søndag den 28. august 2016

Sommerferie i Danmark vol. 2

Marianne:
Ingrid og Dominique ankom søndag den 31. juli på en helt skøn sommerdag. Og det blev så desværre også den eneste helt rigtige af den slags, mens de var her. Men vi havde alligevel nogen skønne dage, hvor vi var på sightseeing i det nordjyske, spillede spil og i det hele taget hyggede os sammen. Det var rigtig dejligt at have dem her!
Mandag var vi en tur i Lønstrup. Det var en noget blæsende dag - med byger ind imellem, men dog ikke værre end at vi kunne gå en tur i byen - og sidde udenfor på den blå café og få en øl/kop kaffe. Vi slentrede rundt og besøgte de forskellige gallerier.


Derfra var det tid til en anden form for kultur - vi kørte nemlig til Rubjerg Knude fyr. Som tidligere nævnt her på bloggen, er det blevet renoveret og er helt klart et besøg værd. Denne dag blæste det voldsomt, så da vi kom derfra, havde vi sand alle vegne.















Tirsdag var vi på Ørnereservatet. Det var en KÆMPE oplevelse at se de smukke rovfugle på tæt hold. Ret vildt at det er muligt for de dygtige falkonerer at træne de vilde fugle og opnå gensidig tillid. Bestemt et besøg værd!







Aftensmaden blev lavet på bål - chili con carne. Det blev SÅ godt! Og det er altså bare en dejlig måde at lave mad på! Drengene tog ansvaret med at holde øje med ilden særdeles alvorligt!









Vi fik også introduceret Ingrid og Dominique til Bob. De kendte ikke til det overhovedet, men kom ret hurtigt efter det. Og det blev en særdeles kompetitiv aften.











Onsdag mødtes Michael og jeg med Gitte og Jesper (som vi kender fra Mølleåen) på Sindal Golfklub. Vi havde for længe siden aftalt at spille her, da de også var i Nordjylland. Det blev til 17 1/2 tørre huller - og SÅ kom regnen! Det var en fin bane - og hyggeligt at spille sammen et nyt sted. Ingrid og Dominique benyttede tiden til at geocache, så også de havde en god dag.



Om aftenen gik vi ned til Fisherman´s Rest, hvor der denne uge var
Irish Festival. Onsdag aften var det Denis McLaughin & Pia Nygård duo, som stod for underholdningen. Og det gjorde de godt. Der var fuldt hus - og sør´me om ikke også mor og far dukkede op. Det var en dejlig aften med god musik, fællessang og godt selskab.

Torsdag tog vi en tur ind til Løkken. Vi startede med at Michael og Dominique blev parkeret på Løkken Bryghus, hvor de så kunne boltre sig, mens pigerne gik på lidt shopping. Drengene fik testet en del af de forskellige øl fra bryghuset.
Bl.a. Narvorn, Jøwt, Kawt og Rajfog. Det bliver nok lidt for langhåret at forklare disse lidt besynderlige navne for ikke-vendelboere, men det kan konstateres at de laver rigtig god øl!


Inden vi skulle spise middag, havde Ingrid og jeg en mission. Vi skulle nemlig i vandet. Det er ikke blevet til meget badning i år, men det måtte vi lige gøre noget ved. Og det var (som altid) rigtig dejligt, da vi først var kommet i.


Om aftenen var menuen krabbeklør. Det var lidt spændende, om det var noget som vores gæster ville sætte pris på. Det gjorde de heldigvis. For Michael og mig er det i den grad noget, som vi forbinder med sommer i Danmark. Og de var rigtig gode.

Fredag tog vi afsked med vores belgiske venner, som på hjemvejen skulle besøge vores fælles venner Lia og Wouter, som er hjemme i Holland på ferie. Ellers residerer de pt. i Washington DC.
Lørdag morgen stod Michael og jeg tidligt op og kørte til Frederikshavn. Her parkerede vi bilen og tog så færgen til Læsø, hvor vi skulle besøge Brita og Jens i Kukkelure. Anita og Philip var der også.

Vi spiste morgenmad, hvorefter vi lånte et par cykler og sammen med Anita cyklede vi ned til Østerby Havn, hvor der var jomfruhummer festival. Der var masser af boder, som bød på forskellige serveringer med jomfruhummer. Der var en stor kokke konkurrence, hvor de 4 deltagere skulle lave retter, som udelukkende indeholdt råvarer fra Læsø. Vi blev dog ikke så længe.

Michael og jeg fortsatte mod Byrum, hvor vi først gjorde holdt ved saltsyderiet. Det er ret interessant at se (og høre) hvordan de har genoptaget en rigtig gammel Læsø-tradition.











I Byrum besøgte vi også det røde tårn, og jeg måtte naturligvis op
og se udsigten. Vi indkøbte også en såkaldt krat-ud-pølse. Et must, når man besøger Læsø.








Der er rigtig fint på Læsø lige nu. Masser af mirabeller, som jeg rigtig godt kan lide. Og så er der helt vildt mange rønnebær! De er utroligt smukke lige nu.
På Alléen, hvor Kukkelure ligger, er der også et meget smukt tangtagshus, som for nylig er blevet renoveret.




Og så gik turen retur til Kukkelure. Anita og Philip skulle retur til Aalborg og vi andre mæskede os i jomfruhummere. Det var SÅ lækkert!











Søndag formiddag tog Jens, Michael og jeg på Læsø Seaside Golfklub, hvor vi spillede en runde. Vi startede ud med smukt vejr, men senere blev det dog skyet og vi fik også lidt vand. Men ikke noget som gjorde det store. Det er en rigtig smuk bane - og nu hvor lyngen blomstrer, ser det helt fantastisk ud. Vi tog tilbage til hovedlandet søndag aften.







Så var det lidt som om det blev efterår... Vi måtte til at have ild i brændeovnen og vinden tog til. Hyggeligt, men bare ikke helt hvad man forestiller sig i sommerferien. På stranden nåede vandet næsten op til klitterne - ikke noget som lover godt for de huse, som ligger faretruende tæt på afgrundens rand.



















Tirsdag morgen (den 9. august) vågnede vi ved at havemøblerne blev kastet rundt på terrassen. Da vi kom ud, var parasollen forsvundet. Vi havde ellers pakket den ind i et cover og bundet et reb om, så vinden ikke skulle kunne fange den. Men væk var den! Efter en inspektion rundt på grunden, hvor den ikke dukkede op, kiggede jeg tilfældigvis op på taget - og dér var den. Hmmm.







Vi havde besøg af nogen af dykkerdrengene tirsdag aften. De skulle forberede sig til Dans 60-års fødselsdag, som skulle holdes den 20. august. Resten af ugen gik vildt hurtigt og vi skulle retur til Sjælland efter en fantastisk dejlig ferie. Det var svært at tage afsked, men vi satser på at komme igen inden alt for længe.

Den sidste weekend i ferien, fejrede vi Birgittes 50-års fødselsdag om lørdagen - her i Farum, hvor Birgitte og Nicolai også bor. Jeg tog derover om formiddagen, og Birgitte og jeg hyggede os vældigt med at dække borde mm.

Senere kom jeg tilbage - sammen med Michael. Det var en fantastisk fest, som foregik i telt(e) i haven. Det var hyggeligt at hilse på et par af Birgittes gamle venner (Tove og Steen), som jeg kendte fra tidligere. Familien var repræsenteret med både mor Inge, Erik og far Ivan samt bror Morten med familie. Det var hyggeligt at se dem alle igen!




Vi er nok set friskere, end vi var da vi søndag kl. 13 mødte op i Mølleåens Golf Klub for at spille ægteparmatch mod Lilly og Allan. Men det var da ikke noget problem. De fik lammetæv - hvorefter vi kunne tage hjem og få en tiltrængt lur :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar