torsdag den 30. december 2010

Jul i Bountiful

Michael:
Julen i Bountiful startede for flere uger siden. Marianne har de sidste to måneder lavet julekort - 76 stk. !!
Inden vi tog på badeferie i Mexico skulle de sendes så de der skulle til Europa og Danmark kunne nå frem inden jul. Det har så vist sig at det ikke lykkedes. Lad mig i den forbindelse nævne at det faktisk er billigere at sende julekort fra USA til Danmark end at gøre det internt i Danmark ! (Det er gået ned ad bakke for Post Danmark
siden 2001 - den gang jo rigtige fo.......)
Her er Marianne i gang med adresselisten.

Den 24. dec. har vi tradition for at tage på rundtur til naboer med en lille pakke. Amerikanerne har jo nærmest en almindelig arbejdsdag d. 24., hvor de handler og gør sig klar til den 25. hvor de fejrer jul. Det er således en fin dag til at tage rundt og ønske glædelig jul - ikke den store stress og jag denne dag. Vi er ikke de eneste der er på rundtur - vi mødte flere af de andre naboer som også var på rundtur med små lærkerrier.
I år var det hjemmelavede småkager - vaniljekranse, pebernødder og købebrunkager (fra Ikea), samt en hjemmemalet julekugle.

Her er jeg i gang med at pakke og klargøre til turen.

Med mor Hildas opskrift på saftig og sprød and, går det jo bare som smurt. Nu har vi jo erfaring fra sidste år og er derfor MEGET rutinerede i dette vigtige måltid. Ind med anden kl. 1300 og så tager vi på rundtur.
For at anden ikke skal føle sig helt alene i ovnen, får den selskab af en steg med hud på - Flæskesteg med svær - ikke hverdagskost på denne side af Atlanten !

Julenisse 1 & 2 er klar til gavetur. Med nissehuer bliver vi altid modtaget med smil.
Det blev desværre ikke til en hvid jul i Bountiful i år - den havde de stjålet i Danmark. Vi havde nok nærmest dansk vejr, med et par plus grader og overskyet. Kun nogle små beskidte snebunker var det eneste spor af vinter. Det var selvfølelig sne på toppen af bjergene, men ellers bare lidt halv trist.
Rundturen i år tog længere tid end sidste år. Vi skulle ind og snakke flere steder, og det var meget hyggeligt. Vi fik også enkelte gaver med hjem - fra Laurie fik Marianne en bog med vinterbiller fra alle Utahs skisportssteder. Fra Dennis og Marie fik vi en quiltet juleophæng og fra Kirken et billede af det lille Jesusbarn !!
Hjem til et dejligt duftende hus og ringe til familien i Danmark. De havde jo spist og pakket gaver op, så vi skulle lige nå at fange dem inden vi selv skulle til bords.
Maden var excellent (and, flæskesteg, brunede kartofler, sovs, rødkål og naturligvis ris a la mande), så vi endte med spise for meget, som det sig hør og bør.

Så var det tid til julegaver :-)
Der var dejlige gaver fra Danmark, og enkelte med lokal assistance. Endnu en gang blev vi "begavet" over forventning. Enkelte pakker fra Danmark nåede ikke frem før juleaften, men så var der jo bare flere dage med julegaver :-)
Billedet viser Mariannes julegave samling.

Jeg havde ønsket mig skiundertøj og radio til kontoret, hvilket her ses - fantastisk !!

Vi var trætte - måske stadigvæk ramt af eftervirkninger fra ferien, hvor vi dagen før havde haft en lang dag - så klokken blev ikke meget over 2200 inden vi krøb til køjs efter en hyggelig juleaften.

Første juledag var ren afslapning, og tid til at tage gaverne i øjesyn ved dagslys.

Klovne fra Brønderslev blev hængt op i køkkenet, og der blev klargjort til julefrokost.Vi havde været i den hollandske butik i Salt Lake City for at handle specialiteter. De har en slagterafdeling, som byder på flere gode ting - eks. medister, sylte, ost der smager af noget, rødkål osv. Vi har fundet nogle fiskefileter, som godt i en snæver vending kan gå for at være noget der ligner en rødspættefilet, og med dansk remulade (bragt over af dansk mødedeltager i december) bliver det jo ikke bedre.

Hjemmelavet leverpostej - stadig lun !!
Julefrokosten indtages med den lokale "Underground" bitter som bliver brygget i Ogden. Den er rigtig god - i hvert fald bedre end snaps - så det blev en fantastisk julefrokost.
Efter festmåltidet var vi ude at gå en tur, og så hjem og tage en lille morfar på sofaen bagefter :-)

Marianne skulle mellem jul og Nytår arbejde en del - 5 dage i træk. Det er højsæson, og der er brug for mange kræfter. Den 27. dec. var der over 4.200 mennesker på bjerget - så der var lidt kø ved lifterne. Den 29 og 30 fik vi masser af sne, og det var en festdag i Snowbasin. Marianne sneg sig udenom undervisning den 30. så vi kunne stå på ski sammen.
Vi fik nogle ture sammen i det nye pulversne, og de nye julegaver (gogles og skiundertøj) blev afprøvet og fundet i orden :-)

Her ses Marianne på vej op med Strawberry liften (sydlige del af Snowbasin), som lige var blevet åbnet. Det betød så også, at der ikke var meget bearbejdet sne/pister, så med 30-40 cm nysne gav det lidt udfordringer for nogen, men dog meget sjovt.

Jeg har meldt mig til undervisning i januar, og målet i år er at lære at stå i pulversne. Indtil videre er det ikke rigtigt fedt, fordi man falder så tit.

Efter ski var det tid til frokost, og vi valgte baren med øl (klokken var over 12 så vi kunne godt få øl) og Fish & Chips - det er jo ikke så tit vi kan spise sammen deroppe. Slet ikke i baren, for der må instruktørerne ikke spise eller drikke (heller ikke tage noget med). Så kun i forklædning og fritiden kan baren frekventeres !


Nytår skal fejres hos Ingrid og Dominique, hvor vi skal mødes om eftermiddagen, og skåle Nytår ind et par gange i takt med Nytår i Europa og andre steder i USA. Vi skal overnatte så det skal nok blive sjovt. 1. Nytårsdag skal vi til Oystein og Inge-Lise til middag.

GODT NYTÅR !!!!!!!!!!














tirsdag den 21. december 2010

Badetur

Michael:
I dag var det store badedag :-)
Vi havde købt en pakke, hvor jeg skulle dykke om formiddagen, hvorefter vi sammen skulle på snorkeltur om eftermiddagen. Det var ikke lige muligt at kombinere det på en og samme tur.
Jeg var tidligt oppe og skulle være ved "dykkercentret" allerede 0730. Vi nåede lige at få lidt morgenmad, og Marianne ville sikre sig en plads ved den mere exclusive pool, mens jeg var afsted.
Vi skulle ud på et vrag som ligger næsten ret ud foran vores hotel. Sejlturen var ca 40 min og det gik fint. Jeg blev parret op med en anden erfaren dykker (amerikaner), som gerne ville tage nogle fotos.
Det er jo end to år siden jeg sidst har dykket, så det var jo spændende om jeg kunne huske rutinerne endnu ??
Der var god sigt og vi kunne fint se bunden 25m nede under os. På vej hen/ned mod vraget blev vi modtaget af 7 virkelige store (mere end 2m vingespand) Eagle Rays (rokker) - jeg kunne ikke mindes at have set dem så store.
Vraget var ikke noget særligt, men naturligvis gemmested for en del fisk, og rundt om så vi stimmer af Baracudas. Jeg fandt div. motiver (muræner, dragefisk osv.) til min buddy, og det var faktisk meget nemt at være tilbage igen under vandet. Min vest var lidt utæt, men det synes jeg at have styr på, så det gjore ikke noget og luftforbruget var ok.
Jeg havde min egen dykkercomputer med (konservativt indstillet) så efter 40 min. var det tid til sikkerhedsstop og afslutning.
Efter at alle var ombord igen sejlede vi 10 min. til et lille revområde, hvor vi dykkede anden gang.
Mens vi ventede på at første gruppe skulle hoppe i vandet, lå den nu uduelige skipper med bredsiden op mod vind og bølger, hvorfor det store havuhyre kom og tog mig :-( En lille offering til guden, og jeg var klar igen :-)
Fint revpå 8-10m med masser af fisk og andet dyreliv.
Vi dykkede til max af hvad computeren tillod, og jeg satte begrænsningen for gruppen denne gang, hvilket dog passede fint med min makker som var ved at være tom for luft. Da vi hang på sikkerhedsstop, kunne vi se de andre under os - de havde fået øje på en haj, men jeg ville ikke presse citronen, så vi måtte lægge øre til deres "løgn"-historier da vi kom op :-)
Om eftermiddagen tog vi så ud for at snorkle. Vi var med på dagens sidste tur, og vi var de eneste, der skulle snorkle. Vi blev sejlet ud til en platform, hvorfra vi svømmede med en guide, der viste os rundt, og efter ca. 45 min. begyndte vi at fryse. Vi fik set div. fisk og Marianne kunne huske flere fra vores tur til Thailand, herunder farvoriten - papegøjefisk.
Alt i alt en fin badedag, hvor man bliver godt træt af den friske havluft.

søndag den 19. december 2010

Michaels fødselsdag!

Marianne:
I dag er det Michaels fødselsdag! Han fik gaver på sengen fra morgenstunden og har i løbet af dagen modtaget rigtig mange lykønskninger. Skønt! Vi har lavet absolut INGENTING i dag! Vi (nok egentlig mest jeg) var besluttede på at vi skulle have en dag ved poolen - og det blev så i dag. Ganske passende da det blev ret sent og temmelig vådt i går, så det var nok lige hvad vi (eller igen i hvert fald jeg) havde brug for. Og tænk engang: Vi var BEGGE ude at bade! Vandet er fantastisk smukt turkisfarvet, klart og ganske forfriskende - ÍKKE at forveksle med koldt. Michael var faktisk enig. Havet er klart varmere end poolen. Da vi havde fået sol nok tog vi den lille bil (Hyundai Atos) vi har lejet og kørte hen til en nærliggende golfklub for at bestille tee time til onsdag. Vi var også hos et dykkerfirma, hvor vi fik arrangeret dykning for Michael og snorkling for os begge på tirsdag. Lige nu får Michael lige en lille morfar inden vi skal ned og spise italiensk. Og mon ikke vi skal en tur i baren igen? Dagen er jo ikke ovre, og der er dermed stadig noget at fejre!!!

lørdag den 18. december 2010

Sol og varme - og vilde dyr!

Marianne:
Vi er nu i Calcun, Mexico, hvortil vi ankom sent torsdag aften.Vejret er skønt - sådan et sted mellem 24 0g 28 grader. Herligt! Meget mærkeligt når vi forlod Bountiful mens det var mere end 10 graders frost. Og det ER bare underligt at se juletræer og nisser i sådan en varme. Hotellet er rigtig fint med skønne poolområder, lækker strand lige nedenfor, lækre restauranter - og alt er inklusive. Et koncept jeg var en smule skeptisk overfor, da jeg frygtede at servicen som følge heraf ville være dårlig. Det er i den grad blevet gjort til skamme. Alle er utrolig søde og imødekommende - i det hele taget er der ikke rigtig noget at sætte en finger på. Udsigten fra vores værelse er der slet ikke noget at sige til! I går kørte vi til Tulum, som er en ruinby fra Mayaérne. Vi synes at det er et skønt sted - ikke mindst fordi det ligger lige ned til vandet. Meget spændende at se hvor langt fremme deres samfund var for så mange år siden. I dag har vi så spillet golf på en nærliggende bane. Rigtig fint - selvom Michael vandt 2 huller mere end mig. Vi blev advaret mod krokodiller - og vi tænkte nok at mexicanerne ikke er spor bedre end amerikanerne. De vil sikre sig på forhånd mod alting. MEN den var god nok. Ham her lå ved én af søerne på banen - og han var vel 3 m lang. Overalt ser man leguaner - dem er jeg ikke sådan helt vild med, men de er planteædere og gør derfor ikke noget. De er bare ikke sådan rigtig lækre at se på. Jeg rørte ved én i går - og følte mig MEGET modig.

søndag den 12. december 2010

Juletravlhed

Michael:
12 December - solskin og 8C !
En travl dag, hvor det gode vejr blev benyttet til at spille lidt golf - det var nærmest forårs vejr, så det indbød ligesom til lidt mere ude i det fri. Jeg havde netop hentet motorcyklen fra service og nyt bagdæk. Den var egentlig stillet op for vinter, men med det vejr måtte den ud og luftes. Det sjove blev forenet med det praktiske, og for første og måske sidste gang, var jeg ude at foretage julegaveindkøb på motorcykel. Fantastisk - og jeg var langt fra en eneste der var ude at køre denne dag - mange skulle lige have årets sidste cruise :-)

Endnu en gang har vi rykket juletraditionen lidt. To dage tidligere end sidste år kom juletræet op i år - og det er altså kun fordi, at vi skal ud at rejse i næste uge !!
Jeg fik dog genindført, at at det er manden i huset, der pynter juletræet, og Marianne måtte blive i køkkenet og bage julekager.

Jeg må lige nævne, at jeg har fået et nyt emne på mit CV - kogebogsforfatter ! Som den eneste mand i nabolaget, har jeg været medforfatter til en lokal kogebog lavet af naboerne. Tak til mor for inspiration.

Nu dufter der af småkager, så jeg må ud og foretage kvalitetskontrol - vigtig funktion.

tirsdag den 7. december 2010

Religion shopping???

Marianne:
Som jeg tidligere har fortalt, fejrede vi 1. søndag i advent - historisk noget som kan føres tilbage til den kristne tro. Og det var rigtig hyggeligt. I fredags var vi til Hanukkha hos Janet og Eli fra Israel. Det var rigtig spændende at opleve en jødisk højtid som vi ikke kender så meget til. Eli sang 2 bønner inden han (og andre som havde lyst) tændte menorahens 2. lys. Derefter spiste vi alle mulige lækkerier som hører til denne tid på året for jøderne. En rigtig dejlig aften.
Jeg har så (igen) været involveret i et arrangement i mormonkirken. Vores nabo, Lorraine, spurte om jeg ville hjælpe til, da hun var ansvarlig for en happening som skulle foregå i forbindelse med at man viste et skuespil, Amahl, i kirken. Et stykke som handler om en dreng som møder de hellige tre konger som er på vej for at finde Jesubarnet. Alt var baseret på lokale kræfter. Lorraines bidrag var "Back to Bethlehem" som bestod af forskellige boder, som man forestiller sig at det så ud på tiden omkring Jesu fødsel. Der var en snedker, som producerede krykker, en troldmand, en tekstilbod som var fuld af uldprodukter, en stjernebod mm. Jeg skulle guide folk ind på deres pladser og fortælle om aftenens forløb. Og til min store overraskelse skulle jeg, ligesom alle andre involverede, være iklædt tidstypisk tøj. Det var faktisk rigtig sjovt. Mødte en masse mennesker jeg kender fra området her - og nej, brormand - jeg er ikke i gang med at konvertere...