mandag den 21. januar 2013

Læææænge siden


Marianne:
Ja, det må siges at det er ved at være længe siden nogen sidst har været aktive her på bloggen. Så der er jo en del at tage fat i. 

Jeg arbejdede en hel del mellem jul og nytår. Og jeg hyggede mig gevaldigt med det. Det er som om de har set i øjnene at jeg kan andet end at undervise små nybegyndere - jeg har undervist alle aldersgrupper i år og på mange forskellige niveauer. Det gør bare ligesom det hele mere interessant for mig.  

Nytårsaften blev holdt hos Ingrid og Dominique fra Belgien. Inger-Lise og Øystein fra Norge var der også samt Liz og Dane og deres søn Christian - et dansk/amerikansk par som er nogen af Ingrid og Dominiques naboer.  Det var rigtig hyggeligt. 

Jeg havde arbejdet om dagen og efter et bad hjemme, kørte vi til Layton. Vi spiste forskellige småretter, som vi hver især havde lavet. Vi havde kransekage med samt et par småretter som vi for en gangs skyld havde købt færdige.


Vi fik masser af god mad og drak champagne hele aftenen. Skålede hver hele time med hvem i verden som nu var kommet ind i det nye år. Fint koncept! I løbet af aftenen spillede vi forskellige spil - ét af dem var Sequence - Øystein havde lavet et superflot bræt til Ingrid og Dominique og det indviede vi.  


Da klokken blev midnat, hoppede vi alle ned fra noget for at hoppe ind i det nye år. Det er en tradition som jeg har med fra Danmark - husker ikke helt hvor jeg oplevede det første gang. Men jeg ved at det ikke er noget vi gjorde, da jeg var barn. Men alle synes at det er en ret sjov idé. Bagefter gik vi ud for at fyre fyrværkeri af. Vi var de eneste i miles omkreds, men sådan er det åbenbart herovre. Vi fortsatte fejringen hver time indtil vi nåede Hawaii, som er kl. 04.00 vores tid. Så kunne Michael og jeg ikke mere. Da andre var gået hjem; MB og jeg skulle overnatte. Så vi gik i seng efter at have ryddet det meste op. Fin aften!  



Den 4. januar var vi inviteret til barnedåb hos Claudia og Matthias (Tyskland), som skulle have deres anden datter, Grethe-Marie døbt. Michael kunne desværre ikke deltage, da han havde møder den dag. (Det var en fredag).Det var en meget fin ceremoni, som foregik hjemme hos Claudia og Matthias. Præsten var en lutheransk, tysk feltpræst. Hun gjorde et fint stykke arbejde og jeg syntes at det var fantastisk hyggeligt at opleve en kirkelig handling som jeg kunne genkende. Jeg kendte ikke salmerne som blev sunget, men dåbsritualet var stort set som vi kender det fra Den Danske Folkekirke. Faktisk meget rørende.  

Jeg blev introduceret til fænomenet "dåbslys" som jeg ikke husker at have oplevet hjemme. Et lys som i dette tilfælde var dekoreret af de to gudmødre (jo, den er god nok, der var hele 2 af dem - og ingen faddere, som vi kender det). Jeg har læst lidt på det, og fundet ud af at disse lys vinder indpas i Folkekirken i disse år. De tændes som et symbol på dåbsbarnets indlemmelse i det kristne fællesskab og overrækkes i forbindelse med dåben.  


Den 6. januar startede Michael skiundervisning på Snowbasin. Han bliver i år undervist af Jim, som han faktisk har købt sine ski af. Og det virker som om han er vældig glad for det. Inden hans undervisning nåede vi lige en tur sammen. Dejligt! Han skal derop 4 søndage i alt. 


Den 11. januar vågnede vi op til MASSER af sne. I løbet af 48 timer fik vi 85 cm sne. Det er altså temmelig meget. Billedet er taget fredag morgen, hvor jeg skulle til møde hos lægen i Salt Lake City - og der var ingen vej udenom: Jeg måtte ud med sneslyngen. Michael valgte fornuftigt nok at arbejde hjemme den dag. Og der gik heller ikke så lang tid efter at billedet blev taget, før han tog over. Han syntes (heldigvis) at jeg gjorde det uhensigtsmæssigt. Og så måtte han jo selv træde til :-) 


Om lørdagen var det superflot vejr og vi gik os en tur i området. Alting var begravet i sne. Meget fint!  Den 13. og 14. januar havde vi et par MEGET kolde dage. Begge dage var vi under -22˚ C da jeg kom op til Snowbasin. Det er altså RIGTIG koldt! I det hele taget har januar været meget kold - og det sådan set stadig I morges (den 20. januar) var det -15˚ C da jeg kørte hjemmefra, men vi kom over frysepunktet i købet af eftermiddagen.   
 

Med al denne kulde følger bl.a. en masse istapper. Jeg er pjattet med dem og har fotograferet dem her på huset. Det ser udtrolig flot ud. I øjeblikket har vi nogen som hænger her som er mere end 2 m lange. I går, lørdag, gik jeg rundt om huset og tog en del billeder - det ser så flot ud i øjeblikket. 

Lørdag aften havde Filipa fra Portugal arrangeret en tur i biografen for pigerne. Vi var en pæn flok som inden filmen mødtes og spiste på Restaurant Settebello, en Ganske udmærket pizzarestaurant. Bagefter gik vi så ind og så Les Miserables. Og hold da op hvor vi tudede! Jeg var blevet advaret, men tænkte at en musical på film ikke kunne røre mig på den made. Men dér matte jeg så ændre opfattelse. Det var en MEGET stærk film var vi enige om. Billedet fik Michele en dame til at tage af os alle sammen. Hyggelig aften! 

I går, søndag, var vi begge på Snowbasin. Michael til udnervisning, jeg for at arbejde. I formiddags underviste jeg 40-årige Gina, som ikke havde stået på ski i 18 år. Fredag var hun så oppe med sin kæreste og det gik bare slet ikke. Heldigvis besluttede hun sig for ikke at give op og i stedet tog hun privatundervisning. Vi fik arbejdet med hendes selvtillid - og hun var superglad da vi var færdige. Så er det rigtig sjovt at undervise! At jeg så gentog successen i eftermiddag med 8-årige Emily, som var faldet sidste år og derefter ikke havde lyst til at stå på ski mere, var jo forrygende. Og jeg var sådan set ret godt tilfreds med mig selv da jeg kørte. 

Forstærket af at jeg i går eftermiddag fik udleveret en "Appreciation Coupon!" som er et nyt initiv fra i år. Hvis du gør en særlig indsats, kan du være heldig at få udleveret sådan én (hvis nogen altså ser det) og de bliver samlet i en pulje. Hver uge trækkes der lod om forskellige præmier som f.eks. en dags skiløb på ét af de andre resorts. Fin lille motivator. Årsagen til at jeg fik den var, at jeg var udfarende i forbindelse med folk som kom og skulle have lektioner. Hmmm, jeg syntes nu ikke at jeg gjorde noget særligt, men jeg tager den da gerne :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar