig om vejret. April var frygtelig kold - hvilket jo var fint set ud fra en skiløbers synspunkt, men knap så fint fra en en golfspillers. Og hvad er det så lige at jeg er? Ja, jeg kan i hvert fald konstatere at jeg ikke har savnet at stå på ski siden Snowbasin lukkede den 14. april. Men det blev også til rigtig meget skiløb i denne sæson. Nu hvor vi er kommet ind i maj måned, starter jeg med at spille golf i Women´s League på Bountiful Ridge, som ligger 10 min. kørsel herfra. Vi spiller om tirsdagen. Om mandagen spiller jeg turnering, hvor vi besøger forskellige klubber, som alle ligger nord herfor. Det er ret sjovt.

Da jeg skrev sidst, skulle jeg have spillet turnering på Hill med Snowbasin, men det blev udskudt. Jeg havde endnu ikke været deroppe og spille, så det var lidt heldigt at det først blev ugen efter. Så kunne jeg lige komme derop og prøve formen af en enkelt gang. Det gjorde Michael og jeg torsdag den 18. Og hold da helt ferie hvor var det koldt! Vinden var bidende, men vi klarede det. Jeg var også pakket ind med lange underbukser og det hele. Og det er altså som om at det ikke er helt det samme. Det bliver lidt mere besværligt. Men det var en flot dag - og vi kunne nyde synet af Snowbasins bagside når vi kiggede op i bjergene. Herligt! Turneringen om mandagen (den 22.) gik fint. Det var endnu en kold dag, men vi hyggede os og det var jo det vigtigste.

Og nu vi er ved dét med golfspillet, må jeg hellere fortælle at jeg har fået min egen personlige træner (eller pro, som det jo hedder). Efter min skulderoperation har jeg haft problemer med at få mit sving til at fungere. Ikke fordi det gør ondt, men måske sidder det i baghovedet er jeg er nervøs for at det skal komme til det? Fysioterapeuten (som også spiller golf), mener dog nærmere der er tale om at jeg er blevet meget svagere i venstre skulder i løbet af den tid jeg har haft problemer - og det giver jo egentlig god mening. Så Michael har derfor hjulpet mig med at få styr på det igen. Det er ikke sådan at jeg er der endnu - men det skal nok komme. Og han tager glad og gerne? med mig ned på en driving range som ligger her i nærheden. Det er dejligt at han gider. Her er et billede fra forrige søndag, hvor vi havde spillet med Uji og Bill om formiddagen. Jeg måtte simpelthen give op efter 8 huller. (Og det brød jeg mig ikke om!!!) Men jeg kunne SLET ikke få det til at køre. Så jeg kørte hjem og bagte cookies i stedet for. Dem tog jeg med op, da jeg hentede Michael et par timer senere. Jeg havde fået noget andet at tænke på - og den gestus blev modtaget med åbne arme. Senere på dagen tog vi ned på driving range og jeg fik nogenlunde styr på det igen. Dejligt med en særdeles tålmodig træner :-)

Lørdag den 20. var jeg på besøg på Stampin´Ups kontor. De afholdt en træningsdag - og det var en ret interessant oplevelse. Jeg lærte en del nyt og mødte en masse mennesker. Det er utroligt at se som nogen er totalt oppe at køre over den slags. Altså, jeg var da også begejstret, men syntes alligevel ikke at det var noget som kunne få mig til hverken at skrige eller skråle. Men sådan var der nogen (læs: mange) som gjorde. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er fra "det kolde nord", men det var altså for meget for mig. Heldigvis var dem som jeg var sammen med helt enige. Da vi var færdige var vi nogen som tog på Cheesecake Factory og spiste middag. Hyggeligt.

Den 28. tog MB til Ohio. Han skulle på kursus i skafter. Ja, det er noget med de dér golfkøller som han tilpasser og bygger. Skafterne er altså et emne helt for sig. Kurset var rigtig godt og han lærte en masse. Og det er jo hvad det handler om.

Onsdag (den 1. maj) havde Claudia fra Tyskland inviteret til kaffe. Vi var 10 som mødtes hos hende i Layton - og det var rigtig hyggeligt. Planen var egentlig at vi skulle have siddet i haven, men da jeg kørte her fra Bountiful faldt der sne på bilen, så vi sad (heldigvis) indenfor.

I går var det så den 3. maj og jeg kunne for første gang sidde på terrassen og spise morgenmad. Jeg sad derude længe, da jeg forsøgte at planlægge vores sommerferie. Og det var rigtig dejligt. Mens jeg sad derude kunne jeg pludselig høre - og også senere se - en kolibri. SÅ er det altså forår! Den havde frygtelig travlt med hvad det nu var den havde gang i - og jeg fik så også frygtelig travlt med at få lavet noget sukkervand til den. Jeg vil jo gøre meget for at have nogen af dem i haven hele sommeren. Jeg hentede også kameraet, men det lykkedes ikke at få en billede. Det skal nok komme senere.

Og når vi nu er ved dyrelivet her på matriklen, så har jeg lige haft besøg af hele 7 mulhjorte på én gang. De fandt tilsyneladende noget at spise, for de var her temmelig længe. Heldigvis var det ukrudtet de havde gang i - og det må de altså hjertens gerne spise. Det lykkedes mig kun at få et billede af én af dem.