

Michael kom hjem lørdag i påsken. Dagen efter var det sidste dag i sæsonen på Snowbasin. Vi kørte derop så vi var der fra morgenstunden og fik et par ture ned. Det var langt fra ideelle betingelser for skiløb, da temperaturen nåede op over 20 grader, men det var jo fint i forhold til at sidde på terrassen og nyde en kold øl. Det gjorde vi i øvrigt sammen med Ingrid og Dominique. Vi fik også Skypet til Roskilde - det var bror Michaels fødselsdag. De var ude i haven og hyggede sig. Dejligt at se dem alle 4! Det var rigtig hårdt for mig at tage afsked med Snowbasin. Jeg har tilbragt så mange dejlige timer deroppe og mødt nogen helt fantastiske mennesker. Jeg kommer til at savne det - det er HELT sikkert!
Dagen efter var der golfturnering for ansatte på Snowbasin. Det foregik som altid på Hubbard Golf Course - banen på Hill. Det var rigtig hyggeligt - og det gjorde egentlig heller ikke noget at jeg spillede helt hæderligt.
Vi har sorteret vores ting og lavet en liste over dét som skulle sælges. Det er egentlig ikke fordi det er så meget, men i hvert fald har vi jo en del elektriske ting, som vi ikke har den store glæde af at tage med hjem. Der er også nogen af vores møbler som vi vælger at sælge. Og jeg havde også et par par ski, som jeg ikke har brugt i lang tid. For et par år siden købte vi en lille kummefryser, som har tjent os godt siden. Bl.a. har den været uundværlig når jeg har bagt og det har været rigtig fint at have den til kalkunen til Thanksgiving. Nå, den havde jeg sat til salg på nettet sammen med nogen af de andre ting. Der gik ikke lang tid før jeg modtog en mail fra én som ville købe den. Og det var jo fint. Hvad der var knap så fint var at jeg efterhånden fik en mistanke om at der var tale om svindel. Der var flere og flere ting som tydede i den retning, men jeg vil jo helst tro på det bedste i mennesker, så der gik lang tid før jeg reagerede på det. Det endte med at jeg IKKE fik solgt fryseren, at jeg kontaktede politiet og at jeg i et par dage var totalt stresset, da denne person (svindleren) blev ved med at sende mig sms´er - nogen af dem direkte truende. Når jeg bagefter tænker på det, kan jeg slet ikke forstå at jeg mere eller mindre hoppede på den; men det er jo nemt at være bagklog. Siden er fryseren blevet solgt til et sødt, ungt par og vi har ikke lidt noget økonomisk tab.
Til de af jer som kender til Michaels og min historie fra Kolding med vores respektive sofaer, kan jeg fortælle at det er lykkedes mig at sælge den fantastiske, gråbrune sofa som jeg havde, da jeg boede på Østerbro. Vi forsøgte at sælge den hjemme i Danmark, hvilket mærkværdigvis ikke lykkedes. Det er nemlig en rigtig fin sofa! Men heldigvis var der nogen her (faktisk et norsk par) som kunne se dens kvaliteter - og det er jo dejligt. Det fortaber sig lidt i tågerne hvad Michael egentlig fik for de sofaer som han solgte hjemme, men det har med garanti være MEGET mindre end de 150$ jeg har fået for min.
Vores hus er blevet lejet ud igen. Det vil sige at når vores lejekontrakt udløber med udgangen af juni måned, kommer et norsk par, Wenke og Bjørn, og flytter ind. Vores landlords er henrykte og vi synes også at det er lidt dejligt at vi ved at det er nogen gode mennesker som skal bo i ”vores” hus. Vi har set dem et par gange og har fået solgt nogen af vores ting til dem. Og ja, det er dem som har købt sofaen! Også naboerne er glade - når det nu ikke kan blive sådan at vi bliver…
Apropos naboerne, så har et par af pigerne tilbudt at de vil arrangere et farvel party for os. Det har jeg vist nævnt tidligere? Det bliver den 20. maj og holdes som et åbent hus. Vi kan ikke få lov at foretage os noget i den forbindelse - vi skal bare komme. Det er da forrygende!
Da min hjemrejse jo nærmer sig, får vi også en del invitationer til middagsarrangementer. Det er skønt at folk vil sige ordentligt farvel til os - det sætter vi utrolig stor pris på. I går aftes var vi hos Marie og Dennis, hvor vi fik en dejlig middag og bagefter spillede vi spil. En rigtig dejlig aften. De forærede os en quilt til at hænge på væggen, som Marie har lavet. Utrolig smukt håndarbejde. Farverne er helt fantastiske - og hvert et sting er syet af Marie. Skønt minde om nogen rigtig dejlige mennesker.
Jeg har også fået foræret noget bånd til at bruge, når jeg laver kort. Det er Pennie, som kom med det forleden. Jeg har undervist hende nogen gange i teknikker i forbindelse med at lave kort. Hun har selv indfarvet båndet - og det er nogen helt forrygende farver. Så dejligt at vide at min indsats bliver værdsat. Og vi har altid hygget os når vi har lavet noget sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar