torsdag den 23. juli 2015

Sommerferie - Part I

Marianne:
Vores sommerferie i år bliver delt i flere småbidder. Det passer ligesom bare bedst i vores program - selvom det langtfra er det som vi egentlig føler er mest hensigtsmæssigt. Men sådan bliver det altså i år. Og nu, hvor vi kun har afholdt en uge, er det dejligt at kunne se frem til mere i august.
Mandag den 13. kørte vi til Fejø, hvor vi skulle besøge Caroline og Michael. Søren var på koloni, så ham måtte vi undvære, men Sisse havde besøg af sin veninde Lea, og det var superhyggeligt. Mandag aften var sådan en rigtig afslappet affære med masser af ost, pølse og rødvin og blev afsluttet på fin maner med Irish Coffee ad libitum.
Tirsdag vågnede vi op til det mest fantastiske vejr. Der var dækket op til morgenmad på terrassen. Herligt!










Det varede ikke længe før vi bestemte at vi måtte ned til vandet, som ligger meget tæt på. Vi tog 2 kajakker med derned og drengene fik også slæbt de to optimistjoller ned. Og så var der ellers dømt aktivitet på havet! Det var helt vidunderligt. Pigerne sejlede i optimist og vi andre skiftedes til at sejle i kajakkerne. Det var helt klart bedst at være ovenpå vandet, for sådan rigtig varmt var det langtfra. Jeg kom dog under med hele kroppen - ikke sådan helt frivilligt, da jeg faldt, men pyt. Det indbød ikke til yderlige udforskning.

Ved frokosttid kom Bent sejlende fra Sakskøbing i motorbåden, som plejer at ligge på Fejø om sommeren. Det havde ikke været vejr til at sejle den over tidligere. Astrid kom med færgen og vi spiste fælles frokost. Igen på terrassen. MB fik sig en slapper i skyggen - se dét er ferie!
Vi gik igen ned til vandet for at få en tur i motorbåden, men motoren ville ikke rigtig i gang, så det lykkedes først efter en del genvordigheder. Bedst af det hele - set med nogen øjne - var dog at efter at Bent og Mick første gang havde fået liv i motoren, gik de i stå lidt ude - og Caro måtte trække dem ind - efter kajakken. Det var noget af et syn!
Den fantastiske middag stod på boeuf bearnaise og nye kartofler. Vi fik æblesorbet fra det lokale cideri til dessert. SÅ lækkert! Caro og jeg steg på cyklerne og kørte hen til dette cideri, da jeg gerne ville have et par flasker af deres fantastiske gastrik med hjem. Det er en sirop lavet af karameliseret cideræbleeddike. Det smager så englene synger. Kan i flere sammenhænge substituere balsamico og kan anvendes til mange ting.
Næste morgen skulle MB og jeg tidligt afsted og alligevel havde Caro været oppe for at bage boller til os. Tøserne sov, mens vi andre spiste morgenmad og så drog vi afsted.

Efter at have taget færgen til Kragenæs, havde vi en kort køretur på ca. en halv time til Rødby færgehavn. Vi kom med straks og gjorde stop i Bordeshoppen inden vi kørte videre sydpå. Målet var byen Goes, som ligger i Holland på halvøen Zeeland. Her skulle vi dagen efter besøge José og Theo, som vi var sammen med de første 4 år i Utah og som blev rigtig gode venner. Desværre måtte de rejse hjem lidt før tid, da Theo fik konstateret spiserørscancer. Vi har løbende haft kontakt, men det var første gang vi skulle se dem - og det havde vi glædet os meget til. Det var nøjagtig ligeså dejligt at se dem som vi havde forestillet os! Theo har ikke så meget stemme pga. behandlingen og han havde tabt sig - dog ikke voldsomt, men ellers var det den samme Theo. Der var plads til maser af grin og også nogen tårer, og det var bare en rigtig dejlig dag vi havde sammen. Desværre glemte vi helt at tage billeder, men Ingrid og Dominique var på besøg et par uger tidligere, og de havde heldigvis tænkt på den del. Her har Ingrid overtaget Theos kørestol for at han kunne træne.

Vi kørte derfra til Belgien, hvor vi skulle besøge Ingrid og Dominique i Bilzen. Også rigtig gode venner fra tiden i Utah. Vi ankom til 32 grader! Hold da op! Det har vi jo slet ikke været forvænt med - det har de i øvrigt heller ikke. Men det var faktisk ret dejligt. Ingrid og Dominique er flyttet ind i en dejlig, ny lejlighed og bor i et skønt område. Lige midt i byen, hvor man kan gå til alting.






Dagen efter gik vi en tur rundt for at se byen. Vi kørte ud til slottet Alden Biesen, som ligger meget tæt på. Et helt fantastisk sted, som ejes af den Belgiske stat og fungerer i dag som kulturelt - og konferencecenter. Ingrid kunne fortælle malende beskrivelser om da hun var barn, hvor ejeren stadig boede på slottet.
Noget af en særling, som ikke var vild med ungernes vilde leg.
Når de havde udfordret hinanden til at én skulle banke på døren, kom han ud på altanen og skød med et haglgevær.Ned i jorden, men alligevel. Det gjorde indtryk! Her måtte vi lige have en forfriskning, da det var MEGET varmt!













Vi besøgte derefter byen Tongeren, hvor vi så den smukke basilika og den høje, gamle bymur. Endnu et dejligt sted. Så gik turen til Bruxelles og vi checkede ind på vores hotel. Drengene kørte i lufthavnen for at hente Ingerlise og Øystein. Flere gode venner (fra Norge) fra tiden i Utah.Vi spiste middag på hotellet og efter et par drinks var det sengetid.

Lørdag var vi på sightseeing i Bruxelles.Naturligvis var vi på Grand Place/Grote Markt og rundt i de små gader deromkring. Vi drak øl på Delirium Tremens, som ligger lige ved Jeanneke Pis - den kvindelig pendant til Manneken Pis. Naturligvis måtte vi også se Manneken Pis - i dagens anledning??? klædt ud som Pierrot. Der var en slags Pierrot festival i Bruxelles den weekend. Vi så kongens slot og senatet inden vi gik tilbage til området omkring Grand Place for at spise Moules et frites. Det SKAL man have!
Næste morgen kørte MB og jeg retur til Danmark. En tur som skulle kunne gøres på 10 timer, men pga. masser af vejarbejde omkring Hamborg og vilde forsinkelser på Puttgarden-Rødby, kom det til at tage 13 timer. Men vi kom sikkert hjem - og det var fint.
Nu står den på et par ugers arbejde inden næste ferieeventyr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar