mandag den 27. januar 2014

Aloha fra Big Island

Marianne:
Inden vi kørte fra hotellet en dag, gjorde vi lige stop for at tage dette billede. Vi bor nemlig på en golfbane - og det var vi ikke klar over da vi bestilte. Det lyder næsten ikke sandt, men det er det faktisk.









Vores primære aktivitet denne dag, var en helikoptertur, hvor vi skulle flyve fra lufthavnen i Hilo - ca. 2 timers kørsel fra hotellet. Vi tog en alternativ rute dertil, som bl.a.bragte os ad særdeles snoede, smalle og rutchebaneagtige veje. Vi kørte gennem store områder som ikke var andet end størknet lava - meget goldt og faktisk slet ikke noget jeg havde forestillet mig at se på Hawaii.




Vi kørte også forbi Hawaii´s højeste bjerg, Mauna Kea. Det er reelt set væsentligt højere end det ser ud til - altså hvis man lægger de ca. 6000 meter af bjerget som befinder sig under havets overflade til de ca. 4200 m som man kan se. Geologerne siger at det er verdens højeste bjerg målt fra base til top. Jow jow! Og det ”besteg” vi så.







Vi gjorde det i vores firehjulstrukne Jeep. Om vinteren er der ofte sne på toppen, men ikke lige nu. Det var helt utrolig smukt at stå deroppe og se ned på skyerne, som hang omkring bjerget. Der en en masse observatorier deroppe - forholdene til at kigge på stjerner mm. skulle være usædvanlig gunstige her. Det var 11 grader, så en sweater var så absolut en god idé - ikke mindst fordi det blæste temmelig kraftigt, så det føltes rigtig koldt.

Så gik turen videre til Hilo. Her skiftede vi til lange bukser og trøjerne kom på igen, da vi skulle ud at flyve helikopter - uden døre i. De andre på billedet skulle med en anden helikopter - med døre! Det var kun Michael og mig som var med Pete på denne tur - og det gjorde det jo bestemt ikke ringere at vi sådan fik special treatment :-) Vi skulle flyve hen over noget flydende lave (håbede vi) og det kom vi også til.




Der er masser af vulkansk aktivitet på Hawaii, og på Big Island er der, som før nævnt, store områder som udelukkende består af magma, størknet lava. Med helikopteren kunne vi rigtig se hvordan der mange år efter at der har været udbrud, stadig er ret begrænset bevoksning i områderne. Men senere hen er lavaen meget frugtbar og på den sydlige del af Big Island er der meget store arealer med frodig regnskov. Stort set ufremkommeligt, men flot at se fra luften.















På tilbagevejen mod Hilo, fløj vi henover en masse vandfald. Det så superflot ud. Desværre var der ikke meget sol - primært fordi vindforholdene gjorde at røgen fra vulkanerne dannede forholdsvis tætte tågebanker. Men fint var det bestemt alligevel







Da vi var kommet sikkert ned igen, fik vi sagt pænt tak til vores søde pilot, Pete og så var det ellers om at få de lange bukser af igen!










Vi kørte ind til Hilo for at få noget frokost. Vi fandt en lillebitte hyggelig café, Hilo Shark´s Coffee, som udover rigtig god kaffe, lavede noget meget lækre sandwiches. Vi kørte tilbage til hotellet ad samme vej som vi kørte den aften vi var ankommet til øen. Vi ville gerne se det hele i dagslys. Og det var bestemt en fin oplevelser. Der var masser at se på og vi måtte stoppe flere gange for at tage billeder. Bl.a. så vi dadelpalmer; noget ingen af os var sikre på at vi havde set tidligere.










Onsdag formiddag havde vi bestilt tee time på ”vores” golfbane - Hakuna Beach Golf Course. Vejret var sådan lidt la la, men vi gik derover og brugte en times tid på at øve. Jeg var temmelig rusten - det var ved at være længe siden at jeg sidst slog til en golfbold. Vi spillede 2 huller - og så var vi begge så pladdervåde, at vi opgav at spille videre. Det samme gjorde stort set alle andre på banen. Det styrtede simpelthen ned. Heldigvis fik vi en ny tee time tidligt fredag morgen og vi håber at det bliver en lidt bedre oplevelse.

