Ja da!!!

Marianne:
Overskriften henviser ikke (alene) til det faktum at jeg har kunnet læse at Danmarks herrer har kvalificeret sig til finalen om VM i herrehåndbold. For helt bestemt: Det er da forrygende!

Men i dag har jeg haft en helt fantastisk oplevelse på arbejde på Snowbasin. Jeg har nemlig undervist en blind pige i at stå på ski. Selena er lige blevet 14 år og det er lidt af en tilsnigelse at sige at hun er blind, for hun har en meget lille smule syn. Således at hun kan registere at sneen er hvid og at nogen farvede klumper bevæger sig på sneen (det må være skiløbere og snowboardere). Og også så meget at hun kan lide af højdeskræk. Det var jeg ret fascineret af. Når hun beskrev sine følelser lød det dog nøjagtig som en seende beskriver det, så den er sikkert go´ nok. Selena lider af et medfødt syndrom, som udover at have forårsaget (næsten) blindhed, også har medført at hun har læbe-ganespalte. Hun har bestemt sit at kæmpe med. Og hun havde sørme også helt dårlig samvittighed over at have det sjovt her i eftermiddag. Stakkels pige! Selena er supersød og sjov og særdeles forfængelig. Den 10. januar var det hendes 14-års fødselsdag og i den forbindelse havde hun fået lavet kunstige negle.

Selena er så heldig at hendes allerbedste veninde (som hun betragter som en søster), går på samme skole - og Macayla var også på ski i dag. Det var svært for dem at skulle skilles, men det går altså ikke at stå på ski med hinanden i hånden. Og slet ikke når man har hver sin instruktør på slæb. De klarede det dog begge rigtig flot og kunne glædesstrålende udveksle erfaringer efter de 2 timer.

Da vi var kommet dertil at Selena havde mod på at tage liften op og køre ned ad Littlecat, som er vores begynderbakke, foregik det således at jeg holdt en stav i hånden og Selena holdt i den anden ende. På den måde kunne hun mærke mine bevægelser og følge dem. Jeg fortalte naturligvis også hvad jeg havde til hensigt at gøre (dreje til venstre, dreje til højre, stoppe) og hun fulgte meget fint mine instrukser. Da vi var færdige, trak hun mig tæt ind til sig, så hun kunne fortælle mig - og ingen andre - at hun rent faktisk havde haft det sjovt og at hun ikke længere var bange. Det var noget af en erklæring, for jeg mødte nemlig Selena tidligere på dagen, inden nogen af os vidste at vi skulle tilbringe eftermiddagen sammen. Hun stod på toilettet da jeg kom derud og jeg spurgte hende om hun skulle på ski. Det bekræftede hun kort. Om hun havde prøvet det før? Også det bekræftede hun - særdeles kort. Da jeg så spurgte om hun glædede sig, var det lige før at hun havde fået nok. Nej, hun glædede sig overhovedet ikke. Det var noget hun havde fået besked på at gøre. Og i øvrigt kunne hun ikke fordrage hverken vinter eller kulde. Hmmm. Så jeg var en smule bekymret da vi blev sat sammen. Men heldigvis gik det langt bedre end frygtet - og jeg kan jo ikke tale for Selena, men jeg kan bare konstatere at de 2 timer er noget af det bedste jeg har oplevet som skiinstruktør.