fredag den 25. januar 2013

Ja da!!!

Marianne:
Overskriften henviser ikke (alene) til det faktum at jeg har kunnet læse at Danmarks herrer har kvalificeret sig til finalen om VM i herrehåndbold. For helt bestemt: Det er da forrygende!

Men i dag har jeg haft en helt fantastisk oplevelse på arbejde på Snowbasin. Jeg har nemlig undervist en blind pige i at stå på ski. Selena er lige blevet 14 år og det er lidt af en tilsnigelse at sige at hun er blind, for hun har en meget lille smule syn. Således at hun kan registere at sneen er hvid og at nogen farvede klumper bevæger sig på sneen (det må være skiløbere og snowboardere). Og også så meget at hun kan lide af højdeskræk. Det var jeg ret fascineret af. Når hun beskrev sine følelser lød det dog nøjagtig som en seende beskriver det, så den er sikkert go´ nok. Selena lider af et medfødt syndrom, som udover at have forårsaget (næsten) blindhed, også har medført at hun har læbe-ganespalte. Hun har bestemt sit at kæmpe med. Og hun havde sørme også helt dårlig samvittighed over at have det sjovt her i eftermiddag. Stakkels pige! Selena er supersød og sjov og særdeles forfængelig. Den 10. januar var det hendes 14-års fødselsdag og i den forbindelse havde hun fået lavet kunstige negle.

Selena er så heldig at hendes allerbedste veninde (som hun betragter som en søster), går på samme skole - og Macayla var også på ski i dag. Det var svært for dem at skulle skilles, men det går altså ikke at stå på ski med hinanden i hånden. Og slet ikke når man har hver sin instruktør på slæb. De klarede det dog begge rigtig flot og kunne glædesstrålende udveksle erfaringer efter de 2 timer.

Da vi var kommet dertil at Selena havde mod på at tage liften op og køre ned ad Littlecat, som er vores begynderbakke, foregik det således at jeg holdt en stav i hånden og Selena holdt i den anden ende. På den måde kunne hun mærke mine bevægelser og følge dem. Jeg fortalte naturligvis også hvad jeg havde til hensigt at gøre (dreje til venstre, dreje til højre, stoppe) og hun fulgte meget fint mine instrukser. Da vi var færdige, trak hun mig tæt ind til sig, så hun kunne fortælle mig - og ingen andre - at hun rent faktisk havde haft det sjovt og at hun ikke længere var bange. Det var noget af en erklæring, for jeg mødte nemlig Selena tidligere på dagen, inden nogen af os vidste at vi skulle tilbringe eftermiddagen sammen. Hun stod på toilettet da jeg kom derud og jeg spurgte hende om hun skulle på ski. Det bekræftede hun kort. Om hun havde prøvet det før? Også det bekræftede hun - særdeles kort. Da jeg så spurgte om hun glædede sig, var det lige før at hun havde fået nok. Nej, hun glædede sig overhovedet ikke. Det var noget hun havde fået besked på at gøre. Og i øvrigt kunne hun ikke fordrage hverken vinter eller kulde. Hmmm. Så jeg var en smule bekymret da vi blev sat sammen. Men heldigvis gik det langt bedre end frygtet - og jeg kan jo ikke tale for Selena, men jeg kan bare konstatere at de 2 timer er noget af det bedste jeg har oplevet som skiinstruktør.

mandag den 21. januar 2013

I mangel af egen success

Michael:
I torsdags på vej hjem fra arbejde var der tæt trafik på I-15. På et tidspunkt bliver jeg overhalet af en ung mand midt i tyverne kørende i Subaru sportsmodel, som kørte temmelig aggressivt. Han brugte alle fire vognbaner og klemte sig ud og ind mellem biler og lastbiler. Flere måtte bremse op for at give plads. Denne adfærd har jeg ikke set før her i Utah, og man fornemmede at alle, som så denne bilist begyndte at øge afstanden - som om der var frygt for, at et uheld var under opsejling. Der skete ikke noget, og jeg mistede ham af syne. 
Jeg drejede fra mod Bountiful, og jeg skulle til venstre op af 400N, og kører derfor ind i venstresvingsbanen. Jeg opdager så, at den aggressive bilist holder til højre for mig i "lige-ud" banen. Vi holder begge for rødt lys. Som en gammel sur bilist med blød hat, følte jeg meget stor trang til at give ham et par ord med på vejen vedr. hans kørsel.
Jeg rullede viduet ned, og fik hans opmærksomhed, og han rullede sit vindue ned hvorefter jeg spurgte, hvilket forsikringsselskab som ville dække hans "shitty" kørsel. 
Det tog lige et sekund før han fattede, hvad jeg sagde, og hvad meningen var. 
Han tog en dyb indånding, og skulle til at give mig en kommentar, som sikkert ikke var fuld af lovprisende ord, men jeg havde i mellemtiden fået grønt lys for venstresving, og jeg begyndte at rulle fremad. I sin iver for at give mig en tilbagemelding begyndte han også at rulle fremad med fokus på mig. MEN "lige-ud" banen havde stadig rødt lys, hvorfor bilen foran ham ikke kørte, og han kørte  op bag i ham. Ikke noget seriøst, men nok til at de sikkert havde noget at snakke om. Jeg svingede, og grinte min rø.. i laser. 
Ja, man er jo kun et lille menneske :-)

Læææænge siden


Marianne:
Ja, det må siges at det er ved at være længe siden nogen sidst har været aktive her på bloggen. Så der er jo en del at tage fat i. 

Jeg arbejdede en hel del mellem jul og nytår. Og jeg hyggede mig gevaldigt med det. Det er som om de har set i øjnene at jeg kan andet end at undervise små nybegyndere - jeg har undervist alle aldersgrupper i år og på mange forskellige niveauer. Det gør bare ligesom det hele mere interessant for mig.  

Nytårsaften blev holdt hos Ingrid og Dominique fra Belgien. Inger-Lise og Øystein fra Norge var der også samt Liz og Dane og deres søn Christian - et dansk/amerikansk par som er nogen af Ingrid og Dominiques naboer.  Det var rigtig hyggeligt. 

Jeg havde arbejdet om dagen og efter et bad hjemme, kørte vi til Layton. Vi spiste forskellige småretter, som vi hver især havde lavet. Vi havde kransekage med samt et par småretter som vi for en gangs skyld havde købt færdige.


Vi fik masser af god mad og drak champagne hele aftenen. Skålede hver hele time med hvem i verden som nu var kommet ind i det nye år. Fint koncept! I løbet af aftenen spillede vi forskellige spil - ét af dem var Sequence - Øystein havde lavet et superflot bræt til Ingrid og Dominique og det indviede vi.  


Da klokken blev midnat, hoppede vi alle ned fra noget for at hoppe ind i det nye år. Det er en tradition som jeg har med fra Danmark - husker ikke helt hvor jeg oplevede det første gang. Men jeg ved at det ikke er noget vi gjorde, da jeg var barn. Men alle synes at det er en ret sjov idé. Bagefter gik vi ud for at fyre fyrværkeri af. Vi var de eneste i miles omkreds, men sådan er det åbenbart herovre. Vi fortsatte fejringen hver time indtil vi nåede Hawaii, som er kl. 04.00 vores tid. Så kunne Michael og jeg ikke mere. Da andre var gået hjem; MB og jeg skulle overnatte. Så vi gik i seng efter at have ryddet det meste op. Fin aften!  



Den 4. januar var vi inviteret til barnedåb hos Claudia og Matthias (Tyskland), som skulle have deres anden datter, Grethe-Marie døbt. Michael kunne desværre ikke deltage, da han havde møder den dag. (Det var en fredag).Det var en meget fin ceremoni, som foregik hjemme hos Claudia og Matthias. Præsten var en lutheransk, tysk feltpræst. Hun gjorde et fint stykke arbejde og jeg syntes at det var fantastisk hyggeligt at opleve en kirkelig handling som jeg kunne genkende. Jeg kendte ikke salmerne som blev sunget, men dåbsritualet var stort set som vi kender det fra Den Danske Folkekirke. Faktisk meget rørende.  

Jeg blev introduceret til fænomenet "dåbslys" som jeg ikke husker at have oplevet hjemme. Et lys som i dette tilfælde var dekoreret af de to gudmødre (jo, den er god nok, der var hele 2 af dem - og ingen faddere, som vi kender det). Jeg har læst lidt på det, og fundet ud af at disse lys vinder indpas i Folkekirken i disse år. De tændes som et symbol på dåbsbarnets indlemmelse i det kristne fællesskab og overrækkes i forbindelse med dåben.  


Den 6. januar startede Michael skiundervisning på Snowbasin. Han bliver i år undervist af Jim, som han faktisk har købt sine ski af. Og det virker som om han er vældig glad for det. Inden hans undervisning nåede vi lige en tur sammen. Dejligt! Han skal derop 4 søndage i alt. 


Den 11. januar vågnede vi op til MASSER af sne. I løbet af 48 timer fik vi 85 cm sne. Det er altså temmelig meget. Billedet er taget fredag morgen, hvor jeg skulle til møde hos lægen i Salt Lake City - og der var ingen vej udenom: Jeg måtte ud med sneslyngen. Michael valgte fornuftigt nok at arbejde hjemme den dag. Og der gik heller ikke så lang tid efter at billedet blev taget, før han tog over. Han syntes (heldigvis) at jeg gjorde det uhensigtsmæssigt. Og så måtte han jo selv træde til :-) 


Om lørdagen var det superflot vejr og vi gik os en tur i området. Alting var begravet i sne. Meget fint!  Den 13. og 14. januar havde vi et par MEGET kolde dage. Begge dage var vi under -22˚ C da jeg kom op til Snowbasin. Det er altså RIGTIG koldt! I det hele taget har januar været meget kold - og det sådan set stadig I morges (den 20. januar) var det -15˚ C da jeg kørte hjemmefra, men vi kom over frysepunktet i købet af eftermiddagen.   
 

Med al denne kulde følger bl.a. en masse istapper. Jeg er pjattet med dem og har fotograferet dem her på huset. Det ser udtrolig flot ud. I øjeblikket har vi nogen som hænger her som er mere end 2 m lange. I går, lørdag, gik jeg rundt om huset og tog en del billeder - det ser så flot ud i øjeblikket. 

Lørdag aften havde Filipa fra Portugal arrangeret en tur i biografen for pigerne. Vi var en pæn flok som inden filmen mødtes og spiste på Restaurant Settebello, en Ganske udmærket pizzarestaurant. Bagefter gik vi så ind og så Les Miserables. Og hold da op hvor vi tudede! Jeg var blevet advaret, men tænkte at en musical på film ikke kunne røre mig på den made. Men dér matte jeg så ændre opfattelse. Det var en MEGET stærk film var vi enige om. Billedet fik Michele en dame til at tage af os alle sammen. Hyggelig aften! 

I går, søndag, var vi begge på Snowbasin. Michael til udnervisning, jeg for at arbejde. I formiddags underviste jeg 40-årige Gina, som ikke havde stået på ski i 18 år. Fredag var hun så oppe med sin kæreste og det gik bare slet ikke. Heldigvis besluttede hun sig for ikke at give op og i stedet tog hun privatundervisning. Vi fik arbejdet med hendes selvtillid - og hun var superglad da vi var færdige. Så er det rigtig sjovt at undervise! At jeg så gentog successen i eftermiddag med 8-årige Emily, som var faldet sidste år og derefter ikke havde lyst til at stå på ski mere, var jo forrygende. Og jeg var sådan set ret godt tilfreds med mig selv da jeg kørte. 

Forstærket af at jeg i går eftermiddag fik udleveret en "Appreciation Coupon!" som er et nyt initiv fra i år. Hvis du gør en særlig indsats, kan du være heldig at få udleveret sådan én (hvis nogen altså ser det) og de bliver samlet i en pulje. Hver uge trækkes der lod om forskellige præmier som f.eks. en dags skiløb på ét af de andre resorts. Fin lille motivator. Årsagen til at jeg fik den var, at jeg var udfarende i forbindelse med folk som kom og skulle have lektioner. Hmmm, jeg syntes nu ikke at jeg gjorde noget særligt, men jeg tager den da gerne :-)