søndag den 4. december 2011

Helt utrolige (lidt mere end) 24 timer!

Marianne:
Levepostej kommes i forme

I går, lørdag, kørte vi op til vores norske venner Inger-Lise og Øystein i Layton. Vi havde store planer, da der skulle produceres lækkerier til julen, nemlig hhv. leverpostej og pølser. Vi var enige om at kokkene skulle marineres, så det hele foregik med et vist indtag af dejlig rødvin. Dog ikke mere end godt var (hvad det så end vil sige)... Først lavede vi leverpostej - gik frem efter mor Gretes opskrift med de tilpasninger som indkøbsmulighederne her i USA kræver. Den ene halvdel blev tilsat oliven - den anden var totalt traditionel. Og de blev lækre! Vi delte portionen og havde hver 8 ubagte leverpostejer som kunne puttes i fryseren. Vi prøvesmagte senere.... Da leverpostejerne var af vejen, lavede Øystein en lækker omelet som vi fik til frokost.
De to pølsemestre
Og så gik vi i gang med pølserne. Der var Michael og jeg i udgangspunktet mest med for at assistere og lære da ingen af os tidligere havde kastet os ud i den slags. Det viste sig dog hurtigt at Michael havde flair for opgaven - og havde gode forslag til hvordan de forskellige typer skulle smagssættes. Det endte med at vi havde en toscana pølse baseret på rent svinekød tilsat bl.a. oliven, basilikum, hvidløg og soltørrede tomater. Den havde vi stort set en opskrift på, men så kom det svære.

MB laver krydderiblanding
Vi ville lave en portion med blandet okse- og svinekød - og helst i 2 smagsvarianter. Det blev, efter en del eksperimenteren, til en julepølse med nelliker, allehånde, salvie og andre gode sager samt en anden, som har smag af citronskal, persille, fennikel mm. Spændende!

Dagens produktion
Det var et fantastisk projekt og resultatet blev rigtig fint. Vi var alle meget spændte da vi satte os til bordet for at prøvesmage. Leverpostejen med oliven blev først smagt - og godkendt. Så skulle pølserne prøves.
Og så skulle der smages. Lækkert!!!
Og de var alle meget lækre. Vi var rigtig godt tilfreds med resultatet og så havde det jo været en forrygende hyggelig dag. Michael og jeg har bestemt mod på at prøve pølseproduktion på et senere tidspunkt - de kan til hver en tid konkurrere med der forholdsvis samgsneutrale udgaver man køber herovre. Havde nogen måske forestillet sig at vi skulle ende med at prøve kræfter med den slags? Vi havde i hvert fald ikke, kan jeg afsløre.

Vi tog hjem og gik i seng og i morges stod jeg tidligt op. Det var nemlig min første dag på Snowbasin - og på ski - i denne sæson. Jeg var ret spændt. Egentlig syntes jeg ikke at jeg var sådan rigtig klar til at stå på ski, men det varede kun lige indtil jeg fik støvlerne på (ØV! Det er bare ikke sjovt efter 7 måneder) og kom ud på sneen. Det var vidunderligt! Jeg havde ikke helt glemt det. Der er dog et par uvaner som skal afkodes - ved ikke hvor de er kommet fra, for de var der ikke ved sæsonens aflutning sidste år! Jeg modtog undervisning i formiddags og efter at have spist frokost kørte jeg hjem Der var ikke nogen at undervise, og alle var enige om at den første dag er der ingen grund til at overgøre det. I morgen er jeg klar til hele dagen!

Vi har i øvrigt fået nye uniformer. Det var hårdt tiltrængt, da de gamle ikke længere var vandafvisende - og snittet kunne man vel efterhånden også godt stille spørgsmålstegn ved. De nye er fra Spyder - og rigtig lækre. Så det var en dejlig fornemmelse at komme "på bjerget". Billedet blev taget i går og viser nogen af mine kolleger.

I aften truer de med en ny storm, så det bliver spændende om vi igen mister strømmen. Vi skal ud og spise middag med nogen af Michaels danske kolleger som er på besøg, så i hvert fald er vi sikret et varmt måltid mad. Jeg håber personligt at denne storm vil tage noget sne med sig - det ser dog ikke rigtig sådan ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar