fredag den 23. september 2011

Så fik jeg endelig tid...

Marianne:
Pige holdet
Hold da op hvor jeg altså synes at der er meget at se til i øjeblikket. Jeg ved at det lyder temmelig tosset, men sådan er det altså! En væsentlig årsag er at alle de Internationale nu er tilbage fra ferie - og det betyder at der kommer gang i en masse aktiviteter.
Som nu f.eks. den 8. september, hvor Dimitri fra Grækenland havde arrangeret en aften med go-karting. Det var helt forrygende! Vi var 7 piger og 9 mænd som kørte i 2 heats. Pigerne for sig og drengene for sig. Det gik rigtig hurtigt - sådan føles det i hvert fald når man sidder så tæt på jorden som man gør i de dér go-karts. Pigerne var temmelig forsigtige - altså med undtagelse af Christina fra Grækenland og undertegnede. Vi nåede at komme adskillige omgange foran de fleste. Og det var også først på allersidste runde det lykkedes mig at overhale Christina. Men hvad pokker?
Og vinderen er...
Michael var tilfreds da jeg overtog føringen
Det lykkedes - og jeg kunne kalde mig samlet vinder blandt pigerne. SKØN fornemmelse!

Drenge holdet
Mændene var noget vildere - og Michael kørte aggressivt fra starten. Lige meget hjalp det - han kom ikke på vinderskamlen.
Han måtte "nøjes" med en 4. plads. Jeg kan da lige tilføje at jeg vist har brug for noget mere styrketræning. Mine arme var vildt ømme dagen efter :-) Men det er jo egentlig klart: Jeg kører SÅ pænt i dagligdagen når jeg kører bil at jeg slet ikke er vant til at bruge de muskler som (åbenbart) skal til for at køre hurtigt...
Israelske lækkerier
Fra morgenstunden samme dag var jeg til israelsk morgenmad hos Janet, som fejrede sin 40-års fødselsdag ved at invitere os piger til morgenmad. Hvad hun ikke vidste var at der om lørdagen - den 10. - skulle holdes surprise party for hende.
Marianne, Janet og Manuela
Hun havde lavet en hel masse lækkerier - med lidt hjælp fra hendes svigermor som for tiden er på besøg. Det var superhyggeligt. Og der var flere nye ansigter - dejligt at møde nye, søde mennesker!

Da jeg kørte derfra, tog jeg direkte til Salt Lake City, hvor jeg skulle til diabeteskontrol - som jeg tidligere har skrevet lidt om

Lørdag den 10. september var så dagen hvor ALTING skulle foregå. Vi måtte dog melde afbud til en del - man kan jo kun være ét sted ad gangen! (På den anden side er der ingen grund til at begrænse sig...) Michael havde for længe siden meldt sig til en golfturnering hvor der skulle spilles 36 huller, så det gik det meste af dagen med. Jeg startede dagen med at være til "Stamp camp". Altså et arrangement hvor man lærer forskellige teknikker i relation til at lave kort mm. Det var som altid meget hyggeligt og lærerigt. Jeg kunne lige nå hjem og pynte nogen portionsanrettede chokolade mousséer, som jeg havde lavet dagen i forvejen. Uji, som er muslim, havde inviteret til eid-party.
Uji præsenterer maden
Muslimerne fejrer at ramadanen er overstået. Og det gør de så med at spise en hel masse mad en masse dage i træk. Det var rigtig sjovt at smage mad fra Malaysia, hvorfra hun kommer, og møde nogen af hendes herboende venner. Jeg er jo tosset med krydret mad, som der var en hel del af. Sjovt at se hvordan de fleste amerikanere bare slet ikke er vant til at spise den slags. De så ret sjove ud i hovederne!

Da jeg synes at jeg kunne tillade mig at gå, skyndte jeg mig hjem for at lave en portion vandmelon salat, som jeg skulle have med op på basen, hvor der skulle være surprise party for Janet. Jeg måtte også lige klæde om - og så var det ellers afsted. Jeg nåede det hele - også at se Janets overraskelse, da hun ankom med familien og vi alle begyndte at synge fødselsdagssang for hende. Skønt! Hele arrangementet har i ugevis været kendt - dog som en aften hvor vi skulle fejre chili-crab festival. En ting man åbenbart gør i Singapore. Det var lidt skuffende for alle at vi gik glip af dette, men det var det hele værd.

Onsdag i sidste uge var jeg sammen med Rikkes forældre, Karin og Knud. De var på besøg i Sandy, lidt syd for Salt Lake City. Karins faster Inga og hendes datter og svigersøn med familie bor dernede. Knud og jeg spillede golf her på "min" hjemmebande. Karin gik med som støtte for os begge. Det var RIGTIG dejligt at være sammen med dem! Da vi var færdige, fik vi en øl på terrassen uden for klubhuset og tog så herhjem, hvor jeg havde lavet coq au vin. Der skulle lige skæres noget brød og laves salat - og så kunne vi spise. Heldigvis nåede Michael også hjem. Det var en dejlig aften.

Torsdag aften havde jeg lovet kvinderne i nabolaget at fortælle om hvordan jeg laver fersken chutney. Én af de andre, som i øvrigt bor i en tidl. kommerciel fersken plantage, fortalte om alle mulige andre måder at tilberede fersken på. Det var meget sjovt - og de kunne godt lide min chutney (eller også var de MEGET høflige). Fredag aften var vi på besøg hos Filipa og Luis fra Portugal. De har 2 søde unger, Beatrix og Vasco. Dejlig aften med typisk portugisisk mad og vin. Så var det blevet lørdag og jeg måtte køre Michael i lufthavnen. Han skulle til møde i Antwerpen - og det har han så været siden. Men han kommer hjem i aften - og det glæder jeg mig til!

Dominique, Ingrid og Marianne

Det er nu ikke fordi jeg har kedet mig. Ugens højdepunkt må dog være at jeg var til koncert med Diana Ross i mandags sammen med Ingrid og Dominique fra Belgien.

 Det var ret fantastisk! Hun er jo ikke helt ung længere - men stemmen fejler bestemt ikke noget. Og det var herligt at kunne synge med på de gamle motown numre. Vi morede os gevaldigt!

Diana Ross
Stationen i Woods Cross hvor jeg stod på
Og ikke nok med det! Turen startede med at jeg, for første gang i den tid vi har boet her, var ude at køre med det offentlige! Man kan nemlig køre med toget ind til Salt Lake City herfra. For at undgå at slås for at få en parkeringsplads, havde vi valgt at gøre det på den måde. Ingrid og Dominique var stået på i Layton - og så mødtes vi i toget da jeg stod på. Så det findes (og fungerer) altså!!!
Jeg kom til at tænke på én af de første gange jeg besøgte Birgitte i Greve Strand. Jeg husker tydeligt at jeg lå i deres solarie (dengang var det bare SÅ vildt at have sådan ét) og Birgitte spillede sine plader for mig. Én af dem var med Diana Ross. Og det gjorde et stort indtryk på mig. (Hmmm - det var så en tur ned ad memory lane...)

torsdag den 8. september 2011

Løst og fast

Marianne:
Efter ferien har vi hver især haft masser at lave. Michael primært på kontoret - der er altid en del at følge op på efter 3 ugers fravær. Jeg synes at jeg har rendt til en hel masse - både noget sjovt og underholdende og noget mere pligtagtigt. I den sidste kategori hører lægebesøg helt klart. Midt i august skulle jeg besøge diabetesklinikken som jeg er tilknyttet i Salt Lake City for at få installeret en såkaldt kontinuerlig monitorerings-dims. Jeg vil for nemheds skyld kalde den en sensor. Den måler, sådan nogenlunde præcist, mit blodsukker og giver mig besked om hvorvidt jeg er i målområdet, på vej op eller nok så vigtigt: På vej ned. Jeg har ventet på den ting i mere end 2 år, så det var meget spændende. Og tænk engang: Utaknemmelige bæst. Jeg var slet ikke glad. Det var endnu en ting jeg skulle forholde mig til, mere udstyr som skal medbringes på rejser og ikke mindst: Endnu en fremmed ting som skal sidde i min krop. Altid. Jeg kunne ikke rigtig håndtere det. Nu er der gået 3 uger med dimsen, og jeg er noget mere positiv. I de første 1½ uge sov jeg ikke en hel nat fordi den vibrerede, bippede og spillede musik - og det holdt mig vågen. Det hjælper heller ikke rigtig på overskuddet! Det er som om jeg nu er ved at få mere styr på den - og kan finde ud af at bruge den rigtigt, og jeg har en følelse af at det nok skal blive en stor hjælp. Den gør det muligt for mig at følge mit blodsukker hele tiden - blot ved at kigge på min pumpe. I dag (torsdag) har jeg været på klinikken igen. Denne gang til det kvartalsvise tjek - og alt var rigtig fint. Langtidsprøven, som fortæller om blodsukkeret over de sidte 4-6 uger har aldrig været så flot. Så det var jo dejligt! Og så var det også lidt rart at få at vide at min læge tror at om 10 år vil jeg slet ikke skulle tænke over at jeg har diabetes. Pumpen (MEGET mindre end i dag!) vil tænke og agere for mig - og det lyder jo egentlig meget rart.
Mikkel Ræv på Bountiful Ridge

Og nu er det så at jeg IKKE vil skrive om golf - men må alligevel nævne golfbanen jeg spiller på hver tirsdag. Årsagen er at sidste tirsdag så vi denne smukke ræv, som gik rundt deroppe. Tydeligvis ikke særlig skræmt af mennesker - og nok også temmelig sulten. Den nærmest tiggede mad af os - og den fik da også nogen kiks lokket fra én af mine medspillere. Det er utroligt - og lidt skræmmende - at vilde dyr kan blive så trygge at de ligefrem opsøger mennesker.
Mums! Lækker, lækker laks
Denne tirsdag skulle vi prøve noget nyt på grillen: Laks grillet ovenpå et stykke cedertræ. Spændende! Træet blev først gennemblødt i vand og efter at være blevet krydret, blev en lakseside lagt ovenpå. Grillet i ca. ½ time - og mums! Himmerigsmundfuld! Det var utrolig lækkert - også selvom grillen på et tidspunkt stod i flammer. Michael havde gang i srayflasken for at slå bare nogen af flammerne ned... Det minder lidt om varmrøget laks - og har så alligevel en anden smag og anden konsistens.


For første gang: Michael overrækker HIGA bolde

Onsdag skulle vi tage afsked med Manuela og Paul fra Tyskland. Det foregik til frokost på restaurant Olive Garden. Vældig fint arrangement med god mad og taler fra de forskellige lande. Michael repræsenterede udover Danmark også HIGA (Hill Inteternational Golf Association), hvor Paul har været en meget aktiv spiller - både på og udenfor banen. Han har bl.a. været sekretær i foreningen. (Et hverv som jeg nu skal overtage). Michael har fået lavet nogen bolde med HIGAs logo på - og Paul var den første modtager overhovedet. Han var MEGET begejstret. Vi gav dem en fotobog som jeg har lavet med billeder fra Utah, samt fra de mange arrangementer vi har deltaget i sammen: Chicago-fest, karnevel (altid hos dem), Oktoberfest, International Buffet mm.  


Frikadeller på panden - og i glasset: Syltede asier

I går, onsdag, havde jeg lavet frikadeller med kogte, noget der var ret tæt på nye kartofler og pandesauce (der var ikke nok, så det kunne ikke klassificeres som sovs!) Årsagen til denne omgang "mormor-mad" var at jeg har forsøgt mig med at sylte asier. Jeg havde fundet nogen temmelig grove agurker, og tænkte at jeg skulle prøve om det kunne lade sig gøre. Og de er faktisk blevet rigtig gode. Eneste problem er egentlig at jeg ikke lavede 5 gange så mange. Men jeg må bare holde øje i grøntsagsfdelingerne for at se om de skulle have nogen flere forvoksede agurker.


Skønt måltid. Mon mormor kunne have gjort det bedre?
Glasset med asier står på baren - og om ikke andet er det rigtig pyteligt, synes jeg. 


torsdag den 1. september 2011

Mac

Michael:
"Hubbard Golf Course - this is Mac" 
Det var ordene jeg hørte første gang jeg ringede til en golf bane, og jeg var glad fordi det netop Mac jeg skulle tale med. Det var i juli 2008, hvor jeg var blevet anbefalet af en kollega at få fat i Mac, hvis vi skulle prøve at starte op med at spille golf.
Mac er pensioneret fra US Air Force for ca. 20 år siden, og var i starten af tredserne da vi mødte ham første gang. Mac er fantastisk god til at introducere dig til golf og med udgangspunkt i dine evner forstår han at motivere dig til komme godt i gang med golfspillet. Mac en utrolig behagelig og imødekommende mand med fantastisk humor og altid i godt humør. Mac virker oprigtigt interesset i de mennsker han omgås og meget hjælpsom. 
Når jeg kom på golfbanen, og der var fyldt, lykkedes det altid for Mac og få mig ud og spille. I vores "Mens League" om onsdagen havde Mac altid styr på, hvem der skulle spille hvornår, og han fik altid tingene til fungere, hvis der var kludder i det.
Han var tit rundt på banen for at se, hvordan gik, og når du kom tilbage til klubhuset skulle han altid have at vide, hvordan det var gået - altid interesseret. 
Privat havde Mac og hans kone påtaget sig opgaven med at tage sig af deres barnebarn - en teenage pige som ikke havde de bedste opvækst betingelser. De tog sig af hende og fik hende kørt rigtigt godt ind skolen, hvor hun klarer sig rigtigt godt.  
Mac kunne godt lide en øl, og han har fået sin del gennem livet. Det var derfor ikke en overraskelse, da han i efteråret 2009 fortalte at hans nyrer var holdt op med at virke (de havde nok været på overarbejde i mange år), og nu skulle han så i dialyse 3 gange om ugen, indtil der blev fundet en donor.
Når du kendte Mac godt, kunne du se på ham, når han ikke havde det godt, men han havde livsmod, og når du spurgte til hvornår en transplantation kunne forventes svarede han altid: "Det ved jeg ikke, men hver dag jeg vågner, er jeg en dag tættere på !"
De sidste par år har jeg kun set Mac spille golf 2-3 gange hvilket naturligvis ikke er normalt for Mac.


For 3 uger siden skete det endelig - der var fundet en donor og Mac skulle have ny nyre.
Desværre opstod der problemer med hjerte i fm. operationen og han gennemgik en hjerteoperation - han var på operationsbordet i mange timer. Da man "vækkede" ham kunne de konstatere han hans hjerne havde taget alvorlig skade. 
Han er teknisk set ved bevidsthed, hans organer virker incl. den nye nyre, men han kan ikke kommunikere med omverden - han er nu grønsag - ligger i en seng kan absolut ingen ting.


Sidst vi så Mac var lige før vi tog på ferie, i godt humør, så godt ud, havde taget lidt på, havde fået nye briller, glimt i øjet og han gav Marianne et kram - det var faktisk som vi huskede ham fra den gang vi mødte ham første gang i 2008.
Det har ramt mange mennesker i miljøet omkring golfbanen meget hårdt at høre denne triste historie om Mac. Selv her i hjemmet er der blevet knebet en tåre.
 Øv !!