Mor er ikke vred - mor er skuffet...

Marianne:

Inden jeg gør noget andet, må jeg lige fortælle at familien i øjeblikket bliver tilsmilet med en STOR portion held på golfbanen. Som Michael tidligere har beskrevet, fik han jo en hole-in-one lørdag den 15. juni. Det er i sig selv MEGET imponerende. Men da far torsdagen efter, den 21. juni, OGSÅ fik hole-in-one i Brønderslev, ville begejstringen ingen ende tage. Hvad er sandsynligheden for at 2 i én familie opnår dette i løbet af mindre end én uge? Den kan ikke være ret stor. Det er fantastisk gået af begge. Flot, drenge!

Vi har de seneste 3 uger haft besøg af først Carsten og efter en uge stødte Birthe til. Det har været absolut VIDUNDERLIGT at have dem her! Carstens første uge gik med først en tur til Yellowstone og  dernæst en tur til Moab. Efter at Birthe kom, tog de en slappedag her og kørte dernæst sydpå til Bryce Canyon, Grand Canyon, Las Vegas, Zion og hvad de nu ellers nåede at se. Der var ikke tale om småting! Det var så vist også på tide at slappe lidt af, og det fik de lidt mulighed for her. Naturligvis kombineret med køreture rundt til de nærmeste steder som vi syntes at de bare MÅTTE se. Lidt indkøb blev det også til. Vi besøgte kobberminen, var en tur gennem Cottonwood Canyon (både den lille og det store - MB kørte forkert hm hm) over Gardsmans Pass til Park City.

Her spiste vi frokost og gik rundt og kiggede på byen. Senere på dagen skulle der være et stort arrangement Savor the Summit, hvor restauranterne havde dækket borde udenfor - ét langt kæmpebord blev det til. De var pyntet forskelligt - flere af dem meget flot. Der var også nogen som havde lounges med sofaer og lænestole. Og naturligvis havde de alle en bar. Havde vi kendt til den event, havde vi forsøgt at få billetter. Det vil vi så prøve næste år. Der var levende musik og da vi begyndte at overveje at gå hjem omkring kl. 17, var der allerede ved at være godt gang i den. Herligt at se at folk var rigtig fint klædt på.

Mandag var Michael på arbejde og vi andre kørte op for at se Snowbasin. B&C ville gerne se hvor jeg arbejder. Derfra kørte vi over på Antelope Island for at se bisoner og finde ud af hvor salt vandet i Great Salt Lake egentlig er. Birthe og jeg soppede lidt - noget bad blev det ikke til. Det synes jeg ikke at man sådan rigtig har lyst til. Turen gik videre til Salt Lake City, hvor vi satte Carsten af ved Family Histpry Library. Han har lavet noget slægtsforskning og håbede at kunne finde yderligere information dér. Og det lykkedes faktisk at finde et par familiemedlemmer. Birthe og jeg kørte til Fashion Place Mall, hvor hun et par dage forinden havde set en butik, hvor de havde en masse sødt børnetøj. De har efterhånden 7 børnebørn, så...
Mens vi var dér, ringede min telefon. Det var fra lægen som skulle operere mig dagen efter. Der var en anomli på dét EKG jeg fik lavet om fredagen, så de måtte aflyse. Jeg brød fuldstændig sammen - ikke fordi jeg blev sådan rigtig ked af det, mere fordi jeg bare blev så tosset! Eller måske skuffet - jvf. overskriften på dagens afsnit. Det er jo ikke fordi jeg sådan går og glæder mig til at blive opereret, men jeg glæder mig i den grad til at slippe for at have ondt - og til at kunne få fuld bevægelighed i venstre arm igen. Så derfor! Og så var det også måden. De troede at jeg havde fået besked allerede om fredagen - og hende jeg talte med havde ingen anelse om, hvad problemet var. Da lægen jo altså opererer tirsdag, var det først her til morgen at jeg kunne få fat i dem for at høre yderligere. Og det kunne jeg alligevel ikke. For min læge er jo ortopædkirurg - ikke cardiolog - så han kan ikke udtale sig om noget i den retning. Det var lykkedes dem at få mig ind hos cardiologen på tirsdag - normalt ville det først være muligt at få tid midt i august. Men det kan jeg jo ligesom ikke rigtig vente på, synes jeg... Jeg tror at min voldsomme reaktion i mandags samt at jeg har ringet og lagt FLERE beskeder, har givet resultat. Det skal jo helst ordnes inden jeg rejser til Danmark den 13. august. Hvis alt nu går som det skal, er der reserveret tid til operation den 17. juli - 3 uger senere end planlagt. Øv, øv, øv!!!

Det gode ved at Michael og jeg ikke skulle afsted på hospitalet meget tidligt tirdag morgen var at vi nu kunne følge Birthe og Carsten i lufthavnen. Det var trist at tage afsked, men vi håber at se dem i Danmark. Og i dag har vi hørt at de er kommet godt hjem.