Selvom skulderen driller...

Marianne:
... kan man sagtens foretage sig mange ting. Og så er der ting som bare ikke rigtig fungerer. I sidste uge måtte jeg desværre opgive at spille golf - og det var endda den sidste gang der skulle spilles i HIGA-regi (Hill International Golf Association). Der har ikke været tilstrækkelig opbakning i denne sæson, så nu er den afgået ved døden. RIP (Rest in Peace) som de bruger meget herovre. Dvs. at jeg ikke længere kan kalde mig "first lady", (Michael var præsident i HIGA) hvilket jo klart er et minus. Men det må jeg leve med.

Fredag aften var vi i Maverick Center for at se Cirque du Soleil - Quidam. Et helt fantastisk show. Vi har gennem længere tid gerne villet se et Cirque du Soleil show, altså ét af de shows som de fra starten blev kendt for, og tilfældigvis kom de så til Salt Lake City. Vi slog straks til. Og det var en meget stor oplevelse! Showet er en blanding af akrobatik, klovnerier og lidt baggrundshistorie. Zoé keder sig med sine forældre, som er totalt ligegyldige overfor hende. Hun flygter ind i en eventyrverden - og dér sker der en masse.

Akrobatikken var intet mindre end fænomenal. Især var der et par som lavede deres bevægelser vanvittig langsomt - det er utroligt hvad den menneskelige krop kan trænes op til. Det var ikke tilladt at fotografere under forestillingen, men jeg har fundet et par billeder på nettet. Spektakulært show!!!

Lørdag formiddag var jeg sammen med Ingrid (Belgien),  Claudia (Tyskland), Michaele (bosiddende i USA, født i Marokko og opvokset i Canada) og Inger-Lise (Norge) til Stamp Camp. Jeg har vist fortalt om det før. Vi bliver undervist i teknikker til at lave kort - og kommer hjem med forskellige projekter. Jeg var særlig vild med et fint til- og fra kort og et julekort. Og så hyggede vi os gevaldigt samtidig.

Senere på dagen holdt Lia og Wouter (Holland) afskedsparty i deres fantastiske hus i Hooper. De rejser herfra godt 1/2 år tidligere end planlagt - de skal til Washington DC. Og de er langt fra henrykte over den beslutning. Men sådan kan det så altså også være. Vi kommer til at savne dem. Michael og Wouter har et supergodt samarbejde og vi hygger os sammen, så det er lidt trist. De kommer her i aften og spiser og vi har planer om at besøge dem en gang i foråret. Michael skal dog allerede til DC i starten af december, så mon ikke han lige slår vejen forbi?

Lorraine, Julie, undertegnede og Ingrid (med ryggen til)

Som jeg vist har fortalt tidligere, er jeg blevet Stampin´Up demonstrator. Dvs. at jeg kan undervise i at lave kort - og ikke mindst sælge produkter fra firmaet.

Ét af kortene

Jeg har ikke gjort så meget ved det, da vi i den Internationale gruppe allerede har Julie som underviser os. Og hende er vi rigtig glade for. Jeg har også lavet projekter sammen med hende. Men i mandags skulle jeg så se om jeg kunne stå på egne ben.
Det var forholdsvis ambitiøst, da jeg havde lavet 4 forskellige julekort som  deltagerne så skulle "kopiere" - og i flere eksemplarer. De fleste lavede 2 af hver - 2 af pigerne lavede 5 af hver.

Michele, Heidi, med ryggen til Katinka og Nicole

Det var en rigtig fin aften, hvor jeg havde inviteret både naboer, piger fra det Internationale miljø og andre bekendte. Der var 8 deltagere. Jeg var meget imponeret over hvad de fik ud af det - og havde klart fornemmelsen af at de hyggede sig samtidig. Førnævnte Julie mente efterfølgende at jeg klart var "bestået" - hun var nemlig én af deltagerne.

I går, tirsdag, var så dagen hvor jeg skulle på hospitalet igen med min skulder. Denne gang for at bryde det arvæv op, som af uransaglige årsager har dannet sig. Jeg var langt fra tilfreds med min bevægelighed og heldigvis var lægen enig, så dette var et forsøg på at forbedre tingenes tilstand.

Hmmmm

Det foregik under narkose - og dét de gør er simpelthen at de tvinger arm og skulder ud i yderpostioner,  som jeg ikke selv kunne. Inden proceduren fik jeg lagt en blok i halsen som fuldstændig bedøver armen i optil 36 timer og derefter blev jeg lagt under fuld narkose. Hele dagen i går havde jeg absolut INGEN kontrol over min venstre arm. En MEGET besynderlig fornemmelse. Men her til morgen var det meget bedre - det betyder så også at jeg har lidt ondt, men slet ikke som jeg havde forestillet mig. Så jeg tror på at det nu går fremad igen. Jeg har allerede været til fysioterapi 2 gange efter indgrebet - og skal hver dag i 2 uger. Og så skulle jeg efter planen være klar til at stå på ski. Jeg krydser fingre - og det er altså ikke de eneste øvelser jeg laver. Jeg er særdeles ihærdig, da jeg bare VIL være god igen!

Mens vi havde været væk, havde Michaels nye investring været på arbejde. Han har købt en røgeovn - og den er vi rigtig glade for! Den kan både kold- og varmrøge og indtil videre har det resulteret i superlækre måltider. I går stod den på laks - vi havde en side i fryseren, som trængte til at blive spist. Og det skulle naturligvis prøves. Den var først blevet saltet natten over, tørret i løbet af dagen og så blev den varmrøget i et par timer (tror jeg nok - den slags har Michael styr på) og så kunne vi ellers indtage et himmerrigsmåltid. Dén ting kommer vi til at være rigtig glade for, fornemmer jeg!