Michael:
I midten af marts var jeg til møde i Monterey, og denne tur skulle have lidt ekstra krydderi.
Lørdag sagde vejrudsigten at søndag kun havde 30% risiko for nedbør, dog med vind fra nordvest. Denne vejrudsigt var god nok til at give Pro Shoppen på Pebble Beach et kald for at høre om de havde en åbning - hvilket de havde kl. 08:30 :-)
For dem der kender en lille smule til golf, behøver jeg ikke at fortælle om Pebble Beach Golf Links, men for de af jer som ikke er så meget til golf, kan jeg kort fortælle at det er en meget berømt bane med lang historie. Den ligger helt ud til Stillehavet. Mange US Open er gennem tiden blevet afholdt her og skal igen 2018. Hver år spilles der en turnering på Pebble Beach og i år vandt Phil Michelson over Tiger Woods. Clint Eastwood er en af de fire ejere af denne bane, som er de eneste som ikke betaler fuld pris for en runde golf. Pebble Beach er bare en af de baner i verden som er på alle golfers bucket list.
Når man bestiller tid så betaler man, hvad enten man kommer eller ej er pengene trukket på kreditkortet, så jeg satte to alarmer til - det er bare ikke dagen for at sover over sig.
Pebble Beach banen ligger i et meget berømt eksklusivt område som normalt koster $10 for at køre ind i, men når man har tee-time så slipper man for at betale - det er så den eneste rabat man får.
Jeg var fremme en halv time før tee-time og blev modtaget af en stab på ca. 30 personer som stod på stikker for at servicere mig - fra jeg kom på parkeringspladsen til jeg kørte derfra igen løftede jeg kun én kølle eller jern ad gangen - resten af tiden var der nogen, som bar rundt på alt mit udstyr og sikrede at det var rent og klar.
Driving range, hvor man lige kunne slå et par bolde til at varme op på, lå 5 min. kørsel væk, og der var naturligvis shuttle busser, som fragtede folk frem og tilbage.
Dette var også første gang jeg skulle gå en runde med en caddy til at assistere - ikke kun det praktiske med at bære udstyret, rive bunkers, lappe banen, tage flaget, rengøre bold og jern - men også til at give uvurderlige gode råd om, hvor man skal sigte og spille sin bold. Det kræver dog lige lidt tilvæning i starten - hvad gør caddy, og hvor skal du gøre af dig selv !
Richard Barnes, 62 år og opvokset i Monterey, havde været caddy siden han var 9 år. De sidste 14 år havde han været caddy på Pebble Beach, så det var en erfaren mand, som også kunne bidrage med historier om banen, spillere, hændelser og berømtheder.
Jeg skulle spille med to andre, som var en del af selskab på 10 (firma sponseret). Der er generelt to kategorier af golfspillere på Pebble Beach - de som er firmasponseret og dem som har denne bane på bucket listen - golfspillere fra hele verden som kommer til at spille denne bane én gang i livet.
Richard kunne berette at for over 90% af de spillere han går caddy for, er det første og eneste gang de spiller på Pebble Beach. Den ene af de to andre havde faktisk spillet på banen en gang før - 12 år tidligere.
Vejret var "rigtig" Pebble Beach vejr - hvis man har set TV indslag fra Pebble Beach er det næsten altid billeder fra de 7 huller som ligger helt ude ved vandet. Store Stillehavs bølger som slår ind på kysten - grøn golfbane, blåt vand og hvidt skumsprøjt.
En god kraftig vind der skulle kompenseres for på stort set alle slag og himmel med blandede skyer som fór afsted på den blå himmel. Vi nåede at få to regnbyger, som varerede mindre end et minut så det var en god blandet pose med lidt af hvert.
Jeg spillede ikke min bedste runde (91 slag), men jeg var godt tilfreds. Jeg mistede ingen bolde i havet, men på hul 18 endte jeg i en forhave ved en af de mange millionvillaer som ligger med udsigt til golfbanen og havet. Richard mente ikke jeg skulle spille bolden selvom "out of bounds" ikke var markeret - det er bare noget man ved som Richard udtrykte det !
Da vi var færdig på hul 18 blev vi modtaget af en venlig mand som dels uddelte Pebble Beach "Bag Tags" og dels tilbød at tage billeder osv. Vi blev kørt tilbage til Pro Shoppen, hvor jeg først skulle tage afsked med Richard (betale drikkepenge), og derefter blev jeg guided over til skopudsning. Golf udstyr blev fragtet over til bilen, og du kunne så derefter gå på indkøb i de meget eksklusive butikker. Jeg skulle lige have en trøje med Pebble Beach logo, men ellers havde jeg ikke så meget tid - jeg skulle tilbage til hotellet, idet vi havde dansk opstartsmøde søndag eftermiddag.
Mange af mødedeltagerne i denne uges møde var klar over at jeg ville forsøge at komme til at spille på Pebble Beach så under søndag aftens ice-breaker arrangement var det jo rigtig dejligt at kunne berette at missionen var lykkes :-)
Fantastisk oplevelse !!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar