Så er den ged barberet!

Marianne:
Jeg må lige prale af min bedrift fra i går. Som nogen har set ved selvsyn og andre sikkert hørt, bor vi i et bjergrigt område. Man får ind imellem propper i ørene når man kører op ad vejen som fører hjem til os. Den vej, 400N, cyklede jeg opad i går. Det er godt én MEGET stejl kilometer.(Formentlig uden for katergori, vil jeg tro...). Lyder måske ikke af så meget, men det har da taget mig 2 år at få mig taget sammen til at gøre det. Og alle naboerne er meget imponerede - og synes nok også at jeg er temmelig tosset at finde på den slags. Men det er gjort - og så kan sneen da for min skyld godt komme.

Hmmmm

Marianne:

Jeg er bestemt MEGET imponeret af Michaels tur med "supertanker-flyet" i onsdags. Jeg synes bare liiiige at jeg vil vise jer at det nok ikke hele tiden var sådan helt vildt spændende. Der må være MEGET langt til Idaho :-)

Flyvende tankstation

Michael:

Tirsdag var vi inviteret af Air National Guard (ANG) til at flyve med på en tanker - en flyvende tankstation. Vi samarbejder en del med det amerikanske "hjemmeværn", idet vores F-16 og deres version har mange lighedspunkter, og ind imellem kan vi sammen drille storebror US Air Force lidt. Der er to repræsentanter for ANG, som sidder i vores bygning, og det var dem, der havde arrangeret denne tur.

Vi fløj ud fra Salt Lake City Airport (militære del), som ligger på modsatte side af banen som den civile lufthavn. De af jer som har fløjet ind til Salt Lake City, bemærkede måske tankflyene på den anden side ?

Det er faktisk en stor afdeling med 1.400 mand beskæftiget med flyvning, kommunikation, efterretning osv. Lige nu har de 350 mand i Afghanistan. Den lokale chef kom og hilste på, og vi fik en lille snak om verdens største aktive hjemmeværn.

Selve flyveturen skulle gå op til Idaho, hvor vi skulle mødes med nogle tyske Tornado fly, som var på øvelse. Tyskerne har en flyveskole i New Mexico med tyske Tornado fly, og en del af uddannelsen er lufttankning.

Tankeren vi fløj med var en KC135 - en ombygget Boeing 707 og efter en times flyvning nåede vi op til operationsområdet. I ca 3,5 km. højde begyndte vi så at flyve i store cirkler med "benzinslangen" hængende efter os. Vi kunne tydeligt se, at det ikke var rutinerede piloter, som skulle koble sig på, men det lykkedes da for dem alle til sidst.

Vi kunne følge med i hele operationen både fra cockpit og nede fra tankmanden, der styrer benzinslangen. Det er lidt fantastisk at opleve denne slags operationer, hvor disse to luftfartøjer skal mødes meget tæt på hinanden i 3-4 km. højde. Vi kunne se piloterne ganske tydeligt - hvordan de kæmpede, og nærmest se at de svedte.

Vi havde under starten på turen 2 mand i cockpittet, og jeg havde fornøjelsen at være i cockpittet under indflyvning og landing igen i Salt Lake City.

Det var en dejlig anderledes dag på kontoret.

Jeg har fået bevilliget nyt inventar til kontoret :-) Det nuværende er mere end 12 år gammelt og med et skrivebord, hvor jeg ikke kan få stolen ind under ! Det nye inventar er på vej ind, og det gamle er på vej ud, så det ligner en slagmark lige nu. Jeg vil male ved samme lejlighed (dog ikke lofter, hvis nogen skulle spørge), hvilke jeg selv (og dem jeg nu kan lokke) vil gøre - prisen for at få det gjort, vil jeg ikke byde danske skatteyderere. Når jeg er på plads, skal I nok få et billede.

Sne!

Marianne:
Jeg glemte da lige at nævne at vi nu har fået sne. Forrygende! Det er dog væk igen - lige nu er temperaturen 15 grader. Men den var her! Og der kom en del oppe i bjergene - så meget at flere af skisportsstsederne - dog ikke Snowbasin - meddeler at de formentlig starter sæsonen tidligere end planlagt. Normal sæsonåbning er Thanksgiving - i år er det den 25. november. Så der er ikke længe til!!! Vi skal dog lige en tur til Sydstaternes varme inden. Søndag tager vi en tur til hhv. New Orleans, LA og Pensacola, FL. Vi skal være nede i varmen i 10 dage. Skal bl.a. spille golf, høre musik, spise cajun food og ellers nyde hvad der nu byder sig. Herligt!

Shopping!!!

