Mor er ikke vred - mor er skuffet...

Marianne:

Inden jeg gør noget andet, må jeg lige fortælle at familien i øjeblikket bliver tilsmilet med en STOR portion held på golfbanen. Som Michael tidligere har beskrevet, fik han jo en hole-in-one lørdag den 15. juni. Det er i sig selv MEGET imponerende. Men da far torsdagen efter, den 21. juni, OGSÅ fik hole-in-one i Brønderslev, ville begejstringen ingen ende tage. Hvad er sandsynligheden for at 2 i én familie opnår dette i løbet af mindre end én uge? Den kan ikke være ret stor. Det er fantastisk gået af begge. Flot, drenge!

Vi har de seneste 3 uger haft besøg af først Carsten og efter en uge stødte Birthe til. Det har været absolut VIDUNDERLIGT at have dem her! Carstens første uge gik med først en tur til Yellowstone og  dernæst en tur til Moab. Efter at Birthe kom, tog de en slappedag her og kørte dernæst sydpå til Bryce Canyon, Grand Canyon, Las Vegas, Zion og hvad de nu ellers nåede at se. Der var ikke tale om småting! Det var så vist også på tide at slappe lidt af, og det fik de lidt mulighed for her. Naturligvis kombineret med køreture rundt til de nærmeste steder som vi syntes at de bare MÅTTE se. Lidt indkøb blev det også til. Vi besøgte kobberminen, var en tur gennem Cottonwood Canyon (både den lille og det store - MB kørte forkert hm hm) over Gardsmans Pass til Park City.

Her spiste vi frokost og gik rundt og kiggede på byen. Senere på dagen skulle der være et stort arrangement Savor the Summit, hvor restauranterne havde dækket borde udenfor - ét langt kæmpebord blev det til. De var pyntet forskelligt - flere af dem meget flot. Der var også nogen som havde lounges med sofaer og lænestole. Og naturligvis havde de alle en bar. Havde vi kendt til den event, havde vi forsøgt at få billetter. Det vil vi så prøve næste år. Der var levende musik og da vi begyndte at overveje at gå hjem omkring kl. 17, var der allerede ved at være godt gang i den. Herligt at se at folk var rigtig fint klædt på.

Mandag var Michael på arbejde og vi andre kørte op for at se Snowbasin. B&C ville gerne se hvor jeg arbejder. Derfra kørte vi over på Antelope Island for at se bisoner og finde ud af hvor salt vandet i Great Salt Lake egentlig er. Birthe og jeg soppede lidt - noget bad blev det ikke til. Det synes jeg ikke at man sådan rigtig har lyst til. Turen gik videre til Salt Lake City, hvor vi satte Carsten af ved Family Histpry Library. Han har lavet noget slægtsforskning og håbede at kunne finde yderligere information dér. Og det lykkedes faktisk at finde et par familiemedlemmer. Birthe og jeg kørte til Fashion Place Mall, hvor hun et par dage forinden havde set en butik, hvor de havde en masse sødt børnetøj. De har efterhånden 7 børnebørn, så...
Mens vi var dér, ringede min telefon. Det var fra lægen som skulle operere mig dagen efter. Der var en anomli på dét EKG jeg fik lavet om fredagen, så de måtte aflyse. Jeg brød fuldstændig sammen - ikke fordi jeg blev sådan rigtig ked af det, mere fordi jeg bare blev så tosset! Eller måske skuffet - jvf. overskriften på dagens afsnit. Det er jo ikke fordi jeg sådan går og glæder mig til at blive opereret, men jeg glæder mig i den grad til at slippe for at have ondt - og til at kunne få fuld bevægelighed i venstre arm igen. Så derfor! Og så var det også måden. De troede at jeg havde fået besked allerede om fredagen - og hende jeg talte med havde ingen anelse om, hvad problemet var. Da lægen jo altså opererer tirsdag, var det først her til morgen at jeg kunne få fat i dem for at høre yderligere. Og det kunne jeg alligevel ikke. For min læge er jo ortopædkirurg - ikke cardiolog - så han kan ikke udtale sig om noget i den retning. Det var lykkedes dem at få mig ind hos cardiologen på tirsdag - normalt ville det først være muligt at få tid midt i august. Men det kan jeg jo ligesom ikke rigtig vente på, synes jeg... Jeg tror at min voldsomme reaktion i mandags samt at jeg har ringet og lagt FLERE beskeder, har givet resultat. Det skal jo helst ordnes inden jeg rejser til Danmark den 13. august. Hvis alt nu går som det skal, er der reserveret tid til operation den 17. juli - 3 uger senere end planlagt. Øv, øv, øv!!!

Det gode ved at Michael og jeg ikke skulle afsted på hospitalet meget tidligt tirdag morgen var at vi nu kunne følge Birthe og Carsten i lufthavnen. Det var trist at tage afsked, men vi håber at se dem i Danmark. Og i dag har vi hørt at de er kommet godt hjem.

Odds 1 : 8.000

Michael:
Hvad får man ud af følgende kombination:
- Hubbard Golf Course Fredag d. 15 juni 2012 kl. 12:25 - hul #17

- 25 grader, skyfrit og svag brise fra sydvest.

- 52 grader Sand Wedge, hjemmebygget - Maltby Head, TT DS Spinner skaft, Winn Dri-Tac grip

- Nike Tour D golf bold

- En ekstrem heldig golfer med et rimeligt godt sving ????????

Hole-In-One!!!!!

Jeg kom med på et afbud her til morgen i en golf turnering oppe på Hill AFB - Hill Top 3 !
144 spillere af varierende kvalitet som skulle 4-man scramble - meget anvendt spille form, hvor alle kan være med. 
Vi: Jim Carter, Tom Popp, Dave Boise og jeg startede med en Underground (den lokale bitter) for lige at få maven på plads suppleret med kaffe med Baileys. Det er lidt en tradition, når vi spiller turneringer. "Super Dave" havde allerede på parkeringspladsen spottet dagens tal: 15 under så vil vi være med i toppen var hans melding. 
Vi fik ikke rigtigt varmet op og fik desværre ikke rigtigt checket green speed, hvilket kostede på første hul, og vi alle fire missede et put på under 1 meter :-(
Men så kom ellers rimeligt i gang, men vi var lidt bagud i forhold til planen (de 15 under par). 
Med to huller tilbage var vi kun på -12 men så skete miraklet og vi var tilbage på sporet. Vi endte med -15, men det var kun nok til en 4. plads.  
Normalt koster det i klubhuset efter en Hole-In-One, og jeg var oppe og tale med bartenderen om de forskellige muligheder. Tom afleverede vores score card og fortalte turneringsledelsen om min præstation, men de oplyste at de desværre ikke havde forudset at dette kunne ske og derfor ikke havde præmier eller anden anerkendelse til dette formål, og der blev heller ikke annonceret noget under præmieoverrækkelsen :-( 

 Det var selvfølelig en smule skuffende, men så kunne jeg jo glæde mig over at det kun blev til en meget begrænset omgang jeg skulle betale for i baren :-)


I Pro-shoppen var der dog ”high-five” og mange lykønskninger. Der blev lavet en registrering som efter sigende skal i avisen.
Bolden blev behørigt mærket og signeret af mine medspillere - nu skal vi  så havde fundet en plads på kaminhylden. 


Desværre er der ikke lotto i Utah - det havde ellers nok været dagen for en enkelt kupon.

Er det overhovedet muligt?

Marianne:
- at have det så godt? Svaret må være ja, for det har vi altså. Og det er vi SÅ taknemmelige for! Jeg er netop gået op på kontoret for at skrive det her. Inden da, hentede jeg et glas rødvin, som nu står her ved siden af mig. Dejligt!

Vi stod tidligt op i morges. Jeg skulle til Logan (5 kvarters kørsel nord herfor), Michael blev hentet af hans kollega Mike - de skulle begge i lufthavnen for at flyve til et møde i Ft. Worth, Texas og Carsten, som er på besøg fra Danmark, skulle til Moab. Vi var alle ude af døren mellem kl. 6.20 og 7.00.

Jeg kørte med Joyce, Uji og Jennifer til Logan River Golf Course, hvor vi skulle deltage i en turnering. Jeg er med i en gruppe som spiller på forskellige baner rundt om i det nordlige Utah. Meget lærerigt - sådan rent golfmæssigt - og super hyggeligt. Vejret var rigtig dejligt - lidt koldt fra morgenstunden, men efter en god halv times spil, måtte jeg tage min fleece af. Derefter var det høj sol, 20-25 grader og ikke en sky på himlen.

Jeg var parret med Jennifer og vi spillede begge temmelig elendigt. Men vi havde det hyggeligt - når altså ikke lige Sharon, som var én af vores konkurrenter, i den grad irriterede os. Måske var vi lidt sensitive, men det korte af det lange var at hun bare gjorde det hele en lille smule surt. Frygtelig emsig og MEGET klog! Men pyt, vi kom igennem - dog efter at have mistet 5-6 bolde hver - og der var serveret frokost da vi kom tilbage til klubhuset. Herefter gik turen retur til Bountiful.

Her skulle jeg mødes med Laurie, Lorraine og Marty på Texas Road House til (MEGET!!!) tidlig middag (vi taler kl. 16.30) for at fejre Lauries fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt. Alt i alt en helt vidunderlig dag.

I lørdags spillede jeg også golf med Uji og Joyce - billedet her tog Michael efter at vi havde afsluttet vores 18 huller på Bountiful Ridge, som er dér hvor jeg spiller Women´s League om tirsdagen.

Lørdag aften havde nogen af vores naboer indbudt til grill party i haven. Vejret var langtfra det bedste - køligt og temmelig blæsende, men de valgte at gennemføre. Der var ikke en hel masse mennesker, så vi der var der, fik rig lejlighed til at tale sammen. Og det var hyggeligt. Det blev dog ikke vældig sent før vi kastede håndklædet og gik hjem - det var simpelthen for koldt at være udenfor (eller også havde vi bare ikke tøj nok på...)

I går, søndag, tog Michael og jeg en tur ind til Salt Lake City. Vi havde et par ting vi skulle købe og bagefter spiste vi en let frokost på Cheesecake Factory. På trods af at det var en smule køligt, kunne vi sidde udenfor i solen og nyde det.

Jul i juni???

Marianne:
Nej vel? Men det lugtede af jul her i huset i fredags. Vi havde inviteret Marie og Dennis til middag - og planen var at det skulle være noget dansk. Vi havde en ribbenssteg i fryseren og blev enige om at dette var lejlighedEN vi havde ventet på til at spise den. Og så skulle det være helt klassisk med brunede kartofler, rødkål og hele molevitten. Herligt - selv på en dag med over 30 graders varme. Dennis var i ´52-´54 på mission i Danmark - og han taler stadig rigtig godt dansk. Meget imponerende! Dennis læser også vores blog - så jeg må hellere passe på hvad jeg skriver :-)

Efter middagen spillede vi "hand and foot” - et sjovt kortspil vi også spillede da vi sidste sommer besøgte Marie og Dennis i Magrath, Canada, hvor de opholder sig en del af sommeren. Vi spillede piger mod drenge - og af uransaglige årsager var det drengene som vandt. Naturligvis totalt ufortjent... Da vi var færdige skulle kortene blandes ekstra grundigt - og det foregik som det kan ses af billedet. Det var en meget hyggelig aften.
Marie og Dennis havde en smuk blomst med til os - en kala. Den er nu plantet i en potte og står på terrassen. Efter sigende kan den bedst lide morgensol - og ikke alt for meget af det, så derfor blev det på terrasen den nu bor. Er spændt på at se om jeg kan holde liv i den. Den er i hvert fald sikret god jord og daglig vanding, så jeg håber at den kommer til at trives.

Tænk engang...

Marianne:
- at i dag er det 4 år siden vi rejste fra Danmark for at starte et ny kapitel i vores fælles liv her i Utah, USA. Det er slet ikke til at forstå at der er gået så lang tid! På den anden side har vi oplevet så meget mens vi har været her, at det for mange er mere end hvad de oplever i et helt liv. Og det er vi sørme meget taknemmelige for. Tænk at være så priviligeret at komme til et nyt land og lige meget hvor vi har vendt os, er vi blevet mødt med åbne arme. Det være sig  blandt vores naboer, i det Internationale fællesskab og i det hele taget hvor vi er kommet og har mødt nye mennesker. Vi har blandt andet mødt en del af Michaels kolleger og deres familier og det har været rigtig dejligt. Vores venne- og bekendskabskreds er blevet væsentlig større.
Men vi savner også Danmark. Mest af alt alle jer, venner og familie som vi holder så meget af. Også vores elskede FriisBo, jeg savner at have et ”rigtigt” job og bare dét at kunne kommunikere på vores eget sprog - såvel i sociale som i officielle sammenhænge. Heldigvis varer det jo ikke så længe før vi kommer til Danmark på besøg - og det glæder vi os til! Så får vi ladet batterierne op og tager tilbage hertil, til dét som lige nu er vores hjem, og nyder alt det som USA kan tilbyde. Og det er ikke så lidt. Der er stadig mange ting vi endnu ikke har set og oplevet, så de kommende 2 år bliver formentlig ligeså travle og indholdsrige som de 4 der nu er gået (fløjet).
Vi ved da også at vi får flere besøg hjemmefra - og det er noget af dét vi ser allermest frem til, mens vi er her.(Ikke kun fordi vi så får mulighed for at få rugbrødsblanding, ost, ristede løg, remoulade og hvad vi nu ellers slet ikke kan leve uden...) Det er vidunderligt at få et pust fra Danmark og vi nyder at vise ”vores” fantastiske stat frem. Så kom endelig! Der er stadig masser af tid!