Nyt fra Bountiful mm.

Marianne:
Som vi begge tidligere har omtalt, er en svær del af livet herovre, at vi med jævne melemrum må tage afsked med mennesker, som vi er kommet til at betragte som nære venner - nogen endda næsten som familie - i mangel af bedre. Fredag mødtes jeg til kaffe med Janet fra Israel. Hun og familien skulle rejse søndag morgen tidlig og vi havde begge brug for at ses inden. Hun og jeg er kommet ret tæt på hinanden. Hun er en skøn, energisk, ambitiøs og sjov kvinde og vi har lavet mange forskellige ting sammen i de 2 år hun har været her. Vi har også set en del til hendes mand, Eli, da han er begyndt at spille golf herovre. De har 3 børn, Adva, Tsuf og Tahel. Nogen skønne, kærlige og temmelig uregerlige unger, som det er bedst af have i mindre portioner. Men vi har haft meget sjov sammen. Jeg havde købt et stempelsæt til Janet med jødiske symboler. Hun blev MEGET glad og hun forærede mig et telefoncover fra den israelske smykkedesigner Michal Negrin. Vi havde en utrolig dejlig formiddag - set i bakspejlet ville vi begge gerne have haft tid til flere af den slags, men...

Lørdag aften havde Janet og Eli inviteret til et sidste afskedsarrangement i den lejlighed på basen, hvor de har boet siden de afleverede deres hus godt en uge tidligere. Det var en følelsesladet afsked - især for mig. Jeg kommer til at savne dem!



Da vi havde afsluttet vores tjans som frivillige på Soldier Hollow i sidste weekend, spillede vi selv golf søndag morgen, som vi som regel gør tidligt søndag morgen. Uji gav os billetter til en anden golfturnering, som fandt sted i samme uge, nemlig The PGA Utah Championship, som er en del af Web.com touren - 2. division indenfor golf. Dette var en helt anderledes kommerciel begivenhed (spillerne er professionelle) med masser af tilskuere. Vi tog ind for at se afslutningen og det var rigtig sjovt at se forskellen til den turnering hvor vi havde arbejdet. Vi fulgte de 2 bedste grupper og blev sørme også filmet - på afstand - om aftenen så vi os selv på TV :-)

Tirsdag var så dagen hvor jeg skulle opereres i skulderen. Alt forløb planmæssigt og heldigvis var mine skader mindre end frygtet. Så jeg håber at det ikke tager alt for lang tid at komme tilbage i form igen. Jeg har dog tilbragt det meste af min tid i sengen siden - jeg har haft ondt og den smertestillende medicin har fuldstændig slået mig ud. Jeg har sovet MEGET de seneste dage - og det er nok ikke så tosset endda. Det har bare gjort at jeg ikke har haft energi til noget som helst. Nu er jeg ved at blive temmelig utålmodig - og savner at se nogen mennesker. Tirsdag aften kom Lorraine og Kent med middag til os og de havde Marty med, som ville se hvordan jeg havde det. Onsdag aften kom vores naboer SuzAnn og Tom med middag. På søndag vil Heidi, som bor på den anden side af gaden, lave mad til os. Er det ikke fantastisk?

I går skulle vi have været sammen med Lorraine og Kent nede i byen for at se året store parade i anledning af Pioneer Day - den dag de første pionerer ankom til Utah.


I år var det lidt særligt, da der var  arrangeret et indslag med 2050 mænd - efter sigende den største ikke-militære parade nogensinde. De illustrerer en historie fra Book of Mormons med unge mænd som samledes som krigere for en god sag??? dog uden våben. Guinness Book of Records skulle være til steder. Spændende om det lykkedes! Jeg havde ikke mod på at tage derned, så Michael tog motorcyklen og en kamera og kørte derned.

Som det fremgår af billederne var der mange mennesker dernede. Michael tog ned tidligt om morgenen for at sætte stole op - det gør man her for at reservere pladser - men der var ingen at få! ALT var allerede optaget.

Det er alle mulige som stiller op med indslag: Banker, politikere, skoler, forretninger og offentlige institutioner som militær og politi. Den lille røde er en ret fræk udgave af en politibil, synes jeg...

Jeg skulle egentlig have været til en kongres for kort-kunstnere torsdag til lørdag, men det måtte jeg desværre aflyse. Håber at de piger jeg kender som deltager, vil tage en masse billeder så jeg kan få noget inspiration. I aften skal vi op til Ingrid og Dominique til picnic. De fejrer den belgiske nationaldag. Der kommer en masse mennesker - så mon ikke jeg får min behov for lidt selskab dækket?

Frivilligt arbejde

Michael:
Marianne og jeg har torsdag og lørdag deltaget som frivillige hjælpere ved US Golf Association 87th US Amateur Public Links Championship. 

Marianne arbejdede torsdag ved Scoreboard, mens jeg var til rådighed for alle funktioner.

Jeg blev sat til at følge to spillere sammen med dommeren, hvor jeg løbende elektronisk skulle indrapportere stillingen under kampen - hvorefter Marianne og hendes team kunne opdatere scoreboard. Samtidig blev den løbende stilling også lagt ud på internettet - meget avanceret !
Det var første gang Utah var vært ved et nationalt golfmesterskab, og det har krævet flere års forberedelse. Der var over 300 frivillige hjælpere og rigtig mange officials. Selve tourneringen startede sidste weekend med 162 spillere som havde været igennem kvalifikationstourneringer over hele USA. Efter at have spillet normalt slagspil de første tre dage gik de 64 bedste over 

til at spille matchplay - 36 huller hver dag.
For de fleste spillere var det hårdt og udmattende. Banen er normalt en bane, hvor man ikke må gå, fordi den er lang og kuperet. Udover dette er der jo også lige det med højden - 2000+ meter over havet og mange spillere er ikke vant til den tynde luft. Ugen har også budt på vejr af forskellig slags, lige fra 38 graders varme til torden byger med kraftig vind og regn.
Det var planen at Marianne skulle lave in-checking af de frivilligere fra morgenstunden i dag og hun skulle møde meget tidligt - 05:00. Under normale omstændigheder har vi en times transporttid så vi havde derfor valgt at tage et hotelværelse 5 min. kørsel fra banen.  

Vi tog derfor op i området i går og spillede en runde golf på en anden god bane som ligger lige lige ved siden af. Mens vi spillede i går fik Marianne så en besked om at hun var ”fyret” - hun skulle ikke hjælpe lørdag som planlagt - de havde ikke brug for så mange som først antaget. Vi var naturligvis spændt på om jeg havde fået samme besked, men der lå en besked på min telefon at jeg skulle op som planlagt - igen som back-up. Først var vi glade for at vi ikke skulle op så tidligt, men Marianne var jo opsat på at skulle arbejde og hun var ikke forberedt på at skulle slå 5 timer ihjel, mens jeg forventeligt skulle gøre et eller andet.

Marianne besluttede dog at tage uniformen på og være til rådighed, hvis der skulle dukke noget op. 
Da vi meldte os til tjeneste, var alle mødt op som planlagt og der var ikke noget for nogen af os at lave. Vi fik tak for fremmøde og fribilletter til golf og madbilletter begge to - og så kunne vi se finalen.
2 spillere var tilbage og de skule spille 36 hullers matchplay. Start kl 07:00 og med kun få tilskuere fulgte vi med rundt. Vejret var dejligt fra morgenstunden og vi blev vidner til en usædvanlig velspillende Taylor (T.J.) Vogel fra Miami, Florida. Han spillede fantastisk og vandt historisk stort, og efter 26 huller var det overstået.

Han spillede de første 18 huller i 63 slag og havde vundet 10 huller inden en kort pause. Efter pausen  startede vi med en regnbyge, men det gik over og kampen sluttede efter kun 8 yderligere huller. Til sidst var der nok 50 tilskuere, men de lokale helte var slået ud først på ugen, så det satte nok en begrænsning i interessen på en dag med udsigt til regn.
Dommere, officials og T.J. selv indrømmede (i TV interview) at alt lykkedes for ham denne dag. 
Efter finalen var der ceremoni og diverse taler.
Alle fik ros for arrangementet, og vi som frivillige hjælpere fik ofte en "tak for hjælpen” kommentar under hele arrangementet.

Vi fik en autograf fra T.J. i vores kasketter - han kan godt gå hen og blive god og berømt en dag - foreløbig har han fået en invitation til Masters (en af verdens mest prestigefyldte golf tourneringer) næste år.
Det var et par sjove dage, og vi fik set hvorledes et nationalt mesterskab blev arrangeret.