Marianne:
Nu er jeg jo ved at være én af "de gamle" blandt de Internationale. Og dermed følger, føler jeg i hvert fald, også et vist ansvar. Så jeg påtog mig så den tunge opgave at arrangere en shoppingtur for tøserne til Gardner Village. Det er en lille landsby som ligger syd for Salt Lake City. Den består af en række gamle huse som er blevet flyttet til stedet med bevaring for øje. Alle husene er indrettet til små butikker - eller boutique´r er vel mere præcist. Vi var 9 som var afsted og det var rigtig hyggeligt. Hos Anastasia´s Attic (loft) fik vi alle stjerner på kinderne - stemplet af fe-støv. Vi brugte laaaang tid i en forrygende forretning hvor de sælger færdiglavede quilts. Den ene mere lækker end den anden. Klart potentiale til Friis-Bo. Og jeg købte mig en skøn kasket (ja, jeg HAR noget med hatte :-)). Det hele var pyntet op til Halloween med masser af hekse, græskar og orange lys. Altsammen meget fint. Som det kan ses er det nogen særdeles aktive hekse de her på stedet. Caro og mor vil sikkert nikke genkendede til hende med hoolahop-ringen. Så nu er vi mindst 4 "hekse" som giver sig i kast med den slags :-)

Oktoberfest(er)

Michael:

Fredag aften var vi til "Oktoberfest" - naturligvis arrangeret af tyskere, dog med hjælp fra de ølglade belgiere. 80-90 voksne og ca 20 børn mødte op til masser af øl og tysk inspireret mad.

Bredt udvalg af nationaliteter som gerne ville have øl !

Der skulle afholdes konkurrence i at holde et fyldt ølkrus i strakt arm. Jeg måtte nøjes med en tredje plads - den blev tung efter 4:40 minutter - eller retter sagt blev jeg tørstig :-)

Dominique fra Belgien havde været i garderoben og fundet de lækre "lederhosen" frem !
Manuela fra Tyskland var aftenens storbarmede servitrice og Mike var så stolt af sin filthat fra Hofbrauhaus i München.

Lørdag morgen var lidt træls - der må have været noget i maden !?!

Sidste lørdag var vi til 30 års bryllupsdag hos Jose & Theo fra Holland. Jose have selv lavet al maden så hun havde været i køkkenet i tre dage, men hun er også god til det.

Mange mødte op for at sige tillykke og de fleste var med i en fælles gave - et hotelophold på Salt Lake City's bedste hotel med det hele. De er til oplevelser så det var en fin gave, som de blev meget glade for !

Midt på ugen var vi til restaurant åbning - det er jo en stor begivenhed som trækker mange mennesker. Der var nærmest trafikkaos i området og en del af personalet var ude for at dirigere trafikken.

Alt personale var indkaldt og vi fik da også maden hurtigt og den var af den forventede kvalitet.

In-N-Out Burger er et bedre burgersted end de fleste kæderestauranter - og amerikanerne går jo helt amok når en ny burger-joint åbner :-)

Hiking i baghaven

Michael:

En dejlig efterårs søndag med solskin og masser af farver.

Vi havde som sædvanlig spillet golf med Uji & Bill fra morgenstunden, og efter frokost besluttede vi at hike en lille tur oppe bagved templet her i Bountiful.

Der går en sti langs et vandløb op i bjergene, hvilket betyder at der er varieret bevoksning - ind imellem tørt og svedent - andre steder frodigt og grønt. Stien går op og ned, og vi krydser vandet flere gange, hvilket i starten var via små træbroer, men jo længere vi kom op var det på træstammer og glatte sten. Vi kom dog tørskoet frem og tilbage.

Efter små 2 timers hike op, valgte vi at slå lejr lidt oppe på skrænten så vi kunne nyde udsigten.

Vi skulle jo oprindeligt havde været på den store hikingtur i Grand Canyon i denne weekend , så dette var en lille kompensation.

Dette trail er i folkemunde kendt for klappeslanger, men dem så vi nu ikke noget til. Vi så et par små slanger (15-20 cm) som lige skulle have årets sidste varme solstråler - det var faktisk lige som os - Marianne nød ihvertfald solen i kaffepausen.

Vi havde vores nyindkøbte køkken med i rygsækken, inkl. kaffe, chokolade og fløde.

Den lille fantastiske Jet Boil kan koge to kopper vand på 1 minut. Fylder og vejer ikke mere end et stort kaffekrus - og det er inkl. gas. Smart ting som er nem at have med.

Kokken får en velfortjent kop chokolade i det gode vejr !

Marianne vasker op i vandløbet på vej ned igen.

Dejlig søndagstur og med kaffe i naturen !

I morgen er det så Colombus Day (US helligdag), hvilket så betyder, at jeg ikke må komme på kontoret - øv - en kort arbejdsdag hjemmefra - man må tage det sure med det søde :-)

Lidt trist - og så alligevel?

Marianne:

I eftermiddag var vejret helt vidunderligt. Himlen var høj, solen skinnede og temperaturen var oppe og runde 20 grader. Herligt! Alligevel valgte vi at gøre terrassen klar til vinteren, hvilket egentlig var lidt trist. Det er jo herligt at sidde derude. Men vi må også erkende at det nu er for koldt, så hynder og hængekøje kom i kælderen, stolene blev stablet og overtrækket til grillen sat på (den skal jo muligvis bruges selvom det bliver vinter...) Foderautomaterne til kolibrierne blev taget ind og gjort rene - de små kæledægger er rejst sydpå til mildere himmelstrøg. Jeg købte en gylden krysantemum som nu sammen med græskar og krans på døren indikerer at efteråret er en realitet. Høsttiden er inde! Og da det hele var gjort var det alligevel en dejlig fornemmelse. Nu kan vinteren bare komme an, kan den. Meeeen vi håber da på stadig at få nogen gode, lune dage inden det for alvor bliver koldt.

Scramble

Marianne:

I dag var det så dagen hvor jeg for første gang skulle være med i en scramble turnering - det er altså noget som foregår på golfbanen. Det foregik i HIGA regi (Hill International Golf Association) og der var hele 13 deltagere. Vi var delt op i 3 hold -fuldstændig uden for nummer var der 5 på det ene bold. Michael og jeg var på hold sammen med Mun fra Thailand (han er uddannet golf pro - noget af en kapacitet at have i vores lille liga) og Luis fra Chile som spillede på banen for første gang overhovedet. Så det var en noget blandet forsamling - og det gjorde det ekstra sjovt. Faktisk var der i alt 3 som aldrig tidligere havde spillet på banen - fin intro for dem (håber jeg da). Vi endte meget lige: 71, 71 og 73 - så Poul, som havde sat holdene, må have gjort et godt stykke arbejde! Her er hele holdet - dog fotografen undtaget :-) Skøn eftermiddag. Og da vi kom hjem lavede vi lige en portion aspargessuppe, så ja, skøn dag!!!

Seneste nyt...

Marianne:
Som det fremgår af Michaels seneste indlæg, så går vi begge og skranter lidt - er stadig temmelig forkølede. Og det er jo frygtelig irriterende! Set i lyset af dét, er det nok ikke så slemt at vores tur til Havasupai er aflyst. Det var ellers noget vi begge igennem længere tid har gået og set frem til. Det var en tur til Grand Canyon, hvor vi skulle besøge en del som er indianerreservat og som kun er åben for et begrænset antal besøgende. Vi skulle hike ind, være der i 3 dage som skulle bruges på at hike til forskellige smukke vandfald, søer mm. og så skulle vi hentes ud med helikopter. Alt i alt skulle det være en MEGET speciel oplevelse. Turen gennemføres dog til foråret, så hvis det overhovedet er muligt, hopper vi med der. I fredags (1. oktober) var vi til fødselsdagsfest for Rudi og Francois. Det var en fin fest med masser af mennesker, godt vejr og god mad. Sarah (som er gift med Francois) tager for tiden et kage-pynte-kursus (den slags er MEGET stort herovre) og hun havde derfor valgt at lave en kage som et F-16 fly. Jeg var meget imponeret - drengene mente nok at detaljeringsgraden lod en del tilbage at ønske :-) Som det kan ses, hyggede vi os gevaldigt, men jeg må også bare tilstå at mine øjne gled længere og længere ned på kinderne som aftenen skred frem - jeg var bare ikke frisk. Men en forkølelse kommer man sig jo over - på et tidspunkt. Jeg venter stadig! I dag er det 7 år siden at Michael og jeg mødtes for første gang på Park Café på Østerbro i København. Jeg syntes at vi skulle fejre det - for rent faktisk var det jo en begyndelse på noget fantastisk. Champagnen stod klar da Michael kom hjem fra arbejde og vi havde en dejlig aften!

Kleenex og drugs

Michael:

Efter et godt møde i København gik hjemturen planmæssigt, og alt i alt havde det været fin smuttur hjem til Danmark. Men 2 dage senere gik den ikke længere. En flyvetur over Atlanten er altid en god virusspreder, og denne gang blev jeg så ramt med en solid forkølelse med tilhørende halsbetændelse ! Efter et par dage var det også lykkes at smitte Marianne, så vi begge hoster og sprutter som gale. Husholdningsbudgettet bliver brugt på div. mirakelmidler (piller i mærkelige farver), samt en stor mængde kleenex.

Torsdag eftermiddag havde Officersklubbens koner inviteret til reception med div. amerikanske specialiteter fra forskellige områder i USA. Det er sådan en slags tak for sidst/returmiddag for vores Internationale Buffet, som vi afholder i foråret. Det er vældig hyggeligt - det varer et par timer, og vi får noget godt at spise. Vi havde i forkølelsen slugt et par panodiler, og stod igennem med røde næser.

Fredag aften var vi på den igen. Rudi og Francios har begge runde fødselsdage (40 og 30 år) i november, men de ønskede at benytte det gode vejr, og holde festen nu. Den blev afholdt på Hill AFB i hytte med god plads, og vi var omkring 40 voksne + børn. Vi nappede panodiler igen, og tog tidlig hjem. Vi var enige om at nu havde forkølelsen toppet, og vi vil gå bedre tider i møde.

Lørdag skulle jeg spille en golfturnering på Hill, hvilket ikke gik speciel godt (det må være eftervirkinger !!) Marianne havde ikke toppet som forventet, så hele lørdagen er foregået i sengen - skiftevis sove, puste næse, se TV, læse og sove.

Vi er dog glade for, at det er i denne uge, vi er nede - næste uge skal vi på årets store hiking oplevelse nede i Grand Canyon. Vi har stadig nogle dage til at blive friske på :-)