Heldigvis var det ikke sådan rigtig koldt på trods af regnen. Så ud på eftermiddagen, gik vi ned til stranden hvor vi gik en tur. Stranden her, Hakuna Beach, er kåret som én af verdens flotteste strande. Det kan vi måske ikke helt forstå, men her er bestemt rigtig dejligt. Vi gik i poolen, hvor vi svømmede en del og vi besøgte også den meget varme spa pool.

Om aftenen kørte vi til Waimea, hvor vi skulle mødes med Majbritt og Kell på restaurant Merriman´s, som skulle være én af de bedste restauranter på øen - ja faktisk på Hawaii. Majbritt og jeg var kolleger hos Wyeth og vi fandt ud af at vi hver især var på Hawaii samtidig på Facebook. Det er slet ikke noget dumt medie! Det var helt vidunderligt at se hende og vi havde en forrygende aften. Majbritt og jeg skulle naturligvis følge op på hvad der var sket i vores respektive liv siden vi sidst så hinanden - og drengene havde heldigvis også masser at tale om. Maden var guddommelig og det samme var vinen. Tiden fløj afsted og vi kunne slet ikke blive færdige. Da vi var de sidste i restauranten, måtte vi dog slukke festen, hvilket var super ærgerligt, for vi kunne have fortsat hele natten.

Torsdag stod vi op til fuldstændig blå himmel (ikke noget man ses så ofte på Hawaii på denne tid af året). Michael tog på golfbanen og gik en runde; jeg gik ned til stranden og senere poolen og nød det skønne vejr. Michael gjorde mig selskab da han kom tilbage.









Vi tog senere bilen og kørte nord om øen.

Vi besøgte flere superfine kyststrækninger - strande, kalder de det, men det er ikke helt dét vi forbinder med en strand.











Helt oppe på den nordlige spids, så vi den originale statue af kong Kamehameha, som i 1810 grundlagde det hawaiianske kongedømme. Der er masser af kopier af denne statue rundt om på øerne hvoraf vi senere så flere, men dette var altså den første vi fik at se.





Overalt finder man hibiskusbuske og -træer. De bærer med rette sit danske navn, Hawaiiblomst, for det er utroligt hvor hyppigt man ser dem. Og det er både som hække, planter i haver og vildt voksende. Der er også masser af træer med smukke hvide blomster, som vi endnu ikke har fundet ud af hvad hedder. Blomsterne er utroligt smukke, og bruges ofte (på samme måde som hibiskus) som hårpynt. Hvis blomsten er placeret bag en kvindes venstre øre, betyder det at hun er ”taget” - hvis den er bag det højre øre, er hun fri.
Om aftenen kørte vi til havnen, som ligger ret tæt på vores hotel. Her spiste vi på Plantation Grill, som er en meget hyggelig restaurant/bar. Vi endte med at spise i baren, simpelthen fordi der var sådan en god stemning dér. Maden var meget lækker og det samme var deres øl (lokal) og margarita, så det var svært ikke at være særdeles tilfreds med det hele.

Fredag morgen stod vi tidligt op og gik over og spillede golf på hotellets bane. Det var en rigtig fin oplevelse - resultatet var ikke noget særligt for nogen af os, men det var dejligt at være ude. Da vi var færdige, kørte vi stort set direkte i lufthavnen.








På vejen kørte vi ad en alternativ rute som bragte os gennem nogen rigtig hyggelige steder. Vi fandt bl.a. et sted hvor vi fik frokost - og det var typisk hawaiiansk mad - lau lau. Det minder en del om pulled pork, men med andre krydderier. Dertil ris, lidt tomatsalat og kimche. Dejligt måltid!