En byge

Michael:

Hvem sagde Polle fra Snave  ?

I sidste uge da jeg kørte op på arbejde, mødte jeg denne personage på motorvejen, og det ledte straks tankerne tilbage til gamle TV reklamer i Danmark. Selvfølelig var Puch’en udskiftet med en ældre Harley Davidson, men mælkekassen ligner nu meget godt !

I sidste uge stoppede min amerikanske medarbejder Bob Neuteboom efter 11 års tjeneste for Danmark. Bob har været alvorlig syg dette forår og var faktisk meget tæt på at dø, efter hjerte-, lever- og nyrersvigt i februar. Han er dog kommet tilbage på arbejde efter flere måneders rehabilitering. Bob er flyttet over i et andet team som støtter Egypten.

Bobs afløser hedder John Grubb som er tidligere Logistik Officer i US Air Force og Politimand. Han skal dog lige lære noget om finansstyring, og den måde vi handler på, men jeg er meget tilfreds og tror at vi har fået en rigtig god mand.

Lørdag eftermiddag skulle vi op til Mark Sliphorst i Layton. Mark arbejder på det hollandske kontor, og vi har aftalt at tage op til Sturgis til motorcykeltræf i starten af august - det samme træf som Søren Juul og jeg var med til i 2010. 
Mark og jeg skulle lave det første check af ny indkøbt trailer. Mark har sammen med sine forældre købt en autocamper, som vi spænder trailer efter med motorcyklerne ombord. 

Det var fint vejr hele lørdagen, og solen skinnede flot da vi kørte hjemme fra. Da vi lige var kommet ud af Bountiful begyndte mørke skyer at trække sig sammen foran os. 
Vi skulle jo ikke særlig langt så vi kunne sikkert godt lige nå frem inden, hvis det overholdet ville starte med regne. 
Det holdt så ikke !! Få kilometer inden vi nåede frem begyndte det - en rigtig tordenbyge, hvor det bare stod ned i stænger, og vi skyndte os at holde ind på en tankstation for at komme i ly.


Vi var ikke de eneste - hurtigt var der 10 andre motorcykler under tag. 1/2 time senere kunne vi genoptage turen, og køre de sidste kilometer op til Mark.
Marks fine nye ”store” trailer virkede ikke så stor, når først to store motorcykler kom ind i den. Vi skal have lavet nogle fastgøringspunkter, og have fat i rammer til forhjulene.
Vi grillede i flot solskinsvejr, og der var ikke en sky på himlen.
Men bygen fra tidligere betød 2 timers pudsning af motorcyklen søndag eftermiddag - øv :-(

Fredag sidst på eftermiddagen var jeg nede på den lokale golfbane for fiske efter kunder. Et par stykker var interesseret, og så vi må se, hvad der sker ?

Dejlig weekend

Marianne:

I går, lørdag, besluttede vi at vi ville ud og nyde vejret. Da det var ret varmt her, blev vi enige om at tage op i bjergene, hvor temperaturen var mere human. Her i Bountifulk havde vi i 36 grader. Vi kørte op til Big Cottonwood Canyon som ligger ca. 45 min. kørsel syd-vest herfor. Her ville vi hike op til Lake Blanche - et hike vi forsøgte at gennemføre den 27. juni 2009. Dengang lykkedes det ikke, da jeg fik lavt blodsukker. Denne gang havde jeg taget mine forholdsregler - og det gik glimrende. Det er et hike på i alt ca. 9 km. Ikke specielt langt - men MEGET stejlt på vejen op mod Lake Blanche. Stigningen er på 700 m over en 4,5 km. strækning. Lyder ikke umiddelbart af så meget - men det føltes sådan... Det var godt at vi havde et mål - ellers tror jeg at jeg/vi var vendt om inden vi nåede så langt. Da vi kom op blev vi mødt af et fantastisk syn af søen som ligger i 9000 fods højde - dvs. ca. 2700 m. Det var utrolig smukt - og SÅ dejligt at kunne slappe af mens vi spiste vores medbragte klap-sammen rugbrødsmad.

 Vi tog et velfortjent hvil på klipperne - dejligt!

På tilbagevejen tog vi nogen billeder og ellers nød jeg bare at det var meget lettere at gå nedad og at man i langt højere grad kunne nyde udsigten. En rigtig dejlig tur.