Efterår lige om hjørnet

Marianne:
Nu er det officielt efterår i USA. Det er nemlig sådan at sommeren slutter på Labor Day, som var i mandags (den 2.9.) Naturligvis en glimrende anledning for amerikanerne til at holde en forlænget weekend - det er de rigtig gode til. Og også en anledning for forretningslivet til at holde (endnu ét) udsalg. Vi benyttede os dog ikke af nogen af delene. Michael kunne godtnok ikke komme på kontoret - men det gik fint med at arbejde hjemme fra. Vi fik dog også lige tid til at spille lidt golf :-) Vi kan bestemt ikke sige at vi er klar til efteråret. Der er stadig masser af gode, varme dage i vente - vi har over 30 grader de fleste dage, så det føles ikke sådan rigtigt efterårsagtigt. Vi kan dog se at bladene er ved at skifte farve i bjergene, selvom det tyder på at det ikke bliver slet så smukt og overvældende som det plejer. Sommeren har været meget tør - og det gør at det hele bliver sådan lidt mere gråt og brunt at se på.


For et stykke tid siden skrev jeg om at jeg havde været til baby shower for Marieke (Belgien), som skulle føde sidst i august. Den 25.8. kom Pim så til verden. Hun har i forvejen to søde søstre, så far Eli kan nok ind imellem få nok af pige-ting. I slutningen af denne måned er vi alle inviteret derop for at se det nye vidunder. Og hun er da sød! Ja, det er de faktisk alle 3!





Den 25. var også dagen hvor vi var inviteret til Eid picnic i Fairmont Park, Salt Lake City. Det var Uji og nogen af hendes veninder, som (igen) fejrede at ramadanen var overstået. Og det var med MASSER af mad - rigtig god mad. Det var sjovt at mødes med Ujis venner. Nogen af dem har vi mødt tidligere, men de fleste var nye ansigter. Jeg talte længe med en tysk pige, Miriam, som havde boet i USA i 4 år. Hun og hendes (også tyske) mand, havde været så heldige at vinde et green card i lotteriet, og da de begge er muslimer og synes at det er svært at leve som sådan i Tyskland, besluttede de sig til at tage chancen.

Uji (til venstre) med 2 veninder

En fransk pige, Catherine, stødte til. Hun er gift med en mand fra Indonesien. Det var meget interessant og det er jo altid sjovt at møde mennesker fra andre kulturer med andre vaner og livssyn. Selvom vi (igen) kunne konstatere at når alt kommer til alt så er forskellene ikke særlig store.

Vi spiller jo som bekendt ofte golf om søndagen. Kerneflokken består af Uji & Bill, Joyce & Bob, Hope & Rico og så os. Vi havde inviteret dem alle til middag den 30. Det blev en rigtig fin aften. Vi sad ude helt til de sidste gik - langt efter midnat - og det var jo herligt. Michael diskede op med lækre, røgede kyllinger, hvortil jeg havde lavet 3 forskellige salater. Desserten var en kage/tærte, som jeg havde fundet opskriften til i et gammelt Alt for Damerne. Den vakte vild jubel. Og den var sørme også god.

Dejen er med hakkede mandler og ovenpå denne tærtedej er så lagt et lag ganache lavet af hvid og mørk chokolade samt nescaffe og piskefløde. Det står natten over og inden servering piskes fløde sammen med lidt sukker og nescaffe. Det lægges på tærten og til sidst pyntes med masser af bær. Jeg havde både hindbær, brombær og blåbær. Mums! Kan bestemt anbefales. Uji mente at desserten var "divine" (guddommelig). Det er måske lige at sætte det på spidsen, men god, det var den!

Vi bliver lige lidt ved Uji og Bill. Torsdag morgen, inden jeg skulle ud at gå, gik strømmen et kort øjeblik og der lød noget af en brag. Lorraine og jeg talte lidt om hvad det kunne være, men kom det ikke nærmere. Da vi kom retur, fortalte Craig, én af naboerne, at en kæmpe lastbil var kørt ind i Uji og Bills hus! Det viste sig at være fuldstændig rigtigt. Det var en bil med sand som fik motorproblemer på vej opad bakken. De af jer som kender bakken, ved at den ikke er sådan at spøge med. Chaufføren mistede kontrollen og bilen bakkede så ind i vores kære venners garage. Undervejs maste den deres gamle Mazda til ukendelighed.


Det er lidt ironisk at de dagen før havde solgt bilen til én af deres bekendte. Den handel er så nok gået i vasken... Og det var ikke mindre grotesk at sandet, som bilen havde med, var til at fylde i bunkerne på golfbanen på Bountiful Ridge, hvor vi spiller om søndagen. Bill mente at det nok ville være på sin plads, hvis han og Uji fik gratis golf resten af livet. Heldigvis ser det ikke ud til at deres hus har fået alvorlige skader, men det varer nok et stykke tid før det hele er tilbage til hvor det var. Ikke en særlig sjov oplevelse!

I går tog jeg op til Ogden sammen med Ingrid & Dominique, Inger-Lise & Øystein samt Christian, Liz & Dane. Michael havde ikke lyst til at tage med - vi skulle nemlig se baseball. Og det mente han så absolut at livet er for kort til at spilde tid på - det er jo bare en gang voksne som spiller rundbold! (Nu er vi andre nok tilbøjelige til at give ham ret). De eneste som tidligere havde set en kamp - og kendte reglerne - var Christian og hans mor Liz. De er nemlig amerikanere - eller noget der ligner. Christians far, Dane, er dansk - og én af Ingrid og Dominiques naboer. Og selvom det er sådan ret begrænset, hvad der sker under sådan en kamp, var det meget sjovt at se dem kaste og slå til bolden og så videre.

Efter godt en time blev vi reddet af regnen - for det begyndte at stå ned i stænger. Og det var ikke så spændende at vi havde lyst til at blive drivende våde. Men så har jeg fået den oplevelse med - og det var nu slet ikke så tosset.