Vi fløj til Maui, hvor vi landede efter mørkets frembrud. Vi kørte til vores hotel, som ligger i byen Kihei. Ikke slet så lækkert som dét på Big Island, men med super beliggenhed i byen Kihei.




tirsdag den 21. januar 2014

Hawaii - Big Island (Kona) Dag 1

Marianne:
Vi er nu kommet til Hawaii. Vi fløj fra Salt Lake City direkte til Honolulu (7 timer), som er den største by på Hawaii. Derfra gik turen videre til Hilo lufthavn på Big Island (50 min) - også kaldet Kona. Det var mørkt da vi landede, så vi havde ingen idé om hvad det var, vi var kommet til, vi kunne dog mærke at her var dejlig varmt og mere fugtigt end hvad vi er vant til. Fra lufthavnen havde vi en to timers køretur i vores lejede Jeep Wrangler. En bil som bestemt passer til Hawaii. Vi håber at få lejlighed til at benytte os af dens 4-hjulstræk.
Hotellet så dejligt ud, men egentlig var vi mest interesseret i bare at komme i seng. Vi var trætte.

Vi vågnede op til en skøn morgen. Fra vores balkon har vi udsigt til hotellets store pool og bag den til stranden. Skønt! Vi spiste morgenmad derude og sad lidt og bare nød at være her.
Hotellet ligger på en golfbane, noget vi rent faktisk ikke var klar over da vi bookede. Men det er jo ikke sådan rigtigt et problem. Så efter morgenmaden skulle vi lige tjekke faciliteterne ud - og de ser bestemt ikke ud til at fejle noget. Så vi bestilte en tee time til onsdag formiddag. Det bliver herligt!

Bilen skulle naturligvis arbejde lidt, så vi tog taget af og kørte sydpå langs kysten. Hotellet ligger på den nord-vestlige del af øen. Vi var overraskede over hvor goldt der er på denne del af øen - masser af brun lava og ikke særlig meget vækst. Jeg synes at det minder om steder jeg har set på Island. Vi kørte ned til  Captain Cook, hvor vi besøgte St. Benedict´s Painted Church. Det er en lille katolsk kirke fra 1899. Den er bygget i træ og er helt åben.



Væggene og loftet er malet og historien fortæller at da kun få indbyggere på Hawaii på den tid kunne læse, malede Father John Velghe billeder på væggene med almindelig husmaling for på den måde at undervise bibelhistorie.








Dette område er meget frodigt og kendt for kaffeproduktion. Jeg havde ingen anelse om at man dyrker kaffe på Hawaii, men det gør man i ret stor stil. Overalt ser man Kona Coffee - og det er ganske glimrende kaffe. Vi var dog enige om at 29,95 $ (165 DKK) for et pund er sådan lige i overkanten. Der er overraskende meget arbejde involveret i sådan en kaffeproduktion. Vi besøgte Kona Coffee Living History Farm, hvor vi så hvordan en japansk familie havde boet og hvordan de dyrkede kaffe.

Her smagte vi også friske macademia nuts. Hold nu op de er gode!

Vi var sultne da vi vendte snuden nordpå igen. På vejen sydpå havde vi begge lagt mærke til et sted hvor vi tænkte at vi kunne spise frokost, men der var lukket pga. Martin Luther King Day, som var i går, mandag. Vi valgte en alternativ rute og kom igennem Holuakoa.



Her så vi en café og det viste sig at den hørte til en rigtig dejlig restaurant, Holuakoa Gardens. Ude fra gaden kunne man ikke se at der var et så dejligt sted inde bag træerne - og de serverede fantastisk mad. De siger selv at de bruger masser af lokale råvarer og er en del af ”slow food-bevægelsen”. Dejlig, positiv overraskelse. Jeg var meget imponeret af at deres menukort var dateret - de laver et nyt hver dag, da menuen dagligt ændres. Det synes jeg faktisk er ret OK. Vi prøvede lokal øl fra Kona Brewery - ganske dejlig.

Da vi kom retur til hotellet, stod denne kalkun og hilste os velkommen. Jeg tog mod til mig og gik forholdsvis tæt på ham - jeg ville gerne have en billede. Han pustede sig lidt op, men forholdt sig ellers nogenlunde rolig.








Vi skiftede til badetøj og testede først vandet i havet. Det var temmelig lunt - selv Michael var OK med det - og bagefter tog vi poolen, som var en del varmere (næsten for varm til at være sådan rigtig forfriskende). Solen gik ned, så vi fik lejlighed til at tage et par solnedgangsbilleder, inden vi gik tilbage på værelset.

Aftenen tilbragte vi på balkonen med et glas vin. Vi fordøjede alle dagens indtryk og forsøgte at planlægge de resterende dage her på øen.

Da vi gik i seng valgte vi at lade dørene stå åbne, så vi kunne høre bølgerne slå ind mod stranden. Det er sådan en fantastisk, beroligende lyd. Jeg følte mig nærmest i himlen når jeg i løbet af natten vågnede og kunne høre denne lyd. Og så var det ikke svært at falde i søvn igen.
 

fredag den 17. januar 2014

Så er det 2014

Marianne:
Efter at familien Tvede var rejst hjem, var her meget stille. Vi havde dog stadig en masse på programmet, så den første dag gik med at handle i Station Park i Farmington. Det er en ny mall (indkøbscenter), som mor og far ikke tidligere havde besøgt. Far og MB var bl.a. i Apple butikken, hvor de mødte Ingrid og Dominique. Mor og jeg var mere interesseret i tøjbutikker :-) Efter at vi kom hjem og egentlig var klar til at lave mad, ændrede vi planer, så MB kørte ud og hentede pizza mens mor, far og jeg kørte ned til Salt Lake City for at købe en habitjakke til far. Et lækkert cashmere tørklæde kom også med, så det endte med at blive en rigtig god shoppingdag!
Vi havde nogen dejlige dag, hvor vi bl.a. var på Snowbasin. Jeg var også deroppe på arbejde alene - én af dagene var Michales skjorter strøget da jeg kom hjem. Herligt!

Nytårsaften fejrede vi herhjemme. Vi så dronningen kl. 10, så det var lidt for tidligt til at skåle, men det var nu dejligt at få dét med. Michael grillede en prime rib, som vi fik med typisk amerikansk tilbehør: Bagte kartofler, green bean casserole og peberrodscreme. Desserten var en chocolate chip pie med is. Vi skålede det nye år ind i cremant og dertil fik vi kransekage med nougat som jeg havde bagt dagen før. I modsætning til hos vores nærmeste naboer, som vi kunne se var gået tidligt i seng, fik vi taget imod det nye år med manér. Det var en rigtig hyggelig aften.

Det var MEGET mærkeligt at tage på arbejde den 1. januar! Jeg havde nok forestillet mig at der ville være meget stille - og ikke mindst at mine kolleger ville være temmelig flade. Men det var slet ikke tilfældet. Mange var gået tidligt i seng. Det er altså HØJST besynderligt!

Mor og far blev her en uge efter nytår, så vi havde tid til flere oplevelser. Vi besøgte Antelope Island, som vi aldrig tidligere havde set om vinteren. Det var en stor oplevelse for os alle. Det var rigtig sjovt at vi mødte Inger-Lise og Øystein, som også var derovre sammen med Inger-Lises datter Annette og hendes veninde Heidi.

Det var en smuk dag med sol og temmelig lunt. Vi så bisoner og prærieulve. Da vi besøgte den ubeboede ranch derude, så vi hele 2 hornugler. De er SÅ fine! Vi fik en lille rundvisning i huset af én af de frivillige, Dennis Simonsen, som har danske aner. Det var han MEGET stolt af. Det er lidt hyggeligt at vi stort set kommer i familie med folk herfra, hvis forfædre kom hertil fra Danmark. Der er rigtig mange af dem.

Vi skal jo meget gerne på morgenmadsrestaurant når vi har gæster. Og helst på Denny´s. Det nåede vi ikke mens Tvederne var her, men mor og far skulle ikke snydes. Vi kørte derfor til North Salt Lake, hvor vi tidligere har været. Men den var lukket! Hmmm, det fortæller måske noget om at det ikke sådan er noget vi gør særlig ofte. Vi fandt dog én inde i Salt Lake City - og det var ligeså godt (og meget!) som det plejer. En klar fordel er at man ikke behøver tænke på frokost den dag.

Vi skulle også besøge City Creek Center, som er (endnu en) ny mall, som er blevet åbnet i centrum af Salt Lake City. Mor og far havde kun set at den var under opførelse. Det er en meget flot mall med masser af lækre butikker. Og for første gang siden den åbnede (2 år til marts) så vi det hele.

Mor og far fik lejlighed til at tage en fin afsked med Snowbasin, da de var med mig deroppe den 6. januar. Jeg arbejdede om formiddagen, men der var ikke noget til mig om eftermiddagen, så jeg havde lejlighed til at sidde udenfor på terrassen sammen med mor og far og nyde vejret. Det var smukt solskinsvejr og temperaturen var skøn. En kølig øl var absolut ikke af vejen, så…

Tirsdag den 7. var det tid til at tage afsked med mor og far. Jeg kørte dem i lufthavnen; Michael måtte på arbejde. Heldigvis gik deres hjemtur uden problemer, så de ankom til Ådalen onsdag eftermiddag. Efter deres hjemkomst fik mor konstateret at hun havde en kold lungebetændelse. Formentlig noget hun havde rendt rundt med et stykke tid. Det var super ærgerligt for hende, for det påvirkede naturligvis hendes ferie herovre, men jeg tror nu at både hun og far på trods at det havde en god tur. Vi var rigtig glade for at det lykkedes dem at komme herover endnu engang inden vi vender snuderne hjem.

Vi er nu så småt tilbage i vores vante rutiner. Michael har naturligvis været på arbejde og også jeg har arbejdet en hel del. Der faldt temmelig meget sne (primært i bjergene!) efter at mor og far tog afsted. Det har betydet at der har været masser af forrygende skiløb - ikke mindst en del i powder - og det ER altså bare forrygende!

I lørdags mødtes jeg med Ingrid og Michele på Slackwater Restaurant i Ogden til frokost. Michele kunne berette at hun, efter at have kæmpet i 5 år, endelig er gravid. Det var jo bestemt noget som var værd at fejre! Hun har termin den 19. juli, så det er nok lidt tvivlsomt at vi kommer til at være her, når hun føder. Ærgerligt, men så må vi jo bare sørge for at komme til at se og høre babygrynt på Skype.





I dag, hvor det er torsdag, har mere eller mindre været reserveret Brittney og Tommys bryllup. Brittney er vores naboer - og nære venner -  Lorraine og Kent´s yngste datter. Hun og Tommy er i dag blevet viet i LDS templet i Logan, som ligger ca. 5 kvarters kørsel nord herfra. Det er noget som vi ikke kan deltage i, da vi jo ikke er medlemmer. Men vi var inviteret til den efterfølgende frokost i Logan. Ellers var det stort set kun familie som var der, så vi følte os særligt priviligeret. Det var en meget anderledes oplevelse end et dansk bryllup. Bl.a. kunne vi konstatere at vi (igen) var forholdsvis overdressed. Men hellere det… Der er ingen bordkort, så man sætter sig bare, hvor det nu passer. Vi var så heldige at Kent præsenterede os for Lorraines søstre, Camille og Kathie. Camilles mand Wayne var der også - og det var rigtig hyggeligt selskab. Brudens og gommens fædre præsenterede gæsterne og derefter kunne vi gå til buffeten. Det var rigtig god mad - der manglede bare et glas vin til. Michael var dog ret tilfreds med at der var god ferskenlimonade. Inden/mens der blev serveret dessert, var der forskellige indlæg fra søstre og brødre. Tommy har 7 brødre, som alle var ret underholdende. Den ene af dem havde skrevet en sang (fra Tommy til Brittney) som fortalte om han ambitioner om at blive tandlæge. Ret sarkastisk! (Tommy er 37 år og har en bachelor fra West Point, men vil altså være tandlæge). Brittneys 5 søskende havde lavet et fint billedshow med billeder fra både brud og goms opvækst og deres tid sammen (indtil nu). Meget fint. Greg holdt en tale på irsk (hmmm, han prøvede) og som altid når han gør noget, var det rigtig sjovt. De øvrige indlæg var ret spontane. Parret fortalte hvordan de mødtes og så var det ellers overstået. Vi kørte hjem og nåede at slappe lidt af inden vi skulle afsted til aftenens reception, som var på Canterbury Place her i Bountiful. Ved sådan en lejlighed kommer et hav af gæster og det stakkels brudepar står hele aftenen og tager imod alle gæsterne som stiller op i en lang kø for at ønske til lykke. Her efter blev der serveret en desserttallerken og vi fik mulighed for at mødes med nogen af gæsterne som vi kender godt. Vi var hjemme kl. 20.