Marianne:
I lørdags var Michael nede og handle og jeg talte med Brønderslev i telefonen. Det ringede på og udenfor stod én af naboerne, Maria, i have outfit (handsker, slidt t-shirt og beskidte shorts). Hun ville invitere til barbeque om aftenen, da deres søn, Randy, gerne ville have tilskuere når han skulle fyre fyrværkeri af senere på aftenen. Og så syntes de ligeså godt at de kunne gøre det til en fest. Heldigvis havde vi ingen planer, så vi takkede ja. Årsagen til denne fejring er at den 24. juli er dén dag hvor mormonerne ( i 1847) kom til Utah. Det kaldes også for Pioneer Day. Der er forskellige aktiviteter i løbet af dagen - og om aftenen altså fyrværkeri. Her i staten kan man udelukkende købe fyrværkeri som forbliver på jorden - dvs. ingen raketter. Randy havde dog været en tur i Wyoming, hvor man ikke har samme restriktioner. Så det var meget flot. En dejlig aften med skønne mennesker - og dét som vi var allermest betaget af: Det var fuldstændig spontant. Herligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar