Marianne:
Hold da op jeg synes at der sker meget i øjeblikket.
Ingrid har lokket mig til at vi sammen skulle deltage i et kagedekorationskursus. Og jeg hoppede naturligvis med på idéen. Alle de øvrige kursusdeltagere synes at det er totalt grineren at en diabetiker er med. Og jeg kan da egentlig godt forstå dem. Jeg må sige at jeg her i den grad bliver udfordret. Jeg føler mig totalt inkompetent - jeg er bare ude i noget jeg ALDRIG har prøvet før - og vel ikke en gang havde forestillet mig at jeg skulle prøve. Vi har nu været der 4 gange - og der er klart en forbedring at se. Jeg tror dog aldrig at jeg kommer til at lave fine bryllupskager og den slags, men det behøves jeg vel heller ikke.
Første gang lærte vi egentlig bare at lave stjerner. Og det gik jo sådan rimelig nemt.
Næste gang stod den på dekoration af en hel kage - og bare det at bage kagen var en udfordring. Det er jo ikke noget jeg gør en hel masse i. Men det lykkedes helt fint. Jeg må straks bryde sammen og tilstå at jeg købte et mix og lavede kagen. Sådan gør man nemlig herovre. Og det har jeg så besluttet mig for IKKE at gentage. Kager skal være søde - ja, men ikke SÅ søde.
Den blev fyldt med buddingecreme og beklædt med smørcreme. Og motivet ovenpå havde jeg valgt skulle være en fisk. De andre på holdet syntes at den var rigtig fin og jeg var egentlig også sådan nogenlunde tilfreds, selvom den overhovedet ikke lignede dén i bogen som jeg forsøgte at kopiere.
Først da Michael kom hjem fra kontoret, hvortil jeg havde doneret vidunderet, og fortalte at hans kolleger troede at det var en kalkun, blev jeg en smule pikeret. Ved ikke liiiige om de skal have lov at være forsøgskaniner i fremtiden!
Så var det tid til cupcakes. Det er åbenbart en trend som breder sig med lynets hast. Ingrid havde bagt vanillekager - og jeg fik halvdelen. De blev fyldt med ganache - ved ikke hvad det hedder på dansk, men det er i bund og grund smeltet chokolade og piskefløde (varm) som blandes. Det smager forrygende! Og så skulle de dekoreres.
Vi skulle forsøge at give vores icing forskellig farveintensitet - og jeg kan bare konstatere at jeg IKKE er til de mørke farver i denne sammenhæng. Det er altså ikke rigtig appetitligt, synes jeg. Men resultatet blev vel OK - i hvert fald var Heidi og Brents drenge (naboer, som har 5 af slagsen i alderen 3-17 år) vældig begejstrede. De vil MEGET gerne prøvesmage en anden gang.
I onsdags var det så sidste gang i denne omgang. Ingrid var blevet opereret i hånden, så hun kunne ikke deltage aktivt. Da vi var blevet enige om at vore ”afgangsprojekt” skulle være en fødselsdagskage til hendes mand, Dominique, var det hende som var bossen.
Hun bestemt hvad og hvordan og jeg udførte hendes ordrer.
Jeg bagte en flot vanillekage, fyldte den med vanillebudding og lagde icing på. Jeg syntes selv at det blev rigtig flot. Vi fulgtes ad til Hobby Lobby hvor kurset finder sted, og sørme om bunden ikke gik ud af den beholder kagen var i! Dér lå den så - på gulvet.
Det var lidt svært at finde en grimasse som kunne passe, men vi enedes om at grine. Der var jo ikke så meget andet at gøre. Jeg reddede det så godt jeg kunne - skrabte den del af, som havde været på gulvet - og så blev den dekoreret som planlagt.
Aftenens tema var roser lavet af smørcreme - og det er altså ikke let! Jeg fik lavet nogen som var OK og har senere øvet mig. Der skal vist MANGE øvetimer til før de bliver rigtig gode.
I torsdags blev kagen serveret på kontoret (vi fortalte ikke om miseren) og de var meget begejstrede. Det forbliver nok vores lille hemmelighed.
Det var så den mere underholdende del at dette indlæg. Vi har nemlig også haft en noget mere alvorlig oplevelse. I sidste uge fik vi at vide at ores gode ven Theo fra Holland, havde fået diagnosen spiserørscancer med spredning til lymferne. Theo og hans kone José skulle have været rejst hjem til Holland i juni efter at have været her i 6 år. Denne hjemrejse blev fremskyndet til at finde sted i mandags - de havde 5 dage til at gøre det hele klar. Ved venners hjælp fik de sorteret deres ejendele - dét de skulle have med, dét der skal sælges og dét der skal sendes i en container til Holland. Vi ved at de er kommet godt hjem og Theo har allerede været til de første undersøgelser i Rotterdam. Michael og jeg tog op og besøgte dem sidste fredag da jeg havde hentet ham i lufthavnen efter hans tur til Monterrey. Og det var vi glade for at vi gjorde. Vi hjalp dem med at pakke nogen ting - og det var fint.
De er rigtig gode venner - vi har haft rigtig mange sjove timer sammen. Det er dem som har introduceret os til sjoelbak - et fantastisk spil, som vi så har introduceret de fleste af vores gæster til. Og de fleste synes at det er supersjovt. Da José og Theo var her til middag for nylig, forærede de os endda et spil. Meget generøst!
Nu er planen så at vi skal øve os inden vi skal se dem efter at vi kommer hjem til Danmark. For det bliver selvfølgelig sådan at det kan lade sig gøre. Og vi kan bare konstatere at på nuværende tidspunkt er de lidt i en anden league end os.
Jeg har i længere tid haft gang i et større projekt. Jeg har nemlig hæklet servietter til brødkurve. En række af pigerne her i nabolaget var så søde at hjælpe mig, da jeg virkelig havde brug for det. Jeg havde nemlig et sengetæppe som skulle quiltes.
Og jeg er bare slet ikke god til at sy - i hånden især. Og her var altså tale om et tæppe som skulle håndquiltes. Tæppet blev færdig for længe siden - sådan ca. for et år siden - og jeg ville gerne vise disse kvinder at jeg var meget taknemmlig for deres hjælp. Og hvad skulle jeg finde på? Herovre er der ikke ret mange der hækler, og hvis de gør, er det slet ikke ting i stil med hvad mormor lærte mig. Så i samråd med Inger-Lise fra Norge, fandt jeg et mønster og gik i gang. Jeg lavede 9 servietter - hver med den enkeltes initialer hæklet i. Og nu er de så endelig færdige. Jeg vaskede dem, strøg dem og stivede dem lidt. Og de blev pakket ind hver for sig.
Laurie og Lorraine bidrog langt mere med min quilt end nogen anden, og derfor syntes jeg at de skulle have en kurv med - så de kunne se hvordan jeg havde forestillet mig den anvendt. De andre fik ”bare” servietten. Og hold da op hvor de alle blev begejstrede! Det var helt overvældende! Én ville ramme den ind og hænge den på væggen, en anden ville udstille den sammen med sine andre, kæreste ejer. Under alle omstændigheder var det dejligt at de satte pris på min indsats. og nu har jeg vist hvor meget jeg værdsætter deres!
