søndag den 16. april 2017

Påske - og lidt mere...

Marianne:
Michael var en tur i USA i slutningen af marts. Formålet var at mødes med golf-drengene fra ASSGO, som mødes hvert år for at spille en hel masse runder golf. I år var det, som de seneste år, i Las Vegas. Michael benyttede lejligheden til at besøge Joyce og Bob, som bor i Henderson tæt på Las Vegas. Her boede han i deres skønne anneks i nogen nætter. At dømme efter hvordan Michael så ud da han kom hjem, havde det været en helt fantastisk tur. Og jeg lever med at "Hvad der sker i Vegas, bliver i Vegas".

MB syntes at det var fantastiske at se Joyce og Bob - og han mødte også Hope og Rico fra Bountiful, som var i omegnen til golftræning og derfor kom forbi. Superhyggeligt! Det havde været et skønt gensyn med golfdrengene, som kom fra store dele af USA. Dette arrangement har meget høj prioritet! Jeg ville naturligvis rigtig gerne have været med, men pga. det nye job, valgte jeg ikke at bede om ferie helt fra starten. Og det var egentlig helt fint. Men mon ikke jeg tager med næste år? Bob sørgede for at transporten foregik standsmæssigt, da han lånte Michael sin vintage Corvette fra 1993. Det var Michael egentlig helt tilfreds med.

Jeg bliver mere og mere glad for at synge i kor! Det er nu kommet så vidt, at jeg har deltaget i en såkaldt Master Class, hvor vi var 5 som deltog - og fik undervisning af vores korleder Manuela. Det var ret intensivt - og gav mig klart mod til at give den mere gas - og forhåbentlig også til at styre gassen, så det samtidig lyder pænere. Jeg har endda siden forsøgt mig med at synge alene (lead) ved en enkelt øvedag. I den grad en udfordring!




Og så blev det påske. Vi havde begge taget fri i dagene op til påske - det er så dejligt at have hele 10 dages fri! Weekenden med palmesøndag blev brugt på åbningsturnering i Mølleåen. Michael spillede om lørdagen og jeg om søndagen. MB klarede sig rigtig fint; for mig gik det historisk dårligt. ALDRIG har jeg gået en så dårlig runde! Men det var godt selskab, så pyt. Jeg besluttede mig for at jeg måtte op på hesten dagen efter, da Peter og Michael skulle spille. Jeg tog med - og det gik rigtig godt. Jeg spillede op til mit handikap, så jeg var glad! 


Vi har plantet et træ i vores lille have. Det er en opstammet kirsebær laurbær som nu står udenfor vores køkkenvindue. Den tjener to formål: Den ser rigtig fin ud og så giver den en smule mere privatliv. Det bliver spændende om den stadig står der, når vi kommer hjem, for den har fået en temmelig stormful start på livet på Adjudantvænget.







Tirsdag kørte vi nordpå. Som altid var det dejligt at komme i FriisBo. Vi haft nogen rigtig dejlige dage! Michael har slået græsset for første gang i sæsonen - så er vi ligesom i gang! Heldigvis har foråret ikke været specielt vådt i år - og vi nyder at der ikke står pytter rundt omkring på grunden. 

Jeg er måske lidt småtosset, men det gør mig bare så glad når jeg ser at vores julerose også blomstrer i år. Den står i vores lille hjørne af grunden, hvor der efterhånden kommer flere og flere forårbebudere. Også i år har vi en del løg som skal sættes næste gang vi kommer. 
Bl.a. narcisserne fra denne dekoration kommer ud inden vi tager afsted. Så må de blive til noget, hvis de vil. Egentlig skal de sættes i efteråret, men jeg prøver...


Onsdag spillede vi en runde golf i Hjørring - Nord/Syd banen. Det var en fin og udfordrende bane. Igen kunne jeg ikke få noget som helst til at fungere. Det er vist godt at jeg er i gang med at få noget undervisning hos klubbens golfpro - endnu en Michael i mit liv :-) Det var koldt, men solen skinnede og som altid var det bare skønt at være ude. Efter at vi havde fået lidt frokost, kørte vi ind til Hjørring for at handle til resten af påsken. 

Jeg hyggede mig med at lave mad om torsdagen, mens Michael spillede golf på herredagen i Løkken Golfklub og han måtte også arbejde lidt. (Amerikanerne holder ikke fri Skærtorsdag!) 

Langfredag havde vi påskefrokost. Vi var 8 i alt - og vi synes det var rigtig hyggeligt. Der blev som altid i det selskab udvekslet diverse historier - mere eller mindre sandfærdige. Men gode, det er de!


Efter at vores gæster var gået, var vejret så flot at vi besluttede os for en tur på stranden. Her opdagede vi at "vores" trappe var forsvundet! den må vinden simpelthen have revet med - sammen med en stor del af klitten som den normalt hviler på.
Lørdag kom mor og far - og vi havde en hyggelig dag. Vejret havde skiftet, så det var temmelig vådt. Vi besluttede os dog til at gå ud i det - og det var en dejlig tur. Vi spillede også Sjoelbak - som altid sjovt. (Hov, de kom vist en finger i vejen på billedet...)






Nu er vi så småt ved at være klar til at vende snuden sydpå igen. Så har vi lige i morgen hjemme i Farum til at blive klar til at det bliver hverdag igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar