De seneste par uger er her ikke sket en hel masse. Jeg har taget en del ekstra ”vagter” på Snowbasin fordi jeg var kommet noget bagud pga. den fibersprængning jeg pådrog mig i starten af januar. Jeg er heldigvis stort set ovre den - mangler en smule styrke, men ikke noget voldsomt. Jeg kom ved et tilfælde til at undervise endnu en gruppe unge fra UK - denne gang fra Skotland, nærmere betegnet Edinburgh. Det var en flok rigtig gode skiløbere og jeg fik en dag med dem med masser af ny sne. De var i den grad med på at køre udenfor pisterne, mellem træer og i dyb sne. Det var forrygende!

I mandags havde jeg inviteret en flok piger - både fra den Internationale gruppe og øvrige venner - til at lave kort her. Julie underviste - og det var som altid rigtig sjovt og hyggeligt. Julies datter, Ashlyn, havde lavet små ”vifter” til os alle af papirrester. Julie lovede at dokumentere at vi alle havde fået en - derfor dette lidt besynderlige billede :-)
I denne uge ringede Lone og Peter og fortalte at de sammen med Line og Thomas kommer og besøger os i påsken. Det bliver dejligt at se dem igen! Nu har vi fået til opgave at finde ud af hvor vi sammen kan tage hen på en mindre ekskursion. Og helst et sted vi endnu ikke har været. Hmmm - det er noget af en opgave.
I morges måtte Michael tidligt op for at skovle sne. Der var faldet i omegnen af 10 cm. Så sneslyngen måtte frem. Inden jeg skulle ud at gå med Lorraine, tog jeg dette billede. Jeg synes altså at der er noget ved at se det hele dækket i sne. Da jeg kom hjem afsluttede jeg Michaels arbejde med at skovle trappegang mm. Vi skal jo hjælpes ad...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar