I en uge hvor Fifty Shades of Grey havde premiere og var noget af dét der blev talt meget om i TV, radio og på gaderne, sammen med det råkolde vintervejr, som alligevel ikke var sådan rigtig vinterligt, var det et chok i lørdags at opleve at terroren for alvor ramte vores lille land. Først drabet på den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard i Krudttønden og senere angrebet på den jødiske synagoge i Krystalgade i centrum af København. Her blev en ung jødisk mand, Dan Uzan, dræbt, da han stod frivillig vagt udenfor, mens man indenfor fejrede en ung piges Bar Mitzvah. 5 politimænd blev såret ved de to terroranslag. Sådan noget sker jo for pokker ikke i Danmark!
I går, mandag, blev der afholdt mindehøjtideligheder rundt omkring i Danmark, og jeg sad som klinet til TV-skærmen. Kunne ikke holde ud selv at deltage, men måtte se det, for hvor var det fint! Smuk musik, gribende taler og så alle de mennesker! Jeg tændte lys i vinduerne - syntes at jeg på én eller anden måde blev nødt til at markere denne helt specielle dag. Og den helt specielle stemning som jeg følte bredte sig i Danmark. En følelse af sammenhold og styrke. Det var faktisk rigtig fint. Jeg føler mig overbevist om at Danmark i går sendte et signal om at vi ikke vil lade os knægte; at vi vil forsvare vores ret til at tale frit og at vi fortsat vil være tillidsfulde overfor verden omkring os. Billederne taler for sig selv.
Men jeg må nævne at hvor var jeg dog stolt over at være dansk og have en kronprins som Frederik, der valgte at deltage denne aften. Som en gut udtrykte det på Facebook: ”Det her er min kommende konge - helt stille og roligt, ikke i første række, ikke noget særligt - bare med til at støtte op om hans og mit land. Det er et dejligt billede - jeg er så stolt af ham, af mig af mit land og af os alle sammen.”
Og hvorfor skriver jeg så det her på vores blog? Jo, simpelthen fordi jeg ikke kan lade være!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar