Marianne:
Nogen dage er det altså bare sjovere at være på arbejde end andre. Der er sikkert nogen enkelte af jer som kan nikke genkendende til denne konstatering, tænker jeg.
Da jeg kom på arbejde i dag, viste det sig at vi skulle undervise ca. 40 unger fra 6. klasse. Jeg blev udnævnt som kaptajn for gruppen som skulle undervise dem. Dvs. at jeg skulle lede og fordele arbejdet. Langt de fleste havde ikke tidligere stået på ski, så det var forholdsvis let at fordele opgaverne: De fleste instruktører - eller coaches, som vores direktør gerne vil have at vi skal kaldes - blev sat til at undervise dem som skulle prøve dette for allerførste gang. Mange af ungerne var nervøse, men det viste sig hurtigt at det var der ingen grund til, og de fleste kom ret hurtigt efter det.
Da vi kom så langt at de kunne komme med på vores begynderbakke (vi starter ud udenfor skiskolen på en MEGET lille bakke og en slags rullende tæppe som lift), blev eleverne fordelt i 3 forskellige grupper. Og jeg havde tildelt mig selv opgaven som dén der skulle samle op, når der var nogen der havde brug for lidt ekstra hjælp - bl.a. hvis de faldt. Og hold da op hvor de faldt! De lå bare og rodede over hele Littlecat, så jeg havde nok at se til. Men efterhånden kom de fleste ned på hæderlig vis - og vigtigst af alt: De havde det sjovt. Da det værste var overstået, stødte jeg ind i Jacob, som var i gang med at tage sine ski af - han var klar til at give op lige dér - midt på bakken. Jeg fik ham overtalt til liiige at give det én chance mere - og jeg coachede ham ned. Og efter dét kørte det bare for ham. Han var i ekstase! Dejligt. Og han var slet ikke til at skyde igennem da jeg fortalte ham at han i den grad havde reddet min dag. For det er jo en fantastisk oplevelse af være med til at give ham oplevelsen af at klare skærene i stedet for bare at give op. På vejen ned mødte Jacob og jeg Christian som var i stort set samme situation. Med Jacob sikkert nede, kravlede jeg op til Christian - og han kom også på ski og han var lykkelig. Dagens sværeste udfordring var Parker. Han stod nederst på bakken med min kollega, Laurie og hans ven Victor. Begge drenge var nogen store gutter - på vej mod 100 kg. De havde besluttet sig til at dét dér med skiløb bare slet ikke var noget for dem - og de ville bare hen og have frokost. Laurie og jeg brugte alle vores talenter, og til sidst lykkedes det at få en surmulende Parker med op med liften. Victor måtte vi opgive. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke ville, og hans svar var at det var for svært. Så forsøgte jeg mig som den store pædagog og erklærede at det er der jo så meget der er - svært, altså - og at man ikke bare skal give op. Dertil svarede han at hver dag var svær for ham. Hmmm - den var der ikke sådan lige til at replicere, følte jeg. Både Laurie og jeg var kede af at måtte opgive, men vi måtte leve med at man ikke kan vinde alle. På vejen op i liften talte vi med Parker, som var langt fra henrykt over situationen. Han ville ikke se os i øjnene og han ville absolut ALDRIG komme til at synes om at stå på ski! Han syntes også at det var rigtig svært at stå på ski - og ikke mindst at komme op igen når han faldt. Og det har han da fuldstændig ret i! Det er forfærdeligt! "Så må vi jo bare arbejde på at du ikke falder denne gang." Laurie havde en gruppe på 8 andre som hun tog sig af - og så var jeg alene med Parker. Vi startede stille og roligt ned ad bakken - og det gik fint. Efterhånden fik han mere og mere styr på det - og midtvejs lykkedes det mig endda at få et smil ud af ham. Han begyndte at følge mig - kunne nu pludselig dreje og stoppe. Da vi kom ned i bunden - uden at han var faldet overhovedet, var han så stolt at han fik tårer i øjnene. Det var fantastisk! Og jeg var mindst lige så stolt, da han fortalte at efter frokost ville han op med liften igen. Sammen med hans kammerater, for om eftermiddagen var der ingen instruktører på. Og han var ét stort smil. Sagde endda at han syntes at det var synd for Victor, som tidligere gav op, at han ikke fik den forrygende oplevelse med. Se, så er det noget ved at være på arbejde!
I eftermiddag stod jeg på (fri)ski med nogen af mine kolleger - og det var intet mindre end fantastisk! Det er ikke så tit at jeg får mulighed for sådan rigtig at give den gas - og det gjorde vi i dag! Planen var at jeg ville tage en enkelt tur med dem, da jeg skulle hjem og pakke, men sådan gik det ikke. Jeg fortsatte helt til klokken 15 - og det var skønt. Sneen var temmelig dårlig - det var MEGET varmt deroppe hen på eftermiddagen. Da jeg kørte deroppe fra var det 14 grader! Men vi havde det sjovt alligevel. Og blev enige om at hvis vi kunne køre i den gang sorbet, kan vi køre hvor som helst.
Nu er jeg hjemme - og skal lige ned til fysioterapeuten (stadig skulderen) og så hjem og pakke. I morgen tidlig flyver vi til Orlando, FL.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar