Venner!

Marianne:
Hvor er vi altså priviligeret at vi har så skønne venner! Nogen ser vi temmelig ofte og andre kan der gå måneder, eller både halve- eller hele år imellem. Dét som er vigtigst er, at det ikke betyder noget. Når vi er sammen tages tråden op uden problemer og vi nyder hinandens selskab.

I den seneste tid har vi haft besøg fra Utah - hele to hold endda. I første omgang kom Julie og Dave. Dave skulle til møde i København og heldigvis have Julie mulighed for at tage med. Vi mødtes med dem den 12.9. på hotel Scandic på Vester Søgave, hvor de boede. Vi spiste en skøn middag sammen, og nogen dage senere kom de og besøgte os i Farum. Det var så dejligt at se dem igen - og situationen var præcis som tidligere beskrevet: Det føltes som om det var i går. Og alligevel er der sket så meget siden vi sidst sås: Deres hus er blevet færdigt, Dave har købt et par nye motorcykler og en bil - eller var det to? Julie har indsendt sine pensionspapirer, så hun slutter med at arbejde med årets udgang og så har de i øvrigt gang i at sælge deres hytte ved Bear Lake - dog for at bytte den ud med en anden. Når alt kommer til alt er det dog sådan at de stadig er Julie og Dave - hvor meget der end er sket.

Samme oplevelse havde vi da Joyce og Bob ankom fredag den 18. De kom hertil fra Bruxelles og havde inden da været i Paris i nogen dage. Vi kørte til FriisBo, hvor vi ankom ud på aftenen fredag. Vi svælgede i oste/pølsebord, som vi havde medbragt fra Ostedelikatesses i Søborg. Sammen med en (eller 2?) flasker rødvin var det bare en skøn start på weekenden.

Lørdag tilbragte vi i Skagen, hvor vi besøgte Den Tilsandede Kirke, Vippefyret og Grenen. Vi spiste frokost på havnen i det dejligste vejr, inden vi gik en tur oppe i byen. Her blev der (naturligvis) tid til at få en god is - begge mænd er ret pjattede med is.

Søndag gik vi først en tur på "vores" strand. Joyce og Bob var ret fascineret af både de vigende skrænter og alle de tyske bunkers, som ligger på stranden - eller er på vej ned af skrænten.

Senere kørte vi til Lønstrup - på vejen derop var vi lige en smut omkring Rubjerg Knude.

I Lønstrup gik vi ned til stranden - og sørme om ikke vi helt tilfældigt stødte ind i mor og far som var ude for at gå en tur. Det var hyggeligt - og Joyce og Bob var rigtig glade for at hilse på dem. Vi spiste frokost i byen inden turen gik tilbage til FriisBo for at pakke sammen og så kørte vi tilbage til Sjælland.

Mandag var der sightseeing i København på programmet. Vi tog tog og metro til Christianshavn, hvor vi var oppe i Vor Frelser Kirke.

Derefter et besøg på Christiania, som jeg tror at især Bob syntes var et ret sjovt sted. Jeg har på fornemmelsen at han har været lidt af en flipper i et tidligere liv. Det er noget grænseoverskridende for en amerikaner (og også lidt for en autoritetstro dansker) at se at der, sådan forholdsvis åbent, bliver solgt hash. Men også en lille smule skræmmende, når de render rundt med elefanthuer for at være anonyme.

Så stod vi på elektriske bycykler, som vi kørte rundt på de næste 3 timer. Vi så en masse steder, som vi synes er specielle i København.

Startede dog ved den lille havfrue, som vel mere end noget andet er lidt af en skuffelse. Men alligevel ønsker alle at se den. Vi var på Kastellet, forbi Christiansborg, Amalienborg og en masse andre steder inden vi endte turen i Nyhavn, hvor vi spiste frokost.










En havnerundfart blev det også til. Det var en sjov oplevelse og København ser altså bare SÅ anderledes ud vandet.






Da vi kom hjem var vi ret udmattede, men vi skulle nu alligevel have Stegt Flæsk med Persillesovs. Vi var meget spændt på hvad Joyce og Bob syntes om det - og de var heldigvis vilde med det.

Tirsdag spillede vi golf på Mølleåen og onsdag tog de videre til Amsterdam. Herfra skulle de på flod cruise til Budapest.

Jeg var til et møde onsdag aften og bagefter kørte Michael og jeg over til Lone og Peter, hvor vi skulle bytte bil. De havde nemlig været så søde at låne os deres bil mens vi havde besøg. De diskede op med kaffe og æbletærte - og det var bare SÅ dejligt at hænge lidt ud sammen med dem.

Da vi kom hjem tjekkede jeg min mail - og kunne læse at vores dejlige ven fra Holland, Theo, var død efter lang tids sygdom. Vi besøgte José og Theo i juli, hvilket var rigtig dejligt. Det var knap 3 år siden vi sidst sås, da de rejste fra Utah, fordi Theo var blevet diagnosticeret med spiserørscancer. Men så snart vi mødtes, var det som om der var gået en uge.

Vi har oplevet fantastisk mange ting sammen. Vi har festet, kørt snescooter, stået på ski, været på ballonfærd, vi tog fotoundervisning, vi var på white river rafting osv. osv. Vi gjorde så mange ting sammen og altid havde vi det sjovt, men kunne også være alvorlige sammen. José og Theo introducerede os til spillet Sjoelbak, som er blevet lidt af en passion hos os. Så meget at vi både har et spil i FriisBo og her i Farum. Det sidste har en helt særlig betydning, da vi fik det foræret af José og Theo. Vi vil savne en fantastisk ven.