Som vi begge tidligere har omtalt, er en svær del af livet herovre, at vi med jævne melemrum må tage afsked med mennesker, som vi er kommet til at betragte som nære venner - nogen endda næsten som familie - i mangel af bedre. Fredag mødtes jeg til kaffe med Janet fra Israel. Hun og familien skulle rejse søndag morgen tidlig og vi havde begge brug for at ses inden. Hun og jeg er kommet ret tæt på hinanden. Hun er en skøn, energisk, ambitiøs og sjov kvinde og vi har lavet mange forskellige ting sammen i de 2 år hun har været her. Vi har også set en del til hendes mand, Eli, da han er begyndt at spille golf herovre. De har 3 børn, Adva, Tsuf og Tahel. Nogen skønne, kærlige og temmelig uregerlige unger, som det er bedst af have i mindre portioner. Men vi har haft meget sjov sammen. Jeg havde købt et stempelsæt til Janet med jødiske symboler. Hun blev MEGET glad og hun forærede mig et telefoncover fra den israelske smykkedesigner Michal Negrin. Vi havde en utrolig dejlig formiddag - set i bakspejlet ville vi begge gerne have haft tid til flere af den slags, men...
Lørdag aften havde Janet og Eli inviteret til et sidste afskedsarrangement i den lejlighed på basen, hvor de har boet siden de afleverede deres hus godt en uge tidligere. Det var en følelsesladet afsked - især for mig. Jeg kommer til at savne dem!
Da vi havde afsluttet vores tjans som frivillige på Soldier Hollow i sidste weekend, spillede vi selv golf søndag morgen, som vi som regel gør tidligt søndag morgen. Uji gav os billetter til en anden golfturnering, som fandt sted i samme uge, nemlig The PGA Utah Championship, som er en del af Web.com touren - 2. division indenfor golf. Dette var en helt anderledes kommerciel begivenhed (spillerne er professionelle) med masser af tilskuere. Vi tog ind for at se afslutningen og det var rigtig sjovt at se forskellen til den turnering hvor vi havde arbejdet. Vi fulgte de 2 bedste grupper og blev sørme også filmet - på afstand - om aftenen så vi os selv på TV :-)
Tirsdag var så dagen hvor jeg skulle opereres i skulderen. Alt forløb planmæssigt og heldigvis var mine skader mindre end frygtet. Så jeg håber at det ikke tager alt for lang tid at komme tilbage i form igen. Jeg har dog tilbragt det meste af min tid i sengen siden - jeg har haft ondt og den smertestillende medicin har fuldstændig slået mig ud. Jeg har sovet MEGET de seneste dage - og det er nok ikke så tosset endda. Det har bare gjort at jeg ikke har haft energi til noget som helst. Nu er jeg ved at blive temmelig utålmodig - og savner at se nogen mennesker. Tirsdag aften kom Lorraine og Kent med middag til os og de havde Marty med, som ville se hvordan jeg havde det. Onsdag aften kom vores naboer SuzAnn og Tom med middag. På søndag vil Heidi, som bor på den anden side af gaden, lave mad til os. Er det ikke fantastisk?
I går skulle vi have været sammen med Lorraine og Kent nede i byen for at se året store parade i anledning af Pioneer Day - den dag de første pionerer ankom til Utah.
I år var det lidt særligt, da der var arrangeret et indslag med 2050 mænd - efter sigende den største ikke-militære parade nogensinde. De illustrerer en historie fra Book of Mormons med unge mænd som samledes som krigere for en god sag??? dog uden våben. Guinness Book of Records skulle være til steder. Spændende om det lykkedes! Jeg havde ikke mod på at tage derned, så Michael tog motorcyklen og en kamera og kørte derned.
Som det fremgår af billederne var der mange mennesker dernede. Michael tog ned tidligt om morgenen for at sætte stole op - det gør man her for at reservere pladser - men der var ingen at få! ALT var allerede optaget.Det er alle mulige som stiller op med indslag: Banker, politikere, skoler, forretninger og offentlige institutioner som militær og politi. Den lille røde er en ret fræk udgave af en politibil, synes jeg...
Jeg skulle egentlig have været til en kongres for kort-kunstnere torsdag til lørdag, men det måtte jeg desværre aflyse. Håber at de piger jeg kender som deltager, vil tage en masse billeder så jeg kan få noget inspiration. I aften skal vi op til Ingrid og Dominique til picnic. De fejrer den belgiske nationaldag. Der kommer en masse mennesker - så mon ikke jeg får min behov for lidt selskab dækket?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar