Vi er tilbage i Bountiful igen efter en fantastisk dejlig uge i Florida. Vi var rigtig heldige med vejret - efter at vi rejste derfra, kom en voldsom storm, som bl.a. forsinkede afviklingen af Arnold Palmer Invitational - men mere om det senere...
Tirsdag tog Louise og jeg til endnu én af parkerne i Disney World; denne gang Epcot. Epcot er et meget fascinerende sted, da der er masser af underholdning og det er samtidig meget smukt. På sin vis lidt ligesom Tivoli i København...



Den anden del af parken hedder World Showcase, og her kan man på kort tid besøge en række af verdens lande: Canada, Storbritanien, Frankrig, Marokko, Japan, USA, Tyskland, Kina, Norge og Mexico. Der var butikker, restauranter og specielle seværdigheder i hvert land - meget flot lavet. Vi fik at vide at dém som arbejder i de forskellige lande, SKAL være født og opvokset dér - og dermed også tale sproget. Vi spiste i Italien - fik rigtig god pizza; noget som ellers kan være ret svært herovre (synes jeg). Om aftenen blev vi danskere inviteret ud at spise af ét af fimaerne, som drengene samarbejder med. Det var en meget fin og hyggelig oplevelse.
Onsdag var det fra morgenstunden et voldsomt vejr: Regn, torden og lyn. Vi havde i forvejen besluttet os til at holde pause fra parkerne og tog i stedet i et nærliggende outlet - et ret forrygende ét af slagsen. Masser af luxusvarer, men også mere almindelige butikker. Det var ikke fordi vi købte en hel masse, men vi hyggede os. Onsdag aften var vi alle ude at bowle. Både Michael og jeg havde fra starten sagt at det behøvede vi så ikke, men det endte med at vi alligevel var med. Vi kan jo ikke helt lade være med at benytte os af lejligheden, når der er leg på skemaet...
Torsdag var det tid for Louise og jeg til at udforske Universal Studios. Primært fordi vi begge gerne ville opleve The Wizarding World of Harry Potter. Det var absolut fantastisk! Fuldstændig som at være en del af bøgerne. Fabelagtigt! Nu vi var der, skulle vi også lige prøve en ret vild rutsjebane, The Incredible Hulk Coaster og vi blev MEGET våde både da vi sejlede i runde både med Skipper Skræk og i Jurassic Park River Adventure. Drengene var ude at kigge på en fabrik som bygger vinger, så de oplevede også lidt.


Fredag stod vi meget tidligt op, checkede ud fra hotellet og kørte til Bay Hill Lodge Club and Lodge, hvor Arnold Palmer Invitational fandt sted. Vi startede med at gå til driving range, hvor vi fulgte flere spilleres forberedelse til dagens kampe. Vi så bl.a. Phil Michelson, Brandt Snaedecker og Webb Simpson. Vi startede med at følge Torbjørn Olesen på et par huller; desværre ikke hans bedste, men han kom heldigvis efter det senere og endte på en delt 4. plads totalt. Superflot!
Efter frokost var til retur på driving range for at se Tiger Woods, Bubba Watson, Ian Poulter, Graham MacDowell og flere andre forrygende golfspillere. Vi så dem også øve i at putte. Særdeles lærerigt. Vi fulgte flere af dem på nogen huller inden vi gik hen for at spise en sen frokost.
Det var et fint arrangement, hvor en del af Orlandos førende restauranter viste hvad de kan - og det gjorde de rigtig godt. Golfen fortsatte resten af fredagen og lørdag og planen var at de skulle afslutte søndag. Men pga. en voldsom storm måtte de vente til mandag med at spille de afsluttende matcher. Det endte som bekendt med at Tiger vandt over Justin Rose.
Vi kørte til lufthavnen og så gik turen ellers hjemad. Og jo, jeg havde Minnieører på - HELE vejen. Det var så nok ikke det mest flaterende jeg har gjort i mit liv, men jeg gjorde det - og så er den ikke længere.
Det sneede da vi landede og var MEGET koldt. Meget stor omvæltning fra de 27 grader vi rejste fra i Florida. Det var en rigtig dejlig tur - og det var også dejligt at komme hjem igen.
Søndag tog vi begge op til Snowbasin og nåede 2 ture inden jeg skulle arbejde. Det var FANATSTISK! Vi kørte på Wildcat Bowl - og der var absolut ikke andre som havde været der før os. Magisk! Efter at have stået på ski i et par timer kørte Michael hjem og fik også nået at spille golf på denne smukke dag. Så bli´r det altså ikke meget bedre! Jeg underviste hele dagen, så jeg havde også en rigtig fin dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar