Marianne:

Den 1. marts begyndte et nyt kapitel i mit liv, da jeg startede job som Business Manager hos Unimedic Pharma. Firmaet er et svensk lægemiddelfirma, som vil etablere sig i Danmark. Og det er jeg så ansvarlig for. Det bliver en fantastisk spændende opgave, som jeg ser frem til. Ja, jeg er jo i gang og indtil videre har jeg en rigtig god mavefornemmelse.

Det er nogen gode produkter, søde mennesker og fine arbejdsforhold. Firmaet ligger i Solna udenfor Stockholm, og indtil videre arbejder jeg hjemmefra. Jeg regner dog med at kunne etablere et kontor i løbet af dette år. Jeg var allerede på kontoret i starten af februar til noget træning. Her mødte jeg mine nye kolleger og vi lærte en masse. Der var dog også tid til hyggeligt samvær. Bl.a. var vi på O´learys, en typisk amerikansk sportsbar, hvor vi spiste og spillede shuffleboard. Det havde jeg så aldrig prøvet før. Vildt sjovt!
I starten af januar var vi en tur i Nordjylland. Michael var til den årlige kælderfrokost hos Karin & Dan sammen med dykkerdrengene. Noget han altid ser frem til. Drengene lukker sig simpelthen ned i kælderen, og kommer ikke op, før der ikke er plads til mere mad og drikke. Nok så vigtigt er det, at verdenssituationen er blevet klaret og de sædvanlige historier er blevet fortalt igen, igen, igen. Og lur mig om ikke der er kommet flere detaljer med siden sidste år? (Altså, jeg indrømmer blanktm at jeg her er ude i gæt, tro og antagelser...)


Dagen efter mødtes vi med Karin & Dan samt Rikke & Søren på CW Obels Plads. Dan og jeg skulle ud på skøjter. Endnu én af de skønne kulturelle oplevelser, som blev udloddet til min fødselsdag. Skal jeg sige det selv, klarede vi det faktisk rigtig flot. Jeg måtte dog i isen - og slog mit knæ, men ikke noget sådan rigtig voldsomt (tror jeg). Bagefter spiste vi alle brunch på Søgaards Bryghus. Faktisk tror jeg, at Dan og jeg (med rette) nød det lidt mere end de andre - vi havde jo ligesom fortjent det!

Med fare for at gentage mig selv, så må jeg konstatere, at det ikke er blevet til meget golf for mit vedkommende i vintermånederne. Jeg synes altså ikke rigtig,CC at det er så sjovt. Michael har været noget mere flittig - men det er der egentlig ikke noget nyt i. Midt i januar tog vi dog sammen ud på Mølleåen og spillede en utrolig smuk (og kold!) runde. Det var også planen at vi skulle ud i lørdags, men det regnede hele formiddagen, så det blev ikke til noget.
Vinteren har været ret lun og også mindre fugtig end normalt. Det betyder, at der har været ret mange smukke dage. Sågar dage med sne, hvilket jeg i den grad har nydt.
Jeg er jo som bekendt begyndt at synge i Birkerød Gospelkor. Den 12. februar gav vi koncert i Birkerød kirke. Det blev en kæmpesucces med totalt fuldt hus - faktisk måtte nogen gå forgæves. Det var ret forrygende.
I starten af marts havde vi besøg af mor og far. Det var længe siden de sidst havde været her, og det var en fin lejlighed at Sisse og Caro skulle fejre deres fødselsdage. Vi mødtes med Tvede Møller-klanen på Arken. Her var en ret fascinerende udstilling om menneskekroppen “Gys! Er den levende?” - og det kunne man virkelig være i tvivl om. Sisse besluttede at hun ville være en del af en installation, hvorefter hun iklædte sig en t-shirt, som var hængt frem og stod op på en klods. Og så... Tja, hvad så? Kunst! Det var en rigtig dejlig dag med god mad, tid til spil, hæklerier og hygge - og naturligvis masser af snak.
Weekenden efter var vi i Nordjylland. Fredag aften besøgte vi mor og far, hvor vi hilste foråret velkommen med stenbiderrogn og blinis. Én af mine absolutte favoritter.

Senere tog vi i Brønderslev Hallerne og mødtes med Jan, Jensine og deres 3 skønne piger. Jan skulle spille med Soulfunction - noget vi havde set frem til. Sidst vi hørte dem, var til vores bryllup. De var præcis lige så gode som dengang. En dejlig oplevelse! Jeg var lidt spændt på, om jeg mødte nogen jeg kendte - og det gjorde jeg sørme! Charlotte, som jeg gik i klasse med i folkeskolen. Ret sjovt at hun faktisk bor i Slangerup - mindre end 10 km fra os i Farum.
Om lørdagen var vi så heldige at vi kunne spise frokost udenfor. Det var vidunderligt!

I sidste uge havde jeg besøg af én af mine tidligere kolleger fra Snowbasin, Tammy. Hun var på besøg i Danmark med sin mand Mark og et par venner Karen og Steve. Vi havde en dejlig dag sammen, hvor vi kom vidt omkring! Vi besøgte Vor Frue Kirke, da de var meget interesserede i at se Thorvaldsen´s kristusfigur og de 12 apostle, som også findes her. Så kørte vi til Frederiksberg, hvor vi så mormonkirkens tempel og vi besøgte endda kontoret, hvor vi talte med den stedlige missionær. Han kommer fra Utah, og naturligvis havde de fælles bekendte. Small world! Derfra gik turen til Frederiksborg slot og videre til Kronborg.
Vi spiste middag i Lyngby på Meyer´s Spisehus inden jeg kørte dem retur til hotellet i København. De 4 skulle videre til Berlin, Pragh og flere andre steder i Europa. Det var dejligt at se Tammy igen og høre lidt om hvordan det står til på Snowbasin. Denne sæson har været fantastisk - der er stadig masser af sne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar