Hektisk uge

Michael:

Sidste uge, da jeg var i Danmark, blev nogle af møderne præget klargøring til en dansk udsendelse af F-16, hvilket skete i løbet af weekenden.

Denne uge har så budt på støtte til den udsendte enhed, hvilket i praksis har betydet mange og lange telefonsamtaler i forsøget på at få reservedele ud af amerikanske depoter, og få dem sendt til Danmark i en rasende fart. Der er mange led i kæden og ind imellem lykkes det, men det kikser også ind imellem, hvilket kan være meget frustrerende.

I kan jo følge med på nyhederne, og der er ingen tvivl om, at det i øjeblikket føles ekstremt godt at være flyver i disse dage. Den utrolige hurtige deployering med efterfølgende indsættelse og operative succes høster store roser, og giver stor respekt for det "lille" danske Flyvevåben - dejligt :-)

Sne, regn og blæst ødelægger desværre stadig for mange dage - golf sæsonen er udskudt igen - ØV ØV

I morgen Søndag er det for mit vedkommende nok den sidste skidag i denne sæson !

En slags opdatering

Marianne:

Jeg har fået ry for at være dén som arrangerer kreative aftener for pigerne i den Internationale gruppe. Denne gang skulle vi lave pusleblokke. 9 træblokke som hver især pålimes en del af et billede, som så kan samles. Meget kreativt, synes jeg. Vi var i alt 15 piger som blev undervist af Suni. Som det ses havde vi det MEGET hyggeligt! Og der kom nogen fantastiske resultater ud af det. Her er det Silkes datter Veronica på billedet.

Tyskerne er altså mænd for et godt karneval! Også i år var Paul og Manuela værter ved, hvad der nok må siges at være, årets fest (igen i år!). Michael og jeg havde lidt svært ved at finde ud af hvad udklædningen skulle være. Vi syntes ikke at vi kunne komme i det samme som sidst. Vi fandt dog ud af at vi skulle være fortid og nutid - indenfor golf. Jeg kan måske lige tilføje at jeg bestemt skal bruge det meste af mit outfit på banen - det skal Michael IKKE :-) Jeg blev simpelthen nødt til at lægge et par billeder ind af de udklædninger som jeg synes var bedst. Der er altså virkelig nogen som gør noget ud af sagen. Andre slipper lidt let om ved det - men med god humor går det hele jo. Mange var lidt trætte i hovederne dagen efter - også Michael. Og det endda selvom vi tog hjem før midnat, da jeg skulle arbejde dagen efter.

Og så er det endnu ikke slut med snevejret. Den 9. marts fik vi en voldsom mænge (tung!) sne på én gang. Og det var naturligvis efter at Michael havde golfet sig til en tennisalbue - så jeg måtte også i gang, da der skulle skovles. MB kørte med sneslyngen - jeg tog skovlen. God motion fra morgenstunden! Der gik ikke mere end et par dage og så var det meste væk - vi har haft temperaturer helt oppe på 18 grader! Michael rejste til Danmark lørdag den 12. Dog først efter at have stået (siddet) i kø i 5 timer for at anskaffe sig ét af de først solgte eksemplarer af iPad 2. Han MÅTTE jo have den inden han tog afsted... Og jeg har bestemt nydt godt af at den har været på tur til Danmark! Den har nemlig kamera, så man kan Skype! Herligt! Flyveturen over Atlanten går også meget bedre når man har et par lejede videofilm med som man kan nyde undervejs. (På denne rute er der nemlig som regel ikke valgmuligheder når det gælder film). Mens Michael ventede i køen, brugte jeg tiden på diverse indkøb i Gateway - en stor, lækker udendørs mall. Passede fint med at der skulle købes fødselsdagsgaver til Caro og Sisse - og jo, der røg også lidt andet med når vi nu var i gang. De sidste par timer fik jeg til at gå på Starbucks, hvor jeg kunne følge køens udvikling. Tja... Mænd og deres legetøj!!! I løbet af de seneste dage har jeg lavet frikadeller til den International Buffet, som finder sted den 11. april. Vi kommer hjem fra San Francisco dagen før, så jeg må forberede mig i god tid. Og det var så en del af projektet. Har nu lavet i alt 450 deller - af 6 kg. svinekød. Det varer nok lige lidt inden vi skal have frikadeller. Hele huset STANK! Og i morges gjorde jeg køkkenet rent - ALT var bare smurt ind i stegeos. Nu er det rent og fint igen. I morgen kommer Michael hjem. Det bliver dejligt! Denne gang synes jeg at det har været lidt strengt at være alene hjemme. Nok primært pga. Bens død. Det har jeg lidt svært ved at kapere. Men fra i morgen er der heldigvis én som kan holde om mig når jeg synes at det bliver lidt for svært at bære.

Husk at leve....

Marianne:
I dag har været en meget trist dag her i Utah. Vores gode ven, Ben, som sammen med sin kone Cristina rejste hjem til Holland for godt et halvt år siden, døde i morges. Han havde melanom cancer som blev diagnosticeret mens de stadig var her og siden har han været i forskellige former for behandling. Senest fik han stråler, som så ud til at have effekt, men for nylig fandt man en ny tumor. Cristina og Ben mødte hinanden for godt 2 år siden. De var så gode sammen - Ben blev en helt anden mand efter at de mødtes. Men han havde også været igennem en del, da han mistede sin kone gennem 30 år ret kort tid efter at de kom herover. Også hun døde af cancer. Så deres 2 voksne sønner er hårt ramt. Cristina flyttede til Utah fra Vancouver Island i Canada for at blive gift med Ben. De blev gift forrige jul på Hawaii. Og sammen rejste de til Holland, hvor de skulle bo indtil Ben skulle gå på pension om et par år. Planen var at komme retur til Canada til den tid. Ben var vild med motorcykler - han havde 4-5 stykker i garagen her i Utah, sagde han i hvert fald. Det var svært at vurdere, for kun én stod færdigbygget og køreklar. Resten var skilt i atomer - efter min ukyndige vurdering. Vi tænker naturligvis på Cristina og den uvisse fremtid som venter. Heldigvis er hun en "tough cookie", men at miste den man elsker kan man nok ikke forberede sig på selvom det bærer i den retning. Og de fik så kort tids lykke sammen.

Hmmm - der er gået et stykke tid siden sidst...

Marianne:

Sidst jeg skrev var umiddelbart efter min fødselsdag. Det føles som om det er MEGET længe siden. Men der er også løbet meget vand i åen siden da - eller som Ole Stids (ven og tidl. boss)rettede det til i går: Der er faldet meget sne på pisterne siden da :-) Vi har jo bl.a. været så heldige at have en masse gæster. I uge 7 var det Familien Munk som var her: Jette, Peter, Camilla og Mathias. Deres primære mål var at stå på ski - og de benyttede sig af at besøge flere forskellige resorts her i nærheden. Vi var så heldige at være med til at fejre Jette og Peters kobberbryllup. Det var vi meget glade for! Vi havde også en fælles skidag i Canyons, som ligger ved Park City. Forrygende vejr og dejlige pister. Alle havde en dejlig dag! Da de forlod os kørte de sydpå til Las Vegas og Grand Canyon inden de skulle flyve hjem til Aalborg - dog med stop nogen dage i New York. Anne, Fleming, Kathrine, Tobias, Anders og Kristin kom i ugen efter. Efter et par dage i Park City rykkede de ind her i Bountiful. Det var SÅ dejligt at have dem her. De kunne godt klare at de en stor del af tiden var overladt til sig selv. Jeg skulle nemlig undervise en flok engelske drenge fra Manchester Grammar i hele 5 dage og Michael måtte en tur til Texas. Vi fik dog stået på ski sammen - og det var rigtig godt! Min stil lod meget tilbage at ønske da dette var 6. dag i træk på ski - og de 5 foregående dage med drengene var temmelig krævende. De havde nemlig absolut INGEN hæmninger. Vi var da også nede ad "Men´s Downhill" fra OL 2002. Da Kathrine, Tobias og Anders ville samme vej ned dagen efter kunne jeg godt mærke at "mullerne" var ved at have fået nok. Det var helt vidunderligt at komme hjem og der blev lavet mad. Jeg blev i den grad forkælet! Inden Michael tog afsted nåede vi et enkelt besøg på Yogurt Stop - én af vores favoritter. Da det var umiddelbart efter Texas Roadhouse (en anden favorit) skulle man tro at det var begrænset hvor meget is der var plads til. Men det var så ikke tilfældet. Jeg var IMPONERET! Familien drog afsted fredag morgen - de skulle nok shoppe lidt (mere)? Søndag fik vi igen overnattende gæster. Denne gang var det Louise og Finn som for tiden bor i Norfolk, VA. De var på ferie her i Utah og da Finn, som Michael arbejder sammen med, men som han aldrig har mødt, gerne ville se Hill Air Force Base, inviterede vi dem til at spise og overnatte her. Det var rigtig hyggeligt.

Vi har imidlertid også haft endnu en gæst. Det var dog udenfor. Michael så den 22.2. et ungt dyr som gik ude i haven. Da han fotograferede det, opdagede han at hun var skadet. De kommende dage så vi hende af og til - og vi fandt ud af at hun havde fundet et lille hvilested på nordsiden af vores hus hvor der er fred og ro. Hun var ikke meget for at flytte sig og vi så at hendes ene forben var brækket. Michael kontaktede myndighederne som sagde at så længe hun kunne gå og spise ville de ikke foretage sig noget. Jeg var sønderknust. Hun så så trist ud - og som det ses af billedet kunne vi komme ret tæt på (uden telelinse!). Hun blev heldigvis bedre og er nu væk igen. Vi håber at hun klarer sig selv ude i den store verden.

De kommende uger byder på arbejde for begges vedkommende. Desuden har jeg gang i at quilte et sengetæppe. Hvis ikke det var for al den hjælp som pigerne i nabolager tilbyder, ville det blive et årelangt projekt. Men de møder op i Lorraines kælder hvor det er sat op og syr. Det er frygtelig hyggeligt! Om en god uges tid tager Michael en tur til Danmark mens jeg bliver hjemme og står på ski (mm.) Mon ikke der kommer flere informationer senere?