torsdag den 18. marts 2010

Forår på vej!

Marianne:
Nu er foråret officielt på vej! Det er der flere årsager til at jeg sådan totalt unuanceret tør påstå. Først og fremmest gik vi her i Utah over til sommertid i sidste weekend. Det kunne sagtens have forbigået vores opmærksomhed, for vi havde INTET hverken hørt eller set om det. Herovre mener de åbenbart at man bare VED at natten mellem lørdag og søndag den 2. uge i marts sker DET. Hmmm. Vi opdagede det ved et tilfælde - MEN hvem bryder sig om det? Vi opdagede det! Hvilket betød at jeg ikke, som størstedelen af mine kolleger, kom for sent på arbejde i søndags. Eller som Michaels kollega Theo, som Michael havde en ski-aftale med 9.30 i Snowbasin. Og der kom ingen Theo - altså før noget senere... Nå, men tilbage til foråret: Jeg tog sådan rigtig hul på golfsæsonen i tirsdags, da Michael og jeg for første gang i år spillede på vores hjemmebane, Hubbard Golf Club på Hill Air Force Base. Det var SÅ dejligt at komme i gang. Og vejret var fantastisk. I nærheden af 15 grader, høj sol og vindstille. Spillet var absolut ikke prangende - formentlig i høj grad påvirket af at jeg totalt havde glemt hvilke forholdsregler jeg må tage for ikke at få lavt blodsukker når jeg spiller golf. Så omkring 50% af tiden var jeg ikke lige fuldstændig tilregnelig. Men jeg fuldførte - og er nu mindet om hvad det er jeg skal gøre... I morges vågnede jeg til fuglesang. Det var helt utroligt som de kvidrede - meget hyggeligt! Og så har jeg i dag været henne og få en pedicure. Mine stakkels fødder, som har været lukket inde i skistøvler en stor del af tiden siden midten af november, trængte i den grad til et ordentligt eftersyn. Det var SKØNT! Og den hele blev afsluttet med en gang lak. Da jeg har en blå negl fordi jeg har stået på ski med for lange tånegle, måtte jeg ty til en mørk farve. Lynn syntes at jeg alligevel skulle have noget forår, så hun pyntede med et par blomster. Fint, ikk? Hvor er jeg bare ikke vild med at se mine tæer sådan i nærbillede. På den anden side, så er det jo sådan de ser ud, så...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar