Kusine Mette, Søren, Stine og Anne ankom hertil lørdag aften efter at have besøgt både Toronto og New York City. Det var rigtig dejligt at se dem - og vi har haft nogen dejlige dage. Søndag besluttede vi os for at tage en tur til Park City, hvor det primære mål var Tanger Outlet. Vi tilbragte nogen timer dér - og vi kørte da heller ikke tomhændet derfra. Vi kørte lidt rundt i området og egentlig var meningen at vi ville køre gennem dét som hedder Guardsman Pass til Big Cottonwood Canyon.
Men da vi var kommet et godt stykke op - altså op hvor der var sne - så meget at Anne kunne lave en snebold - måtte vi erfare at passet var lukket - pga. sne. Tankevækkende!
Vi kørte til Salt Lake City på vej tilbage og også her blev der foretaget nogen indkøb inden vi tog hjem - godt trætte. Vi måtte dog lige forbi Capitol - det ER nu en imponerende bygning!
Mandag var det 4. juli, hvilket bl.a. betød at Michael ikke kunne komme på arbejde. Så vi havde en rigtig hyggedag herhjemme. Det var varmt men overskyet, så pigerne og jeg besluttede os til at gå i kælderen og lave et par kort. Og det var de SÅ gode til! Da de skulle vælge hvad de ville lave, var det langt fra de letteste teknikker de valgte, men det var slet ikke noget problem!
De var begge vildt kreative og har bestemt dét dér som gør at man får lavet nogen rigtig fine kort. Michael og Søren var ude at køre en tur på motorcykel - tror egentlig at Søren syntes at det var ret OK :-) Han havde i hvert fald et ordentligt smil klistret på fjæset da de kom retur. 4. juli er jo USAs uafhængighedsdag og det skulle fejres. I første omgang med hjemmelavede burgere på terrassen - det gør man altså!
Og senere med forrygende festfyrværkeri i Sugar House Park i Salt Lake City. Et absolut forrygende show.
Vi så det sammen med i omegnen af 100.000 andre. Et stort tilløbsstykke!
Vi kørte i lufthavnen for at hente en lejebil, så familien Gottlieb Hansen tirsdag morgen kunne drage afsted før en vis mand fik sko på med Cody, WY som mål. De kommer retur på fredag (den 8.) for en kort bemærkning, inden de drager sydpå i autocamper mod eventyr i Utah, Nevada, Arizona og Californien.







Ingen kommentarer:
Send en kommentar