søndag den 30. september 2012

Hjemme igen!

Marianne:
Så er vi tilbage i Utah - og har været her i godt en uge. Og det er slet ikke så tosset at være hjemme hos sig selv igen - der er slet ikke noget galt med hverdagen!
Vi var begge lidt ramt af jet-lag i de første dage, men som sædvanlig var det mig som bare SLET ikke kunne holde mig vågen. Det gik dog hurtigt over igen.
Michael startede ud på job mandag morgen - om eftermiddagen var han inviteret til at spille i en golfturnering på Hill. Der var tale om et derby, hvor de startede ud 8 mand og taberen på hvert hul faldt fra. Til sidst stod så én mand tilbage - og det var Michael. Flot gået, synes jeg!

Mandag aften mødtes jeg med nogen af de internationale piger for at lave kort. Det var rigtig dejligt at se dem igen - og det var dejligt at lave kort. Tirsdag var jeg til morgenmad - også sammen med de international piger. Der var flere som ikke var til stede aftenen før, så det var dejligt. Fredag var vi ude at spise med Lorraine og Kent - vores gode venner som også er vores genboer. Vi gav Kent en forsinket fødselsdagsgave - han blev 60 i august - et langt sko horn fra Menu. Så behøver han ikke bukke sig så langt :-) I går lørdag, tog vi op og hikede i Mueller Park, som ligger 5 min. kørsel herfra, Vi skulle op til en stor sted, Elephant Rock. Og det var en fin tur på 11 km.

Efterårsfarverne er helt utrolige i øjeblikket. Næsten helt surrealistiske - det ser ud som om de er malet på. Men det er de altså ikke. Hjemme igen fik vi lidt frokost inden vi tog ned for at øve lidt golf. Jeg skulle se om jeg overhovedet kunne - og det kunne jeg sørme. Det gik rigtig godt, så jeg var svært tilfreds med mig selv! I nat var jeg så ikke slet så tilfreds, da jeg havde meget ondt i skulderen. Så da Michael drog afsted her til morgen for at spille, besluttede jeg mig for at blive hjemme.

fredag den 21. september 2012

Portugal

Marianne:
Vi forlod Danmark lørdag den 15. september tidligt om morgenen. Vi skulle flyve fra København til Lissabon. Vi landede rettidigt omkring frokosttid, hentede vores lejebil og kørte så til hotellet i Lissabon hvor vi skulle overnatte til dagen efter. Efter at have indtaget lidt frokost, blev vi hentet af Ana Maria og José - et vennepar som vi mødte da vi sammen var i Utah. Michael og José var kolleger. Vi havde det rigtig hyggeligt sammen dengang - og stadig her 2 år efter . De tog os på sightseeing i Lissabon og vi så helt vildt mange ting.


Vi startede ved den særdeles imponerende akvædukt, Aguas Livres, som fra 1748 var med til at skaffe drikkevand til Lissabon. Et andet imponerende bygningsværk fra byen er den smukke bro, Ponte 25 de Abril, som går over floden Tejo. Og ja, den ligner Golden Gate Bridge fra San Fransisco. Det er det samme firma som har bygget de to, så der er en årsag til ligheden.

Christo-Rei er en statue som viser Jesus - den er inspireret af figuren i Rio de Janeiro og blev indviet i 1959. Den blev rejst i taknemmelighed for at Portugal i høj grad blev skånet under anden verdenskrig.

Turen gik herefter til Belem, som domineres af det smukke kloster Mosteiro dos Jeronimos. Fantastisk smuk bygning helt tilbage fra 1500. Vi var inde og se kirken, hvor et bryllup var i gang. Det var dog ingen hindring for at masser af mennesker besøgte kirken. MEGET mærkeligt! I samme område finder man monumentet for portugisiske opdagelsesrejsende. 

Som det måske kan ses, forestiller det et skib. Efter sigende har dette monument samme betydning for turister som den lille havfrue har i Danmark. 










Ana Maria og José mente at det nu var tid til kaffe - og der var igen tvivl om at den skulle indtages på Café Pasteis de Belem. Til kaffen fik vi de MEGET berømte cremekager, som de laver og serverer på stedet. SÅ lækre! 












Vi så masser af andre smukke bygninger og udsigter i den gamle bydel. Herefter kørte vi til en ny bydel, som blev skabt i forbindelse med verdensudstillingen Expo i 1998. Meget moderne arkitektur. På sin egen måde også meget fascinerende. Så gik turen til Ana Maria og Josés hjem, hvor vi spiste en sen middag og snakkede længe. De kørte os tilbage til hotellet efter en fantastisk eftermiddag og aften. 





Vi sov lidt længe søndag - havde ikke rigtig noget vi skulle nå. Vi kørte mod Porto ad kystvejen. Undervejs stoppede vi i en meget charmerende kystby, Nazaré, hvor vi gik tur på stranden, jeg soppede i Atlanterhavet og vi nød det skønne vejr. 

Da vi kom til Leira gjorde vi endnu et stop og spiste en helt fantastisk frokost bestående af grillet fisk. Herfra kørte vi direkte til Espinho, tæt på Porto, hvor vores hotel lå - og hvor Michaels møde (OLR) skulle finde sted. Vi mødtes med de andre deltagere og bedre halvdele til såkaldt "ice breaker". Fra Danmark var vi i alt 9. Hyggeligt at se alle igen!


Mandag var Michael til møde fra morgenstunden. Inger-Lise  fra Norge og jeg gik de ca. 2 1/2 km ind til Espinho, hvor vi havde fået fortalt at der skulle være et særdeles imponerende marked. Og det holdt stik. Vi brugte flere timer på bare at gå rundt og kigge på de handlende og de forskellige ting de udbød. Man kunne købe alt fra forskellige madvarer  (brød, ost, røget skinke, frisk kød, fisk og grøntsager) over tøj og sko til keramik, isenkram og endda levende fjerkræ. Meget spændende! Vi gik tilbage til hotellet hvor den stod på afslapning. Om aftenen gik de fleste fra danske gruppe ind til Espinho og vi spiste super lækker fisk på en skøn restaurant ved strandpromenaden. Vi nød at kunne spiste udenfor!


Tirsdag tog Inger-Lise og jeg med en shuttlebus ind til Porto. Her gik vi gaderne tynde, mens vi så på nogen af de ting som vi var blevet anbefalet af Filipa. Det er en meget smuk by med MASSER af historiske bygninger - ja historie i det hele taget. Spændende sted! Vi shoppede også lidt - igen flere steder som Filipa havde anbefalet. 






















Frokosten indtog vi på den meget berømte Café Majestic, som ligger midt i det største shoppingområde. Caféen er meget smukt indrettet - art deco stil. Den blev åbent tilbage i starten af forrige århunderede. Området har masser af butikker, men egentlig ikke sådan rigtig mange ting som man bare MÅ have. Heldigvis, kan man sige, for Michael og jeg kunne konstatere at der ikke var plads til noget i vores kufferter. Altså sådan vægtmæssigt. En magnet til køleskabet og et brilleetui i kork blev det dog til.  
Michael havde raget en voldsom forkølelse til sig, så vi valgte ikke at gå ud om aftenen og fik room service. Han fik sovet en del og havde det langt bedre dagen efter. 















Onsdag havde jeg bestemt skulle være min dovnedag. Jeg spiste sent morgenmad, så en film på iPadén og gik så ned til poolen, hvor jeg lå i nogen timer og solede og læste. Dejligt! Om aftenen var der officiel middag - dog skulle vi på en sejltur på floden Douro inden vi skulle spise. Vi sejlede med én af de gamle både man brugte til at transportere portvinen på i gammel tid. Efter sejlturen under de smukke broer over floden, spiste vi en vidunderlig middag på en restaurant i havneområdet,  d. Tonho Vi fik rigtig dejlig mad og vin. 

Efter middagen kom en gruppe og underholdt med sang og traditionel dans. Det var super underholdende!  


Torsdag var en dag med socialt program. Vi blev hentet på hotellet i en åben dobbeltdækker bus. Vi kørte til Porto, hvor vi så de mange skønne bygninger og steder som byen byder på. Noget af det havde Inger-Lise og jeg allerede set, men det er klart at vi kunne komme mere omkring i en bus. Det var vældig spændende. Turen sluttede ved Burmester huset - ét af de rigtig mange portvinshuse i Gaia - nu om dage en bydel i Porto. Her fik vi en tur og lærte noget om portvin - faktisk utrolig interessant. Vi spiste frokost på havnekajen hvorefter vi kørte retur til hotellet. 















Her spillede Flemming, Peter, Michael og jeg minigolf. Noget gik HELT galt. Jeg tabte stort! Øv! Og endda to gange i træk. Michael vandt den ene omgang. Hmmm.



Fredag morgen kørte vi retur til Lissabon. En tur på omkring 300 km. 
Undervejs gjorde vi stop i Obidos - en by fra middelalderen med en stadig eksisterende bymur. Vi spottede stedet da vi kørte til Porto og tækte at det ville være et fint sted for frokost og en pause. Det var et superhyggeligt sted. Dejligt at vi stoppede der. Nu er vi så på Radisson Blu i Lissabon, hvor vi skal overnatte. Vi skal køre herfra i morgen tidlig kl. 4 for at nå vores fly hjem (via Paris). Vi flyver kl. 6.00. Efter planen lander vi i Salt Lake City i morgen kl. 14.00. Og det glæder vi os til.

tirsdag den 18. september 2012

Mere Danmark

Marianne:
Sidst jeg skrev havde vi lige haft familiearrangement i Friis-Bo. Jeg håber at det fremgik tydeligt at det var en helt vidunderlig dag!

Mandag den 3. september kørte vi til Vamdrup. Her besøgte vi Linette, Jan, Christine, Julie og Jacob. Vi var inviteret til middag og overnatning. Som altid var det rigtig hyggeligt at besøge dem. Jan havde tryllet i udekøkkenet og Linette indendøre - resultatet var fantastisk. Og så på en helt almindelig mandag!

Tirsdag morgen kørte Jan, Michael og jeg til Nyborg, hvor drengene skulle til seminar på Hotel Nyborg Strand.
Jeg kørte videre til Sjælland og mødtes med Sanne. Vi hyggede os hos hende inden vi gik ud for at spise. Der var blevet slukket for gassen, så... Sticks´n Sushi er nøjagtig så god som jeg huskede det - og vi kunne endda sidde udenfor. Så dejligt! Sidst på aftenen måtte vi ty til et par tæpper, men det fungerer jo!

Onsdag mødtes jeg med Mette på Café Apoteket i Hellerup, hvor vi spiste frokost. Det var rigtig dejligt at se hende - og at hun har det rigtig godt. Hun havde lige afleveret en stor opgave på universitetet, så hun var (med rette!) godt tilfreds med sig selv. Derfra gik turen til Skuldelev.

Michael havde fået et lift fra Nyborg og var blevet kørt til døren på Trigegaard hos Jeanette og Ole, hvor jeg stødte til. Ole kokkererede - forsøgte sig med rødbederød pasta. Den blev nu nærmere lidt lys pink, men smagen var der ikke noget i vejen med :-) Malou og Caroline kom begge hjem - hyggeligt at se dem også. Mark var i Jylland for at spille golf, så ham måtte vi undvære. Vi arbejdede en del på at overbevise familien om at ski i Utah bestemt er en oplevelse som er svær at leve uden. Vi håber at de tager os på ordet!
Efter fælles morgenmad torsdag morgen, tog Ole og MB på Frederikssund Golf Club og spillede en runde. Jeg stødte til og vi sad udenfor og fik frokost inden Michael og jeg kørte til Ballerup hvor Michael havde et møde. Om aftenen besøgte vi Birthe og Carsten i Virum. Hyggeligt at ses igen. De besøgte os jo i maj/juni, så det var jo ikke så længe siden. De viste os nogen af de godt 2000 billeder de (Carsten!!!) havde taget på turen til USA - og vi fik en DVD med hjem med kopier. Dejligt! Vi kørte til Roskilde, hvor vi overnattede.

Fredag morgen fulgte jeg Sisse og Lea, som Sisse går i klasse med, i skole. Caro, Mick og MB var alle taget på arbejde. Ved frokosttid kom mor og far og Michael kom også hjem. Vi kørte alle 4 ud og hentede Søren i skolen. Dejligt at se hvor det er han slår sine folder i hverdagen. Han viste meget stolt frem - og med rette. Om aftenen spiste vi en skøn chili con carne og senere fik vi piger ordnet fødder, barberet ben og hvad der ellers skulle gøres inden vi skulle til bryllup dagen efter.


MB og jeg var retur i Friis-Bo søndag aften efter et helt fantastisk bryllup.

Mandag var sådan lidt en dovnedag for mit vedkommende. Slappede af, vaskede noget tøj og nød bare at være. Michael spillede golf med Lars i Aalborg.
Tirsdag tilbragte vi hele dagen i Brønderslev. Mor og far havde brug for lidt PC assistance - og det kunne især MB hjælpe med. Jeg gik sådan lidt til hånde. Blev dog langt fra overbelastet.


Om aftenen spiste vi kæmpe stjerneskud fra Restaurant Hedelund. Herligt! Det var én af de ting som vi bare SKULLE have inden vi rejste hjem.

Onsdag kom en VVS-mand tidligt om morgenen for at installere en varmepumpe i sommerhuset. Han var der det meste af dagen. Også en elektriker kom og deltog i processen. Vi håber at pumpen kan medvirke til at huset kan holdes frostfrit lidt billigere end hidtil. Og den kan fungere som aircondition på meget varme dage. Slet ikke så tosset! (Man bliver jo lidt forvænt med den slags :-)


Torsdag var en dag hvor der blev pakket, taget afsked, lagt planer mm. Alt i alt hyggeligt og lidt trist.





mandag den 10. september 2012

Bryllupsweekend

Marianne:
Vi var så heldige at blive inviteret til Kathrine og Tobias´ bryllup OG at det fandt sted på et tidspunkt hvor vi var i Danmark. Der er altså bare noget ganske særligt ved bryllupper! Lørdag troppede vi op i Frederiksberg Slotskirke - en meget anderledes kirke. Og utroligt charmerende! Den er bygget som en del af Frederiksberg Slot - og har hverken klokke eller tårn. Rummet vender helt anderledes end vi er vant til i danske kirker - men det virker fint.

Præsten var noget af en entertainer og gjorde sit til at vielsen fik et særligt præg.


















Efter vielsen var der champagne - og riskastning -
i læ af slottet..
Så gik turen til Tisvildeleje hvor bryllupsfesten skulle holdes på Helenekilde. Brudeparrets bil var blevet dekoreret med balloner og tomme dåser, så deres tur derop gik ikke ubemærket hen. Og de så egentlig ikke ud som om de havde noget imod opmærksomheden :-)

Efter at vi havde checket ind på vores værelser og alle var ankommet, blev der serveret dejlig bryllupskage og kaffe. Vejret var temmelig blæsende, men det var stadig muligt at sidden udenfor i solen.









Caro, Mick og jeg besluttede os for at gå en tur i vandet. Senere fulgte en del andre. Vandet var lidt koldt, men det var rigtig dejligt bagefter. Der var store bølger og masser af understrøm, så det var langtfra nogen kedelig badetur. Da vi kom op af vandet stod gommen og serverede skarpe til lige at varme sig på. Supergodt initiativ!



Der var lidt tid til at slappe lidt af på værelset inden vi skulle have et bad og i festtøjet. Hotellet ligger helt fantastisk. Ikke mange meter fra vandet - og udsigten fra vores værelse var sublim.





Så var det blevet tid til at feste! Under middagen, som i øvrigt var rigtig lækker, var der flere gode taler og sange. Højdepunktet var dog nok Thøgers TV reportage, som omhandlede Tobias Holger Hansen. Der var kommentarer fra Kurt Strand, Remee og et par andre som jeg ikke lige kender navnene på. Det korte af det lange var at Tobias i den grad er i stand til at trække i nogen tråde - og der hersker stor respekt omkring hans person.  Kathrine har bestemt skudt papegøjen!

Under middagen blev traditionerne holdt i hævd. Således måtte brudeparret op på stolene for at kysse MANGE gange efter at gæsterne havde krævet det ved at banke på tallerknerne.

Og naturligvis var det også sådan at når Kathrine forlod bordet blev Tobias overfaldet af samtlige kvindelige gæster.


Tobias kunne heller ikke være sikker når han gik for sig selv - Kathrine sad ikke alene længe...
Der blev danset brudevals og så var det tid til at vi andre også skulle danse. Et rigtig godt band stod for musikken - og de fik folk op at stå. Der blev virkelig danset igennem! Alletiders! Da bandet pakkede sammen ved 2-tiden gik man over til musik fra PCén  - og det fungerede helt fint. Efter at der var blevet serveret natmad var vi flere som valgte at trække os tilbage. Jeg kunne simpelthen ikke mere! En superdejlig dag!


Søndag morgen stod alle op og fik morgenmad. Nogen var nede at bade - det havde jeg dog ikke energi til. Skulle nok have gjort det, for vandet var helt stille sammenlignet med dagen før. Der var ikke en vind som rørte sig. Helt vidunderligt! 
Brudeparret pakkede gaver ud - der var rigtig mange dejlige ting. Herligt!


Efter at have takket af, kørte mor, far, Michael og jeg til Rørvig hvorfra vi tog færgen til Hundested. En overfartstid på 25 min. Så kørte vi til Dragsholm - i nærheden af Fårevejle. Her tog vi på Dragsholm Golf Club og far og Michael spillede 9 huller. Mor og jeg var med som en slags caddies. Vi trak i hvert fald vognene. 



Vi fik en sandwich og øl på terrassen inden vi kørte til Dragsholm Slot - bare for at kigge.

Jeg husker at jeg har været der sammen med mormor - jeg mener at vi drak kaffe i kælderen. Og ved gensynet blev jeg mere og mere overbevist om at det var korrekt.

Stedet fungerer nu som hotel, restaurant og attraktion. Det ligger helt fantastisk med udsigt til vandet, marker og idyl i det hele taget. Og det ser ud til at være utrolig velholdt. Et rigtig dejligt sted.