Havasupai

Michael og Marianne:

Sidste weekend var vi på travetur (hike) i den vestlige del af Grand Canyon i Havasupai indianer reservatet.

Turen var arrangeret af Hill AFB, og vi kørte den første dag ned til kanten af Grand Canyon, hvor vi slog telt for den første nat - helt ude på kanten.

Næste morgen stod vi op kl 05:00, således at vi kunne starte vores 16 km. nedtur fra morgenstunden inden det blev for varmt. Vi var i alt 29 som tog turen, og det viste sig at være en skøn gruppe med masser af søde, interessante mennesker som i den grad var med til at gøre turen endnu mere forrygende.

Reservatet er på 18.000 hektar hvor det meste er ørken, og indianerstammen består af små 700 indianere, som primært bor i landsbyen Supai - nede i Grand Canyon, hvor Havasu Creek (Gudenå størrelse) løber ud i Colorado River.

Området langs vandløbet er meget frodigt - føles som en MEGET frodig, grøn oase midt i det ellers golde Grand Canyon. Man finder bl.a. en række vandfald, hvor det største er 70-80 meter højt. Hver for sig spektakulært og forholdsvis uberørt. Kendetegnende for området er at der er mange mineraler i vandet hvilket giver det en helt fantastisk blå farve. Og da der aflejres store mænger af kalk på bunden, ser det helt fantastisk ud.

Vi boede på en interimistisk campingplads, og alt hvad vi skulle bruge både til overnatning og spisning, havde vi med derned. Med andre ord: Telt, soveposer, liggeunderlag, frysetørret mad og vandkoger.

Vi var meget heldige med vejret, og anden dagen gik vi ca. 5 km. ned langs vandløbet - på kryds og tværs, op og ned. '

En fantastisk tur som var udfordrende og til tider særdeles krævende både fysisk og mentalt. Vandet har en temperatur på omkring 21 grader hele året, hvilket betød at det var varmt nok til at bade i, lege i og vaske sig i. SKØNT! Vi sov rigtig godt om natten - efter dog at have spillet et kortspil som det vil føre for vidt at beskrive i detaljer.
Vi kunne bare konstatere at det krævede opmærksomhed, hurtighed og stort set ikke andet. Meget underholdende. Mangel på lys satte dog en naturlig stopper for festen - også selvom flere havde små lanterner mm. med.

Vi syntes også at vi ville støtte de lokale indianere, så på tredjedagen hikede vi op til landsbyne (Supai) for at prøve at spise deres indianer tacos. Vi var en større flok og det blev en herlig tur. Indianerne har slet ikke travlt, så dét vi vel havde forestillet os ville vare nogen få timer, kom til at tage det meste af dagen. Men vi blev mætte og hyggede os gevaldigt. På hjemturen badede vi i endnu et vandfald - den slags kan man bare slet ikke få for meget af.

4. dag var hjemrejsedag - eller i hvert fald dagen hvor vi skulle forlade Havasupai. Vi blev hentet i landsbyen kl. 8 om morgenen - og det var altså efter en times hike. Og vi blev hentet med stil - i helikopter.

Marianne var totalt vild, da hun aldrig tidligere havde fløjet med sådan én. Og det VAR en fantastisk oplevelse af flyve henover Grand Canyon. Vi kørte i minibusserne til Hoover Dam ved Las Vegas, hvor vi overnattede på Hotel Hacienda. Et hotel som bestemt ikke er noget særligt, men de kunne byde på rimelig mad (i hvert fald ikke frysetørret), varmt bad og gode senge. Vi kunne slet ikke ønske os mere! Her overnattede vi og kørte så de sidste 8 timer hjem dagen efter. Ømme af at sidde i de forholdsvis lidt komfortable biler, men så fulde af fantastiske oplevelser og mødet med en masse søde mennesker, at det var totalt sekundært.

Som lovet...

Marianne:

Og her er så den ene han som vi følger intenst. Kolibrier er ekstremt aggresive - og de lader ikke en anden komme til hvis de sidder på en foderautomat - selvom der er hele 6 huller.

Heldige mig!

Marianne:
Sommertider synes jeg at jeg er mere heldig end det skulle være tilladt. Vi har været - og bliver begavet af en masse besøg her i Utah - både venner og familie har været her og kommer for at besøge os. Og det er da at være priviligeret! I øjeblikket er min dejlige veninde Hadda fra Island her. Hun kombinerer det med et kongresbesøg i Denver, CO og hendes ældste søns graduation fra Berkeley, California. Fatastisk! Jeg har i den grad nydt at have hende her. Vi har ikke lavet en hel masse, men har fået samlet op på hvad der er sket i vores respektive liv siden vi sås sidst - hvilket var til vores bryllup i 2006. Men vi har jævnligt haft kontakt via e-mail og Skype. Vi besøgte Salt Lake City i onsdags - her er vi foran templet. Lige nu, hvor det er fredag formiddag, er vi kommet tilbage efter at have været til en zumba-time dér hvor jeg sædvanligvis træner. Forrygende! Nu tager vi nok en tur ud at køre - men vejret er skønt, så vi vil ikke tilbringe alt for meget tid i bilen. Det er 22 grader lige nu.

Mors dag...

Marianne:
Jeg har fra flere sider fået besked om at det var MEGET ttrist at der ikke var beviser på kolibrien i lørdags. Siden vi postede flere billeder af kolibrier sidste år, tænkte jeg at det nok ikke var nødvendigt. Men så snart jeg har ét skal det komme på - det er hermed et løfte. Lige nu tror jeg at de gemmer sig ét eller andet sted hvor de kan være i tørvejr - og varme. Det er 6 grader og styrter ned - og det har det gjort hele dagen. Hmmm. De lover dog bedring fra onsdag. Vi krydser fingre.


I går var det jo mors dag - håber at både mor Grete og (s)-mor Hilda har modtaget en hilsen. Men tænk engang! Man behøver ikke engang være mor for at blive tilgodeset! I går eftermiddag ringede det på døren - sådan lige efter kirketid. Udenfor stod en nydelig ung mand med en rose i hånden. Den var til mig - fra kirken (altså mormonkirken). Hmmm. Michael er bange for at jeg nu efterhånden bliver betragtet som én af deres - fordi jeg har været der 2 gange indenfor ½ år. Nå, men jeg tog imod rosen - den var jo smuk - og nu står den på køkkenbordet og pynter.

SKØN dag!!!

Marianne:
I morges blev vi vækket af mor og far som var på besøg i Friis-Bo. De havde slået græsset og var nu i gang med at rydde op og gøre rent. Kan man være mere heldig end at have (s)-forældre, som gider at gøre sådan noget for én? Vi var lidt stille bagefter - vi savner det sted helt vildt! Vi stod op, spiste morgenmad og så var det tid til at Michael skulle klippes. Pludselig gav han højlydt udtryk for begejstring - ikke pga. mine evner som frisør, men fordi der var en kolibri, som spiste af det sukkervand vi hængte ud i går. Det er et sikkert tegn på at sommren er på vej. Skønt! I løbet af dagen har vi set i hvert fald 2 forskellige - en han og en hun, så vi håber på unger senere på sæsonen. Vi spillede 18 huller på Lakeview, som ligger lige nedenfor bjerget, hvor vi bor. Vejret var skønt og spillet gik nogenlunde for os begge, så det var dejligt. På vejen hjem spiste vi lidt sen frokost. Hjemme hang vi lidt ud inden vi gik i gang med at gøre terrassen sommerklar: Vaskede møbler, fejede, gjorde grillen ren og plantede krydderurter. Nu er der Så fint derude. I morgen skal vi have fat i en plante, så der kommer lidt farvelade på. Vi glæder os til at sidde derude og nyde forhåbentlig masser af lune aftener her i sommer.

Torrey Pines

Michael:
Påskeferien var en dejlig investering i fritid og dejligt vejr. Det blev til meget golf, hvilket dette indlæg også er præget af.

Udsigten fra vores værelse var lige ud til hul 1, så vi kunne holde øje med, hvad der skete.

Søndag var det lidt overskyet, men en behagelig temperatur. Vi fik spillet banen 2 gange = 36 huler, hvor de sidste dog blev kampen mod uret/lyset. Holdet bag os nåede også alle 18 huller, men de var dog smarte med "lysende" bolde !

Vores anden "del" af påskeferien til San Diego var turens højdepunkt, da vi mandag morgen drog tidligt afsted mod Torrey Pines Golf Course.

I 2008 var Torrey Pines vært ved US Open, hvor Tiger Woods vandt knebent i overtid.

Vi havde ikke bestilt tee time, idet de anbefalede, at vi blot kunne møde op tidligt om morgen, og stille os i kø. Den første time hver morgen var "reserveret" til dem der mødte op. Vi kunne komme til med det samme - så klokken 07:00 slog vi ud !

Normal prisen er $ 200 pr. mand, men med "military discount" spillede vi begge to for $ 122 i alt - god deal :-)

Vi fik selskab med af lokal, så vi fik tips og lidt historie med på vejen.

I golfhistorien er det en meget kendt, og berygtet bane på Stillehavskysten. Hul nr. 3 er det mest kendte. Lidt for langt og din bold er nede på kysten. Jeg havde et af de sjældne gode slag, og endte kun 1 meter fra hullet - hvor svært kan det være??

Bunkers på Torrey Pines kan være lidt af en udfordring, jeg fik fornøjelse af een, hvor jeg stod nede i et 4 meter dybt hul, og der skulle to forsøg til inden jeg var oppe !

Og hvis du ikke var på fairway (meget smalle) fik du også det tykke kraftige græs at føle - svært at komme ud af.

Som det fremgår var det godt vejr - skyfrit og ingen vind.

Der kommer faktisk tit havgus og vind om eftermiddagen, men vi slap heldigvis for begge dele.

Det gik faktisk meget godt for os begge på trods af udfordringerne.

Efter 18 huller skulle vi lige handle lidt i den lokale shop, og så var det ellers tid til frokost i den legendariske Torrey Pines Lodge.

Dette var min ultimative bedste golf oplevelse - fantastisk oplevelse ! Og jeg kommer gerne igen !!!!