Her efter sommerferien har jeg kastet mig ud i at synge i gospel kor sammen med Lone. Vi synger i Birkerød Gospelkor, som ledes af Manuela Lærke. Det er utrolig sjovt og livsbekræftende. Første gang vi skulle mødes, kunne vi ikke få adgang til lokalet på Bistrupskolen, hvor det ellers foregår. Jamen, så sang vi da bare udendørs! Da vi var ved at være færdige kom en flok unger i 9-10 års alderen for at spille bold. Det opgav de dog og kom i stedet og sang med os. Det var ret forrygende. Siden har vi dog kunnet være indendørs, hvilken nok er bedst for vores stemmer. Og vi skal sørme give koncert op til jul. Billedet er fra en koncert sidste år, inden jeg startede. Men Lone var med (med solbriller).
Dan holdt 60-års fødselsdag i august. Michael og jeg tog afsted til Aalborg lørdag morgen. Vi tog bilen ind til København og parkerede i et P-hus ved Slotsholmen, som Michael har adgang til. Vi gik i den skønne morgen (klokken var lige godt 6) til Hovedbanen, hvorfra vi tog toget. Søren hentede os i Aalborg og så tog vi ellers til fest.
Det var en rigtig hyggeligt fødselsdag med Dans familie og venner. Dykkerlogen måtte naturligvis lave et indlæg. Der blev fortalt en del anekdoter - bl.a kom det frem at Dan har en tendens til altid at blive beskidt. Derfor var drengene iført t-shirt som alle var temmelig nussede. MB havde griset sin til fredag aften, hvor vi var på Bone´s i Roskilde for at fejre Sørens 15-års fødselsdag. Jeg protesterede dog, da han overvejede at tage den på og så tørre fingrene i den. Dét var alligevel for dårlig stil.
Her i Farum har vi en skøn butik/café, som forhandler franske specialiteter, Vores Marked. De sælger delikatesser som patéer, pølser og oste, vine, sæber og andre ting, som de selv importerer fra Frankrig. En fredag aften tog vi derned og spiste en herlig charcuteriplanke med anderillette, pølser og ost. Det var SÅ lækkert. Og hertil god vin. Vi sad udenfor og endte med at hygge os med parret som sad ved siden af. Sådan helt sydlandsk. En rigtig god oplevelse, som helt sikkert skal gentages.
Den 8.-11. september tilbragte vi i Sønderjylland. Vi spillede golf i Brundtland Golfklub. Årsagen var at vi deltog i en turnering (Ryder Cup), hvor 2 hold (rødt og grønt) spillede mod hinanden i forskellige formater. Det var ret sjovt. Michael og jeg var i år på samme hold (rødt) - noget som ellers ikke sker. Altså at ægtepar er på samme hold. Så da det hele var overstået, skulle vi trække lod om hvem som skulle overgå til grønt hold. Og det blev Michael. Jeg var ret lettet, da jeg ikke rigtig synes, at jeg tager mig så godt ud i grønt ;-)
Udover golfen var der hyggeligt samvær. Fredag aften var der romsmagning med det nordjyske Skotlander rom - hold nu op hvor var det lækkert! Lørdag aften var der galamiddag - det var faktisk ret sjovt at se os alle i festtøj, da vi jo ellers ALTID har golftøj på. Alt i alt var det en hyggelig lang weekend.
Desværre blev rødt hold slået på målstregen. Det var simpelthen den allersidste af søndagens 27 kampe, som afgjorde det hele. Vi troede ellers at det havde hjulpet at vi alle fik udleveret en dåse med AntiSlice "medicin".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar