Årets debut for MB

Francois, Michael, Marianne, Heidi og Luis på toppen af Needles

Marianne:

I går lørdag besluttede vi os til at tage på ski sammen. Det var Michaels debut i denne sæson - og var afventet med en smule spænding. Sidste sæson afsluttedes for Michaels vedkommende temmelig uheldigt, da han blev torpederet af Theo og slog sig temmelig meget. Efterfølgende gav det en del problemer med skulder og knæ. Vi havde ikke lavet nogen aftaler i forvejen, men det viste sig at der var flere af Michaels kolleger deroppe. Så vi tog nogen ture med Heidi og Francois - begge fra Belgien samt Luis fra Portugal. Senere stødte Øystein fra Norge til. Som billederne viser, var det en smuk dag - oppe i højderne. Nede i dalen lå en kedelig, forurenet tåge. Endnu en glimrende årsag til at være deroppe!

Små glæder...

Marianne:
"Hvis man kan glæde sig over små ting, har man meget at glæde sig over". I dag har jeg så meget at glæde mig over. Jeg har været oppe på Snowbasin hele dagen. Der er stadig ikke så mange at undervise, så jeg blev selv undervist. Og det er utrolig givende. I formiddag var det skiteknik med fokus på den enkeltes evner og i eftermiddag blev vi introduceret til den nye terrain park, man har bygget deroppe. Det er sådan noget især snowboarderene, men bestemt også mange unge skiløbere, er vilde med. Jeg satser nu ikke på at undervise i det, men det er fint at vide hvordan etiketten er på den del af bjerget og kende bare en lille smule til hvordan man gør. Dejligt at lære noget helt nyt. Da jeg kørte hjem, var jeg hos Harmon´s for at handle. Egentlig skulle jeg bare have noget brød, men så at de havde Port Salut, så sådan et stykke måtte jeg have med hjem. Ham som ekspederede mig spurgte hvor min accent kom fra - og da jeg svarede at jeg var Danmark, begyndte han at tale til mig på svensk. Så fortsatte samtalen på svensk, Det var ret sjovt. Særdeles positiv oplevelse. Hans kolleger stirrede totalt uforstående på os. Jeg gik efterfølgende rundt i butikken og fandt både solbærmarmelade og ribsgelé. Begge ting som jeg ikke tidligere har kunnet opdrive nogen steder. Suverænt!

Kalkunen med tilbehør - OG grydelapper...

Ja, og så var der også lige dét med at vi i går havde gæster til middag. 3 af Michaels kolleger hjemme fra Danmark. Jeg bestemte mig for længe siden til at jeg i den forbindelse ville lave en Thanksgiving middag med det hele. Bare sådan for at kunne sige at jeg har prøvet det. Så jeg diskede op med kalkun (stegt til perfektion - selv brystkødet var saftigt og mørt), kartoffelmos, yams med æbler, tranebærkompot, grønne bønner i en fløde/champignon sauce, stuffing (dét som normalt kommer inden i kalkunen, men det gør man altså bare ikke mere bl.a. pga. salmonella risiko) og sauce (lavet fra bunden). Til dessert var der en chokoladetærte med vanilje is. (Ingen af os er helt vilde med græskartærte som de fleste ellers får ved denne lejlighed). Det var SÅ dejligt at konstatere at det hele smagte dejligt - OG at det hele var færdigt samtidig. Michael og jeg havde nok forestillet os at vi skulle leve af resterne i den kommende uge, men det bliver vist ikke til meget mere end i aften. Det må vel være ensbetydende med at det var i orden... Nu tror jeg at jeg vil sætte mig i sofaen med benene oppe. Det trænger jeg til. Dejligt at kunne gøre det - og dejligt at føle sig lidt glad i låget!

Helt utrolige (lidt mere end) 24 timer!

Marianne:

Levepostej kommes i forme

I går, lørdag, kørte vi op til vores norske venner Inger-Lise og Øystein i Layton. Vi havde store planer, da der skulle produceres lækkerier til julen, nemlig hhv. leverpostej og pølser. Vi var enige om at kokkene skulle marineres, så det hele foregik med et vist indtag af dejlig rødvin. Dog ikke mere end godt var (hvad det så end vil sige)... Først lavede vi leverpostej - gik frem efter mor Gretes opskrift med de tilpasninger som indkøbsmulighederne her i USA kræver. Den ene halvdel blev tilsat oliven - den anden var totalt traditionel. Og de blev lækre! Vi delte portionen og havde hver 8 ubagte leverpostejer som kunne puttes i fryseren. Vi prøvesmagte senere.... Da leverpostejerne var af vejen, lavede Øystein en lækker omelet som vi fik til frokost.

De to pølsemestre

Og så gik vi i gang med pølserne. Der var Michael og jeg i udgangspunktet mest med for at assistere og lære da ingen af os tidligere havde kastet os ud i den slags. Det viste sig dog hurtigt at Michael havde flair for opgaven - og havde gode forslag til hvordan de forskellige typer skulle smagssættes. Det endte med at vi havde en toscana pølse baseret på rent svinekød tilsat bl.a. oliven, basilikum, hvidløg og soltørrede tomater. Den havde vi stort set en opskrift på, men så kom det svære.

MB laver krydderiblanding

Vi ville lave en portion med blandet okse- og svinekød - og helst i 2 smagsvarianter. Det blev, efter en del eksperimenteren, til en julepølse med nelliker, allehånde, salvie og andre gode sager samt en anden, som har smag af citronskal, persille, fennikel mm. Spændende!



Dagens produktion

Det var et fantastisk projekt og resultatet blev rigtig fint. Vi var alle meget spændte da vi satte os til bordet for at prøvesmage. Leverpostejen med oliven blev først smagt - og godkendt. Så skulle pølserne prøves.

Og så skulle der smages. Lækkert!!!

Og de var alle meget lækre. Vi var rigtig godt tilfreds med resultatet og så havde det jo været en forrygende hyggelig dag. Michael og jeg har bestemt mod på at prøve pølseproduktion på et senere tidspunkt - de kan til hver en tid konkurrere med der forholdsvis samgsneutrale udgaver man køber herovre. Havde nogen måske forestillet sig at vi skulle ende med at prøve kræfter med den slags? Vi havde i hvert fald ikke, kan jeg afsløre.

Vi tog hjem og gik i seng og i morges stod jeg tidligt op. Det var nemlig min første dag på Snowbasin - og på ski - i denne sæson. Jeg var ret spændt. Egentlig syntes jeg ikke at jeg var sådan rigtig klar til at stå på ski, men det varede kun lige indtil jeg fik støvlerne på (ØV! Det er bare ikke sjovt efter 7 måneder) og kom ud på sneen. Det var vidunderligt! Jeg havde ikke helt glemt det. Der er dog et par uvaner som skal afkodes - ved ikke hvor de er kommet fra, for de var der ikke ved sæsonens aflutning sidste år! Jeg modtog undervisning i formiddags og efter at have spist frokost kørte jeg hjem Der var ikke nogen at undervise, og alle var enige om at den første dag er der ingen grund til at overgøre det. I morgen er jeg klar til hele dagen!

Vi har i øvrigt fået nye uniformer. Det var hårdt tiltrængt, da de gamle ikke længere var vandafvisende - og snittet kunne man vel efterhånden også godt stille spørgsmålstegn ved. De nye er fra Spyder - og rigtig lækre. Så det var en dejlig fornemmelse at komme "på bjerget". Billedet blev taget i går og viser nogen af mine kolleger.

I aften truer de med en ny storm, så det bliver spændende om vi igen mister strømmen. Vi skal ud og spise middag med nogen af Michaels danske kolleger som er på besøg, så i hvert fald er vi sikret et varmt måltid mad. Jeg håber personligt at denne storm vil tage noget sne med sig - det ser dog ikke rigtig sådan ud.

Det sker altså at det blæser i Utah...

Marianne:

Vi har nu strøm igen efter at vi hele dagen i går måtte undvære denne, viste det sig, utrolig vigtige ressource. Natten mellem onsdag og torsdag startede en voldsom storm - med vindstød af orkanstyrke. Vi hørte at de sagde at der var vindstød med hastighed op til 100 miles/hour - svarende til 160 km/t.  Jeg har svært ved at forholde mig til disse tal, men efter sigende er det ret voldsomt. Og det så også sådan ud.

Vi talte med nogen af Michaels kollegaer som havde haft en del skader på og omkring deres huse. Et par stykker mistede deres gasgrill og mange dele af stakitter og den slags. Vi var ret heldige at der slet ikke skete noget med vores hus. Michael fortalte også at der lå masser af væltede biler på vejene da han kørte på arbejde om morgenen. Heldigvis kom han derop i god behold.

Ved frokosttid tændte jeg for gas pejsen og forsøgte at holde varmen, men det blev alligevel efterhånden temmelig koldt. Varmen her kræver elektricitet for at fungere. Men med et tæppe og noget varm te gik det alligevel - indtil et vist tidspunkt. Og jeg var efterhånden også kommet dertil at jeg trængte til at foretage mig noget andet end at læse og hækle.

Jeg klædte mig varmt på og gik ud for at se på skaderne. Og det var ret voldsomt! Der var MANGE væltede træer rundt omkring - og flere lå hen over elledninger, så det tror pokker at der ikke var noget strøm. Da Michael kom hjem kørte vi ind til Salt Lake City (de havde ingen problemer), hvor vi spiste middag. Bagefter gik vi i biografen. Her fortalte de at de havde væsentlig mere travlt end på en normal torsdag - vi var absolut ikke de eneste som tog i biffen for at få varmen. Da vi kom hjem var der lys overalt i huset og det var så småt ved at blive lidt varmere.

Her til morgen var der dejligt lunt. Og hold da op hvor kan man blive taknemmelig for den slags! Hele dagen har vores WiFi dog været meget ustabilt, så det har været meget begrænset hvor meget vi har kunnet kommunikere med omverdenen. Heldigvis kunne jeg bruge mobilen til at ringe til far og ønske til lykke med fødselsdagen.

Onsdag var vi hos José og Theo fra Holland. Jeg havde lovet at hjælpe med at lave en e-mail invitation til den nytårsfest som de vil holde engang i midten af januar. Det endte dog med at vi alle blev involveret, da det var mere kompliceret end som så. men missionen lykkedes - og så var alle glade. De bød på mexikansk mad - MEGET lækkert! Og så skulle der spilles schulbak! Det er dem so har introduceret os for dette fantastiske spil - og vi måtte også erkende at de bare ER bedre. José vandt, Theo blev nummer 2, Michael nummer 3 og jeg nummer sjok. Jeg synes ellers at jeg spillede rigtig godt. Men der var hård konkurrence! Vi har i øvrigt spillet her til aften. Vi har nemlig lånt et spil af dem - og vi skal have revance efter nytår, skal vi!

Juletiden nærmer sig!

Marianne:

Årets adventskrans

I søndags var det 1. søndag i advent. Og for tredje gang havde vi inviteret "de Internationale" (Michaels kollegaer med familie), naboer og venner. Som det plejer, var det et rigtig hyggeligt arrangement. Der var i omegnen af 50 voksne gæster og 20 børn, så huset var fuldt. Det hele gik dog aboslut forrygende.

Michael stod for servering af gløgg

Vi serverede gløgg i 2 udgaver - én med rødvin og rom og en med druejuice og æblejuice. Der var stor begejstring for dem begge - så længe man holdt sig til den som var tiltænkt. Michael fik ved en fejltagelse serveret den "rigtige" udgave (dén med alkohol) for Maria, som er mormon. Hun opdagede det selv og fik en bytter. Vi havde inviteret folk til at komme fra kl. 15 - de fleste ankom i løbet af den første time. Så der var tryk på. Mange havde medbragt lækre ting og sager; der var bestemt ikke mangel på fristelser.

Adventskransen tændes

Noget af det første vo gjorde var at tænde adventskransen - det synes mange er hyggeligt og også lidt højtideligt.

Nogen af "de Internationale"

Gæster fra nabolaget

Det gik, som det ofte gør, at de fleste satte sig/stod sammen med dem som de i forvejen kender. Og det er jo også helt fint. Men nogen af naboerne er utrolig interesserede i at tale med nogen fra andre lande, og dette er jo en rigtig mulighed for dette. Så der var også masser af kulturelle sammenføringer. Herligt!

Børnene tilbragte det meste af tiden i kælderen hvor de legede og så film. Det var helt utroligt så lidt vi så og hørte dem. Og det var bestemt ikke fordi de lavede ulykker.

Alt i alt var det et rigtig dejligt arrangement!



Vinder reflektioner :-)

Marianne:
Michael og jeg har netop været på weekend-tur i Mesquite, NV. Årsagen til denne tur var at jeg skulle spille golfturnering med Joyce. Michael benyttede lejligheden til at spille med Joyce´s mand Bob. Vi kørte derned fredag eftermiddag og ankom først på aftenen. Lørdag morgen stod vi tidligt op og jeg tog på driving range for at varme op ved at slå nogen bolde. Og det gik sådan set OK.
Kl. 7.30 mødtes jeg med Joyce og vi startede kl. 8. Vi skulle spille både lørdag og søndag.

Lørdag kunne jeg i starten slet ikke få spillet til at fungere, men det kom dog og jeg følte at jeg bidrog til at vi, da dagen var omme, lå på en førsteplads - vores handicaps taget i betragtning. Bagefter fulgte vi alle fire President´s Cup på TV. Michael og jeg var blevet opgraderet til en suite fordi hotellet ikke havde noget sted vi ellers kunne se TV sammen. Det var superfin service! Joyce og Bob havde medbragt vin, snacks, ost og druer, så der var al mulig grund til at hygge sig. Om aftenen var vi ude og spise mexikansk.

Søndag spillede vi rimeligt - ikke prangende - men det endte alligevel med at vi løb med førstepladsen. Og dermed fulgte et gavekort til os hver til proshoppen på 150 $. Herligt! Det blev straks omsat - det er jo ikke til at vide om vi kommer tilbage dertil inden vi skal hjem. Jeg investerede i en superlækker golf bag fra Nike. Dejligt! Michael mente at det var en rigtig god idé da den har rigtig mange lommer. Han synes ikke helt at jeg har styr på hvor jeg har mine ting i den "gamle". (Som om det så hjælper at have flere lommer????)

I forrige weekend fik vi en del sne. Om søndagen blev Michael og jeg enige om at gå en tur. Vi ville i den forbindelse afprøve "Geocache", som er en app man kan downloade på sin iPad eller iPhone. Da vi ikke har sidstnævnte, drog vi afsted med iPadén under armen. Det så nok lidt dumt ud, men det virkede! Konceptet er at man, ligesom på en skattejagt, skal finde emner som nogen har gemt forskellige steder. iPadén viser hvor den kan findes - og tips til hvordan.

Her var "skatten" en plastikbøtte hvori der lå en seddel, hvorpå man skriver navn og dato - som bevis på at man har fundet den. Der ligger også forskellige ting deri - meningen er at man tager én og lægger en anden i. Det er nok mest til glæde for børn. Vi havde taget danske flag med som vores bidrag. En særdeles underholdende idé hvis man skal lokke ungerne med ud at gå i naturen. Efter sigende findes de over hele verden. Da vi kom hjem havde vi besøg i forhaven. Naboens unger havde fundet ud af at bakken var fin til at kælke på. De hyggede sig gevaldigt.
Vi har for nylig været til middag hos Ingrid og Dominique fra Belgien. Vi har længe talt om at de skulle invitere os på muslinger lavet som man gør i Belgien (moules et frites). Og nu skulle det så være.

Ingrid havde lavet de mest forrygede muslinger - de var dampet i Pernod. Det lyder måske som om det ville tage magten fra en så delikat smag som den muslingerne har, men overhovedet ikke. Det var intet mindre end fantastisk. Dertil fik vi hjemmelavede pommes frites.
De var skåret i hånden og havde fået hele 2 gange i frituregryden. På den måde skulle de blive bedst. Lækkert!

Der har også været et par "tøse" arrangementer i løbet af de seneste uger. Sarah fra Belgien venter en datter (den tredje af slagsen) umiddelbart inden jul. Herovre holder man et såkaldt baby shower inden barnet er født. Her får den kommende mor gaver til barnet og der leges forskellige til lejligheden passende lege. Vi startede med at få 7 engangsbleer præsenteret - alle med noget i. Og så skulle vi så lugte os frem til hvad det nu kunne være. Det var f.eks. bananmos, ærtepuré og den slags. Hmmmm.
Vi fik også alle udleveret hver sin sutteflaske med 300 ml. æblejuice - og så var det ellers med at suge, for der var præmie til den som tømte den først. Jeg var fotograf under denne session - og det var svært underholdende! Alle var totalt udmattet bagefter og enige om at de godt kunne forstå at de små har brug for en lur når de er færdige med at spise. Det er hårdt arbejde! Sarah har 2 små piger i forvejen så det er meget begrænset hvad hun mangler.

Hun havde derfor ønsket sig engelsksprogede bøger, så pigerne kan holde deres sprogkundskaber ved lige. Jeg havde på vegne af den internationale gruppe indkøbt et mindre bibliotek. Der skulle være til de første mange måneders højtlæsning.

Og apropos Sarah. Hun har planer om at lave et lille te-hus når de kommer tilbage til Belgien. Her vil hun bl.a. servere - og sælge cupcakes og andre dekorerede kager. Og hun går til det. Da vi besøgte hende sidste mandag for at lave kort, havde hun netop afsluttet et kursus, hvor hun lærte at dekorere bryllupskager. Jeg MÅTTE simpelthen vise resultatet. Efter min mening er den absolut fantastisk!

Halloween

Marianne:
Mandag var så halloween - og der gøres meget ud af det herovre, må man sige! Rigtig mange har pyntet deres huse med diverse ting og sager. Noget er mere sjovt end kønt - det gælder vel egentlig det meste. Der er græskar udenfor mange huse - vores inklusive  - og som billederne viser er der også mere kreative indslag. Som manden der har en afskåret hånd på grillen.

Interessante ting på grillen

 Huset som har dansende spøgelser rundt om et træ har jeg vist tidligere, men det er sjovt at se at der hvert år kommer mere pynt til.
I netop dette hus starter de tidligt. MEGET tidligt! Her har vel været pyntet i en måneds tid. Men det er selvfølgelig også meget at gøre ud af det hvis det bare skal være fremme i nogen få dage. Mange lader dog denne udsmykning blive indtil efter Thanksgiving (24. november) hvorefter de sætte julepynt op. Ak ja.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er som gør at kryb - især edderkopper - er et meget brugt motiv i forbindelse med udsmykningerne. Men hvis det er for at skræmme onde ånder væk - eller hvad det nu er - ja, så lykkes det sikkert. For de er bestemt ikke særlig kønne at se på. I en have lidt længere oppe ad bjerget, har de oppustelige edderkopper i maga-størrelse. Og de bevæger sig! Jeg blev ret forskrækket da jeg opdagede det, for det var jeg altså ikke forberedt på! Den som jeg har taget billede af her sidder dog stille. De små høstfigurer ser dog ud til at være særlig bange for den...

Vores have er rigtig smuk i eferårstøj - og foran huset lyser crysantemerne op. Det er nogen vi har plantet ud når de var afblomstret i de potter de var købt i.
Jeg synes rent faktisk at vi har været meget heldige med at holde dem i live. Udover græskarene, har jeg i år indkøbt orange pærer til at sætte i lamperne udenfor hoveddøren.
Det ser rigtig fint ud, synes jeg. Og heldigvis skræmte det ingen af kvarterets unger fra at komme her og lave "Trick or Treat". Til lejligheden havde jeg iklædt mig heksekostume - heksehat og sort kjole og malet ansigtet med meget sorte øjne, blå-sorte læber og en stor grim vorte på kinden. Så sådan blev de mange børn modtaget her i huset.

Det skræmte dem nu heller ikke synderligt. (Et par stykker kom endda to gange for at vise mig frem til deres bedsteforældre :-)  
Børnene var fantastisk flot klædt ud. De er vilde med det - og med det slik de samler sammen.
Herovre er det nemlig stadig dét det handler om. Jeg kan forstå at hjemme giver man ungerne penge. Jeg er ikke helt sikker på at jeg kan bifalde den idé. Skolebørnene har fri på halloween her. Som én af mine veninder sagde, så ville det måske være bedre hvis det var dagen efter som var fridag. For tænk på de stakkels skolelærere som dagen efter skal undervise en flok unger som enten stadig er lidt små-speedede af alt det sukker - eller som bare er gået totalt død af samme årsag. Støn! 

Et par underholdende dage

Marianne:
Fredag var en vældig dag! Vi startede med at tage i lufthavnen forholdsvis tidligt for at tage afsked med Manuela, Paul, Alexander og Jessica fra Tyskland. De rejste hjem efter at have været her i 3 år. Vi har haft mange hyggelige stunder sammen. Med Paul ikke mindst på golfbanen og med Manuela - det er så primært mig, da hun er ligeså interesseret i at lave kort og den slags som jeg er. Så det var en lidt trist afsked.
Vi var hjemme et par timer inden vi kørte ud til Antelope Island - en ø som ligger 45 minutters kørsel herfra. Vi kan se øen fra vores vinduer. Derude lever en masse bisonokser og de skulle samles ind for vinteren. Det gør de hvert år, dels for at tælle dem, dels for at sælge og/eller bytte dem med andre steder for at holde bestanden sund. Det foregår således at en masse frivilige cowboys - og -girls driver dem sammen. Det hele var gået noget hurtigere end det plejer, så vi så ikke selve samlingen, men vi så en masse cowboys.

På hesteryg!

Sørme om ikke én af dem foreslog mig at jeg skulle hoppe op på hans usædvanligt smukke hest. Nu har jeg jo aldrig sådan været til dét med heste - har vel egentlig altid været en smule bange for dem - men det skulle prøves, skulle det. Så op steg jeg. Det var en særdeles fin oplevelse - jeg blev jo ligesom også bare trukket rundt, men jeg har fået mod på mere. Så om ikke før, så når vi engang kommer på Island (det gør vi nemlig!) skal det prøves. Sådan mere for alvor. Vi kørte længere ind på øen, hvor der ligger en ranch som nu udelukkede fungerer som museum. Her boede folk som drev landbrug indtil i startenaf 70érne.
Det var her de mange cowboys mødtes efter dagens dont. Det var lykkedes dem at samle 400 af de godt 500 bisonokser som angiveligt findes på øen. Der var altså også 500 cowboys, så de skulle jo helst kunne løfte opgaven. Gad vide om den med "for mange kokke" gælder i sådan en sammenhæng? De virkede nu alle ret tilfredse. Begivenheden er voldsomt populær og der er altid mange flere som melder sig til end der er plads til. Det fungerer som en slags fundraising - jeg ved ikke lige til hvad.

Ude på ranchen mødte vi Sarah og Francois fra Belgien med deres 2 piger + en ekstra de havde lånt af et italiensk ægtepar. Ingrid og Dominique, som også er fra Belgien, stødte senere til. Og på vejen derud hilste vi på det norske par. Så der var tale om noget af et samligsstykke.
Da vi kørte derfra kørte vi forbi et par marker med græskar. Jeg syntes at de var ret sjove, så jeg måtte jo have et billede. I øjeblikket er græskar jo vildt populære. Det er halloween på mandag og rigtig mange huse (vores inklusive) er pyntet med græskar. Gad vide hvor længe de her får lov at blive liggende på marken?

Og apropos halloween: Vi var fredag aften inviteret til halloween party hos Maria og Craig Noakes, som er nogen af vores naboer. For de indviede kan jeg fortælle at det er elektrikeren og hans kone. Vi har været så heldige at vi kunne låne noget tøj til lejligheden af Ingrid og Dominique.
Vi var vampyrer - og efter hvad de sagde derovre, var vi rigtig fine. Michael var ikke sådan helt vild med idéen om at skulle have make-up på, men heldigvis var der flere andre mænd som også var smurt ind i diverse ting og sager - og det gjorde det hele lidt lettere at bære, tror jeg. Vi var MEGET inspirerede af Ingrid og Dominique som havde de her outfits på sidste år, så da make-uppen skulle lægges, havde vi fundet et billede frem af dem, så vi kunne se hvad vi skulle gøre. Aftenen foregik sådan at vi alle havde medbragt noget spiseligt - og vi startede med at spise hovedret. Og så blev vi ellers præsenteret for diverse vældigt underholdende selskabslege. Da vi kom blev vores silhuetter tegnet - og dem skulle der sættes navn på. Vi skulle hver især afsløre noget om os selv som ingen andre kendte til - og så skulle de andre gætte hvem som havde afsløret denne "hemmelighed". Sådan var der flere ting. Det var faktisk rigtig sjovt. (Men det skal siges: Det ville med garanti have bidraget til underholdningsniveauet hvis der lige havde været bare en lille bitte smule alkohol involveret).

Sue Hartnes´s forrygende outfit

Der var naturligvis også pris til den bedst udklædte - og det var KLART Sue, som selv havde kreeret sit forrygende outfit. MEGET kreativt.

Stilhed

Marianne:

Hr. og Fru Friis i Goblin Valley

Ruth og Kirsten tog på tur sydpå og Michael havde rigtig mange feriedage til gode, så vi blev enige om at tage på en forlænget efterårsweekend. Vores tur skulle også gå sydpå til nogen steder vi ikke tidligere havde besøgt. Så fredag morgen den 14. oktober kørte vi til Goblin Valley. Det er et sted som min tandlæge har anbefalet os at besøge. Og det var en sjov oplevelse. Stedet er fuld af champignonlignende formationer - og man kan gå mellem dem og ovenpå dem - hvis man altså har lyst til det. Meget særpræget. Vi nød det dejlige vejr og gik en lang tur mellem "champserne". Vi kørte videre derfra til en lille by som hedder Bluff hvor vi overnattede.

Morgenmad på Comb Ridge Coffee

Dagen efter indtog vi morgenmaden på en skøn café. Ejeren var i gang med et medicinstudie efter at han tidligere var uddannet som civilingeniør. Caféen var en måde at tjene penge på. Jeg var dybt forundret over at man kan bo sådan et afsides sted og samtidig læse på universitetet. Men det var nu et rigtig dejligt sted han havde der!
Efter morgenmaden gik turen til Monument Valley. Et sted som i den grad leder tankerne mod western film, hvilket da heller ikke er så underligt, da der er optaget en del af dem i netop dette område.

Man kan næsten se indianerne komme...

Her er MEGET tørt

Flere steder kræver det ikke særlig meget fantasi at forestille sig en flok indianere som kommer ridende - måske endda i gang med at forfølge en gruppe cowboys...
Umiddelbart er her meget fladt og så ser man disse kæmpe klippemonumenter. Parken, som ligger på indianerterritorie, drives af Navajo indianere. En del af monumenterne har stadig spirituel betydning for indianerne.

Fantastiske farver og faconer

Lower Antelope Canyon

Vi brugte nogen timer i Monument Valley og kørte derefter videre mod Page, AZ, hvor planen var at vi skulle overnatte. På vej dertil kom vi dog forbi målet for én af næste dages udflugter: Lower Antelope Canyon. Og vi besluttede os til at besøge stedet umiddelbart. Det var helt fantastisk! Der er tale om en kløft som er dannet pga. voldsomt tryk på regnvandet, når det skal gennem en meget snæver passage i det bløde Navajo sandsten. Det betyder også at stedet hele tiden forandrer sig, hvilket jo så aboslut ikke gør det hele mindre interessant.

Ude igen - og stadig fantastisk smukt vejr

Den nedre kløft, som altså var den første vi besøgte, er til tider særdeles snæver og der er visse steder sat trapper op for at gøre det muligt at passere.

Stedet næsten kræver at man leger med kameraet

Vi var så heldige at vi kom ret sent på dagen - og vi havde stort set kløften helt for os selv. Vi kunne bruge al den tid vi behøvede for at tage billeder. Og det blev til mange! Vi overnattede i Page - en meget mærkelig og ikke særlig tiltrækkende by, syntes vi. Vi spiste middag på en italiensk restaurant - eller i hvert fald noget som lignede. Og vi kunne sidde ude og spise. Det er altså en ret skøn fornemmelse sådan i midten af oktober. Søndag havde vi bestilt en guided tur (det var eneste mulighed) til Upper Antelope Canyon. Den øvre kløft er dannet præcis som den nedre, den er bare noget bredere og ikke nær så ufremkommelig.

Upper Antelope Canyon

Her kan man snildt gå hele vejen. Med andre ord: Den er ikke slet så interessant som den nedre. Men det kunne vi jo ikke vide! Med til at forstærke dette indtryk var også at der var rigtig mange mennersker som havde fået samme idé. Og man kan udelukkende komme derind i følge med en guide. Vi var i en gruppe på 8 som alle gerne ville fotografere(s) - og det krævede ind imellem lidt ekstra tålmodighed.

Men det var også en rigtig fin oplevelse - bare slet ikke på højde med dagen før. Vores guide var rigtig god til at udpege interessante motiver - og han var også behjælpelig med at tage billeder. 

Nu var det så blevet midt på dagen - og vi havde hele resten af dagen til at køre hjem. Vi besluttede derfor at køre en alternativ rute, som vi var blevet anbefalet af Carolyn og George, et par fra Bountiful som vi ser af og til. Vi var klar over at der var tale om et forholdsvis langt stykke (ca. 75 km) på grusvej. Og det viste sig da også var være lidt af en udfordring, da vi ikke var kørende i vores SUV. Af og til var bilen lige en anelse for lav. Men det var bare med til at krydre oplevelsen... Det var en meget smuk tur. Bestemt noget som kan anbefales, hvis man har tiden. For tid, det tog det. Vi var vel 3 timer om at køre denne første del af turen - fra lidt NØ for Page til Canonville.

Udsigtspunkt i nærheden af Henrieville, UT

Da vi igen fik asfalt under hjulene, besluttede vi at fortsætte eventyret og tage endnu en alternativ vej. Vi forblev dog på asfalt - og også dette var en vildt stor oplevelse. Smukt og meget varieret. Herligt!

Efter at vi kom hjem havde vi nogen travle dage. Der var forskellige ting vi skulle have gjort. Og sørme om så ikke Cristina fra Vancouver Island ringede og spurgte om hun kunne bo hos os et par dage. Hun havde ærinder i Utah, bl.a.skulle hun flytte nogen ting som hun og Ben havde opmagasineret her. Hun ahr købt et hus i Nanaimo og nu var det så tid til at få hendes ting derop. Hun ankom send onsdag aften den 19. oktober. Det var rigtig dejligt at se hende og ikke mindst at fornemme at hun har det meget bedre end da vi besøgte hende i august. Torsdag brugte hun og jeg på forskellige praktiske ting - primært nogen indkøb hun skulle have gjort. Vi tog op og tjekkede stedet hvor tingene var opmagasineret. Det var en svær opgave for hende, for sidst hun var der, var det sammen med Ben. Men hun klarede det nu ret flot. Sidst på eftermiddagen tog vi på Hill, hvor der var International Reception. Den amerikanske Officers Spouse Club inviterede til mad og lotteri. Cristina tog med derop - primært for at hilse på dem hun kender som stadig er her i Utah. Det var meget rørende for både hende og dem. Michael og jeg drog hjem med en magnum flaske Lambrusco. Det er MEGET længe siden jeg har drukket sådan noget. Tror det må have være da jeg stadig var studerende på Danmarks Farmaceutiske Højskole. Tja...

Fredag kom en flyttebil og hentede Cristinas ting. Da det var overstået, spiste vi frokost og handlede lidt i Layton. Vi havde det vældig morsomt i JC Penny´s, som jeg aldrig tidligere havde besøgt. Ingen af os købte huerne selvom Cristina gjorde hvad hun kunne for at overbevise mig om at mine elever på skiskolen ville synes det var rigtig fint hvis jeg havde sådan én på. Hun blev dog overbevist om at jeg ikke ville få brug for den, da jeg jo altdi har hjelm på... Da vi kom hjem til bountiful var Ruth og Kirsten kommet tilbage fra deres eventyr sydpå. De havde haft det rigtig dejligt. Skønt at høre om deres tur. Lørdag morge kørte jeg Cristina i lufthavnen med håb om snart at se hende igen.

Vi brugte resten af lørdagen på lidt sightseeing på vores hjemmebane. Først tog vi ind til Salt Lake City, hvor vi gik en tur på Tempelpladsen. Det var en ret sjov oplevelse, da der var utrolig mange brudepar som alle skulle fotograferes. Vejret var også meget smukt, så det var nok en god idé. Vi mødte en sød pige som havde været udvekslingsstudent i Danmark i 9 måneder. Hun var faktisk rigtig god til at tale dansk. Og hun syntes naturligvis det var sjovt at bruge det - det sker ikke så tit her. Turen gik derefter til Hill Air Force Base hvor Michael viste rundt.

City Hill - tror jeg nok...

Og så var det min tur til at vise min arbejdsplads frem, da vi kørte til Snowbasin. Der var utrolig smukt deroppe - masser af gule træer (vi har nu lært at de på dansk hedder bævreasp). Og vi gik en lille tur opad Needles - vi gik på pisterne. Sjovt at forestille sig at om gopdt en måned, står vi på ski samme sted.

Ruth og Kirsten var meget imponeret over stedets faciliteter, men det er også lidt svært at undgå. Det hele ER meget lækkert - OG amerikansk - deroppe. Vi skulle naturligvis have taget det obligatoriske turistbillede - foran elgen. Det er nu sært at se det hele uden sne på!

På dette tidspunkt var vi ved at være ret sultne

Vi kørte hjem og fik lige hvilet "stængerne" lidt inden vi tog ned på Texas Roadhouse for at spise middag. Ruth sagde fra starten da de kom, at inden hun tog hjem ville hun have "en stor beskidt steak". Og det kan de bestemt indfri dernede. Og jeg kan tilføje at hun IKKE blev skuffet. Som altid var der masser af mennesker dernede. Så vi måtte vente lidt på at få vores bord. Konceptet er så at man kan sidde i en lille niche, hvor der står kæmpe tønder med peanuts - altså den udgave med skal på som vi fodrer dyrene med i Zoo derhjemme. Man kan spise så mange man vil, og som det ses af billedet, smider man bare skallerne på jorden. Noget frygteligt griseri - men på én eller anden måde er det bare med til at give stedet ekstra charme.
Ruth og Kirsten rejste tilbage til Danmark mandag eftermiddag. Jeg tror og håber at de nød turen til USA - og vi nød at have dem på besøg. Nu er her så stille indtil ugen før jul hvor mor, far, Caroline, Michael, Søren og Sisse kommer for at fejre jul her hos os. Det glæder vi os MEGET til!