torsdag den 18. februar 2010

Skøn arbejdsuge

Marianne:


I denne uge har jeg undervist 9 britiske teenagere på 14-15 år - og det har været rigtig sjovt. Det startede søndag med at de ankom i busser og ALT var total forvirring. De skulle, sammen med de 111 andre fra samme privatskole i London, finde støvler og ski og derefter fordeles på hold af 8-12 som gav bare nogenlunde mening udfra deres erfaring og kunnen indenfor skiløb. De var naturligvis påvirket af jetlag, højden i bjergene og det faktum at de havde været undervejs i mere end 24 timer og fået max. 5 timers søvn. Jeg startede med en gruppe på 13, som efter første dag blev reduceret til 9. Det viste sig, efter at jeg fik talt med dem, at ingen af dem nogensinde havde stået på ski i sne. De havde udelukkende været på indendørs skipister. Og jeg kunne så erfare at godtnok havde de lært de basale ting - men det var så også dét. Der var en del at tage fat på. På den anden side var det dog rigtig sjovt, for de fleste af dem lærte super hurtigt - og da vi var færdige i dag var de alle rimelige skiløbere. Og de havde haft det sjovt. Det var skønt at opleve deres entusiasme, glæde ved skiløbet og deres måde at tage hånd om hinanden på. Det var nogen skønne unger. Det skal dog også tilføjes at de i den grad var kontrollerede sammenlignet med de unge på samme alder jeg kender. Der var ikke nogen glædesråb eller voldsomme udbrud - før de fandt ud af at den slags var helt OK for mig. Det hjalp lidt - men helt fri blev de vist aldrig i mit selskab. De har (viser) en utrolig respekt for autoriteter (det er altså mig jeg mener). Jeg er f.eks. aldrig tidligere blev kaldt "Ms" af mine elever. De så MEGET forundret på mig, da jeg fortalte dem at det fik mig til at føle mig både gammel og skrap. De fleste af dem blev aldrig rigtig fortrolige med at kalde mig Marianne. Det øverste billede viser udsigten i dag fra toppen af Strawberry - ud over Layton og Hill Air Force Base. Det nederste er den samlede flok - inkl. en ekstra gut som de seneste 3 dage var på en andet hold, men som kom tilbage til os i dag. En fantastisk dejlig oplevelse - og masser af nye erfaringer som jeg kan bruge i mit job.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar