Travlhed i køkkenet

Marianne:
Hold da op hvor har jeg været flittig i dag! Og det var vist også godt, for da Michael stod op for at køre til Ogden, hvor én af hans amerikanske kolleger havde brug for en hjælpende hånd til en flytning, vendte jeg mig om på den anden side - og sov i en hel time mere! Det var egentlig ikke planen, men jeg må jo have trængt til det :-) Jeg stod op og efter at have lavet mine skulderøvelser og hvad der nu ellers skulle til, gav jeg mig i kast med dagens projet: Forberedelse af årets Internationale Buffet, som finder sted på mandag. I år har vi ændret lidt på menuen - bare sådan for variations skyld. Så vi har tænkt at servere rugbrødshapsere, hvortil der er små frikadeller (lavede knap 300 i mandags) med rødkål, leverpostej med rødbeder, sild med karrysalat og ”desserten” er hindbærsnitter i miniformat. Jeg blev inspireret til det sidste af Louise, som vi havde besøg af sidste vinter. Hun skrev på Facebook at hun ved et lignende arrangement i Norfolk, hvor de bor i øjeblikket, med stor succes havde serveret denne meget undervurderede kage. Så jeg tænkte at hvis hun kan, så kan jeg da også! Jeg lavede en prøvebatch i søndags, og da jeg var inviteret til middag hos Lorraine og Kent, tog jeg nogen med derover. En del af deres børn og børnebørn var på besøg, så det var et godt forum for en vurdering. Og alle gav ”thumbs up”. Så var det ligesom afgjort.
Nå, for så at komme tilbage til dagens produktion, så startede jeg med at bage  rugbrød. Det var lidt snyd, for jeg valgte at lave dem med færdig melblanding som kun skal tilsættes gær og vand. Lone og Peter havde noget med da de var her i påsken. Dén med surdej gemmer jeg til os selv... De føromtalte hindbærsnitter blev lavet - og selvom det egentlig ikke er særlig besværligt, tog det en del tid. Jeg lavede dobbelt portion - og går i øjeblikket og overvejer om jeg må lave endnu én i morgen. Men det ser vi på.

Dagens produktion

Mens dejen var i køleskabet inden udrulning, lagde jeg så også lige dej til Ullas franskbrød med havregrød. Det er ved at være lææænge siden jeg sidst har bagt dem - og nu er vi (igen) ved at være trætte af det kedelige købebrød vi får her, så når jeg nu var i gang... På billedet var de endnu ikke bagt - var til efterhævning. Jeg går ned og sætter dem i ovnen NU!
Planen var egentlig at jeg til middag skulle trylle en fiskeret frem, som jeg så på TV forleden mens jeg strøg. Heldigvis blev det forpurret, da Dean og Jenny (vores landlord og hans kone) ringede for at inviteres os ud og spise i aften. Og vi skal på Ruth Chris´ Steakhouse. Et sted vi længe har talt om at besøge, men endu ikke er kommet til. Det er efter sigende én af de bedste restauranter i Salt Lake City, så det bliver jo spændende.
Nu er det vist på tide at få et bad og blive klar. Vi har modtaget en underskrevet kontrakt på at vi kan blive her i huset indtil vi skal hjem i 2014 - og det er nok det de vil fejre sammen med os. De er nemlig MEGET glade for at have os som lejere. Og som bekendt er vi jo også MEGET glade for at bo her, så alt er i den skønneste orden. FOrhåbentlig kan boligpriserne få et lille nøk opad i mellemtiden, så de kan gøre en bedre handel, hvis de vil sælge efter sommeren 2014.

Pebble Beach

Michael:
I midten af marts var jeg til møde i Monterey, og denne tur skulle have lidt ekstra krydderi.
Lørdag sagde vejrudsigten at søndag kun havde 30% risiko for nedbør, dog med vind fra nordvest. Denne vejrudsigt var god nok til at give Pro Shoppen på Pebble Beach et kald for at høre om de havde en åbning - hvilket de havde kl. 08:30 :-)
For dem der kender en lille smule til golf, behøver jeg ikke at fortælle om Pebble Beach Golf Links, men for de af jer som ikke er så meget til golf, kan jeg kort fortælle at det er en meget berømt bane med lang historie. Den ligger helt ud til Stillehavet. Mange US Open er gennem tiden blevet afholdt her og skal igen 2018. Hver år spilles der en turnering på Pebble Beach og i år vandt Phil Michelson over Tiger Woods. Clint Eastwood er en af de fire ejere af denne bane, som er de eneste som ikke betaler fuld pris for en runde golf. Pebble Beach er bare en af de baner i verden som er på alle golfers bucket list.
Når man bestiller tid så betaler man, hvad enten man kommer eller ej er pengene trukket på kreditkortet, så jeg satte to alarmer til - det er bare ikke dagen for at sover over sig.
Pebble Beach banen ligger i et meget berømt eksklusivt område som normalt koster $10 for at køre ind i, men når man har tee-time så slipper man for at betale - det er så den eneste rabat man får.

Jeg var fremme en halv time før tee-time og blev modtaget af en stab på ca. 30 personer som stod på stikker for at servicere mig - fra jeg kom på parkeringspladsen til jeg kørte derfra igen løftede jeg kun én kølle eller jern ad gangen - resten af tiden var der nogen, som bar rundt på alt mit udstyr og sikrede at det var rent og klar.
Driving range, hvor man lige kunne slå et par bolde til at varme op på, lå 5 min. kørsel væk, og der var naturligvis shuttle busser, som fragtede folk frem og tilbage. 
Dette var også første gang jeg skulle gå en runde med en caddy til at assistere - ikke kun det praktiske med at bære udstyret, rive bunkers, lappe banen, tage flaget, rengøre  bold og jern - men også til at give uvurderlige gode råd om, hvor man skal sigte og spille sin bold. Det kræver dog lige lidt tilvæning i starten - hvad gør caddy, og hvor skal du gøre af dig selv !
Richard Barnes, 62 år og opvokset i Monterey, havde været caddy siden han var 9 år. De sidste 14 år havde han været caddy på Pebble Beach, så det var en erfaren mand, som også kunne bidrage med historier om banen, spillere, hændelser og berømtheder. 

Jeg skulle spille med to andre, som var en del af selskab på 10 (firma sponseret). Der er generelt to kategorier af golfspillere på Pebble Beach - de som er firmasponseret og dem som har denne bane på bucket listen - golfspillere fra hele verden som kommer til at spille denne bane én gang i livet.
Richard kunne berette at for over 90% af de spillere han går caddy for, er det første og eneste gang de spiller på Pebble Beach. Den ene af de to andre havde faktisk spillet på banen en gang før - 12 år tidligere.
Vejret var "rigtig" Pebble Beach vejr - hvis man har set TV indslag fra Pebble Beach er det næsten altid billeder fra de 7 huller som ligger helt ude ved vandet. Store Stillehavs bølger som slår ind på kysten - grøn golfbane, blåt vand og hvidt skumsprøjt.

En god kraftig vind der skulle kompenseres for på stort set alle slag og himmel med blandede skyer som fór afsted på den blå himmel. Vi nåede at få to regnbyger, som varerede mindre end et minut så det var en god blandet pose med lidt af hvert.
Jeg spillede ikke min bedste runde (91 slag), men jeg var godt tilfreds. Jeg mistede ingen bolde i havet, men på hul 18 endte jeg i en forhave ved en af de mange millionvillaer som ligger med udsigt til golfbanen og havet. Richard mente ikke jeg skulle spille bolden selvom "out of bounds" ikke var markeret - det er bare noget man ved som Richard udtrykte det !

Da vi var færdig på hul 18 blev vi modtaget af en venlig mand som dels uddelte Pebble Beach "Bag Tags" og dels tilbød at tage billeder osv. Vi blev kørt tilbage til Pro Shoppen, hvor jeg først skulle tage afsked med Richard (betale drikkepenge), og derefter blev jeg guided over til skopudsning. Golf udstyr blev fragtet over til bilen, og du kunne så derefter gå på indkøb i de meget eksklusive butikker. Jeg skulle lige have en trøje med Pebble Beach logo, men ellers havde jeg ikke så meget tid  - jeg skulle tilbage til hotellet, idet vi havde dansk opstartsmøde søndag eftermiddag.
Mange af mødedeltagerne i denne uges møde var klar over at jeg ville forsøge at komme til at spille på Pebble Beach så under søndag aftens ice-breaker arrangement var det jo rigtig dejligt at kunne berette at missionen var lykkes :-)
Fantastisk oplevelse !!!

Hjemve

Marianne:

Ind imellem kommer man altså til i den grad at lide af hjemve når man bor så langt væk hjemmefra. Heldigvis er der sommetider muligheder for at afhjælpe denne temmelig triste situation. Som at man f.eks. kan finde opskriften på hjemmelavet citronmåne på ”Spise med Price”. Det er da stort! Og den er LANGT bedre end tankstationsmodellen!

Påskegæster

Marianne:
Onsdag før påske havde jeg sidste dag på Snowbasin i denne sæson. Jeg havde ikke særlig meget lyst til at tage derop, da vejrudsigten lovede over 20 graders varme - deroppe - så jeg forudså en temmelig trist skioplevelse. Men jeg tog fejl. Der var stort set igen gæster, hvilket var ensbetydende med at vi var en stor gruppe som skiede sammen - bare for sjov. Og det var SÅ godt! Rigtig dejlig afslutning.

Som det kan ses af de to billeder fra denne dag, er der ikke ret meget sne tilbage. Man skal ikke langt væk fra skipisterne før der er totalt bart. Det er ret vildt at se - sådan plejer det ikke at være. Rygtet vil vide at der ikke har været så lidt sne i en sæson siden 1977 - og det er immervæk et stykke tid siden...

Lone, Peter, Line og Thomas var landet tirsdag aften i Denver og brugte onsdagen på at køre til Bountiful. De ankom her omkring 18.30. Hold op hvor var det dejligt at se dem! Vi spiste chili con carne som Michael havde lavet inden han tog på Hill for at spille Men´s League (golf, naturligvis). Det var en hyggelig aften. Det blev ikke særlig sent for fam. Jørgensen var lidt ramt af jet-lag.

Her er skærtorsdag ikke noget man fejrer. Det er en helt almindelig dag. Så vi tog ind til det nyligt åbnede butikscenter City Creek Center, som ligger i downtown Salt Lake City. Det er meget imponerende med masser af butikker og restauranter. Det hele er lavet sådan lidt lækkert, så et sted man sikkert kan bruge masser af tid - og penge. Der var bare ALT for mange mennesker, så vi var der ikke sådan rigtig længe. Drengene gav op på halvvejen - de ville hellere spille golf. Og det var nok godt - for alle :-)

Da vi vågnede fredag morgen lå der i hvert fald 10 cm sne. Og det sneede det meste af dagen. Vi nåede i hvert fald 15 cm. Og det var koldt. Svært at forestille sig at her var over 20 grader C om onsdagen!

Vi nåede en masse mens Fam. Jørgensen var her: Spillede golf, volleyball og sjoelbak, dansede zumba i kælderen (nyt program til Wiién), shoppede (flere steder!) og ikke mindst hyggede vi os voldsomt. Og jeg glemte vist at nævne at vi spiste god mad - både ude og hjemme - og vin dertil. Skønt!


Søndag eftermiddag kørte vi allesammen sydpå - målet var Moab. Der er ca. 4 timers kørsel derned. Vi checkede ind på hotellet straks vi kom derned og tog hen på Moab Brewery for at spise. Der var dømt hygge med rødvin og snacks på værelset bagefter.

Mandag morgen stod vi tidligt op og efter en god, nærende morgenmad, var vi ude at køre på ATV hele formiddagen. Det var super! Vi var ude på egen hånd - og det var noget mere udfordrende end sidst Michael og jeg prøvede det. Undervejs stoppede vi ved nogen spektakulære steder og nød udsigten - og varmen.

Efter en hurtig frokost gik turen til Arches National Park, hvor vi hikede op til Delicate Arch (det er den som er på nummerpladerne fra Utah). Det er en fantatiske oplevelse, da man ikke på noget tidspunkt kan se målet for turen før man er der. Og det ER bare storslået! Udsigten gennem buen, hvor man kunne se de sneklædte bjerge bagved var meget imponerende.

Det var ved at være tid til at tage afsked. Og det var bare ikke særlig sjovt. Heldigvis er der ikke så længe til at ses hjemme i Danmark - men det hjalp mig altså ikke lige i situationen.


Fam. Jørgensen kørte mod Denver hvorfra de skulle flyve dagen efter. MB og jeg kørte retur til Bountiful.



Det var en helt vidunderlig påske!