lørdag den 13. februar 2010

Mere fødselsdag!!!

Marianne:
Som tidligere nævnt blev min fødselsdagsmiddag udskudt, da vi skulle til fotolære i tirsdags. Så det skulle foregå i går, fredag. Jeg forsøgte ihærdigt at lokke noget ud af Michael om hvor vi skulle hen, totalt forgæves. Så der var ikke andet for bare at sætte mig ind i bilen og se hvor turen bragte os hen. Vi kørte syd på, til Salt Lake City og så lidt østpå - op i bjergene. Og vi endte på La Caille, som er én af statens bedste restauranter. Man kører ad en meget lang indkørsel til et chateau, som ligner et ægte ét af slagsen fra Frankrig. Det er dog bygget i 70érne. Indenfor er serveringspersonalet klædt i renaissance-lignende tøj og der er en for USA usædvanlig hyggelig stemning. Der hører en kæmpegrund til, hvor de bl.a. dyrker vin. Ved dog ikke om de også producerer vin. Jeg fik alt det som jeg ikke får herovre, dels fordi det ikke er muligt, dels fordi mine valg så langt fra harmonerer med Michaels. Men denne aften var det OK. Så jeg smovsede i østers, salat med gedeost og lammekrone. Dertil skønne vine. Og afslutningsvis kaffe med Armagnac. Svært ikke at føle sig lykkelig efter sådan en middag - og så sammen med Michael! Tak!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar