onsdag den 3. november 2010

Ferie i Syden

Marianne:
Vi befinder os nu i New Orleans - ellers N´awlins, som de lokale kalder det. Sproget hernede er et kapitel for sig -
ikke altid lige let at forstå. Men meget charmerende! For os som bor i det vilde vest er det MEGET besynderligt at komme herned og se de mange sorte - og ikke mindst at se så mange blandede par. Faktisk rigtig fint! Vejret er ikke helt hvad vi havde set frem til, men det har været lunt og særdeles fugtigt. Ind imellem direkte vådt - og da det ikke har regnet her i 2 måneder er de lokale henrykte. Og så har vi glædet os med dem :-) Vi ankom søndag, som jo var Halloween - og det var bare en kærkommen lejlighed til at lave en offentlig fest. Der var VILDT gang i den i Bourbon Street - men det er der tilsyneladende hele tiden. Dog var en MEGET stor del af de festende udklædt og det var sjovt at se. Der var musik overalt og glade, dansende, drikkende og rygende mennesker. MEGET anderledes end Utah! I det hele taget er her meget anderledes end noget vi har set tidligere noget sted i USA. Masser af udeliv - caféer og barer med udendørs servering. Rigtig hyggeligt! Vi tog en sightseeing tur, hvor vi så hvordan byen stadig er påvirket af Katrina, selvom det nu er 5 år siden at orkanen ramte. Men de lokale siger dog at for de fleste forhold er byen tilbage til hvor den var - bortset fra at befolkningstallet kun er omkring 75% af hvad det var før Katrina. Huset på billedet er ét af dem som stadig står tomt - og dem er der en del af. Vi togen tur med en færge til Algiers - en bydel som ligger på den anden side af Mississippi. Vi kom godtnok med en forkert færge i første omgang, men det gav os faktisk bare en ekstra oplevelse, så det var ret OK. Da vi kom med den korrekte færge, stod vi af på Algiers siden og gik rundt og kiggede. Det var begyndt at regne, så vi var stort set de eneste mennesker udendørs. Vi gik på "The Jazz Walk of Fame". Måtte dog konstatere at det eneste navn vi kendte var Louis Armstrong. Selve turen var nok ikke lige helt hvad vi havde forestillet os - men nu har vi set det. Vi så nogen forrygende værksteder, hvor de fremstiller vognene som bruges til bl.a. Mardi Gras. Altså med kæmpe udsmykninger. Gjorde sig dog ikke rigtig i regnvejr! I dag har vi spillet golf. Det var dejligt at bevæge sig lidt! Vi spillede på Audubon banen som ligger inde i en park her i byen. Og det har den for øvrigt gjort i mere end 110 år! Dejlig bane! På billedet af Michael i aktion ses tårnet fra Holy Name of Jesus Church. I sin tid en jesuiter kirke. Forrygende med historiske monumenter - man føler sig næsten hjemme i Europa - næsten... Bagefter var jeg lidt udmattet. Her til aften gik vi op til Bourbon street for at spise. På vejen så vi et 8-mands orkester som spillede på gaden. Tænkt at samle SÅ mange mennesker til den slags! Der findes ridende politi her - og så holdt de møde lige foran en sporvogn. Det MÅTTE foreviges.Og Halloween er ikke helt overstået endnu - eller også er der bare nogen som stadig ynder er klæde sig ud. Vi mødte en gut iklædt noget som lignede en politiuniform. Han var såkaldt "Party Patrol". Han stoppede en gruppe ældre, cigar rygende mænd. Fortalte dem at det var forbudt at ryge i den del af gaden - med mindre det altså var marihuana. Hmmm, det var lige før at de hoppede på den. Men han var også MEGET overbevisende :-) Nu er vi tilbage på hotellet - har lige drukket kaffe med "fløde" og skal lade op til swamp tour i morgen. Håber vi får nogen alligatorer at se - på afstand, tak!









Ingen kommentarer:

Send en kommentar